« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Indland og Udland.

« Se emneord

Kvindesagen i Rigsdagen. Bajer har paa ny indbragt Forslag til Lov om Ægtefællers formueretlige Ligestillelse. Lovforslag om Ophævelse af den offentlige Prostitution, om Forbedring af uægte Børns Retsstilling og af forladte og fraseparerede Hustruers Retsstilling ere eller ville blive indbragte af Tang.


I det af Indenrigsministeren forelagte Lovforslag om Arbejdernes Sikring mod Følgerne af Ulykkestilfælde under Arbejdet er der taget Hensyn til Kvindens Stilling ikke blot som erhvervende, men ogsaa som Familieforsørger.


Den ny Kunstskole for Kvinder, som Staten har oprettet, traadte i Virksomhed den 1ste Oktober. Som Lærere ere Maleren Viggo Johansen og Billedhugger, Professor Saabye ansatte. Lokalet vil blive i det Klassenske Fideikommis Ejendom (Kunstforeningen i Amaliegade).


Tegneskolen for Kvinder har udsendt sin 13de Aarsberetning. Skolen har i Aarets Løb været besøgt af 76 Elever. I Anledning af Udstillingsforberedelser har der været stærk Efterspørgsel fra Fabrikanter efter Medhjælpere. Alle de Elever, der have gjennemgaaet en alvorlig kunstindustriel Skole, have fundet en vel lønnet Beskæftigelse; man har endog maattet afslaa adskillige Tilbud. Tre Elever, der have været Medhjælpere paa Lervare-Fabrikker, have faaet Anerkjendelsesdiplom ved Udstillingens Præmieuddeling. Efter en Henvendelse til Udstillingens Bedømmelsesudvalg i Anledning af, at Skolen var bleven forbigaaet ved Præmieuddelingen, erholdt man den Oplysning, at der for Elevarbejder ikke fandt nogen Bedømmelse eller Præmieuddeling Sted. At der i Husflidsafdelingen var fulgt andre Regler, stod ikke i Strid dermed, da den nævnte Bestemmelse kun var vedtagen for Undervisningssektionen, under hvilken Tegneskolen for Kvinder udstiller.


Kvindelig Fremskridtsforening har fra Oktober oprettet en Aftensyskole for Tjenestepiger. Der gives Vejledning i at klippe og sy Undertøj og Kjoler, for at Pigerne kunne lære at hjælpe sig selv og spare Udgift til Syløn. Man letter Indkjøbet af Linned for dem, saa at de mod Maanedsafdrag kunne forsyne sig. Undervisningen gives dels uden Betaling, dels mod en meget lille Betaling. Indmeldelser modtages hos Fru Meyer, Naboløs 4.


Kvindens kommunale Valgret. Paa de sjællandske Arbejderforeningers Fællesmøde, der afholdtes her i Byen den 23de September, holdt Frk. Anne Bruun Foredrag om Kvindens kommunale Valgret. Hun henledede Opmærksomheden paa „Dansk Kvindesamfunds” Adresse til Regering og Rigsdag om denne Sag. Foredraget modtoges med begejstret Bifald.


Kvindesagen i Dagbladene. Morgenbladet for den 25de August, indeholder en Skildring af Josephine Butlers Virksomhed og Fortjenester af Anne Bruun. Den 7de September findes i samme Blad en Del karakteristiske Træk om den dygtige kvindelige Journalist Emily Crawford, der sender Korrespondancer fra Paris til „Daily News”.


I Morgenbladet for den 21de September omtaler Anne Bruun i en Artikel om Vikarforholdet ved Kjøbenhavns Kommuneskoler Forskjellen mellem Lærernes og Lærerindernes Løn. Hun siger herom: Naar man giver en Lærer den højere Løn, er det ikke med den Forpligtelse, at han skal stifte Familie og faa nogen at sørge for, men naar man giver en Lærerinde den lavere Løn, er det med den Forpligtelse, at hun ingen maa have at sørge for, det forbyder nemlig Lønnen. Maatte den Tid være nær, da man lønner Arbejdet og ikke Kjønnet.


I „Socialdemokraten” for den 26de August findes et Brev fra Svejts, omhandlende Kvindespørgsmaalet. Der findes nu ikke mere nogen Kunstart eller Embedsstilting i dette Land, i hvilken Kvinder, ikke ere repræsenterede og have gjort sig gjældende. En Statistik over Kvindearbejdet i Svejts viser, at der findes omtrent dobbelt saa mange erhvervende Mænd som Kvinder. Lærerindevirksomheden optager de fleste arbejdende Kvinder, dernæst kommer Sygeplejen og som Nr. 3 Kunsten. Sagførere, Læger, Politi, Apothekere, Embeds- og Bestillingsmænd have endnu kun faa Repræsentanter blandt Kvinderne.


(Udtalelsen om, at Kvinder i Svejts ere repræsenterede i alle Embedsstillinger, er næppe rigtig. Red. af d. Bl. fik i Sommer i Bern paa mit Spørgsmaal om, i hvilke Embedsstillinger Kvinder benyttedes, det Svar, at de kun benyttes i Post- og Telegrafvæsenet, men hverken i Staternes eller Kommunernes almindelige Forvaltning. Red. Anm.)


I „Kolding Folkeblad”, der udgives af Hr. Folketingsmand C. Berg og redigeres af Hr. Enevold Sørensen, har der i de sidste to Maaneder været ført en Diskussion om Kvindesagen, hvori forskjellige navngivne Mænd og Kvinder fra Kolding og Omega have deltaget. Der er givet henved en Snes Indlæg, de fleste for Sagen.


„Avisen” begynder nu ogsaa at komme med paa Kvindesagen. Den har i Sommerens Løb bragt flere Artikler om Kvindens Adgang til Erhverv og Nødvendigheden af hendes Oplærelse til andet end Haandarbejde og Husgjerning.


Forhandling om Udvandringen. Ved Lærermødet paa Askov Højskole i Begyndelsen af August holdt Pastor Jak. Holm et Foredrag om „Dansk Folkesamfund”, hvis Formaal er: at udbrede Kjendskab til Forholdene i Amerika og til det Arbejde, der øves i den danske Kirke og Skole for at bevare Modersmaal og Kristentro i den opvoxende Slægt, samt - saa vidt muligt - vejlede Udvandrere til at finde de bedste Arbejdspladser og de Steder i By og paa Land, hvor der er danske Menighedskredse.


I Sammenhæng hermed udtalte Frk. Elise Lindberg, Bestyrerinde for Kvindeskolen paa Søgaard ved Vamdrup, at hun havde sat sig i Forbindelse med danske Præster i Amerika, som hjalp hende med at skaffe Pladser til unge Kvinder, som vilde udvandre. Hun hævdede, at, naar blot de unge Kvinder var „dannede”, saa var der for dem ingen Fare forbunden med at begive sig paa den lange Rejse. Der ovre modtoges de med Glæde, og man havde lovet hende Pladser til flere, end hun kunde sende. Men hun fortalte tillige, at Amerika var et overciviliseret og saaledes fordærvet Samfund, at vore „dannede” unge Kvinder var alt for gode til at blande sig deri, og derfor skulde de blot fortjene sig nogle Penge, hvad hun mente, var overmaade let, og saa komme hjem.


Imod hende talte Hr. Højskoleforstander Schrøder og Frk. Anne Bruun. De hævdede, at den „Dannelse”, her var nævnt, var et vagt Begreb, at Kundskaber i Engelsk osv. var for lidt, men at de unge Kvinder maatte være sig fuldt bevidste i sædelig Henseende, fordi der virkelig vil møde dem mange Farer i det store fremmede Land, og at det er nøjsomme Tjenestepiger, ikke Damer, der haves mest Brug for der ovre.


Tilsynet med Plejebørn. Aalborg Byraad har valgt 4 Damer til i Forening med Borgmesteren og en anden Mand at føre Tilsyn med Plejebørnene i Aalborg.


Byraadet i Kallundborg har overdraget Tilsynet med Byens Plejebørn til en stedlig Forening for Smaabørns Vel.


Paa mange andre Steder ere Kvinder valgte til Medlemmer af Tilsynet.


Arbejderkongressen. Blandt de 60 Udsendinge, der fra alle socialdemokratiske Foreninger var samlede til Møde, var en Kvinde, Frk. Signe Andersen, mødt fra Frederiksberg.


Kvindemøde. Søndag den 22de Juli holdtes et offentligt Kvindemøde, hvortil Indbydelse var udgaaet fra de kvindelige Foreninger i Herreskrædder-, Tobaksarbejder- og Væverfaget. En stor Del af Kvindekongressens svensk- finsk-norske Deltagere havde givet Møde. Fru Olivia Ankersen indledede Dagsordenen: Vil et Samarbejde med de nordiske Lande gavne vor Sag? I Diskussionen deltog Formanden for det kvindelige Arbejderforbund, Emilie Larsen, Nelly Lagesen, Fru Johanne Meyer, Fru Luplau, Frk. Alli Trygg og Frk. Hagmann fra Finland, Redaktøren af „Framåt”, Fru Breinholm Akermark og mange andre.


Man var enig om, at Sammenslutning og Organisation var de eneste rette Vaaben mod Undertrykkelse og daarlig Løn. Arbejderskerne maatte selv stille sig i Spidsen for Fagforeningerne. Kvinderne uden for disses Kreds kunde kun støtte Bevægelsen. (Meddelelsen forsinket af Mangel paa Plads).


Fri Undervisning. Fru cand. phil. Hjort og Frk cand. phil. Harbou, der forestaa Kursus til Præliminærexamen og examen artium for Kvinder, agte til September at oprette et toaarigt Præliminærkursus for unge Piger fra Almueskolen. Undervisningen gives gratis.


Kvindesport. Ved det Væddeløb for Tricycler, som afholdtes Søndag den 29de Juli ved Charlottenlund, vandt Fru og Hr. Ingemann-Petersen, der kjørte sammen paa én Maskine, første Præmie. Blandt de medkæmpende var deres fjortenaartge Søn. Det samme Ægtepar tog ogaaa første Pris ved et lignende Væddeløb i Kristiania den 26de August; og det, skjønt der blandt Medbejlerne fandtes sejrvante engelske Sportsmænd.


En kvindelig Fodboldklub er under en svensk Dames Ledelse dannet her i Byen.


En kvindelig Handelsrejsende besøgte i Sommer Holsteds Manufakturhandlere.


Dame-Strygeorkester. I Musikforeningen G-Dur vil der til Vinter blive oprettet et


Dame-Strygeorkester, det første her i Byen.


Island. Et af Afsendinger fra de islandske Valgkredse bestaaende Delegeretmøde, der holdtes paa det gamle Altingssted Thingvalla den 20de-21de August, vedtog (som Nr. 4 af 13 Beslutninger):


„Forsamlingen opfordrer Altinget til at tage sig saa meget som muligt af Kvindernes Ligeberettigelse med Mændene, f. Ex. ved 1) at vedtage en Lov, hvorved Kvinder i en selvstændig Stilling blive valgbare til Kommune og Sogneraad, 2) ved nøje at overveje, hvorledes gifte Kvinders Ejendomsret over for Manden bedre sikres, end det nu er Tilfældet, og 3) ved saa meget som muligt at lette Kvinder Adgang til Oplysning og Dannelse i enhver Retning.” (Mgbl).


Den norske Lov om Formueforholdet mellem Ægtefæller af 29de Juni 1888 tillægger gift Kvinde samme Myndighed som den ugifte. Hun bestyrer selvstændig sit Særeje, men Formuefællesskab opretholdes som Regel, ligeledes, at det er Manden alene, der bestyrer Fællesboet. Herfra undtages dog Udbyttet af Hustruens „selvstændige Virksomhed”. Hun er „eneberettiget til at raade over, hvad hun ved saadan Virksomhed erhverver, samt over, hvad hun dermed bevislig har anskaffet”. Denne Forskrift kommer imidlertid ikke til Anvendelse paa „Udbytte af Næringsveje, som kræve større Kapital, naar denne i det hele eller for en væsentlig Del er tilvejebragt for Mandens Regning”. - I Mandens udelukkende Raadighed over Fællesboet gjøres fremdeles følgende Indskrænkninger. Han maa „ikke uden Hustruens Samtykke bortskjænke mere end en Tiendedel af samme. Manden er uberettiget til uden Hustruens Samtykke at bortgive, afhænde, pantsætte eller bortleje fast Ejendom paa Landet, som af hende er indbragt i Fællesboet. Ligeledes er Hustruens Samtykke nødvendigt til enhver Overenskomst, hvorved Manden mod Vederlag af fælles Midler betinger sig eller Hustruen Føderaad” (læs: Aftægt), „eller hvorved han frafalder Hustruen betinget Føderaad”. Foretager Manden nogen af disse Handlinger uden Hustruens Samtykke, eller forlader han hende (uden at Loven om forsvundne Personer kommer til Anvendelse), har Hustruen Ret til at forlange Fællesboet delt. Ligeledes er der givet hende Adgang til at kræve Formuefællesskabet hævet og Fællesboet skiftet, „hvis Manden ved Uforstand eller Letsindighed i Fællesboets Bestyrelse giver velgrundet Anledning til Frygt for, at han skal sætte dets Midler over Styr”. Om dette er Tilfældet, afgjøres af Magistraten i Kjøbstæderne, Sorenskriveren (Herredsfogden) paa Landet i Forening med Overformynderiet, og begge Myndigheders Bifald kræves for at faa Boet delt. Oplysninger indsamles saa vel fra Manden som fra troværdige og med Ægtefællernes Stilling bekjendte Personer, saa vidt muligt fra de nærmeste Slægtninge, og ved Afgjørelsen tages særligt Hensyn til, om nogen af Ægtefællerne har indbragt den hele Fællesformue eller den væsentligste Del af samme. I Spidsen for Loven er stillet Bestemmelser om Ægtepagter. Formueforholdet mellem Ægtefæller kan - i Reglen uden kongelig Bevilling - ordnes gjennem Ægtepagt paa den Maade, Parterne for sig finde tjenligst. Ret til Underholdning kan der ikke med Virkning gives Afkald paa.


Norge. Fra Fru Ragna Nielsens Skole i Kristiania er der i Aar udgaaet 12 kvindelige Studenter, hvoraf 3 fik Udmærkelse.


Sverrig. Rektor K. E. Palmgreens Fællesskole i Stockholm, der tæller 223 Elever, har i Aar for første Gang dimitteret Disciple til Universitetet, en ung Mand og to unge Piger, der alle bestod meget godt. I denne Skole læres der baade Snedkeri, Drejning, Træskæreri, Bogbinderi og Syning.


God Examen. Ved Studenterexamen i Maj Maaned ved den lærde Skole i Gøteborg fik Frk. Fredrika Invenius Udmærkelse i alle Fagene ved den mundtlige Prøve.


Ny Bøger. Vi henlede Læsernes Opmærksomhed paa et Par nylig udkomne Bøger, som behandle forskjellige Sider af Kvindesagen. Den ene er Ellen Keys to Foredrag: „Om eganderätt och myndighed för den gifta kvinnon”, som blev holdte i Helsingfors afvigte September og med Rette vandt stort Bifald ikke blot ved den fyldige og udtømmende Behandling af Æmnet, men ogsaa ved deres smukke og noble Form. Den anden er Frk. Lucina Hagmanns: „Om qvinnouppfostran, iakttagelser og reflektioner”. Den er oprindelig skreven paa Finsk og vandt i denne Form en Prisbelønning, som var udsat af „Finsk Kvinnoforening”, men først gjennem Oversættelsen til et mere kjendt Sprog bar den vundet almindeligere Opmærksomhed. Dens Fortrin er en klar og omfattende Paavisning af alle de mange Forsyndelser mod sund Fornuft og Menneskekjærlighed, der hidtil ere begaaede i Kvindernes Opdragelse; den er skreven saa livlig, at den er en meget fornøjelig Læsning.


Finske Kvinders Adgang til Universitetet. I forrige Nr. af „Kv. og Samf.” meddeltes, at der var forelagt den finske Landdag et Forslag om Kvinders uhindrede Adgang til Universitetet. Dette Forslag er vedtaget af Borger- og Adelstanden, ligeledes af Bondestanden, hvor nogle og tyve Talere optraadte for Sagen, og kun fire imod den. I Præstestanden derimod forkastedes det, men kun med et knebent Flertal. Dette regnes for et stort Fremskridt, thi sidste Gang, Forslaget forelaa, for tre Aar siden, fandt Præstestanden ikke en Gang, at det var værdt at henvise det til et Udvalgs Overvejelse. Ved denne Lejlighed var Salens Tilhørerplads overfyldt, og den langvarige Forhandling fulgtes med stor Interesse. Der faldt naturligvis adskillige bornerede Udtalelser og ligeledes en hel Del Fraser, som man vilde undse sig ved at fremsætte over for andre Sager, saasom: Der findes en ydre, overfladisk og en indre, væsentlig Dannelse, denne sidste skulde Kvinden tilegne sig, fordi hun var skabt i Guds Billede, men den første (Universitetsdannelsen) var det Synd at give hende, o. desl. Men der faldt ogsaa ualmindelig frisindede, klare og varme Ord fra mange. Saaledes udtalte Biskop Alopæus, at han ikke kunde indse, hvorledes Gudsbilledet i et Menneske kunde fornedres ved, at Mennesket fik en saa fyldig Uddannelse som muligt; ogsaa han troede, at Kvindens vigtigste Virksomhedsomraade var Hjemmet, men Hjemmet vilde kun have godt af dannede og kundskabsrige Hustruer og Mødre. Særlig udviklede han, af hvor stor Betydning det vilde være for Landet i Almindelighed, at Præstekonerne var i Besiddelse af en grundig og alsidig Dannelse. - Et andet Lovforslag, som i Aar er forelagt, gaar ud paa at give gift Kvinde en forholdsvis udstrakt Ejendomsret og Myndighed.


Kvindesagen i et Præstekonvent. Ved de finske Præsters Konvent i Tammerfors 21de-23de August 1888 skulde bl. a. følgende Spørgsmaal drøftes: „Hvad er der i Kvindesagen, som er berettiget og saaledes ogsaa fortjener Gejstlighedens Understøttelse?”


Bjørnstjerne Bjørnson har af „Finsk qvinnoförening” faaet overrakt en kunstnerisk udstyret Adresse, indeholdende en varm Tak for den Hjælp, han ved sit Foredrag om „Engifte og Mangegifte” har ydet Kvindesagen.


Fællesundervisningen vinder mere og mere Udbredelse i Finlands højere Skoler, ogsaa Latinskoler. I Åbo bliver nu oprettet en saadan; fra Vilmanstrand, Gamle Karleby, Lovisa, Torneå o. fl. St. ansøges der, om Latinskolerne dér maa aabnes for Piger. Nylig har ogsaa Stat og Kommune begyndt at give Understøttelse til denne Slags Skoler. Af stor Betydning er det endelig, at to Kvinder have søgt og faaet Adgang til den tekniske Skole i Åbo, og at Bestyrelsen for Industriskolen i Helsingfors har ansøgt hos Senatet om Tilladelse til at give Kvinder Adgang til Undervisningen, „da det kan forudsættes, at de ville ansøge derom”. Med andre Ord: Bestyrelsen opmuntrer Kvinderne til at søge teknisk Uddannelse. I Kjøbenhavn have vi en fortræffelig teknisk Skole - !


Finland har hidtil kun haft én kvindelig Cand. phil., nemlig Mag. Emma Åstrøm, til hvem Topelius skrev sit bekjendte smukke Digt. Nu have to andre Damer taget samme Examen.


Kvindelige Bogbindere. Den engelske Overinspektør for Fabrikker og Værksteder skriver i sin Beretning for 1887 om kvindelige Bogbindere:


Denne Haandværksgren beskæftigede tidligere en Hær af Arbejdersker, men Antallet er nu betydelig formindsket, siden Hæftemaskinerne drives ved Dampkraft. Herved faldt Prisen paa Hæftning paa Baandmaskine, saa der blev Overflod af Arbejdskraft, hvilket volder megen Elendighed i daarlige Tider. Det lette, renlige Arbejde tiltaler unge Piger, disse blive bundne som Lærlinger paa 2 Aar og faa i disse 2 Kr. 70 Ø. og 3 Kr. 60 Ø. om Ugen. Efter Læretidens Udløb kunne de i Begyndelsen tjene 7 Kr. 20 Ø. til 9 Kr. for ordentligt Arbejde, øvede Arbejdersker 10 Kr. 80 Ø. til 13 Kr. 50 Ø., dog naas denne Sum ikke ved det daarligere lønnede Arbejde. Formændene tjene højst 18 Kr.


De, som hæfte Handelsbøger, finde regelmæssig Beskæftigelse og kunne tjene 13 Kr. 50 Ø. om Ugen ved Maskinarbejde. Hæftning af Tidsskrifter giver en mere usikker Indtægt. Pigerne arbejde i Reglen i Hold paa 3, 2 ved Maskinerne, en laver Arbejdet til, saa skifte de paa Omgang. De tjene 11 til 13 Kr. om Ugen, men Haandarbejde er faldet til 7 Kr. 20 Ø. og 9 Kr. Religiøse Tidsskrifter betales daarlig, de gives paa Akkord, og Mestrene paatage sig Arbejdet næsten uden Fortjeneste. De Bogbindere, som arbejde for de bedste Tidsskrifter, afskedige ikke deres Folk i den daarlige Tid, det vil sige fra Marts til Udgangen af Juli, det Arbejde, der er, deles ligelig, og Lønnen synker ned under det halve. Men da den daarlige Tid for Bogbindere i et Fag kan være den travle for et andet, kunne Pigerne gaa fra det ene Arbejde til det andet.


Som det vil erindres, foreslog det af „Dansk Kvindesamfund” nedsatte Udvalg angaaende Kvinders haandværksmæssige Uddannelse Oprettelsen af et Bogbinderiværksted for Kvinder, jfr. d. Bl. S. 91-96. Det vil da være af særlig Interesse at se, hvorledes kvindelige Bogbindere ere stillede andetsteds. Men det kan ikke nægtes, at de her meddelte Oplysninger ere lidet opmuntrende, særlig naar henses til, at Pengene maa antages at have en ringere Kjøbeevne i England end her. Under i øvrigt lige Forhold maatte man altsaa gjøre Regning paa en endnu ringere Ugeløn for kvindelige Bogbindere her i Landet,


En Forhandling om de ugifte Kvinders Stilling. Den bekjendte Forfatter Walter Besant har i Foraaret i et engelsk Tidsskrift foreslaaet at efterligne den „tyske” Skik, der bestaar i, at Fædre indbetale en vis Sum, for at deres Døtre, hvis de ved 25 Aars Alderen ere ugifte, kunne nyde en Rente, som for dem, der indgaa Ægteskab, falder bort, og saaledes bliver desto større for de ugifte. Walter Besant ansaa en saadan Ordning for et heldigt Middel mod de Samfundsfarer, som Kvindernes Overtal fører med sig. Deres Indtrængen paa Mandens Arbejdsmarked anser han for skadelig baade for Kvinder og Mænd, og den franske Skik, at lade Fædrene spare sammen til en Medgift for Døtrene, medfører mange Ulemper. Den Tanke, at Kvinderne ved Indgaaelse af Ægteskab give deres Andel til de gamle Piger, finder han desuden langt kjønnere. Hans Forslag har givet Stødet til en livlig Diskussion i det konservative Blad „The Daily Telegraph”. Adskillige „Fædre” paastaa, at der, foruden de energiske, fremadstræbende Kvinder, gives en hel Klasse kjærlige Væsner, som kun passe til at blive Mødre og Hustruer, og som ude i Livet i Kappestriden med Mændene ville blive traadte under Fødder. ”Hvad skal der gjøres for dem? De ere uundværlige i enhver Familie. Andre Indsendere skamme sig ved at have til Landsmænd saadanne Mænd, som anse deres Døtre for uskikkede til andet end til at gifte sig. En Vrimmel af forskjellige Forslag og Betragtninger fremsættes i denne Strid, i hvilken der dog kun er fremkommet faa nye Synspunkter, og som i sin Helhed godtgjør, at den rette Opfattelse af Kvindesagen ikke er trængt saa stærkt igjennem i England, som man er tilbøjelig til at tro. Man faar ved Gjennemlæsningen deraf et uhyggeligt Indblik i den store Overbefolkning og deraf følgende Arbejdsløshed, som hersker der ovre. Mændene beklage sig over, at Kvindernes Indtrængen i deres Arbejdsmarked gjør det vanskeligt for dem at finde Arbejde. Ægteskabernes Antal formindskes derved, og det gaar til Slut ud over Kvinderne selv. Paa den anden Side foreslaar man de unge Mennesker, der nu til Dags i saa stort Antal uddanne sig boglig, atter at vende tilbage til det strængere Arbejde i de forskjellige Haandteringer og overlade Kvinderne det lettere Arbejde paa Kontorerne. Det vilde være en retfærdig Arbejdsfordeling. En Artikel slutter med følgende Udtalelse om de unge Piger: I Stedet for at gjøre Arbejdet til en Fornøjelse se de hen til Fornøjelserne som deres Arbejde. Et Sted findes en Beskrivelse af, hvorledes de danske Klostre for adelige Frøkner, saasom Støvringgaard, Vallø og flere, ere indrettede. Det synes, at saadanne Institutioner ikke findes andetsteds. En tvivlsom Ære for os, at vi lave Forsørgelsesanstalter for Kvinder i Stedet for at uddanne dem til Selverhverv.


Højeste Udmærkelse. Londons Universitet har i Aar tilkjendt en ung Dame, Miss Mary Louise Worley, den højeste Udmærkelse Guldmedaillen, som den bedst bestaaende ved den afholdte Prøve til Graden Magister Artium.


l Edinburghs Byraad have 6 Kvinder Sæde, deraf l nyvalgt.


Frankrig. Et nyt Tidsskrift, Revue scientifique, er blevet stiftet af Kvinder i Paris. Redaktionen bestaar af Professorer, Doktorer og andre studerede Damer.


Lad dem sidde ned! En Komité af Damer, alle hørende til det højeste, franske Aristokrati, samler Underskrifter paa en Opfordring til samtlige Handlende om at tillade de i deres Magasiner beskæftigede Folk at sætte sig ned, naar der ingen Kjøbere er, da den tvungne, staaende Stilling er trættende og, navnlig for Kvinder, i højeste Grad skadelig.


Italien. Fru Dr. Catani, der har studeret Medicin i Bologna, er bleven udnævnt til Professor ved Universitetet i Pisa, hvor hun docerer Pathologi. Hun er den anden kvindelige Universitetsprofessor i Evropa.


Frk. Menk Meyer, Anton Rubinsteins Grand Niece og Liszts Elev, der endnu ikke har fyldt sit 18de Aar, har komponeret Musiken og skrevet Texten til en Opera.


Paa Kvindemødet i Washington vedtoges følgende tre Sætninger som et sammentrængt Udtryk for hele Forsamlingens Standpunkt:


At alle Undervisningsanstalter og Fagskoler bør være aabne for Kvinder paa samme Betingelser som for Mænd.


At der bør gives Kvinder samme Adgang til Uddannelse i Haandværk som Mænd og forlanges samme Løn for samme Arbejde.


At et oplyst Samfund maa opstille en fælles Maalestok for Mænds og Kvinders personlige Renhed og Moralitet.


Lærerinder og Tjenestepiger i Kalifornien. (Brudstykke af et Brev til English wom. rew. fra et Medlem af Kaliforniens Kvindeforening). For nylig ankom til Los Angelos omtrent 100 unge, engelske Piger. De var tagne her over paa Opfordring af Frk. Parker, som er vidt og bredt bekjendt for sit menneskekjærlige Arbejde for Kvinder. Paa en Rejse her i Landet for et Aarstid siden saa hun, at vi trængte i høj Grad til bedre Hjælp inden Døre end den, Kineserne yde. Hun skrev da hjem om de glimrende Udsigter, der her aabnede sig for dygtige unge Piger.


Des værre for dem var de Piger, som kom, ikke af den Klasse, der trængtes til, det var især Lærerinder, Kammerjomfruer og Barnepiger, og dem er der meget lidt Brug for her til Lands. Udfaldet er blevet uheldigt, mange af dem ere rejste hjem igjen. Andre, som ikke havde Raad til at rejse tilbage, leve her i fattige Kaar.


Hvad vi behøve, er gode, kraftige, villige Piger til at hjælpe med Husvæsenet. Hos Landmændene kunne saadanne Piger faa gode Hjem. Standsforskjellen holdes der her mindre strængt over end i England, og her er udmærkede Udsigter for dygtige Tjenestepiger, som opføre sig godt. For dannede Kvinder, som ikke ville gaa i Huset, og for Lærerinder have vi som sagt ikke Brug. Men jeg tror, at jeg her i Staten (Kalifornien) kunde skaffe Pladser til 5000 dygtige Tjenestepiger. Her i Byen have vi mindst 20 Pladser for hver Pige, der vil tjene.