Gjensvar fra en Husmoder paa Landet.
Min lille Artikel i Junihæftet af „Kvinden og Samfundet” har for saa vidt opfyldt sin Hensigt, som den har sat det omtalte Æmne under Drøftelse, men ikke des mindre føler jeg mig lidt skuffet, da jeg ikke møder en eneste Meningsfælle. Men da det først og fremmest gjælder om at faa den rette Opfattelse af Forholdet, takker jeg for de lærerige Raad, som Indsenderne give i deres Svar, skjønt de ikke ere lette at anvende, og jeg vil efter ringe Evne prøve paa at forsvare mit Standpunkt.
Det er for største Parten fra Præstegaarde, at Svarene have lydt. I disse er det lettere end i andre Hjem at komme i hjærteligt Forhold til sine Tjenestefolk, særlig fordi Præstefamilier komme langt hyppigere i Berøring med disses Forældre og Paarørende og derigjennem kunne, som en Præstekone tilraader, „være paa Vagt for, hvem man faar”.
Dernæst kan jeg skjønne, gjennem Indsendernes Skildringer, at disse for Størstedelen have optaget Tjenestefolkene i deres Familieliv og saaledes have realiseret „den folkelige Tanke”. Ja, det er smukt, og jeg tror fuldt og fast, at, havde man Evner til at føre et fælles Liv i et og alt med sine Folk, saa vilde de faa langt mere Interesse og Varme for deres Gjerning. Men efter mine Begreber hører dertil særlige Gaver og stor Resignation, thi man maatte da opgive sin egen Smag baade med Hensyn til Læsning og til Musik, Udviklingstrinet er og kan jo da ikke være det samme.
I de tarveligere Huse paa Landet maa Husmoderen selv være Husjomfru, der sørger for de mange nødvendige Oplag og for, at alt bliver betænkt og passet i rette Tid. Dertil hører et ikke ringe Fond af Kræfter. Naar man saa i Løbet af Dagen har forsynet alle med legemlig Forplejning og trænger til at hvile ud, ja saa burde der tages fat paa den aandelige Forplejning, thi i aandeligt Samliv med Almuesfolk maa den dannede som oftest være den ydende, den, der vækker og forklarer og kalder frem de mulige Spirer til aandelig Udvikling. Har man Gaver og Kræfter dertil, saa maa det være herligt, men det er sikkert kun faa givet. Og hvorvidt Tjenestefolkene nu om Stunder som Regel vilde paaskjønne det, véd jeg ikke, men det forekommer mig, at Størstepartens Tilbøjelighed gaar i Retning af de uendelig mange Fester og Lystigheder, som det vrimler med saa godt som hver Søndag selv ude paa Landet. Derhen staar deres Hu og der ere deres Tanker. (Jeg fraregner stadig de hæderlige Undtagelser; en saadan har jeg selv i den senere Tid været saa heldig at komme i Besiddelse af, og med hende falder Samarbejdet lige saa godt som med en dannet Pige.) Til disse mange Festligheder skal fremvises fine Dragter, der ikke maa staa tilbage for Frøknernes, hvorfor ogsaa Lønnen strax efter November og Majdag forbruges i Manufakturhandlernes Butikker. Det gammeldags Du er forsvundet omtrent overalt, og dermed meget af den patriarkalske Følelse overfor Tyendet. Jo mere al ydre Ulighed udviskes, jo større Skranke rejses der i Virkeligheden mellem de to Parter, som gjensidig ere hinanden uundværlige.
Fru B. Nygaard udtaler, at Tyendet maa udføre Arbejdet uden at nyde Frugten deraf. Dette kan jeg ikke indrømme. De fleste Husmødre sætte jo dog en Ære i, at Tyendet faar god, forsvarlig Kost, og denne er som oftest langt mere nærende og velsmagende, end de ere vante til fra Hjemmet. Lønnen kunne de udelukkende bruge til Klæder og Fornøjelser, om de have Lyst. Værelse og Belysning er ogsaa bedre, end hvad de ere opfødte med i Husmandshjemmene, og alt dette, mener jeg nok, kan kaldes Arbejdets Frugter, foruden hvad de lære ved at være i dannede Huse.
Hos Bønderne blive Pigerne meget brugte til Markarbejde og til det allergroveste inden Døre, det er derfor helt og holdent Raa-Materiale, man har at begynde med, naar man faar ny Pige. Som Følge deraf er det heller ikke let, som Pastor Lund foreslaar, at forhandle om Tingene med Pigerne, tilmed da de i Reglen ere meget unge, under eller omkring Tyverne. Ældre er det ikke saa let at faa, da Pigerne paa Landet gjærne blive tidlig gifte.
De fleste af Indsenderne have kun tænkt paa at forsvare Nutidens Tjenestefolk; de ere kun sparsomt gaaede ind paa, hvad der mest ligger mig paa Sinde, nemlig Anvendelsen af den store Mængde flinke, dannede unge Piger.
Disses ydre Kaar ere nemlig ikke altid saa blide, som Fru B. Nygaard mener. Naar deres Forsørger er død, og de efter en temmelig forvænt Ungdom ere henviste til selv at tjene Brødet, saa er der ikke mange Veje at vælge imellem. En Husmandsdatter staar i lignende Tilfælde ikke stedmoderlig udstyret, sammenlignet med en Embedsmandsdatter, der ikke fra Barndommen af særlig er uddannet til at gjøre Nytte.
Derfor kan jeg heller ikke besvare det Spørgsmaal, „hvad skal der blive af Tjenestepigerne, hvis Frøknerne paatage sig deres Gjerning?”, paa anden Maade end ved at spørge igjen, „ja, hvad skal der blive af Frøknerne”? De, som forstaa at gjøre sig mest brugbare, have første Ret til Arbejdet. Og jeg tror nu ikke, Frøknerne ville arbejde ringere end Pigerne, naar de blot først ere slupne lykkelig og vel over Fordommene og de fine Fornemmelser. Men for at naa dertil, maa Tiderne vel blive trangere endnu, end de ere det. Naturligvis har Husmoderen paa Fyn Ret i, at den ringe Løn, den liden Selskabelighed, det nødvendige grove Arbejde vil mishage mange Frøkner. Der hører ganske vist Forsagelse og Selvovervindelse til fra Begyndelsen af i dette Forhold, ogsaa fra Husbonds og Madmoders Side, thi, hvis de ville nyde Livet og dyrke Selskabelighed, mens de dannede unge Piger kjønt maa blive hjemme og udføre Arbejdet, saa kommer der ingen gjensidig Glæde ud af Samlivet.
Kunde Tanken gjennemføres, saa forekommer det mig, at det vilde falde ganske naturligt, En som Alle og Alle som En at dele:
Saure Tage. Abend Gäste.
Harte Wochen. Frohe Feste. *)
*) Møje og Adspredelser
