Bjørnstjerne Bjørnsons Foredrag,
„Engifte og Mangegifte”,
er nu udkommet paa Forlag af „Bibliothek for de tusen hjem”. Det er 45 Sider og koster 30 Øre. Det er altsaa overkommeligt for enhver, baade i Pris og i Omfang, og det kunde for saa vidt være nok at meddele, at det er udkommet. Men ligesom Bjørnsons mundtlige Foredrag vakte Røre, saa vil ogsaa hans trykte gjøre det; og der kan næppe være Tvivl om, at naar der allerede ved det mundtlige Foredrag stundom fandtes Kritikere, som hagede sig fast i en eller anden Enkelthed og begyndte at pindehugge, saa vil dette endnu mindre udeblive overfor det trykte, hvor man har sort paa hvidt for, at Bjørnson virkelig opfatter denne eller hin Enkelthed anderledes end denne eller hin Mand, der maa anses for mere Fagmand i fysiologisk eller i pædagodisk Retning o. s. v. *)
At tage Sagen saaledes er at tage den fra den gale Ende. Den berømte Kemiker Chevreul sagde bl. a. paa den Dag, da han fyldte 100 Aar: „Med Undtagelse af Menneskets moralske Følelser er jeg rede til at slippe enhver af de Meninger, jeg kunde have i Videnskaben, naar man viser mig ved Forsøg, at den er gal”. Med andre Ord: enhver Mening i Videnskaben har Mulighed for at være gal, og bør derfor kunne lade sig rette, hvorimod de moralske Følelser aldeles ikke bør kunne rokkes. Enhver Paavisning af deres Fejlagtighed maa selv være en Fejltagelse. Ligesaa lidt som Moralen kuldkastes af Fornufthensyn, lige saa lidt bygges den op af saadanne. Den hører til det, hvorom Bjørnson paa første Side skriver: „Rundt omkring og midt inde i det, vi ser og fatter, er noget med, som vi ikke ser og ikke fatter”. Den kommer ikke til os gjennem Fornuftslutninger om, hvor klogt det vilde være at gjøre dette eller lade hint; men det eneste, der fra Omverdenen formaar at virke paa - vor Moral, er andre Menneskers Moral og Vidnesbyrd derom. Og i Vidnesbyrdet er det Oprigtigheden og Inderligheden, der er det befrugtende. Vidnesbyrdets Enkeltheder og Argumentation er det uvæsentlige. De hænge sammen med den vidnendes øvrige Livsanskuelse og Verdensanskuelse, og kan derfor høres forskjellig af forskjellige Mennesker, medens dog deres Vidnesbyrds Virkning bliver den samme.
Derimod vinder Vidnesbyrdet i Styrke, naar man ser den vidnende paatage sig et stort Arbejde for at samle saa mange Enkeltheder som muligt, at Vidnesbyrdet kan blive ført frem i saa fyldig en Form, som man formaar, skjønt det er ikke væsentlig derpaa, det kommer an. Bjørnson har aabenbart i denne Henseende strakt sig vidt, og vistnok igjennem flere Aar. Han har ikke afholdt sig fra at tage Studier op, der ellers ligge fjærnt fra hans Digterkald, og skulde der være nogle af disse Enkeltheder, hvor en og anden mener at skulle udtale sig anderledes i Kraft af større faglige Autoriteter, saa vilde det være smaaligt at tage Maal paa Bjørnsons Indlæg og dets Virkning med en saadan Alen.
For at nævne en Enkelthed, som mange utvivlsomt ville tage op, og endog mene deri at finde en stor Fare for Ungdommen: Bjørnson ser ved flere Lejligheder Sædelighedens Fremgang gjennem Evolutionsteoriens (Udviklingslærens) Øjeglas, og naar man nu ikke hylder denne, men betragter dens Udbredelse som Vildledelse, saa vil man ikke have Sædeligheden støttet med Argumentation af denne Slags. Jeg skal ikke her prøve at imødegaa denne Ængstelighed, men blot bemærke, at selv om man ikke gaar med paa Evolutionstheorien som Helhed, saa have Mænd som Darwin paavist mangen en Enkelthed, som ikke kan bestrides, og det turde være, at det netop er saadanne, der dukke op i denne Del af Bjørnsons Argumentation.
Men fortjener Bjørnson ikke Utak, fordi han i den Grad har villet, at intet skulde forsømmes, at han har begivet sig ind paa Omraader, som til Dels ligge uden for hans egentlige Livsopgave, saa kan der næppe tænkes nogen, for hvem ikke Bjørnsons Ord faa Vægt, naar han fører Argumentationen over paa sit eget, navnlig hvor han bringer Skjønhedslængslen ind i den. Mens man her lytter til hans Tale, drager den fagre Skare fra den Skjønhedsverden, han som faa har malet, forbi ens Syn og stræber at indelske det, som det er Bjørnson saa inderlig magtpaaliggende at faa ind. Det er dog ikke i nogen stor Del af Bogen, at Bjørnson ligesom slaar paa Skjønhedsstrængen; men naturligvis klinger der jævnt hen noget af den. Dette skal derfor heller ikke her nævnes vidtløftig, men Vægten deraf bliver lige stor; thi Sagen er, at den Mand, der her er Bannerfører for Sædeligheden, er en af dem, der ledede Tusinders Skjønhedslængsel ad de Veje, der altid gaa højere og renere. De Veje kunne ikke skilles fra sædelig Renhed.
Hvad Enkeltheder angaar, giver Bjørnson mangt et godt Raad; men man bør søge det i dets Sammenhæng; Bogen er ikke vidtløftig.
Ganske særlig kan det nok siges, at hans Raad er rettet til Kvinderne, som han helt igjennem hævder som dem, der baade have udrettet og kunne udrette mest i Sædelighedssagen; og han forsømmer ikke at gjøre begge Dele: baade at pege ad de Veje, ad hvilke Kvinderne fremdeles og stærkere end hidtil kunne virke til denne Sags Fremme, og tillige at sige dem visse andre Ting, som de maa gjøre og lade, for at de ikke selv paa anden Vis skulle lægge Hindring i Vejen for deres egen Virksomhed i denne Retning, saasom Erhvervelsen af personlige Dygtigheder, Nedstemning af Fordringer om Luxus og Bekvemmeligheder, Anvendelsen af passende Klædedragt m. m.
Til Kvinderne, som i Sædelighedssagen ere de afgjørende, lyde Bjørnsons Ord i Grunden:
Nu kom l saa vidt! Men I maa videre!
*) Dette er nedskrevet, før Anmeldelserne af Bjørnsons Foredrag i Tilskuerens og Ny Jords Decemberhæfter var fremkomne.
Red. Anm.
