Brev fra Amerika.

Malden, Massachusets, De Forenede Stater.

Kjære danske Venner!

Vi blev meget glade her i vor Stat over at høre om det Lovforslag, som blev indbragt i Folketinget, om at lade om end kun en lille Del af Kvinderne i eders Land faa kommunal Stemmeret, thi, skønt det ikke lykkedes, saa viser Forsøget dog, at eders Lovgivere begynde at faa Øjnene op for, at de Kvinder, der opfylde alle borgerlige Forpligtelser lige saa vel som Mændene, ogsaa burde have de samme Rettigheder. Vi glæde os herover, ikke alene for Eders Skyld, men ogsaa, fordi vi ønske, at I skulle holde Skridt med os i vor Fremadskriden til social og politisk Frihed, I ere nu allerede naaede længer end nogle af vore Stater, thi i mange af de sydlige Stater er der ikke en Gang gjort noget Forsøg paa at frigjøre Kvinderne. Og naar I saa tænke paa Amerika som et stort, frit Land, - hvad det som Helhed ogsaa er, - maa I huske, at til Trods for vor hundredeaarige republikanske Regeringsform er der Stater, hvor Tanken om at give Kvinden Stemmeret endnu ikke er opdukket hos dem, der skrev Lovene. Saaledes se I altsaa, at af Stjærnerne i vort nationale Banner er „den ene ikke den anden lig i Glans”, thi, medens Kansas, Washington, Wyoming, New York og Massachusets ere skinnende Lys, udsende nogle blot et svagt Skjær, og Mississippi, Tennesee, Louisiana og Virginia ere endnu indhyllede i Bælgmørke.

Vor Sag gaar godt frem i Massachusets, og vi have vundet væsentlige Fordele i flere Retninger. En af de vigtigste Lovforandringer er (da den omfatter alle Kvinder) af forhøje „Samtykkealderen”, som det i Retssproget kaldes, for unge Piger, der blive forførte. Før 1886 var det Lov i Massachusets saa vel som i visse andre Stater, at, naar et Pigebarn var 10 Aar gammel, kunde hun raade over sin Person. Det vil sige, hendes Forfører kunde ikke bringes for Retten, naar han kunde bevise, at Barnet havde indvilget i hans skændige Opfordring, hvad enten hun forstod den eller ikke.

Vi havde ingen Anelse om, at en saadan afskyelig Lov endnu var gjældende, før vi blev gjort opmærksomme paa den af Hr. Samuel E. Sewall, en fremragende Jurist her i Staten, en Mand paa over firsindstyve Aar og en ivrig Ven af Kvindesagen.

Vort Selskab, „Massachusets Stemmeretsforening”, tog saa strax fat for i Forbindelse med „den kristelige Afholdsforening” at bringe dette Æmne ind for den lovgivende Forsamling. Derpaa sendtes fra vore Møder Andragender ud over hele vor Stat for at opfordre Mødre og andre Kvinder til at hjælpe med at samle Navne og Underskrifter og udbrede Kjendskab til den store Fare, der under Lovens Beskyttelse truede Republikkens yngste.

Et hundrede og halvtredsindstyve Andragender sendtes ud og kom tilbage med Tusinder af de bedste Mænds og Kvinders Navne for at blive forelagte den lovgivende Forsamling. Den offentlige Mening blev fuldstændig vakt. Boston Herald og andre Blade kom med opflammende Ledere, og en Rundskrivelse blev udstedt for at opfordre Fædre og Mødre til at søge at formaa deres Repræsentanter til at give bedre Love. De indkomne Andragender blev henviste til Udvalget for Retsplejen, der holdt et Møde, hvor adskillige dygtige Talere var til Stede. Mrs. Shattuck, Formand for „Stemmeretsselskabet”, og Miss Tobey, Formand i Afholdsforeningen, fremtraadte som Klagere.

Det var en stor Begivenhed, thi det var Samfundets bedste Kræfter, der saaledes samlede sig for lige over for vore Lovgivere at tale de umyndiges Sag.

Udfaldet var kortelig, at der vedtoges følgende Love: en til at beskytte unge Piger imod Forførelse til deres attende Aar, en anden vedrørende Voldtægt. Disse Love ere alt for vidtløftige til, at jeg kan anføre dem her, men hvis I kunde læse dem, vilde I se, hvilket Fremskridt der er gjort. Siden vor Stat har taget dette Skridt fremad, have mange andre fulgt dens Exempel. Og der trængtes til det, thi (skulde nogen Kristen tro det!) i enkelte af vore Stater var den Alder, hvor en lille Pige kunde indvilge i sin egen Ødelæggelse (og hendes Forfører gaa fri) sat til 5 - fem Aar. Hvis I have lignende Love endnu i eders Lovbog, haaber jeg, at de gode danske Mænd og Kvinder ville samle sig om at tage Forholdsregler til at faa dem slettede ud.*). Det er Levninger fra hin barbariske Tid, hvor Manden røvede Kvinden og som sit Bytte bortførte hende paa Hesteryggen til sin Hule i Skoven!

Siden mit sidste Brev til eder er der blevet gjort adskillige Skridt til at forbedre Kvindens retslige og sociale Stilling i vor Stat. Vore Lovgivere have vedtaget flere meget vigtige Love. En gik ud paa, at Byer paa over 30,000 Indbyggere skulle forbeholde nogle af deres Politistationer til Fængselsrum for anholdte Kvinder, og at Politiraadet og Borgmesteren i enhver Stad skulle ansætte en eller flere kvindelige Tilsynhavende (police matrons) ved hver af disse Stationer. Naar I betænke, at de stakkels anholdte Kvinder (hvad enten de ere skyldige eller ikke) have været udelukkende under Mænds Opsigt, arresterede af Mænd, undersøgte af Mænd, som skulde se, om de havde stjaalet Gods skjult paa deres Personer, laasede inde i Cellerne af Mænd, der gjemme Nøglen, i Fængsler, der ere indrettede for Mænd, da kunne I forstaa, hvilken Betydning disse Love have. Nu er det Kvinder, der have Tilsyn med disse Fanger og ere ansatte paa Stationerne for at passe paa dem.

Staa eders stakkels kvindelige Fanger under Opsigt af deres eget Kjøn? Hvis ikke, have vi her endnu en Reform, som de kjære danske Søstre skulde tage op. **)

Det kvindelige Politis Lønning er fastsat i Loven. Den øverste Tilsynhavende faar 1000 Dollars (3,730 Kr.), Medhjælperskerne 800 og 600 Dollars aarlig. Saaledes se I, at ikke alene bliver der nu sørget godt for en stor Klasse stakkels Kvinder, men en ny Næringsvej er bleven aabnet for et Antal erhvervende Kvinder.

En anden Lov blev vedtagen, som tillader, at Forbedringshuset for Kvinder i Sherborne benyttes til Afstraffelse af kvindelige Forbrydere der ere domfældte ved de Forenede Staters Ret. I Følge denne Lov sendes saadanne Forbrydere ikke længer til samme Fængsel som de mandlige Forbrydere. Vore Lovgivere have givet mange andre gode Love, men mit Brev bliver saa langt, at jeg ikke kan omtale dem nærmere.

Arbejderspørgsmaalet optager stadig Mænd og Kvinder i alle Egne at vort Land, og baade Mænd og Kvinder indrette Fagforeninger til gjensidig Beskyttelse. Det er oplyst, at der i Byen New York alene er 25,000 Kvinder i Fagforeningerne. Det er værdt at lægge Mærke til, hvor ivrig og fornuftig de unge Piger fra 16 til 20 Aar tage Del i denne Sag. Disse Foreninger have taget sig for at bringe uredelige Principaler til at betale Lønninger, der ere tilbageholdte med Urette, og at sikre de arbejdende unge Piger i New York Ferieophold paa Landet. De fleste af Medlemmerne arbejde i Fabrikker eller Butikker. Blandt de ivrigste Forkæmpere for disse Foreninger ere: Biskop Huntingtons Datter, Miss Mary Andrews, Sætter, Miss Mary Mc. Ginley, Fjerkruser og Honore

d-Reilly, Skjortesyerske. I Boston har der nylig rejst sig en Bevægelse for at danne en Forening for arbejdende Kvinder, der har mødt megen Velvilje. „Arbejdets Riddere” (knights of labors), en meget stor og mægtig Forening, optager ogsaa Kvinder og giver dem Stemmeret, men tillader dem ikke at beklæde Embeder. De arbejdende Kvinder føle, at deres Interesser kunde blive bedre varetagne, naar de dannede egne Foreninger, da de selv bedst vide, hvad de trænge til, og derfor kunne rette deres Arbejde derefter. Dersom Mænd og Kvinder kunde arbejde sammen paa lige Fod, behøvedes der ikke nogen Slags forskjellige Foreninger, men som det nu er, hvor Kvinderne gjøre deres Del af Arbejdet i Verden, men kun opnaa grumme liden Hæder og kun faa en ringe Del af den Løn, Mændene faa, da er det nok saa godt for dem at have deres egne Foreninger, Klubber og Selskaber saa vel som deres egen Avis, for at de kunne fortælle deres egen Historie.

Paa Washingtons Fødselsdag den 22de Februar afholdtes et meget begejstret Arbejdermøde i Tremont Tempel i Boston, paa hvilket Dr. Mc. Glynn og andre Arbejder-Reformatorer talte. Dr. Mc. Glynn er den katholske Præst, som saa kjækt har taget til Orde for de arbejdende Mænds Sag, og som er bleven banlyst af Paven, fordi han har taget en saadan offentlig Del i Arbejderbevægelsen. Han har naturligvis intet Sognekald nu, men største Delen af hans Sognebørn understøtter ham, og nu strømme alle arbejdende Folk fra alle Egne af Landet til for at høre ham, naar han taler. Han maa være bleven dybt bevæget over den Modtagelse, han fik i Boston, thi, da han rejste sig for at tale, svingede Mændene deres Hatte og udbrød i et ustanseligt Hurraraab, og der var dem af os Kvinder, der ikke skammede sig ved at fælde Taarer. Han har opgivet et udmærket Kald, der var hans Levebrød, og han har maattet opgive alt Haab om Forfremmelse i den Kirke, han elsker, for at tage Korset op for Guds fattige.

*) Vi have lykkeligvis ikke saadanne Love. Unge Kvinder ere her i Landet beskyttede imod Forførelse indtil det fyldte 16de Aar. Denne Bestemmelse er dog ikke tilfredsstillende, da Kvinder imellem 16 og 18 Aar i andre Henseender ere fuldstændig umyndige. Vi ville ved Lejlighed vende tilbage til denne vigtige Sag.

Red. Anm.

**) Her var ganske vist noget at efterligne. Det var at ønske, at til en Begyndelse Kjøbenhavns Politi vilde tage denne Sag under Overvejelse.

Red. Anm.