Om Sammenstødet imellem Hustruens og det uægte Barns Moders Ret.
Under denne Titel skrev jeg i nærværende Tidsskrifts Septemberhæfte 1887 en Artikel, i hvilken søgtes paavist de Grundsætninger, der formentlig bør være ledende ved Afgjørelsen af det Spørgsmaal: hvad Hensyn der bør tages til Hustruen ved Ordningen af Mandens Underholdspligt over for uægte Børn, avlede af ham under Ægteskabet. Det Resultat, som nævnte Artikel kom til, var følgende:
1. Naar Manden har gjort sig skyldig i et Retsbrud over for det uægte Barns Moder (f. Ex. voldtaget hende), paahviler Barnets Forsørgelse alene ham.
2. Saafremt Moderen ved falske, men tilsyneladende troværdige Angivelser er bleven forledt til at antage ham for ugift, har hun den samme Ret overfor ham som, dersom han virkelig havde været ugift.
3. Naar Moderen vidste, at han var gift, eller det maa tilskrives en særlig Letsindighed fra hendes Side, at hun ikke vidste det, saa - har hun medvirket til et Retsbrud over for Hustruen og derfor - paahviler Pligten til at forsørge Barnet alene hende, saa længe den krænkede Hustru lever; men naar Hustruen dør, indtræder den sædvanlige Underholdspligt for Faderen. Saafremt Moderen ikke kan forsørge Barnet, men dette helt eller delvis falder det offentlige til Byrde, er Faderen dog altid pligtig at holde dette skadesløst.
Det er stadig min Overbevisning, at denne Ordning er baade theoretisk rigtig og praktisk gjennemførlig.
Den ny Lov af 20de April 1888 om Underholdspligt over for uægte Børn giver Anledning til nogle yderligere Bemærkninger med Hensyn til ovennævnte Æmne. Loven har ikke fulgt de angivne Grundsætninger, og Tilfælde, indtraadte i Praxis, vise klart, at dette er et Fejlgreb.
Det hedder i nævnte Lovs § 3 bl. a.:
„Naar Mandspersoner efterlade sig uægte Børn under 18 Aars Alderen, bliver det fornødne til Dækning af det dem paahvilende Underholdsbidrag at udbetale af Boets Midler paa samme Maade som forfalden Gjæld, saafremt Begjæring herom fremsættes inden Udløbet af Proklama eller, hvis saadant ikke udstedes, inden 6 Maaneder efter Mandens Død. Hvis Barnefaderen efterlader sig Enke eller ægte Børn, finder saadan Udbetaling dog kun Sted til Fordel for de af hans uægte Børn, der ere avlede førend hans sidste Ægteskab, og bliver det at iagttage, at Beløbet, som udredes til det uægte Barns Underhold, ikke overstiger, hvad det som ægte Barn vilde have arvet ......”
Det bliver ved den gamle Regel, at enhver Moder til et uægte Barn har Ret til Underholdsbidrag af Faderen, selv om hun paa Avlingens Tid vidste, at han var gift, i hvilket sidste Tilfælde hun efter nævnte Grundsætninger ikke burde have Bidrag, nemlig fordi hun vidende har medvirket til et Retsbrud mod Hustruen, og denne meget ofte vil komme til at lide under, at Manden tilpligtes at betale Bidrag til det uægte Barn. Imedens derimod tidligere en Faders Pligt til at yde Moderen til hans uægte Barn Bidrag indtil det Tidspunkt, da det efter vor Lovgivning maa antages at kunne ernære sig selv, var en Pligt, der ophørte med hans Død, og ikke en Gjældspligt, der maatte fyldestgjøres ogsaa af hans Bo, saa har Loven nu erkjendt Forsørgelsespligten som til en vis Grad ligestillet med andre Gjældskrav. At dette er rigtigt, er klart og burde have en ganske anderledes vid Anvendelse i vor Lovgivning. *) Dog kun, naar Faderen ikke efterlader sig ægte Børn, - og forudsat naturligvis at han overhovedet efterlader tilstrækkelig Penge, - ere de uægte Børn sikre paa at faa saa meget afsat, at den, der opdrager dem, kan faa det af Øvrigheden tildømte Underholdsbidrag, til de ere 18Aar: thi, hvis der er ægte Børn, maa det, der afsættes til Fuldendelse af de uægte Børns Opdragelse, ikke overstige, hvad de ægte Børn arve, selv om de ægte Børns Opdragelse er fuldendt, og de kunne ernære dem selv.
Men den nævnte Lov af 20de April 1888 indeholder en meget uheldig Undtagelse fra Reglen om Afsætning af Underholdsbidrag til Fuldendelse af et uægte Barns Opdragelse, nemlig den, at der intet skal afsættes til uægte Børn, der ere avlede under hans sidste Ægteskab, forudsat at Enke eller Børn efterlades. **)
Denne Regel er absolut uretfærdig mod mangen Moder til et uægte Barn, og i Strid med de Grundsætninger, som ovenfor ere angivne som de formentlig naturlige ved Ordningen af Kollisionen mellem Hustruen og det uægte Barns Moder. Der gjøres nemlig ingen Forskjel mellem, om Moderen til det uægte Barn var vidende eller uvidende om, at Barnefaderen var gift. Reglen burde være den: saafremt det efter de foreliggende Omstændigheder, eventuelt Mandens Nægtelse af at aflægge Ed, maa antages, at Moderen til det uægte Barn paa Avlingens Tid var uvidende om, at Barnets Fader var gift, og denne Uvidenhed ikke maa tilskrives en særlig Skjødesløshed fra hendes Side, er hun berettiget til at fordre det fornødne afsat af Boet, saaledes at hun indtil Barnets 18de Aar kan faa Underholdningsbidragene erlagte, dog at det afsatte ikke maa overstige, hvad hvert ægte Barn arver.
Til Belysning af, hvor uretfærdig Lovens Regel er, skal nævnes et Tilfælde, som jeg lige har haft at ordne paa Studentersamfundets Retshjælpkontor.
En ret velstillet Mand, der bor udenfor Kjøbenhavn, men hver Dag kommer til Byen i Forretningsanliggender, gjorde her Bekjendtskab med en ung uberygtet Pige, der netop var kommen hertil fra Provinserne. Skjønt han var gift og havde 3-4 Børn, bildte han hende ind, at han var ugift, forlovede sig med hende og besvangrede hende. Først senere erfarede hun, hvorledes hun var bleven bedraget. At hun under de foreliggende Omstændigheder havde stolet paa hans Foregivende om at være ugift, og troet paa hans Ægteskabsløfte, kunde vel ikke tilregnes hende som for stor Letsindighed. Barnefaderen havde nu i 4 Aar betalt hende et Bidrag, der vel i og for sig var ubetydeligt, men dog noget større end det, der kunde ventes tilkjendt af Øvrigheden. Da hun nu skulde giftes, ønskede hun Forholdet ordnet ved et skriftligt Forlig. Hertil var han ikke uvillig, men nægtede under Paaberaabelse af Lov 20de April 1888 § 3 at gaa ind paa, at der i Tilfælde af hans Død skulde afsættes det nødvendige af Boet, for at Moderen kunde faa sikret Betaling af Bidragene til Barnets 18de Aar. Det er jo klart, at her stod en betydelig interesse paa Spil for Moderen: han var ikke ung og kunde dø længe før Udløbet af de resterende 14 Aar, efterladende sig nok ogsaa til Dækning af Bidrag til hendes Barn. Han havde Loven paa sin Side - hun Billighed og Retfærdighed. Vel er det klart, at Hustruen med Rette kunde beklage sig over det skete - men der var ikke tilstrækkelig Grund til, at det skete skulde gaa mere end nødvendigt ud over den Kvinde, der i Uvidenhed havde medvirket til at krænke hende. Manden kan paa talrige andre Maader paaføre Familien Tab og forringe den Formue, hvoraf ogsaa Hustruen skulde nyde godt, - hvorfor skulde man da i dette ene Tilfælde være saa haard at nægte den forførte Pige Ret til Afsætning af Bidrag, fordi dette muligvis kunde skade Hustruen? - Da Manden i her omhandlede tilfælde i øvrigt bød afgjort bedre Vilkaar, end man havde kunnet opnaa hos Øvrigheden, vilde Forliget være blevet afsluttet paa de af ham tilbudte Vilkaar, dersom der ikke under Sagens Gang var oplyst en Omstændighed, der bevirkede, at han saa sig foranlediget til at give efter paa det omstridte Punkt. I Følge en gammel Lov af 5te Marts 1734 kan nemlig den, der besvangrer sin Forlovede, under en daglig Mulkt tvinges til at ægte hende; kan han det ikke, f. Ex. fordi han allerede var gift, men havde fordulgt Sandheden for den Forlovede, kan han idømmes en Pengeerstatning. I nærværende Tilfælde laa Faktum saa langt tilbage i Tiden, at det ikke var meget sandsynligt, at en Retssag var bleven vundet, efterdi det ikke vilde være let at bevise Forlovelsen. Alene Udsigten til en Proces, hvis Udfald jo i alt Fald var tvivlsomt, bevirkede imidlertid, at Barnefaderen i et og alt indgik paa de fordrede Betingelser. Lignende heldigt Resultat kan vel ogsaa undertiden opnaas i Fremtiden, naar der virkelig har foreligget Forlovelse, men dette vil, som sagt, hyppig ikke kunne bevises.
Tilfælde af lignende Beskaffenhed som de nævnte forefalde ikke sjældent paa Retshjælpkontoret. Det er beklageligt, at man kun undtagelsesvis kan skaffe den af en Ægtemand forførte Kvinde, der har været ubekjendt med, at han var gift, det samme Resultat, som man kan skaffe den af en ugift forførte. Loven af 20de April 1888 lider, uagtet den er et stort Fremskridt, af saa mange Fejl og Mangler, at en Revision vel ikke kan lade vente saa overmaade længe paa sig. Man bør da ved første Lejlighed søge at faa ogsaa den her paapegede Fejl i § 3 rettet.
*) Et Barns Forsørgelse og Opdragelse indtil det Tidspunkt, da det kan ernære sig selv, burde paahvile enhver Fader og Moder som et Gjældskrav. Det gjør den ikke. Saa længe Forældrene leve, ere disse vel pligtige at forsørge umyndige Børn, men Pligten paahviler ikke den efterladte Formue. Naar Forældrene dø, fordeles Arven, efter at Gjælden er betalt, mellem Arvingerne uden Hensyntagen til, at der bliver nok til at fuldende umyndige Børns Opdragelse. Lad os for Exempel sætte, at der efterlades en voxen Søn, der kan ernære sig selv, og en 8 Aars Datter, og at Forældrene desuden have gjort Brug af deres Ret til at borttestamentere ? af Boet til fremmede; endvidere, at Fuldendelsen af Datterens Opdragelse koster 6000 Kr., og at der i alt efterlades 6000 Kr. efter Gjældens Betaling: saa faar Sønnen 2000 Kr. - som han maaske strax sætter i Sparekassen -, de fremmede Arvinger faa 2000 Kr., og den 8 Aars Datter ligeledes 2000 Kroner. Naar hun har brugt de 2000 Kr. op og ikke kan ernære sig selv endnu, og ingen godvillig vil hjælpe hende, kommer hun paa Fattigvæsenet. I den Grad har Arveretten stillet Børnenes naturlige Ret til Forsørgelse og Opdragelse i Baggrunden. Naturligvis burde ingen kunne arve noget, førend der er afsat nok til at fuldende de umyndige Børns Opdragelse. Hvorfor skal ogsaa Samfundet - „vi andre” - betale Børnenes Opdragelse, for at andre kunne arve?
**) Naar Manden har et Barn af et tidligere Ægteskab, et uægte Barn, avlet under dette, og endvidere Ægtebørn af et senere Ægteskab, afsættes der altsaa dog en Sum til det uægte Barn, skjønt det er avlet i Hor, thi det er dog avlet før sidste Ægteskab.
V. M. Amdrup.
Overretssagfører.
