Marquis Salisbury og Gladstone om Kvindernes Stemmeret.
Det er nu over 20 Aar siden, at J. Stuart Mill første Gang rejste Spørgsmaalet om politisk Stemmeret for Kvinder i det engelske Underhus, og det er senere blevet fremført her en halv Snes Gange, dog hidtil uden Held, endskjønt det har vundet en stedse stigende Interesse baade i og uden for Parlamentet, og skjønt dette efterhaanden har givet Kvinderne ikke alene Valgret til de kommunale Raad og Skoleraadene, men ogsaa Valgbarhed til de sidstnævnte Raad og til flere kommunale Hverv. Det mærkeligste ved Sagens Skæbne i Parlamentet er dog, at dette i en vis Henseende saa radikale Forslag ikke alene har vundet Tilslutning hos de doktrinære Radikale af Mills Skole og hos den yderste Fløj af det liberale Parti, men tillige - som en i god Forstand konservativ Ordning - har fundet ivrige Talsmænd netop blandt det konservative Partis Førere. Blandt disse kunne fremhæves Jarl Beaconsfield og Lord Iddesleigh blandt de afdøde Statsmænd, Lord John Manners og W.H. Smith af de nuværende Ministre. Til dem har nu ogsaa sluttet sig Førsteministeren Marquis Salisbury, der tidligere ikke har udtalt sig i denne Sag, men et Par Gange har faaet den standset i Overhuset af formelle Hensyn, og som ved mere end én Lejlighed har vist sig at være mere konservativ end hele det øvrige Parti,
Den 30te November var Marquis Salisbury i Edinburgh for at modtage Hyldest af de konservative Foreninger i Skotland og holde Taler til Gjengjæld. Den største og vigtigste holdt han til en Afdeling af den over hele Storbritanien udbredte „Primrose League”, en Forening, der stiftedes 1884 for en væsentlig Del af Kvinder med det Formaal at forberede Valgkampen Aaret efter i konservativ Retning, og som tog Jarl Beaconsfields Yndlingsblomst, Primulen, til Navn og Mærke. Han aabnede sin Tale med en Tak til Foreningen for den Virksomhed, den havde udfoldet, og en Lykønskning til den Stilling, den alt havde vundet, idet han ikke tvivlede om, at den var bestemt til at øve stor Indflydelse paa den politiske Udvikling i Fremtiden. Derefter fulgte et Afsnit, som har særlig Interesse for vore Læsere.
„De maa ikke tro, som visse Folk gjøre, at denne Forening ingen væsentlig Betydning har, men kun er Opførelsen af et Skuespil. Den indeslutter i sig et meget vigtigt Princip og repræsenterer en Ændring i vort politiske Maskineri, som svarer til den Ændring, der er foretagen i vort Parlaments politiske Ordning. De gamle konservative Foreninger have gjort og gjøre endnu en umaadelig Tjeneste, men i visse Retninger passede de bedre til vort gamle Arbejde og til Parlamentets tidligere Ordning end til den nuværende. Primrose-Leaguen er friere og mere spændstig; den bringer de enkelte Samfundsklasser nærmere sammen, og efter mit Skjøn er det dens største Fortjeneste at have bragt Kvindernes Indflydelse til at gjøre sig gjældende i Politiken som ingen Sinde før. I saa Henseende repræsenterer Leaguen paa en Gang Ændringer, som alt have fundet Sted i vor Statsordning, og Ændringer, som rimeligvis ville indtræde i Fremtiden. Der er jo, som vi alle vide, nylig foretaget en stor Udvidelse af Stemmeretten, og en langt større Brøk af vort Lands Indbyggere tage nu Del i at vælge Medlemmer til Parlamentet og i at forme den Politik, hvormed Landet styres. Primrose-Leaguen har ved sin friere Ordning afpasset sig efter disse Forhold. Jeg taler nu kun i mit eget Navn, og De maa ikke tro, at jeg taler paa nogen andens Vegne” (d. v. s. som Regeringens Leder),, „Men idet jeg taler alene for mig selv, udtaler jeg for Alvor det Haab, at den Dag ikke vil være fjærn, da Kvinder ogsaa ville have deres Del i at stemme for Medlemmer i vor politiske Verden og i at bestemme Landets Styrelse. Jeg kan ikke indse, af hvilken Grund de skulle udelukkes. De ere utvivlsomt fuldt saa vel skikkede dertil ved Kundskab, Dannelse og Karakter som mange, der nu have Valgret, og deres Indflydelse vil rimeligvis gjøre sig gjældende i en Retning af overordentlig Vigtighed i en saa materialistisk Tid som vor, nemlig til Støtte for Religion og Sædelighed”.
(Fortsættes).
