Fra Indland og Udland.
Nordisk Kvindesagsmøde. Det af Kvindelig Fremskridtsforening foranstaltede nordiske Kvindesagsmøde afholdtes her i Byen i Dagene fra den 14de-16de Juli. Foruden Deltagere fra de forskjellige danske Kvindeforeninger og kvindelige Fagforeninger var der mødt Medlemmer af Norsk Kvindesagsforening, Fredrika Bremerförbundet, Gøteborg Kvinnaforening, Föreningen för fri Diskussion, Gøteborg, Finsk Kvinnaforening, Dansk Kvindesamfund, af l svensk og 2 danske Afholdsforeninger og af den internationale Freds- og Frihedsliga i Genf. Fredag den 13de samledes man til et forberedende Møde, hvor Gjæsterne bødes Velkommen og forestilledes for hverandre af Fruerne Johanne Meyer og Mathilde Bajer. Cand. H. Trier talte om Kvindens Forhold til Universitetet og Studenterlivet, Fru Luplau udtalte Ønsket om, at det snart maatte blive Kvinderne, som kunde holde Befrielsesfest som Bønderne for 100 Aar siden.
Efter en Times Samvær skiltes man for Lørdag Kl. 9 at begynde de egentlige Møder.
Forhandlingsæmnerne var: 1. Kvindens Valgret. Fru Bajer, Folketingsmand Bajer, Frk. Bjarnarson (Island), cand. phil. Frk. Anna Bugge (Norge), Redaktør Borg (Sverrig), Frk. Alli Trygg (Finland), Fru Luplau, Fru Johanne Meyer, Grønvald Nielsen, Pastor Henning Jensen, Fru Ragna Nielsen og Knut Wicksell deltog i Forhandlingen. Man hævdede, hvor nødvendigt det var, at de to Kjøn arbejdede sammen, hvis Menneskeslægtens Maal skulde naas, gav en Fremstilling af Stemmeretssagens Gang og Stilling i Tingene, paa Island, i Sverrig, Norge samt Finland. Island, Finland og Sverrig ere de videst fremskredne, dér have Kvinderne kommunal Stemmeret, som dog kun kan bruges af faa paa Grund af den høje Indtægt, der fordres for at kunne stemme, i Finland tillige Valgbarhed til Skoleraad og Fattigbestyrelse. Man haabede, at det overalt kun var et Tidsspørgsmaal for Kvinderne at opnaa fuld Valgret. De savnes i Tinget, at give dem Adgang vil bringe Sagerne et godt Stød frem, Mændene ere kjørte fast, lad nu Kvinderne tage Pisken (Henning Jensen). Deres Arbejdsevne er lige saa stor, ofte større end Mændenes, men de lønnes dog daarligere. Kvinderne maa tage bedre fat, Tiden er moden for Stemmerettens Indførelse.
2. Fredssagen. Frk. Anna Bugge, Edv. Wavrinsky, Fru Nørlund, Litterat Nørlund, Redaktør Lundegaard fra Sverrig, Smed Vedel, Mrs. Bowles fra Amerika, Frk. Rathou, Kand. Sveistrup, Journalist A. C. Meyer, Redaktør Westergaard, Fru Anchersen og Pianofortearbejder Holst var Talerne i denne Sag. Der udtaltes, at i Norge og Sverrig findes Spørgsmaalet ikke som Sag. Opdragelsen og Undervisningen bør søge at gjøre Børnene mindre krigerske, Militarismen er Kvindesagens Modstander, Kvinden kan gavne Fredssagen meget ved sin Medvirken i Kampen for, at Gjennemsnitsantallet af Mennesker naar det Maal af Humanitet, at de sige: Krig er en Vederstyggelighed. Staa Folkene fast og sige: Vi ville ikke Krig, bliver denne umulig. Slavespørgsmaalet i Amerika har vist Folkets Magt. Ved en Voldgiftsdomstol vil selv den mindste Stat være sikker paa sin Ret, og en saadan er ingen Umulighed. Man imødegik de Indvendinger, som almindelig rejses mod Fredssagen, og vedtog endelig den af Folketingsmand Bajer foreslaaede Beslutning: Da Fredssagen og Kvindesagen har det fælles Formaal at sætte Retten i Magtens Sted, udtaler Forsamlingen, at Fredssagen ogsaa bør være Kvindesag.
3. Afholdssagen. Frk. Hagmann, Fru Johanne Meyer, Frk. Emilie Rathou, Fru Selmer, Frk. Møller, Forretningsfører Nielsen m. fl. havde Ordet. Man søgte Roden til Drikkeondet i Fattigdommen, blev den afskaffet, var Drikkeriet forbi. Drankerne var ofte bløde, poetiske Naturer, hvis Illusioner ere bristede. De nordiske Kvinder var langt fra ivrige nok for Sagen, i Amerika havde Kvindesagen for længst med store Resultater sat Afholdssagen paa sit Program. Kvinden kan i denne Sag gjøre meget ved Exemplets Magt. Kvindesagens og Afholdssagens gjensidige Betydning betonedes stærkt.
4. De kvindelige Arbejderes Stilling. Cand. H. Trier, Fru Olivia Anchersen, Journalist Meyer, Pianofortearbejder Holst, Cand. Wicksell, Frk. Lindberg, Fru Luplau, Frk. Lagesen og Redaktør Westergaard talte. Man drøftede de kvindelige Fagforeningers Stilling, tilraadede Værksteders Indførelse som Middel til at sikre en Normalarbejdsdag. Ønskede Børnearbejde forbudt og tilraadede at udvide det kvindelige Arbejdsmarked. Der gjordes Rede for de mandlige og kvindelige Arbejderes indbyrdes Stilling, Arbejdsgiverne bruge den ene Part til at trykke Lønnen ned for den anden; mange Kvinder kunne kun opnaa 48 Øre om Dagen. Følgende Resolution vedtoges. Forsamlingen udtaler sig 1. for Afskaffelse af alt Børnearbejde i Fabriker, Værksteder o. l. 2. for Arbejdstidens Begrænsning ved Lov baade for Kvinder og Mænd; 3. for Kvinders Sammenslutning i Fagforeninger; 4. for Kvinders Adgang til Erhverv paa alle Omraader; og 5. for samme Adgang til erhvervsmæssig Uddannelse for Kvinder som for Mænd.
5. Fællesundervisning. Frk. Hagmann, Fru Ragna Nielsen, Cand. H. Trier, Frk. Rohde, Lektor Heikel og Cand. Plessner havde Ordet. Man ansaa Spørgsmaalet om Fællesundervisning for et af de vigtigste Punkter i Kvindesagen; paa dette Grundlag hviler Gjennemførelsen af de fleste Forbedringer. I Norge var Sagen bleven mødt med urimelige Indvendinger og Ængstelser, Erfaringen havde gjendrevet dem; nu var det maaske det Land, hvor Fællesundervisning var mest udbredt. Fællesundervisning fremmer Sædeligheden, lige stik imod hvad Modstanderne paastaa. Fællesskolen skal ikke være beregnet paa ligestillede Klasser, alle Stænder skulle nyde godt af den. I Danmark er den nuværende lærde Skole ikke egnet for Fællesundervisning, Haand i Haand med Indførelsen af denne maa gaa en Omdannelse af den lærde Skole, saa at denne først og fremmest: bliver praktisk. Fællesskolen kræver ogsaa en Blanding af mandlige og kvindelige. Lærere. I Sverrig havde det efter mange Aars Forsøg vist sig, at Fællesundervisning er lige gavnlig for begge Kjøn. Fru Johanne Meyer sluttede Forhandlingerne med en Tak til alle, der var mødte; med Forsamlingens Tilslutning besvaredes denne i varme Ord af Frk. Anna Bugge. Kvindesagsmødet afsluttedes med en livlig Fest i Larsens Lokale.
Paa Mødets første Dag udkom Fremskridtsforeningens ny Blad „Hvad vi vil”, Organ for Kvindesagen, Fredssagen og Arbejdersagen. Bladet udgaar 2 Gange om Maaneden og redigeres af Fru Johanne Meyer i Forbindelse med et Udvalg, bestaaende af Fru Mathilde Bajer, Frk. Massi Bruhn, Fru Line Luplau og Fru Anna Nielsen.
Kvindesagen i Dagbladene. Politiken for den 20de August indeholder et Brev fra Frk. N. M. Nielsen. Det er afsendt fra Bern og omhandler de kvindelige Studenter i Svejts. En Mængde Udlændinge studere i de svejtsiske Universitetsbyer. De fleste studerende Damer vælge Lægevidenskaben. Fødselsstiftelsen i Bern giver saa vel gifte som ugifte Kvinder fri Adgang; da de gifte Kvinder benytte sig langt hyppigere heraf end de ugifte, og det, blandt Studenter, kun tilstedes Kvinder at belæres ved den gifte Kvindes Sygeseng, faa disse altsaa langt større Øvelse og Erfaring end Mændene. I Fødselsstiftelsen uddannes desuden 10 Kvinder til Jordemødre; disse ere alle ugifte. Svejtserne ville ikke gjøre Uret mod Hjemmene ved at lade dette Arbejde udføre af gifte K vinder. Pedelpladsen ved Universitetet besættes ofte med en Dame.
En Sejr for kvindelige Arbejdere er Overskriften paa en Artikel i Socialdemokraten for den 22de Juli. Den omhandler en Strejke, som Pigerne i en af Londons Tændstikfabriker sejrrig have ført til Ende. Fru Annie Besant havde i et engelsk Blad paavist de elendige Forhold, under hvilke de maatte arbejde. Firmaet vilde tvinge Pigerne til at erklære, at Fru Besants Angivelser var falske. De nedlagde da Arbejdet! Der blev holdt Møder, samlet Bidrag, og Resultatet blev, at Fabrikanterne maatte gaa ind paa alle Fordringer.
Det første Nummer af „Hvad vi vil” indeholder en oplysende Artikel om „De kvindelige Fagforeninger”. Den første Fagforening, Tobaksarbejderskernes, stiftedes allerede 1883; den begyndte som en Syge- og Understøttelseskasse, men efter Oprettelsen af en faglig Afdeling kalder den sig nu: „De kvindelige Tobaksarbejderskers Fag- Syge- og Understøttelsesforening af 1883. Samme Aar stiftedes den kvindelige Fagforening i Herreskrædderfaget. I Modsætning til den førstnævnte styres denne af en Kvinde, Fru Olivia Ankersen. Foreningen afholder Julefester, hvor henved 1000 fattige Børn bespises. Endvidere har den stiftet en Sportsklub og en Sygekasse.
Tilsyn med Plejebørn. Stenstrup-Lunde Sogneraad paa Fyn har valgt 7 Kvinder til at føre Tilsyn med Plejebørn i Kommunen, Vesterskjerninge-Ulbølls Sogneraad har valgt 4 Kvinder dertil.
Kvindelige Deltagere i Fagmøder. I det i Aar afholdte Møde af Nationaløkonomer deltog 1 svensk Kvinde, i Stenografmødet 4 svenske og 1 dansk.
Frk. Hilda Høgsbro, Datter af Folketingets Formand, har efter endt Uddannelse nedsat sig som Fødselshjælperske paa Frederiksberg.