En lille Bemærkning i Anledning af Landsbykonens Nødraab.
I sidste Nr. af „Kvinden og Samfundet” læste jeg en Artikel, indsendt af en Landsbykone, nemlig „Et Nødraab fra en Husmoder paa Landet”. Jeg føler Trang til, som Tjenerinde, at gjøre en lille Bemærkning angaaende denne Artikel, da jeg synes, vedkommende Landsbykone ser temmelig tragisk paa Tjenestepigernes Stilling i Samfundet.
„Menneskene ere ikke saa gode, som de burde være, alle saa have de Fejl”, siger Biskop Balle i sin Lærebog, og denne Moral kan godt anvendes endnu; thi overfor det nævnte Æmne er jeg sikker paa, at Fejlen er lige saa stor hos Husbond og Madmoder som hos Tjenestetyendet.
„Hvem der er betroet meget, af ham fordres meget”, siger Skriften. Vi Tjenestefolk kunne godt betragtes som betroet Gods, overfor hvilket der ogsaa haves Ansvar for, hvorledes det bliver anvendt.
At bruge Grovfilen, som vedkommende Husmoder mener at være et nødvendigt Redskab til uudviklede Mennesker, er vist en fejl Kurs at tage, thi det virker næppe forædlende. Jeg tror derimod snarere, det gunstige Resultat opnaas derved, at Landsbykonen er lige saa sentimental overfor sine Piger af simplere Herkomst som overfor Frøknerne.
Naar Talen er om at tilvejebringe et hyggeligt og indholdsrigt Familieliv efter endt Arbejde, da kan jeg ikke indse, der kunde være noget til Hinder for, selv om ikke Pigerne var musikalsk uddannede, at ogsaa Folk af ringere Byrd kunde have godt af at overvære en god Oplæsning og drøfte det læste efter bedste Evne. Her, tror jeg, er en vid Arbejdsmark for Husfædrene og Husmødrene at tage Vare paa; thi mange af de Piger, som have haft Lejlighed til, om kun flygtig, at erhverve nogle gode Indtryk, trænge uvilkaarlig til at faa den Spire udviklet videre, for at den kan vinde Fremgang, at den ikke skal sygne hen og visne i Opvæxten; men da Midlerne som Regel ikke strække saa vidt, at Pigerne selv kunne se sig i Stand til at søge Steder, hvor der kunde findes Næring og Fremgang for en bedre Livsudvikling, saa kunde der ganske sikkert ad denne Vej raades Bod paa mange Savn.
Med Tanken henvendt paa disse Undtagelser, der, Gud ske Lov, ikke ere saa helt faa, er det, jeg ser noget farligt i den Reform, omtalte Landsbykone ønsker indført, da de bedre Hjem i saa Fald ville blive spærrede for disse.
Hermed er det ikke min Hensigt at gjøre Indsigelse imod, at Frøknerne skulle ud og prøve deres Kræfter; nej, tværtimod vilde det være gavnligt, om de kunde bevæges til at optage lidt legemligt Arbejde, derved vilde baade Arbejdet og Arbejderne stige en Del i deres Agtelse, og først da kunde de saaledes uddannede praktiske Fruer ret forstaa at skjønne paa Arbejdets Værd.
Jeg er ikke blind for, at der des værre gives en Del, der nok finde sig bedst tilfredse paa deres Kamre, afsondrede fra Familien, overladte til sig selv og sine egne Forlystelser, der ikke altid ere af den bedste Art -; overfor saadanne vil jeg nok indrømme, „lad dem prøve, de kunne undværes”, da den, som ikke vil høre, maa føle; men lad det endelig ikke gribe videre om sig med de dannede Tjenestepiger, end at ogsaa andre hæderlige og virksomme Piger af Almuen kunne blive antagne ogsaa i de Hjem, hver der kunde være Mulighed for en god Paavirkning, som vi trænge saa haardt til, at ikke Kløften mellem Arbejdsgiverne og Arbejderne skal blive større, end den er, saa vi helt komme bort fra Friheden og Ligheden. Dette er, hvad jeg i Korthed vilde sige. Jeg besidder ikke Evner og har heller ikke meget Mod til at skrive offentlig; men da denne Sag laa mig meget paa Sinde, kunde jeg ikke undlade at gjøre denne lille Bemærkning i Haab om, at den nok hos en Del vil kunne finde Sympati.
