Kvindernes første kommunale Hverv.

Den 20de April d. A. gaves kgl. Stadfæstelse til følgende

Lov om Tilsyn med Plejebørn.

„§ 1. Alle Plejebørn blive at undergive et offentligt Tilsyn indtil det fyldte 14de Aar.

I Kommuner med over 30,000 Indbyggere kan Tilsynet, naar Kommunen ønsker det, henlægges under Sundhedskommissionen, naar den gjældende Sundhedsvedtægt efter Justitsministerens Skjøn indeholder ligesaa fyldestgjørende Bestemmelser om Tilsyn med Plejebørn som denne Lov.

I alle andre Kommuner bliver Tilsynet at føre efter følgende Forskrifter.

§ 2. Ingen maa mod Betaling have noget Barn under foran nævnte Alder hos sig som Plejebarn, uden dertil at have erhvervet Kommuneraadets Tilladelse, som til enhver Tid skal kunne tages tilbage.

§ 3. Tilsynet med Plejebørn overdrages i hver Kommune til en eller flere paalidelige Mænd eller Kvinder, som Kommuneraadet dertil kan formaa.

§ 4. Enhver, der erholder Tilladelse til at modtage et Barn i Pleje, gives samtidig Underretning om, hvem Tilsynet med Barnet er overdraget. Den paagjældende har derefter strax at melde sig hos den Tilsynsførende, for hvem ligeledes enhver Forandring af Plejeforældrenes Bopæl, saa vel som Plejeforholdets Ophør, bliver at anmelde.

§ 5. De Tilsynsførende skulle jævnlig tilse Plejebarnet i Plejehjemmet, til hvilket Adgangen til enhver Tid skal staa dem aaben. Findes Plejen ikke forsvarlig, og indtræder der efter stedfunden Advarsel ingen Forbedring, anmelder Tilsynet det fornødne for Kommuneraadet, der da lader foretage den fornødne Undersøgelse om fornødent ved Politiets Hjælp.

§ 6. Kommuneraadet kan fritage Plejeforældrene for Tilsyn under saadanne Forhold, hvor Hensynet til Fortjeneste eller Erhverv skjønnes at ligge udenfor Bevæggrunden til Plejeforholdet.

§ 7. Overalt, saavel hvor Tilsynet med Plejebørn er ordnet efter de foranstaaende Bestemmelser, som hvor det er ordnet ved Sundhedsvedtægt, kan Øvrigheden, naar den finder tilstrækkelig Anledning dertil, forlange Tilsynet udstrakt til de Børn, der af andre for Betaling ere antagne som deres egne, uden dog at være adopterede.

§ 8. De foranstaaende Bestemmelser finde ikke Anvendelse paa de Plejebørn, der anbringes udenfor Kommunen af de Kommuner, der efter § 1 var undtagne fra Tilsyn efter denne Lov, naar der i Sundhedsvedtægten for den Kommune, der anbringer Børnene, findes efter Justitsministerens Skjøn betryggende Bestemmelser om Tilsynet med de udenfor Kommunen anbragte Børn.

§ 9. Overtrædelser af denne Lovs Forskrifter anses med Bøder indtil 100 Kr., Sagerne behandles som offentlige Politisager.

§ 10. Denne Lov, der ikke gjælder for Færøerne, træder i Kraft Tremaaneders Dagen efter den Dag, paa hvilken den er kundgjort i Lovtidenden. De tidligere indgaaede Plejeforhold betragtes som stiftede den Dag, da Loven træder i Kraft.

§ 11. Denne Lov gjælder til 1ste April 1895. Forslag til Forlængelse af Lovens Gyldighed eller til en Revision af den bliver at fremsætte senest for den i 1894 sammentrædende Rigsdag”. -

Man vil se, at det er Begyndelsen til at indrømme Kvinden den Ligestilling med Manden i det offentlige Liv, som jeg andetsteds her i Bladet har taget Ordet for. Det maa paaskjønnes, at det høje Landsting, der i sidste Rigsdagssamling saa brat forkastede de private Lovforslag om kommunal Virksomhed for Kvinden, samtidig ved den Holdning, det indtog overfor Regeringsforslaget om Tilsyn med Plejebørn, viste, at det ikke i og for sig er nogen Modstander af at give Kvinder Adgang til offentlig Virksomhed. Da Justitsminister Nellemann i Efteraaret 1886 forelagde det Lovforslag, der nu er blevet ophøjet til Lov, og i samme foreslog, at det offentlige, lovbefalede Tilsyn med Plejebørn skulde betros til Mænd og Kvinder, modtog Landstinget den store Grundsætning om Kvindens Indtræden i det offentlige Liv som - en Selvfølge. Ligesom Regeringen i sine Motiver til Lovforslaget ikke fandt det nødvendigt særlig at begrunde, at Kvinderne her var tagne med, saaledes heller ikke det høje Landsting. Den ene Taler efter den anden stod frem og nævnte Kvinder ved Siden af Mænd som Deltagere i Tilsynet uden at gjøre den ringeste Ophævelse derover, som om det var noget, der ganske faldt af sig selv.

Saaledes bør en stor ny Grundsætning holde sit Indtog i det høje Landsting, lydløst og ubemærket, og - det forstaar sig - under Regeringens Beskyttelse.

Anderledes, da Sagen kom til Folketinget. Her vakte Kvinderne den største Opmærksomhed og gav Anledning til en livlig Forhandling, der dog ikke drejede sig om, hvorvidt Kvinderne burde udelukkes af Tilsynet, men derimod om, hvorvidt Mændene burde udelukkes. Det var ikke det Spørgsmaal, om Kvinderne burde stilles lige med Mændene, der drøftedes, nej! det var til en Forandring det Spørgsmaal, om Mændene kunde stilles lige med Kvinderne paa dette Omraade. Og alle Talerne var enige om, at nogen virkelig Ligestilling kunde der ikke være Tale om. Venstremanden, fhv. Sognepræst, Redaktør af Ugebladet „Enhver sit”, Hr. Henning Jensen gik videst, han vilde have Mændene helt ud af Tilsynet, ud af Loven. Thi, sagde han, „jeg tror, at i en Henseende ere Kvinderne meget dygtigere og klogere end vi, og det er, naar Talen er om at have Tilsyn med Børn, passe Børn og sligt, og det er for øvrigt ogsaa det konservative Standpunkt.” Hertil svarede saa Højremanden, Amtmand, Greve, Kammerherre o. s. v., Brockenhuus Schack: „Jeg er enig med den ærede sidste Taler i, at det er rigtigst, at Tilsynet med disse Plejebørn overlades til Kvinder”. Taleren mente dog ikke, at man behøvede at stryge Mændene af Loven, thi han antog, at Sogneraadene vilde have samme Mening om Kvindernes Fortrinlighed, og selv om Mændene fik Lov at blive nævnte i Loven, troede han derfor, at „det i Praxis vil blive Tilfældet, at man overlader Tilsynet til Kvinder”. Og Justitsministeren udtalte i Tilslutning til de foregaaende Talere: „Jeg kan gjærne indrømme, at Kvinder ere fortrinsvis skikkede dertil, og jeg har heller ikke tænkt mig andet end, at det i Reglen vil være Kvinder, eller at de fleste ville være Kvinder”. Taleren havde tænkt sig, at Sogneraadene „i Reglen ville udnævne Kvinder”.

Ved Sagens anden Behandling satte hele Tinget ved Vedtagelsen af et Ændringsforslag sit Segl paa denne Betragtning, at det fortrinsvis bør være Kvinder, der vælges ind i dette Tilsyn. Ordføreren (A. Sørensen) udtalte, at det - af hele Udvalget stillede - Forslag om at forandre Lovforslagets Ord (i § 3) „Mænd og Kvinder” til „Kvinder og Mænd” skulde indeholde „en Opfordring til Kommunebestyrelsen til først at se sig om efter saadanne Kvinder, der kunne antages at have Vilje eller” (skulde vel være: og) „Evne til at røgte det ansvarsfulde Kald”. „Man mener, at, medens Mændene vilde tage det som en Pligt, .... kunde et saadant Tilsyn for Kvindens Vedkommende blive mere end en Pligt, det kunde blive en Kjærlighedsgjerning for dem at udføre”. Justitsministeren fandt, at den paagjældende Forandring „kan være meget rigtig, fordi man netop maa gaa ud fra, at det i Almindelighed er Kvinder, som vælges dertil”.

Saa vedtog det høje Ting uden Afstemning - altsaa med alles Tilslutning -, at Kvinderne skulde sættes først, og dermed var Behandlingen i denne Samling sluttet.

I næste Samling forelagde Justitsministeren paa ny Lovforslaget, men i den Skikkelse, i hvilken det var vedtaget i Landstinget. Det hed nu atter, at Tilsynet skulde overdrages til „Mænd eller Kvinder”, og i det Aar var der i Folketinget ikke en, der talte for at bytte Ordene om. Dette kunde se ud som en Glemsomhed, men kan maaske ogsaa skyldes en vis Forsigtighed overfor det høje Landsting, der jo ved anden Lejlighed havde fornægtet den Grundsætning om Kvindens Adgang til kommunale Hverv, som det høje Ting i dette Lovforslag havde givet sin Tilslutning.

Men naar nu Loven om Tilsyn med Plejebørn i denne Maaned - tre Maaneder efter dens Kundgjørelse, se § 10 - træder i Kraft, og naar Byraad og Sogneraad rundt om i Landet nu staa overfor den Opgave at vælge Medlemmer af dette Tilsyn, da er der god Grund til at fremdrage den Forhandling i Folketinget i 1886-87, der viser, at det var Venstres, Højres og Ministeriets Mening, at der til at varetage Tilsynet med Plejebørn fortrinsvis burde vælges Kvinder.

Byraadet i Randers har ved at vælge et Udvalg paa tre Mænd paa en beklagelig Maade miskjendt Lovens Hensigt, hvorimod Vium Sogneraad ved at vælge to Kvinder ikke har givet Kvinderne det mindste mere, end der fra Lovgiverens Side var tiltænkt dem.

Og naar der da Landet over er valgt Kvinder til at udføre dette Kvindens første kommunale Hverv, da tvivle vi ikke om, at de valgte Kvinder ville røgte dette Hverv saaledes, at Mændene ville haste med at betro dem flere.