Om Tjenestepigens Adgang til Familien

De Klager i Anledning af Tjenestepigernes Stilling, der i sin Tid fremkom i „Kv. og Smf.”, og som nogle Aar tilsyneladende have hvilet, lade til at dukke op paa ny og denne Gang i større Omfang end tidligere, som det vil ses af samme Blads Juli-August Hæfte, hvor det siges, at Indlæg er „strømmet ind”.

Den sidste Række af Forslag gaa alle ud paa en nøjere Sammenslutning mellem Herskab og Tyende, og Ansvaret for de daarlige Tilstande lægges enstemmig paa Husmoderen, til hvis Pligt det gjøres at sætte sig i et bestemt personligt, nærmest moderligt Forhold til det Menneske, hun optager i sit Hus og i sin Tjeneste. De videst gaaende mene, at den, der er optagen i ens Hus, bør have Adgang til Familielivet, altsaa til Hjemmets Inderste, og at „her er Stedet til at indføre virkelig Lighed og Frihed”.

Det var ikke underligt, om dette Spørgsmaal, hvis indgribende Betydning for Hjemmene er bekjendt nok, havde givet Anledning til Indsigelser fra Husmødrene, og at dette ikke er sket, maa sikkert betragtes som et Tegn paa denne Sags haabløse Natur. Da imidlertid Tanken om Tyendets Ret til Hjemmet lader til at brede sig, og da det har vist sig, at denne Tanke er optagen af selve Tyendet (Se „En Tjenerinde” Juli-August Hæftet af „Kv. og Smf”.), skulle disse Angreb paa og Fordringer til Husmoderen ikke forblive uimodsagte.

Det umulige i som Regel at indføre Lighed og Frihed i disse Forhold ligger allerede i den særdeles store Forskjel, der er paa Hjemmene, og at Tvivlen herom har været i deres Hjærter, der stillede disse Forslag, ses tilstrækkelig deraf, at de bevæge sig mellem lutter Undtagelser. Saaledes udvælges et Sted „den dannede Bondepige”, et andet Sted „den Pige, der har mere Hjærte og Forstand end Frøkenen” - et sikkert Middel til næste Gang, som Modsætning, at fremstille den ikke ubekjendte tyvagtige Pige, den usædelige Pige, den dovne o. s. v. Der er ogsaa udvalgt den ganske unge Pige (NB. den ufordærvede); men hun tæller i hvert Tilfælde meget lidt, da hun saa sjældent kan bruges som Medhjælp.

Med Hensyn til Herskaberne gjøres følgende Indskrænkninger: det skal være „de lyse, lune Hjem”. Naturligvis, eftersom de slette eller ulykkelige ere værre end intet Hjem. Dernæst undtages de Hjem, hvor Dagens Arbejde er for strængt til, at nyt Arbejde kan forlanges. Der er ogsaa nævnet de Hjem, hvor den nyere Litteratur bliver læst højt. Lad os indskyde de Huse, hvor Selskabelighed med Toiletter o. a. dslg. spiller en Hovedrolle. Endelig har man billigvis undtaget de Hjem, „hvor Evnen mangler”.

Hvilke Hjem bliver der nu egentlig tilbage? Akkurat deres, der i sit Sind have netop denne Form for demokratisk Følelse, eller Trang til netop denne Art af Kjærlighedsgjerning. Det at give sine Folk Adgang til Familielivet har sin smukke Betydning som enhver anden Form for den bedre Stilledes Trang til at hjælpe den daarlig stillede, min Indsigelse gjælder derfor kun, at dette gjøres til Pligt. Det er smukt, naar den ugifte Kvinde tager et fattigt Barn til sig, men det vil dog næppe nogen Sinde blive betragtet som en Pligt. Det, der her bestrides, er altsaa den Særstilling til Pligtbegrebet, som tildeles Husmoderen i Forholdet til Pigen; thi, saa længe det hævdes, at Husmoderen som saadan har nogen som helst anden Pligt over for Tyendet som saadant end det, ethvert Forretningsforhold medfører, stilles der en uretfærdig Fordring til hende, som bliver dobbelt uretfærdig derved, at den ikke gjøres gjældende i andre tilsvarende Forhold, f. Ex. Haandværksmesterens over for hans Arbejdere. Den gammeldags og meget lidet demokratiske Tanke om Husbondens Ansvar for Tyendet burde derfor vises tilbage saa vel af denne som af hin, og betragtes som en Rest af patriarkalske Tilstande, der ere uforenelige med vor Tids Opfattelse af Forholdet mellem Arbejder og Arbejdsgiver.

Men helt bortset fra Spørgsmaalet om dette Forhold, vil saa nogen, der ved Besked med Husmoderens Stilling, paastaa, at hendes „Arbejdsmark bør udvides”. Med de stigende Fordringer til Børnepleje og Opdragelse og ved disse Pligters enerverende Natur har Moderen et Arbejde, der, hvis det skal udføres godt, vil være tilstrækkeligt for de fleste. Hertil kommer Husførelsen med sine mange og forskjellige Poster saasom Hjemmets Hygge, Økonomien o. s. v., og endelig Tilsynet med Tjenestefolkene, - som rimeligvis ikke have saa lidt paa deres Samvittighed i Retning af nervøse Mødres nervøse Børn. Hvis nu desuden den Udvikling, der i vore Dage gives Kvinden i Lighed med Manden, skal betyde noget, burde der dog indrømmes hende Tid til at benytte det indvundne, saa at Ægteskabet ikke ubetinget bliver en Skrinlæggelse af hendes Ungdoms Arbejde.

Hvilken ny Opgave er det altsaa, der skal tildeles Husmoderen? Der føres en fremmed ind i hendes Hus. Nu kan det vel ikke nægtes, at der intet Forhold gives, hvor Personerne gjennem det daglige Samliv og fælles Arbejde bringes i nærmere Berøring med hverandre. Under disse Forhold, hvor „Sindenes Uoverensstemmelse” vel ikke en Gang bør betragtes som Skilsmissegrund, skulde Familien optage i sig en fremmed, som den ikke kender og i en vis Forstand ikke har valgt.

Og hvem er saa, nærmere beset, denne fremmede?

Vi staa her ved et vanskeligt Punkt. En naturlig Finfølelse over for jævne Folk, tit i Forbindelse med udpræget Sans for deres Fortrin fremfor Kulturmennesket, fremkalder næsten altid Uvilje, naar Dannelsesmangler gjøres gjældende. „Vi ere gjorte af det samme Ler” hedder det. Ja, men dette Ler har nu gjennem Slægter været dannet til forskjelligt Brug og forskjellige Formaal. Civilisationen har delt Menneskene i en Over- og en Underklasse, og Fremskridtet, det vil altsaa sige: Moralens, Intelligentsens, Kunstens og Videnskabens Udvikling, er foregaaet gjennem de øverste Lag; en Omstændighed, der dog vel har sin Betydning, - eller skal det nægtes, at de Forhold, hvorunder vi leve (og hvorunder vore Forfædre gjennem Tider have levet), have Indflydelse paa os - lige fra vort Rets- og Æresbegreb ned til vore daglige Vaner.

Altsaa disse, i dobbelt Forstand fremmede, føres ind i vort Husliv, og vi faa den Opgave at dele vort daglige Liv med dem, - hvis vi da ikke gaa ind under Undtagelserne, og dem vil der i det afgjørende Øjeblik blive mange af.

Men naar der nu paa de tjenendes Vegne stilles saa store Fordringer til Familien, er det vel ikke urimeligt at undersøge, hvad der for dem vindes ved disse Ofre.

Er det Hjem, der attraas, nu virkelig saa meget værdt? Naturligvis faa de intet virkeligt Hjem, da dette just har sin Hovedbetydning i Bevidstheden om Sammenhøret i et og alt, lige fra Familieforkjærligheden ned til det simple „vort”. Dernæst bliver det et stort Spørgsmaal, om de Goder, der følge med Livet i Dagligstuen, opvejes af Faren derved. I de samme Hjem, hvor Trangen til en højere Udvikling vilde blive vakt og næret, vilde al den Kræsenhed i Smag og Ønsker, som Forfinelsen fører med sig, ligge lige saa nær for Haanden; og der er vel ingen Grund til at antage, at de tjenende vilde være mindre modtagelige for vore Fejl, end for vore Fortrin. Naar de saa efter endt Tjenestetid gifte sig med Arbejderen - som ingen tænker paa at indlade i Familien - vil det vise sig, om ikke stærke Savn og en ulykkebringende Kritik vil mer end ophæve de indvundne Goder.

Og hvem siger saa, at Hjemmet bør følge en Livet igjennem. Den tjenende har haft sine Forældres Hjem som vi og faar sit eget Hjem som vi; kan det da kaldes en Ulykke en Tid af Livet at være løsreven fra Hjemmet? Rimeligvis skylde de denne Omstændighed det selvhjulpne, arbejdsdygtige og haardføre, de have forud for os.

„Hvor er da Hjælpen?” vil der vel spørges. Ganske sikkert ad de Veje, der føre bort fra vore Hjem, bort fra det stavnsbundne, som altid følger med den tjenendes Stilling.

Hvis det kunde ske, som senest er foreslaaet af Frøken Kristiane Iversen, at Tjenestepigen fik bestemt Arbejdstid og sin Bolig borte fra vor, saa var Sagen i det rette Spor; men dette kan foreløbig ikke ske. Husarbejdet kan som flere andre Arbejdsgrene ikke sætte bestemt Arbejdstid. Ligesom et Skib er afhængigt af Vejr og Vind, er et Hus afhængigt af tilfældige Begivenheder, Sygdom f. Ex., og ligesom Skibet ikke kan undvære sin Besætning til forud given Tid, kan et Hus det ikke.

Den tjenendes Forhold hænger saa nøje sammen med Hjemmenes Forhold, at det vist nok ikke forandres, før disse forandres. At dette en Gang vil ske, tør maaske antages. Indtil videre er der næppe andet at haabe, end at begge Parter ville gaa frem i gjensidig Forstaaelse og Agtelse for hinandens Ret. I hvert Tilfælde er Vejen ikke den at skabe en ny Samfundspligt, ganske hen i Vejret, uden at undersøge hverken Ofrets Størrelse eller Vindingens Værdi.

R.

Det behøver næppe at siges_, at Redaktionen ikke er enig med den ærede Husmoder, der har skrevet ovenstaaende Artikel.