Frit Valg af ægteskabelig Regeringsform.

Den, som bygger Familien, bygger Staten. Og den, som vil Frihed og Lighed i Staten, maa først og fremmest ville Frihed og Lighed blandt Familiens myndige Medlemmer: Ægtefællerne.

Saa længe „Hustruen er umyndig under Mandens Værgemaal” - som det kaldes -, kan Familiens Regeringsform kun betegnes som mandligt Enevælde. Gift Kvinde bør derfor være myndig, dersom hun vilde være det, om hun var forbleven ugift.

Men ogsaa i det øvrige indbyrdes Retsforhold bør Ægtefællerne ligestilles, naar man for Alvor vil bort fra Absolutismen i Ægteskabet.

Dette gjælder især det formueretlige Forhold, der spiller samme Rolle i Familielivet som Skattebevillingsretten i Statslivet. Ingen virkelig politisk Frihed uden Bevillingsret! Ingen virkelig økonomisk - d. v. s. huslig - Frihed, hvor Loven paa Forhaand udelukker den ene af Ægtefællerne fra Raadighedsretten over Husets Midler, - ja, endog paa Forhaand giver den anden Eneraadighed over, hvad de begge indbringe i Boet, arve eller erhverve under Ægteskabet!

Hvor kan man dog tro det muligt i Længden at opdrage et Folk til sand Frihed og Lighed i Staten, saa længe man ikke vil afskaffe „den faderlige Enevoldsmagt” i Familien!

Ægtefællers Ligestillelse bør derfor være et Hovedpunkt paa ethvert i Sandhed demokratisk Program.

Men hvorledes skal Ligestillelsen være? Her begynde Vanskelighederne. I det formueretlige Forhold maa Ligestillelsen saaledes gjælde baade Ejendomsretten, og Raadighedsretten.

Vælger man Sameje, maa man ogsaa vælge Samraade. Men fuld Ligestillelse i Samraade er en hidtil uløst, og muligvis en i al. Fremtid uløselig Opgave. I enkelte Henseender kan Ligestillelse i Samraade finde Sted, men ogsaa kun i enkelte, i meget faa. I alle de andre maa den ene Ægtefælle være enten over- eller underordnet den anden i Raadigheden over det fælles Bo. Denne Vej - „Samraade over Sameje” som Hovedregel - er altid ufremkommelig, naar man for Alvor har opstillet Ægtefællernes formueretlige Ligestillelse som det endelige Formaal.

Vælger man derimod Særeje som Udgangspunkt, er det muligt at løse Opgaven saaledes, at Ligestillelsen fyldestgjøres. Særeje er formaalstjenligere, mere praktisk, end Sameje som Lovens Udgangspunkt, og det allerede af den Grund, at det er lettere at bestemme Særejet - det, der oprindelig stammer fra den ene eller den anden Ægtefælle, - end at bestemme Samejet - det, som ikke er den enes mere end den andens, men skal anses for begges lige meget. At der findes Særeje, udelukker ikke, at der jo meget vel kan findes naturligt Sameje ved Siden af hint. Men, skal Ligestillelsen opretholdes, maa kun det være Gjenstand for Sameje, som er af en saadan Natur, at det tillige kan være Gjenstand for Samraade. Ægtefællernes Ligestillelse i levende Live afhænger overhovedet mere af Raadighedsretten end af Ejendomsretten. Derfor er Navnet paa det nu gjældende s. k. „Formuefællesskab” lige saa falsk som forførerisk skjønt, fordi Manden er enevældig raadende, og Hustruens Ejendomsret i Grunden hviler, indtil hun bliver Enke.

Medens altsaa - Ligestillelsen forudsat - Sameje som Udgangspunkt (som Lovens Hovedregel) medfører Samraade derover, Ubetydeligheder undtagne (jf. Lov af 7de Maj 1880), og udelukker Særeje, med mindre det stiftes ved Ægtepagt, - saa kan Loven derimod meget vel tilstede et vist, fornuftigt Sameje, og Samraade derover, ved Siden af Særeje, og Særraade derover. Særraade over Særeje er derfor en let og praktisk Hovedregel. Det er den, der bør staa som Lovens Hovedregel. Men derfra kan der gjøres Undtagelser ved Ægtepagt, hvor Forholdene ere saaledes, at den ene eller den anden Ægtefælle - for Tiden som oftest Hustruen, hvor hun umiddelbart intet erhverver, - ellers vilde blive brøstholden. En aldeles ensartet Retsordning vilde ikke passe for alle Ægteskaber, fordi Menneskene ere saa forskjellige. Naar der altsaa dog maa lades Spillerum for Undtagelser, maa disse hellere gjøres fra Sær-Ordningen som Udgangspunkt end fra Sam-Ordningen; thi Undtagelser fra Sær-Ordningen ville i Almindelighed skabe Tillid, - Undtagelser fra Sam-Ordningen (som nu) derimod Mistillid.

Vil Manden fuldt vinde Kvindens Tillid, da skal han - lige som Wangel i Henrik Ibsens „Fruen fra Havet” - vove at bruge det rette Middel, det eneste, som kan hjælpe. Og dét er: at lade hende „vælge i Frihed og under fuldt Ansvar”.

Manden, som endnu er enevældig paa Lovgivningens Omraade, om det end gjælder Kvindens højeste og dybeste Ve og Vel, skal lade det lyde ogsaa til den Kvinde, som staar paa Ægteskabets Tærskel: „Betænk, at Ægteskabets Lykke afhænger af Kjærligheden! Men den ægteskabelige Kjærligheds Bestandighed afhænger mere, end de fleste tro, af den størst mulige Sikkerhed for, at den ene Ægtefælle ikke skal kunne kue den anden. Den gjensidige K]ærlighed opretholdes snarest, naar de begge føle sig over for hinanden som ligestillede og selvstændige. Inden Ægteskabets Stiftelse er det derfor vigtigt at vedtage en Frihedens og Lighedens Grundlov, for det .Retsforhold, som tillige med Ægteskabet stiftes ogsaa i økonomisk Henseende. Ligesom Manden skal derfor ogsaa den vordende Hustru vælge i Frihed og under Ansvar. Men for at lette dig Valget stiller Loven dig lige saa frit som Manden. Ægteskabet behøver intet at ændre i din økonomiske Frihed som ugift. Vælger du derimod selv Afvigelser derfra, da sker Valget i Frihed og under Ansvar”.

Hvor kan man dog tro at fremme ægteskabelig Lykke ved at fastholde en Lovgivning, hvori den ene Ægtefælle tvinges til at indtage en underordnet økonomisk Stilling!

Loven skal kun tvinge til Lighed i Frihed. Men vil nogen af Ægtefællerne ikke modtage Ligestillelsen med den anden, da skal i alt Fald Valget ske i fuld Frihed og under Ansvar. Vælges galt, er det i saa Fald ikke Lovens Skyld.