Om Hustruens Retsstilling.

Fra den første Stund, der i „Dansk Kvindesamfund” - ved juridisk Kandidat, nu Overretssagfører Zeuthens Foredrag i Foraaret 1884 og de derefter følgende Forhandlinger i samme Efteraar samt Artiklerne i „Kvinden og Samfundet” - blev fremsat Forslag om at ordne det formueretlige Forhold mellem Ægtefæller ved at indføre Særeje, har denne Tanke været mig imod, og det af tvende Grunde. For det første synes en saadan Ordning mig at stride imod Ægteskabets sande Væsen af et inderligt Fællesskab i alle Forhold, saa at den aldrig kunde fortjene Billigelse uden som en sørgelig Nødhjælp; men for det andet giver den i Virkeligheden langt fra Hustruen, hvad hun har billigt Krav paa.

Ved første Øjekast ser det saa simpelt, saa naturligt og retfærdigt ud, at Hustruen faar Eneraadighed over, hvad hun ved Ægteskabets Stiftelse ejer og medbringer til det fælles Bo, hvad hun under Ægteskabet faar ved Arv eller Gave fra sin Slægt, og hvad hun fortjener ved sit Arbejde. Men naar man ser paa, hvorledes de virkelige Forhold ere her hjemme, vil man sande, at de to første Led af denne Ordning kun ville faa nogen væsentlig Betydning paa Samfundets højeste Trin, altsaa kun for en lille Brøk af Hustruerne, og det sidste Led fortrinsvis vil vedrøre den egentlige Arbejderklasse, altsaa de Kvinder, som staa nederst paa Samfundsstigen, medens Mellemklasserne slet ingen Nytte ville faa deraf? Hvor mange Hustruer er der vel, selv af den bedre stillede Mellemklasse, som kunne siges at bringe nogen virkelig Formue med i Ægteskabet, d. v. s. en Kapital, der kan give noget Underhold? Det maa da være de Gaardmands døtre, som bringe Gaarden i Medgift, og enkelte ligestillede Piger i Byerne. Men for de egentlig rige Pigers Vedkommende er der jo intet til Hinder for at sikre deres Formue ved en Ægtepagt, enten ligefrem baandlægge den til Bedste for dem og deres mulige Børn, eller skaffe dem Raadighed, være sig over Kapitalen eller Renterne. Og for de simple Arbejdersker kan man holde sig til Loven fra 1880, muligvis, med en nøjere Udarbejdelse.

For hele Mellemklassen gjælder derimod som almindelig Regel, at Manden er den eneste - eller dog den eneste umiddelbare - Erhverver, medens Hustruens Arbejde gaar - om man saa vil sige - tabt i Husholdningen og Stellet med Børnene. At indføre Særeje vil i Virkeligheden her være det samme, som at Hustruen aldeles intet faar at raade over, med mindre man vilde gribe til en saa grel og stødende Ordning som den, at hun skulde oppebære et vist Vederlag af Manden som Husholderske, svarende til de højere Klassers „Naalepenge”. Vistnok kan ingen nægte, at netop i disse Klasser har Hustruens Arbejde den største Betydning, ogsaa rent økonomisk talt, idet hun ved at passe Huset gjør det muligt for Manden at drive sit Erhverv uforstyrret, og ved en sparsommelig og dygtig Husholdning bringer Udbyttet af hans Virksomhed til fuldt at dække Familiens Behov, medens en uduelig og ødsel Hustru let kan ødelægge endog en velstaaende Mand. Ej heller maa det glemmes, hvad man under Forhandlingerne i Folketinget næsten synes at have overset, at det ingenlunde er sjældent, men tværtimod meget jævnligt, at Hustruen ligefrem deltager i Mandens

Erhvervs-Virksomhed; jeg vil kun minde om Stillingen som Spækhøker, Bager og mindre Handlende, om de mange Haandværk, hvor Hustruen passer Udsalget og Manden Værkstedet, for ikke at tale om Landbruget, hvor Mejeriet passes af hende. Men ogsaa i disse vil det være overmaade vanskeligt, ja vel næsten umuligt, at beregne en Deling af Fortjenesten og saaledes skabe et Grundlag for, hvad der burde være Hustruens Særeje.

Det forekommer mig, at man har forset sig paa Særejet, som om dette var den naturligste og bedste Form, medens man rent har glemt, at Særraade over et forholdsvis lille Særeje ikke nær vil have den Betydning, som et Samraade, selv et indskrænket, vil have, naar det udstrækkes til det hele Fælleseje. Den nuværende Ordning, hvorefter Boet siges at være fælles, skjønt Manden er eneraadig, stemmer kun saare slet med Ægteskabets sande Væsen, om den end kan være meget bekvem for Manden og i den praktiske Udførelse ikke er saa slet for Hustruen, som den skulde synes at være. Først og fremmest maa der tilstaas Hustruen Myndighed, selvfølgelig under samme Aldersvilkaar, som nu gjælde for Mændene. Det er dog i høj Grad stødende, at Hustruen ikke skal have samme Frihed som hendes ugifte Søster (eller Datter), men at hun ved Giftermaalet ligesom „nedsættes i de Meniges anden Klasse”, og det bliver rent ud meningsløst, saa længe man vil gjøre gjældende, at Stillingen som Hustru er Kvindens naturlige - ja eneste rette - Kald, og i hvert Fald skal regnes for „et Avancement”, som Hostrup kalder det i „Karens Garde”.

Nu siger man vel, at det ikke vil nytte Hustruen stort at blive myndig, naar hun dog ikke faar nogen Raadighed, være sig over Særeje eller Fællesboet. Og man fortsætter, at da Manden er den, som erhverver helt eller fortrinsvis, hvad der medgaar til Familiens Underhold, og da han alene har retlig Pligt til at forsørge den, maa han ogsaa have Overmagten. Ej heller gaar det an at hæmme Manden i hans Virksomhed, og han kan jo umulig have Hustruen med i alle sine Forretninger. Men deraf følger dog ingenlunde, at han skal være eneraadig i alle Afgjørelser. Og kan der siges at være noget til Hinder for - eller noget for Mandens Værdighed krænkende i - at man fastsætter visse Indskrænkninger for hans Eneraadighed og tilstaar Hustruen ikke blot et Raad, men ogsaa en medvirkende Stemme og en Nægtelsesret ved visse Afgjørelser, som kunne være skæbnesvangre for Familiens Fremtid og for det Fællesbo, af hvilket hun er Medejer.

Dette er jo slet ikke noget nyt eller ukjendt. Vore gamle Adelsdamer synes at have styret med stor Myndighed deres Ejendomme, og i Tyskland, hvor Ægtemanden efter Loven er Forvalter af Hustruens medbragte Ejendom, har han ingenlunde fuld Raadighed derover, ja i Regelen kræves hendes Samtykke til Salg af de faste Ejendomme, i Sachsen tillige af hendes rørlige Gods. Ligeledes vil man - i Udkastet til den nye fællestyske Civillovbog *) - finde en Form af Formuefællesskab, hvorefter Manden hverken kan sælge eller pantsætte nogen til Boet hørende fast Ejendom eller Del deraf uden Hustruens Indvilligelse. I Portugal gjælder en lignende Ordning: Manden kan ikke forpligte Fællesformuen uden Hustruens Samtykke, ej heller bortgive noget af det fælles rørlige Gods, og med Hensyn til fast Ejendom kræves begge Parters Samtykke til at sælge og pantsætte, selv om den kun tilhører den ene Part. **) Ligeledes fastsætter den nye norske Lov af 29de Juni 1888, at skjønt Manden bestyrer Fællesboet alene, kan han dog ikke uden Hustruens Samtykke bortskjænke mere end en Tiendedel af samme (det er saamænd ogsaa nok!), eller bortgive, afhænde, pantsætte eller bortleje fast Ejendom paa Landet (!!), som af hende er indbragt i Fællesboet.

Hvor ufuldkomne end disse Regler kunne siges at være, indeholde de dog et Grundlag, paa hvilket man vil kunne bygge en rimelig Ordning. Folketingsmand Dam har allerede gjort Antydninger i denne Retning, og jeg vil dertil føje, hvad jeg selv har faaet Erfaring om. Da jeg en Gang drøftede dette Spørgsmaal med en Rigsdagsmand og udtalte som min Opfattelse, at man kunde og burde nøjes med følgende Bestemmelse: En Mand kan ikke uden Hustruens Samtykke sælge, bytte eller pantsætte fast Ejendom, optage Laan eller indgaa Kaution, i det mindste naar disse Forpligtelser overskride en vis Størrelse i Forhold til hans eget Fællesbo, fik jeg det Svar: „Hvis en saadan Lov havde gjældt her hjemme i den sidste halve Snes Aar, vilde den danske Bondestand sidde fastere i sine Gaarde, end den nu gjør. Mangt et letsindigt Laan er blevet stiftet, mangen en Kaution stillet, mens Manden sad i et godt Lag, som aldrig vilde være bleven afgjort, hvis han skulde have talt derom med vor Moer og indhentet hendes Samtykke”. Jeg har senere gjentagne Gange, naar jeg har holdt Foredrag om Kvindesagen, forelagt Tilhørerne det Spørgsmaal, om de mente det samme, og alle Steder have de givet min Hjemmelsmand Medhold samt indrømmet, at det i sig selv var rigtigt og retfærdigt at give Hustruen en saadan Ret. Manden bør ikke, hverken for sin egen eller for Familiens Skyld, være i Stand til egenraadig eller egensindig at forstyrre Grundlaget for Familiens Tilværelse, og jeg skjønner ikke rettere, end at det maa være muligt at fastslaa den tænkte Ordning i Lovsform, uden at lægge noget trykkende Baand paa Forretningslivet. Ogsaa for den egentlige Handelsverden vilde det vistnok være heldigt, om man formente en Mand at afslutte en Forretning, som stod i et urimeligt Forhold til hans virkelige Formue, eller indlade sig paa en Spekulation, som maatte ødelægge Familien, hvis den slog fejl, uden at han i Forvejen havde faaet sin Hustrus Samtykke.

Naar man saaledes havde hævdet Hustruens Ret med Hensyn til det fælles Bo, vilde det ligge nær at sikre hendes Stilling som Husmoder og som Moder, ligeledes med Samraade som Grundlag. Det maa bestemt fastholdes, at det ikke alene er Hustruens Pligt, men ogsaa hendes Ret at styre Husvæsenet, selvfølgelig inden for de Grænser, som Manden maa kunne drage i Henhold til deres almindelige Formuesvilkaar. Det erkjendes ogsaa i Principet af vore Retslærde, at Hustruen har en saadan Ret. „Manden har i alle, Familien og Husvæsenet vedkommende Anliggender den afgjørende Myndighed; dog tilsiger Sagens Natur, at Konen bør tages paa Raad med ved alle disse Forholds Ordning, og saavel efter sædvansmæssig Ret som efter Lovgivningens Grundsætninger maa der vel endog med Hensyn til det indre Husvæsens Ordning og Førelse tilkomme hende en vis selvstændig Myndighed, som Manden ikke vilkaarlig kan betage hende, saa længe hun ej har vist sig udygtig eller uværdig dertil”, siger Gram ***). Men hvilken Sikkerhed er der givet Hustruen for, at hun virkelig tages med paa Raad, og at hun beholder den hende tilkommende Stilling? Hvad nytter desuden Retten til at raade, naar Manden slet ikke har nødig at bryde sig om Raadet, og er det Mandens Skjøn alene, som afgjør hendes Udygtighed og Uværdighed? Saafremt han kun kan - eller vil - give hende en forholdsvis tarvelig Sum til Husholdningens Førelse - tarvelig i Forhold til Familiens Stand og Vilkaar -, har han da alligevel, være sig af Forfængelighed eller for at vedligeholde sin Overmagt, Ret til at formene hende at drive et særskilt Erhverv, som kunde give det fornødne Tilskud, under Henvisning til, at hun derved vilde forsømme Husets Gjerning? Ja, derom er der vist ingen Tvivl, men er det ret og billigt? Vil det ikke tillige være rimeligt at give Hustruen Frihed til at fæste det kvindelige Tyende, der skal være hendes Medhjælp, i Lighed med, hvad der gjælder i Slesvig og Holstein? ****)

Heller ikke med Hensyn til Børnene bør det tilkomme Faderen alene at træffe Afgjørelser, saa meget mindre som det netop er Børnene, deres Fødsel, Opamning og Pasning, der hindrer eller dog væsentlig svækker Hustruens Erhvervsevne og saaledes gjør hende afhængig af Manden. De ere desuden i hvert Fald hendes lige saa fuldt, ja vel endnu mere inderligt, end de ere Mandens. Hvad kunde være til Hinder for at fastslaa, at de almindelige Bestemmelser om Børnenes Opdragelse og Skolegang, Valg af fremtidig Livsstilling, Anbringelse i Lære eller Tyendeforhold, træffes af begge Ægtefæller, og at den Ordning, som Loven har givet, men Retspraxis har forladt, om begge Forældres Samtykke til Børnenes Ægteskab, paa ny træder i Kraft. *****)

Det maa jo dog i Almindelighed siges at være Lovens Opgave, at fastslaa i retslig Form den Ordning af det paagjældende Forhold, som faktisk er til Stede der, hvor Forholdet maa siges at være, som det bør være. De fleste rettænkende Ægtemænd ville sikkerlig indrømme, at det ikke er mere end billigt, om der tilstaas Hustruen en vægtig Stemme ved Afgjørelsen af alle Familiens vigtigste Anliggender. Og de fleste Modstandere af Tanken om at give hende en retlig Myndighed i disse Forhold ville vistnok forsvare deres Nægtelse dermed, at Hustruen alligevel i de fleste Tilfælde har en saadan Indflydelse, ja maaske en endnu større. Men hvad vi skulle stræbe efter, er netop, at Hustruens Stilling ikke bliver afhængig af, hvad Manden af Godhed vil indrømme hende, eller hvad hun - som Prokurator Hatting siger i „Eva” - „forstaar at snige sig til".

*) Entwurf eines bürgerlichen Gesetzbuches für das Deutsche Reich. § 1353. Jvf. Roth, System des Deutschen Privatrechts. 1881. II., S. 214-16.

**) Th. Stanton. The Woman Question in Europe. S. 361. Jvf. Kvinden og Samfundet.1888. Januarhæftet. S. 8-11.

***) Forelæsninger over den danske Familieret. S. 111-12. Jvf. Deuntzer: Den danske Familieret. S. 107.

****) Krieger: Den slesvigske Familie- og Arveret. S. 27.

*****) Jvf. V. Amdrup: Om Ægtefællernes lige Medbestemmelsesret over de umyndige Børns Ægteskab. Kvinden og Samfundet 1ste Bd. S. 65-73.

Emil Elberling.

Om Særeje eller Sameje med Samraaden er den ønskeligste og retfærdigste Ordning af Formueforholdet imellem Ægtefæller, derom har der været, er der og vil der fremdeles være forskjellige Meninger imellem Kvindesagens Venner. Men det synes at være en Kjendsgjerning, at der inden for den Del af Lovgivningsmagten, der interesserer sig for en Forbedring af Hustruens retslige Stilling, ikke er nogen Tilbøjelighed til at gaa over til Særeje. Derimod synes der særlig iblandt Bønderne paa Rigsdagen at være en ikke ringe Stemning for at indrømme Hustruen en Medraadighed over den fælles Formue, saaledes at det, der allerede nu er sædvanemæssigt i de bedre Ægteskaber, blev retlig fastslaaet. Da det for vor Betragtning staar som det væsentlige, at Hustruens Retsstilling forbedres, og derimod som mindre væsentligt, ad hvilken Vej dette Fremskridt tilvejebringes, tro vi, at Kvindesagens Venner bør benytte den Mulighed, der maatte være for ad denne Vej at naa fremad. Men vi ere ikke blinde for de praktiske Vanskeligheder, der møde, naar man slaar ind paa denne Vej, og vi skulle derfor tilraade, at man foreløbig indskrænker sig til at kræve Hustruens Medraaden paa de Omraader, hvor disse Vanskeligheder ikke ere til Stede eller dog ville være lette at overvinde. Vi tænke først og fremmest paa saadanne Handlinger, der indeholde et Forbrug af Formuen - i Nutiden eller som en Fremtidsmulighed - nemlig Gaver og Borgen. Her synes den Grundsætning i den bestaaende Ret, at den fælles Formue er bestemt til fælles Brug, at maatte medføre, at den ene Part ikke paa egen Haand bør kunne forbruge - til Bedste for Tredjemand -, nogen væsentlig Del af, hvad der er bestemt til Familiens fælles Brug. Dernæst antage vi, at det vil findes stemmende med Billighed, at Manden ikke alene bør kunne overdrage eller pantsætte de fælles faste Ejendomme. Og man befinder sig her endnu paa et Omraade, hvor Hensynet til Tredjemand og Samhandelens Tarv ikke kan paaberaabes mod at kræve Hustruens Samtykke. Thi det maatte jo være en Selvfølge, at der for at sikre Hustruens Ret vilde udkræves en Tinglæsning af Vielsesattesten, for saa vidt Manden indbragte Ejendommen i Fællesformuen, ligesom der nu kræves en Tinglæsning af Vielsesattesten for at sætte Manden i Stand til at kunne raade over den af Hustruen medbragte Ejendom.

Hvad der kan gjøres for at sikre Hustruen nogen Raadighed over Børnene, maatte blive Gjenstand for særlig Overvejelse. Det er os bekjendt, at der findes Præster, som i Overensstemmelse med Lovens Ord fordre ikke blot Faderens, men ogsaa Moderens udtrykkelige Samtykke for at vi en ikke fuldmyndig Person. Og der gives Højesteretsdomme, som under særegne Forhold have givet Hustruen fremfor Manden Ret til at raade over Børnene. Der findes saaledes ogsaa paa dette Omraade visse Tilknytninger i de bestaaende Tilstande for en fremtidig Ordning, der anerkjender Moderens Ret. Men i øvrigt tro vi rigtignok, at Vanskelighederne ved at indrømme Samraaden paa dette Omraade vilde være større, end t. Ex, Hr. Elberling har tænkt sig. Thi hvad enten det gjælder Valg af Undervisning eller Livsstilling for Barnet, er det nødvendigt, at der handles, ogsaa naar Ægtefællerne ere uenige. Det er her, Vanskeligheden ligger, og den berører Hr. E. slet ikke. Der er her et Spørgsmaal, som er saa lidet drøftet, at en gjennemgribende Reform paa dette Omraade næppe kan siges at være tilstrækkelig forberedt.

Men ønskeligt vilde det være, om der allerede nu kunde træffes saadanne Bestemmelser, hvorved de værste Misbrug af Faderens Eneraadighed forebyggedes. Der var dog sikkerlig ikke en eneste Rigsdagsmand, der vilde modsætte sig Bestemmelser om, at det spæde Barn ikke maa rives ud af Moderens Arme og føres bort fra Hjemmet imod hendes Vilje, eller at det forbydes Faderen at skjule Barnets Opholdssted for Moderen. Og allerede dette vilde betegne et Fremskridt fra den bestaaende Retstilstand.

Hvad angaar Hr. Overretssagfører Høgsbros Forslag i vort forrige Hæfte om at nøjes med at indføre tvungne Ægtepagter, da ville vi kun sige, at dersom dette er alt, hvad der i nærværende Øjeblik kan opnaas, da er det jo altid bedre end intet. Men vi nære det Haab, at der i alt Fald hos Folketingets Flertal er Vilje til noget større Fremskridt end dette. Og det synes os ønskeligt, at Folketinget faar Lejlighed til at vise, hvor langt det for sit Vedkommende vil gaa. Der vil herved i hvert Fald være givet et betydningsfuldt Udgangspunkt for fremtidigt Reformarbejde. Vi faa da se, om Landstinget - hvad der dog vist ikke kan antages - er lige saa stokkonservativt paa dette Omraade som med Hensyn til den kommunale Valgret.

Red.