Yderligere Gjensvar til "en Landsbykone."

Foruden de to foran meddelte Artikler har Red. modtaget endnu en hel Række Indlæg i den samme Sag. Pladsen tillader os ikke at optage disse - de gaa i øvrigt ogsaa i Hovedsagen i samme Retning - men vi skulle tillade os at meddele nogle Brudstykker af et Par af dem, der udfylde de to i deres Helhed optagne Indlæg.

Augusta Birkedal H. Nyegaard, Ølsted Præstegaard ved Horsens, skriver bl. a:

„Skjønt jeg er Husmoder, vil jeg alligevel tale Tjenestepigernes Sag, jeg mener med snart 25 Aars praktiske Erfaring at kunne gjøre det med en vis Ret. Det er sandt og skal ej nægtes, at der er sørgelige - bundsørgelige Exemplarer, og uden Tvivl des værre de fleste; men hvorledes ere saa de fleste Husmødre? Men bør vi Husmødre ej lade det være os en Samvittighedssag at tage os af de unge? Er ikke Forholdet i de allerfleste Tilfælde af den Natur, at Tyende og Husbondsfolk strax se paa hinanden med Mistillid? Det første Ukrudtsfrø er da udsaaet, og det lader da næppe længe vente paa Ukrudt af anden Art.

Skulle vi Madmødre ikke heller tænke som saa: vi ere de Ansvarshavende for, at Hjemlivet ej lider Nederlag i den Retning? Hvorledes gaar det i de fleste Tilfælde? Unge Hustruer, uden Spor af Lærdom i Husgjerningen, men fulde af Fordringer til andre, stifte Hjem, - saa faa de (et nødvendigt Onde) et fuldstændig fremmed Element i Huset, som skal benyttes i det længst mulige, som skal udføre Arbejdet uden at nyde Frugten. Familiens og Tjenerindens Interesser ligge tit paa helt modsatte Omraader, der er ofte ej den ringeste Forstaaelse eller Samstemmighed paa noget Punkt.

Det er jo umuligt for et Menneske at vidne uden af sin egen Erfaring, og en Kjendsgjerning er det, at i de snart 25 Aar har jeg ingen bitter Erfaring, har jeg ikke været uheldig med de 1-2 à 8 til forskjellige Tider samtidig holdte Tjenestepiger; aldrig en Gang haft Ulempe af et Kjæresteforhold f. Ex. eller Utroskab, skjønt Pigerne have gaaet i ulaasede Gjemmer som jeg selv. Vil jeg da spørge, hvoraf det kommer, saa er Svaret lige ved, for det første har jeg anset det for en Begivenhed i Hjemmet, naar vi skulde have ny Pige, altid søgt at indhente alle de Oplysninger, det var mig muligt, forinden Optagelsen; thi det er min fulde Overbevisning, at et Tyende kan bringe enten Velsignelse eller Forbandelse med sig, saa sandt som Disharmoni og Harmoni ere Modsætninger. Er saa den fremmede kommen, er hun bleven mødt med den Tro: her er et Menneske, hvis oprigtige Vilje det er at hjælpe, saa godt hun formaar. Med det Grundlag til en Begyndelse, - først paa Vagt for, hvem man faar, og saa at modtage med Tillid, tvivler jeg paa, nogen vil skuffes.

Jeg har set, ej hos en enkelt af dem, jeg paa den Maade er kommen i Berøring med, men hos flere, kvægende og ædle Beviser paa en Hengivenhed, en Troskab, ja til sine Tider en Selvforglemmelse, som man kunde ønske, mange af vore saakaldte dannede unge Piger ejede; jeg har erfaret en Taktfuldhed og fin Følelse, som man tit forgjæves har ledt om hos vore unge Damer, hos hvem ofte de fineste Følelser blive sløvede i et unaturligt, egenkjærligt Liv.

Det er langt fra, at jeg vil skamrose den ene Stand paa den andens Bekostning; men jeg véd, at man med Rette kunde vente af vore oplyste unge Kvinder, at de betænkte lidt deres tjenende Søstres ublidere ydre Kaar og ofte uendelig begrænsede Opdragelse, tit i et sørgeligt Hjem, udsatte for Farer og Fristelser, som en hel Klasse af vore bedre stillede unge Frøkener ej en Gang ane. De unge Kvinder, som paa saa mange Maader smykkes med Fortrin fremfor deres mere stedmoderlig behandlede Søstre, burde betænke, hvilken rig, stor og taknemlig Opgave de have i at vinde deres tjenende Søstres Tillid og Fortrolighed, betænke, hvorledes tit den ene unge ganske anderledes naturlig end de ældre kan forstaa sin jævnaldrende. Paa det Grundlag, ej ved Nedladenhed, men ved virkelig Følelse for en ligealdrende, og derved ogsaa naturlig Samstemmighed, mener jeg, at det ikke er vanskeligt at mødes, forudsat, at vi ej gaa ud fra den Mening, at nogle Mennesker ere støbte af Kridt og Pibeler, mens andre kun ere af Pottemagerler, men mindes, at vi alle oprindelig have fælles Udspring.”.....

„Nu vil jeg kun slutte med at udtale, jeg véd godt, det med Hensyn til Tjenestepiger er langt lettere for Husmødre paa Landet end i Hovedstaden og Byerne, men jo større Opgaven er, des rigere Sejr”.

En Husmoder paa Fyn skriver under Mærket I. P.: .......

„En Landsbykone” har averteret om „en dannet ung Pige til Hjælp ved det huslige og med 2 smaa Børn”, og som Svar paa dette Avertissement har hun faaet 112 Billetter. Den Slags Pladser have altid været attraaede af unge Piger, der ikke have faaet Lærerindeuddannelse, men ere henviste til at tjene deres Brød mellem fremmede paa en eller anden Maade, Jeg tror ikke, „en Landsbykone” vilde faa ret mange Tilbud, hvis hun averterede om „en dannet Pige til Kokkepige eller Malkning eller til Stuepige eller Enepige til al forefaldende Gjerning”. Og jeg tror ogsaa, vi Husmødre vilde være ilde farne, hvis vi skulde Døjes med en saadan Hjælp, thi Arbejdet vilde efter min fulde Overbevisning hverken blive gjort saa hurtig eller saa godt af en dannet ung Pige som af en øvet Tjenestepige; og naar Arbejdet blev daarlig udført, tror jeg, at hverken Husmoderen eller den unge Pige vilde faa synderlig Lyst til eller Fornøjelse af „i Fællesskab at dyrke de skjønne Kunster”. En ung Pige af den dannede Klasse vilde heller aldrig kunne føle sig tilfreds med den ringe Løn, en Tjenestepige faar i Forhold til de mange Arbejdstimer; hun vilde føle sig tilsidesat ved ikke at kunne deltage i Familiens selskabelige Omgang, og dertil vilde hun jo, som „en Landsbykone” ogsaa anfører, umulig kunne faa Tid, da det daglige Arbejde nødvendigvis maa passes nøjagtig og til bestemt Tid. Jeg tror ikke, at nogen Husmoder, hvor velvillig hun end var stemt mod sine dannede huslige Medhjælpersker, vilde være i Stand til at føre det hyggelige, fornøjelige Familieliv med dem, som „en Landsbykone” saa idyllisk udmaler. Af egen Erfaring fra min Lærerindetid véd jeg, hvor ubehagelig en Husjomfrus Stilling i en Familie i de allerfleste Tilfælde er, og det er dog i Reglen en net, dannet Pige, saa jeg kan ikke tænke mig, at en Tjenestepiges Stilling vil kunne blive behageligere. - Og for at se Sagen fra en anden Side vil jeg spørge: Hvor skulde vore nuværende Tjenestepiger blive af, hvis de blev fortrængte af de mere dannede Piger? Skulde de udvandre, ansættes i Fabrikkerne, eller maaske synke endnu dybere? Nej, lad os hellere stræbe efter at hæve dem i deres egne Øjne, idet vi selv betragte dem som vore Medmennesker og ikke som en Kaste for sig selv, saa vil man maaske ikke saa ofte høre Husmødrenes Suk over de daarlige Tjenestepiger. - Disse Bemærkninger fremkomme i al Beskedenhed som et lille Indlæg i den paabegyndte Forhandling”.

En sjællandsk Præstekone takker først „en Landsbykone” for hendes Opfordring til de dannede unge Piger „til at kaste alle fine Fornemmelser over Bord, til at tage et hvilket som helst Arbejde op, som de have Kræfter til”, men skriver derefter:

„Det er et virkelig lyst og hyggeligt Billede, De ruller op for os i sidste Del af Deres „Nødraab”, et Billede af et Hus med Liv og Glæde inden Døre, med Sundhed og godt Humør, og dertil bidrage ikke lidt disse klarøjede, rødmussede, hensynsfulde Præste- eller Doktordøtre, som ere komne for at dele Arbejdet og Hvilen med Dem og Deres. Men for mig er der et Skaar i denne Glæde. Jeg maa hele Tiden, mens jeg ser den unge Pige med sin Blyant eller ved Klaveret som en kjær Veninde i Huset leve sammen med Familien, tænke paa hende, der gaar der ude i Køkkenet uden „Spor af Ansvarsfølelse”, „svidende Grøden”, tilladende „Katten” at rumstere efter Behag o. s. v., eller sidder paa sit ensomme Værelse eller ved sit ensomme Maaltid. Og her maa jeg ubetinget give Dem Uret. Jeg tror, at det, at et Menneske føler sig ansvarsløs i vort Hjem, er vor egen Skyld, og jeg tror, det er en af de første Betingelser, vi have at opfylde lige over for de unge, der komme i vort Hus, at vi lægge et Ansvar paa deres Skuldre, saa faa vi lettere en vel kogt Grød, ja selv en vel opdragen Kat o. s.v._; Med andre Ord - det smukke, kjærlige Opraab, De udstedte til den „unge dannede Pige”: "Kom os til Hjælp i vor Gjerning, I skulle faa det saa godt, som vore Hjem kunne byde det, I skulle dele alle vore Sorger og Glæder, ligesom vi ville dele eders, o. s. v. o. s. v.; det, mener jeg, maa gjælde med lige Ret for alle, der komme inden for vort Hjem for at tage et Arbejde op. Det vil hjælpe til, at vi vælge vore Hjælpere, kvindelige og mandlige, med mere Omhu, thi det er ganske vist ikke enhver, man kan bruge dertil; men jeg tror ogsaa, det er i vore Hjem, at vi lettest og naturligst kunne prøve paa at indføre virkelig Frihed og Lighed ved at give alle lige Ret, ved at dele vort daglige Liv med hinanden, holde vore Maaltider med hinanden, og i det hele ved at indrette vore Hjem saa jævnt og naturlig, at de, som færdes der, føle, her er godt at være, her gjøres ingen Forskjel”.

Man vil se, at det er fra Landets forskjellige Egne, Indsigelserne mod „en Landsbykone” ere strømmede ind, og vi benytte Lejligheden til at takke for alle de indsendte Indlæg, ogsaa dem, vi slet ikke have faaet Lejlighed til at medtage. Tankegangen er i disse i Hovedsagen den samme som i de optagne, et af dem vil maaske blive bragt frem andetsteds, men i øvrigt ville de ærede Indsenderinder forhaabentlig være tilfredsstillede ved, at de Anskuelser, de have taget til Orde for, ere komne frem, selv om det ikke er sket ganske saaledes, som de havde fremsat dem.

Det er nu Landsbykonens Tur at tage Ordet i vort næste Hæfte. Vi maa i høj Grad lykønske hende i Anledning af den Opmærksomhed, hendes Artikel har vakt, men ville da opfordre hendes mulige Meningsfæller til heller ikke at holde sig tilbage. Husmødre og Tjenestepiger udgjøre de talrigste Klasser af Kvinderne. Et godt Forhold imellem disse er da et af de allervigtigste praktiske Kvindespørgsmaal. Kunde Forhandlingen om deres indbyrdes Mellemværende bidrage noget hertil, vilde ikke lidet være vundet.