Folketingsmand Tangs Lovforslag.

Tre Lovforslag, der alle berøre Kvinders Interesser og retslige Stilling, ere af Hr. Seminarieforstander Tang indbragte i Folketinget.

Lovforslag om Forebyggelsesmidler mod Utugt og til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse bestemmer bl. a.:

De nugjældende Lovbestemmelser om Tilsyn med løsagtige Fruentimmer og de derpaa støttede Regulativer ophæves. Der fastsættes Straf ikke blot for „Kvindfolk, som søge Næring ved Utugt” (Fængsel paa Vand og Brød eller Tvangsarbejde), men ogsaa for „Mandfolk, som benytte Kvindfolk til Utugt mod Vederlag” (Fængsel eller Bøder). I Forbindelse med Straffen kan det fastsættes, at den paagjældende - Mand saa vel som Kvinde - skal være undergiven Politiets Tilsyn til Forebyggelse af venerisk Smittes Udbredelse, og han eller hun skal da underkastes Undersøgelse af en dertil antagen Læge. „Kvindfolk skulle undersøges af en kvindelig Læge eller dog i Overværelse af en hæderlig, dertil af Øvrigheden udnævnt Kvinde”.

Efter den gjældende Lovgivning er der som bekjendt Tilsyn med løsagtige Kvinder, men ikke med løsagtige Mænd, og Loven fastsætter Straf for „Fruentimmer, som mod Politiets Advarsel søge Erhverv ved Utugt”, men ikke for den Mand, der er den anden Part i Forholdet. Den paagjældende Straffebestemmelse bliver vistnok i Reglen ikke anvendt, men i det Sted indtræder saa Polititilsynet.

Det vil altsaa ses, at Lovforslaget gaar ud paa at indføre Lighed for Loven mellem Mand og Kvinde paa et Omraade, hvor der nu hersker Ulighed, en Ulighed, der af saare mange Kvinder føles som en Uret imod hele Kjønnet. Da der i forrige Samling blev indbragt i Folketinget et privat Lovforslag om Ophævelse af den offentlige Prostitution og Straf for Utugt som Erhverv, gik dette ud paa at sætte Straf for Kvinder alene i det paagjældende Forhold. Det fortjener da dobbelt Paaskjønnelse, at Hr. Tang har erkjendt, at det ikke stemmer med Retfærdighed at straffe den ene og lade den anden gaa fri. Nære Lovgiverne Betænkelighed ved at fastsætte Straf for den Mand, der kjøber en Kvinde, da bør ogsaa den Kvinde, der sælger sig selv - ofte dreven af Sult og anden Nød -, gaa fri for Straf. Tilbage bliver da Tilsynet og den tvungne Lægeundersøgelse, der - for saa vidt de findes fornødne - bør ramme Mænd saa vel som Kvinder og alene indtræde efter Dom. Øjemedet - Forebyggelse af smitsom Sygdoms videre Udbredelse - kræver i Virkeligheden ogsaa Tilsyn med Mændene, der lige saa vel som Kvinderne kunne overføre Smitten.

Hr. Tangs Forslag fastsætter endvidere Straf for „al offentlig Tilskyndelse eller Opfordring til Utugt, hvad enten den udgaar fra Mand eller fra Kvinde, og hvad enten den iværksættes ved Omstrejfen paa Gader, ved at sætte Kjendetegn i Døre eller Vinduer eller paa anden Maade”. Ligeledes for „Kvindfolk, som øve Utugt med Ungersvende eller Drenge under 18 Aar”, (Vand og Brød) „og for den paagjældende umyndige Mandsperson” (Ris).

De her ommeldte Handlinger ere nu straffri. At Mænds Paatrængenhed over for Kvinder (og omvendt) i utugtigt Øjemed paa offentlig Gade bør være strafbar, turde være selvfølgeligt og bør fastholdes, selv om man ikke gaar til at straffe Utugt som Erhverv. En saadan Straffebestemmelse og Paalæg til det udøvende Politi i Overensstemmelse dermed - vil for mangfoldige Kvinder, der ikke kunne undgaa at færdes alene paa Kjøbenhavns Gader efter Mørkets Frembrud, yde en Betryggelse, de nu maa savne, og som dog ikke er mere, end et velordnet Samfund skylder sine Medlemmer.

At den Kvinde, der øver Utugt med en umyndig Mandsperson, bliver straffet, er i sin Orden. Derimod henhører den umyndige næppe i dette Tilfælde under Statens Straffemyndighed. Forslagsstilleren har aabenbart ogsaa her ladet sig lede af en paaskjønnelsesværdig Stræben efter Retfærdighed. Men det, som Retfærdigheden her kræver, er ikke, at den umyndige Mandsperson straffes, men at der ligeledes fastsættes Straf for den myndige Mandsperson, der øver Utugt med en umyndig Kvinde, læs: en Kvinde under 18 Aar. Nu straffes den Mand, der øver Utugt med en Kvinde imellem 16 og 18 Aar, ikke, og den, der øver Utugt med en Kvinde mellem 12 og 16 Aar, kun, naar det godtgjøres, at han har forført hende. Men den, der øver Utugt med en umyndig Kvinde, gjør sig skyldig i Krænkelse af hendes Kjønsfrihed og af Forældremyndigheden. Den umyndige kan ikke afgive et gyldigt Samtykke til, at der raades over hendes Person paa en for hendes hele Fremtid skæbnesvanger Maade. At øve Utugt med en umyndig Kvinde er i Principet den samme Forbrydelse som Voldtægt. I det ene Tilfælde foreligger der intet Samtykke, i det andet et ugyldigt Samtykke. Den umyndige Kvinde staar, saa længe hun er umyndig, under Forældremyndighedens og Samfundets Beskyttelse. Endnu vigtigere end Straffebestemmelser vilde det i øvrigt være, at den, der besvangrer en umyndig Kvinde, tilpligtes, saa vidt ske kan, at holde hende skadesløs for Følgerne, saasom ved at udrede alle Omkostninger ved Svangerskabet, Barselfærden og Barnets Underhold og Opdragelse. Og saafremt Pigen var uberygtet, burde Erstatningspligten vistnok gaa endnu videre, for saa vidt de paagjældende ikke med rette Vedkommendes (Forældres, Værges) Samtykke indgaa Ægteskab. Vi tillade os at henstille disse Bemærkninger til de høje Lovgiveres velvillige Overvejelse.

Lovforslaget indeholder endnu en Række yderligere Bestemmelser, rettede paa at bekæmpe Utugt som Erhverv og modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse, de sidste for den største Del Gjentagelser af den gjældende Rets Regler. Om den Kvinde, der har forpligtet sig til at komme til Stede paa offentlige Beværtninger eller Forlystelsessteder, bestemmes det, at, Politiet kan sætte den herom indgaaede Kontrakt ud af Kraft efter hendes Begjæring, for saa vidt hendes Krav findes grundet i Sædelighedshensyn.

Ved Forelæggelsen den 8de Oktober meddelte Forslagsstilleren, at Lovforslaget med Undtagelse af Paragrafen om Utugt med umyndige Mandspersoner er udarbejdet af Professor, dr. jur. J. Lassen, Overretsassessor Mourier- og Geheimekonferentsraad M. H. Rosenørn paa Foranstaltning af Foreningen mod lovbeskyttet Usædelighed. Han meddelte endvidere, at den offentlige Prostitution - Utugtens Regulering - er afskaffet i England og Italien, uden at der er paabudt Straf for Utugt, dreven som Erhverv. I Norge, Kanton Bern og den tyske By Colmar straffes de Kvinder, der drive Utugt som Erhverv. Noget Exempel paa, at ogsaa Manden straffes, naar han kjøber Utugt, meddelte Forslagsstilleren ikke, og det findes vel da ikke.

Lovforslaget om Uægtebørns Retskrav tillægger Barnet Ret til at kjende baade sin Faders og sin Moders Navn, ogsaa naar det fødes paa Fødselsstiftelsen. Fremdeles skal det have Ret til at bære Faderens Navn, naar det efter at være blevet myndigt vælger dette, og til at arve Fader og Fædrenefrænder, naar Faderen ikke var gift, da han avlede det, og heller ikke efterlader sig Ægtebørn; efterlader han sig Enke, arver det dog kun to Tredjedele af hans Boeslod (læs: hans efterladte Formue, Halvdelen af Fællesboet). Øvrigheden kan, naar Faderen har vedkjendt sig Barnet paa den i Loven bestemte Maade, tillægge ham Opdragelsesretten, naar den „skjønner, at han i Følge sine personlige og økonomiske Vilkaar vil kunne sikre det en bedre Opdragelse, end Moderen formodes at være i Stand til, og at der for Resten ikke er noget, som taler imod Opfyldelsen af Faderens Krav”.

Det er Ligheden for Loven paa et andet Omraade, der her søges gjennemført. Nu arver det uægte Barn kun Moderen og er gjennem Navnet kun knyttet til hendes Slægt, ligesom hun til Gjengjæld har Opdragelsesretten. Forslaget er et betydeligt Skridt hen imod at stille Forældrene lige over for Barnet og omvendt. Gjennemført er Synspunktet dog ikke; hvor det uægte Barn staar ved Siden af det ægte fødte, faar det ingen Arveret. Men som et Skridt hen imod større Retfærdighed maa det hilses med Paaskjønnelse. Og idet Lovforslaget indsætter Barnet i dets Familierettigheder over for Faderen og saaledes tvinger ham til at bære sin Del af Handlingens naturlige Følger, bliver det en Retfærdighedshandling imod Kvinden.

Hr. Tangs tredje Lovforslag handler om Underholdsbidrag til forladte, separerede og fraskilte Hustruer og deres Børn. Det gaar ud paa at tillægge den forladte Hustru, for saa vidt hun forsørger Familiens fælles Børn, væsentlig samme Ret, som i sidste Rigsdagssamling ved Lov blev tillagt den ugifte Barnemoder, til at faa Faderens Underholdsbidrag udbetalt af Øvrigheden, uden at det medfører nogen af Fattighjælpens Følger for hende. Den samme Ret kan efter Omstændighederne tillægges den fraseparerede og i visse Tilfælde den fraskilte Hustru.

Det vilde være ganske ønskeligt, om dette lille Lovforslag kunde give Anledning til en mere omfattende Drøftelse af de her omhandlede Kvinders Stilling, særlig af den fraskilte Hustrus Stilling. Efter den bestaaende Ret har den fraskilte Hustru under ingen Betingelser Ret til at blive forsørget af sin Mand. Dette gjør i mange Tilfælde hendes Ret til at kræve Skilsmisse t. Ex. paa Grund af Mandens Utroskab ganske betydningsløs, naar hun nemlig er ude af Stand til at sørge for sig selv, og der ikke er Formue at dele. Det ses heller ikke, hvorfor Manden skal slippe for sin Forsørgelsespligt, fordi han ved sin Utroskab bryder Ægteskabet og foranlediger dets formelige Ophør. Naar Ægteskabets Ophør udelukkende er en Følge af den ene Ægtefælles Skyld, synes dette ikke at burde medføre økonomisk Fordel for den skyldige, Tab for den uskyldige Part.

De danske Kvinder skylde Hr. Tang Tak for Indbringelsen af disse Lovforslag.