« Tilbage til søgeresultaterne

Dansk Kvindesamfunds Virksomhed.

« Se emneord

Et offentligt Møde afholdtes den 7de December for at forhandle om Lærerindernes Lønning ved Staden Kjøbenhavns offentlige Skoler.


Cand. H. Trier indledede Forhandlingerne. De kjøbenhavnske Lærerinder havde gjort Skridt for at opnaa Forhøjelse i deres Lønning. Ved her at forhandle Sagen tænkte man sig ikke at paavirke den praktiske Afgjørelse, men maaske at faa en nøjere Formulering af, hvad der gjennemgaaende ønskedes af Lærerinderne.


Begyndelseslønnen var den samme for Lærerinder som for Lærere; men de sidste steg hurtigere end de første og havde sluttelig 900 Kr. højere Gage for det samme Arbejde. Der var rigtignok dem, der mente, at Manden trængte saa absolut til flere Penge, at endog hans højere Løn i Virkeligheden betød lavere Løn, medens Lærerindernes lavere Løn maatte betragtes som højere Løn - i Forhold.


Taleren stillede sig nærmest paa Lærerindernes Side. Kunde en Lærerinde leve billigere end en Lærer? Næppe. Ventelig vilde hun ogsaa i fuldt Maal føle den samme Trang, som kunde gribe ham, til at hjælpe de Børn, man i Skolen fik med at gjøre. Under sin Uddannelse havde han mere Støtte end hun (Statsseminarierne), Mandens og Kvindens Arbejde var vistnok forskjelligt (Taleren betegnede nærmere Beskaffenheden af hvers); men det ene kunde dog sikkert ikke stilles under det andet. Sagen var, man satte egentlig ved den højere Løn en Præmie paa, at Læreren skulde gifte sig (den ugifte Lærer, mente man vel, skulde samle ind til Fremtiden!); derimod saa man snarere skjævt til, at Lærerinder gjorde det samme. Alt i alt var det ikke at undres paa, om Lærerinderne anstillede en Sammenligning og mente, at deres Arbejde fortjente at lønnes bedre. Nogle ønskede Lønningsforhøjelse under den Form, at Arbejdstiden blev forkortet, uden at der afdroges noget i Lønnen. Taleren foreslog, at man skulde stille følgende under Forhandling: Hvormed belægge Lærerinderne deres Krav paa en Lønningsforhøjelse? hvorledes stiller Sagen sig for udenforstaaende? og hvorledes opfatte Lærerinderne selv Tanken om en Formindskelse af Arbejdstiden?


I Forhandlingerne deltog en Del Lærerinder. Frk Henriette Petersen troede, at en kortere Arbejdstid vilde blive til Gavn baade for Skolen og Lærerinderne, som derved vilde vinde Tid og Ro til at dygtiggjøre sig. Fru Svendsen optraadte bestemt imod dette, da hun mente, det vilde skade Kvinderne, om de selv erklærede sig for mindre udholdende til Arbejdet. Frk. Fenger meddelte, at Lærerinderne var delte om disse to Opfattelser i to Partier, hvoraf hvert havde indsendt et Andragende til Skoledirektionen. Kontorchef Rubin udtalte sig om de forskjellige Forhold, der bestemme Arbejdslønnen, og som efter hans Mening bevirke, at Lærerinderne næppe kunne vente højere Løn, end de nu faa. (Hans Udtalelse herom vil findes nærmere udført paa et andet Sted her i Bladet). Frk. Anne Bruun troede slet ikke, Tidspunktet var det rette til at fordre Lønningsforhøjelse, men var gaaet med dertil, fordi man fra den anden Side var kommet frem med Fordringen om Nedsættelse af Arbejdstiden. Fru Thræn mente, at de to Ting burde holdes ude fra hinanden. Man kunde godt paa en Gang ønske samme Arbejde lønnet lige højt, og dog erkjende, at man trængte til kortere Arbejdstid.


Professor Carl Lange udtalte sig om Lærerindernes Helbredstilstand, som gjennemgaaende ikke var god. Han ønskede derfor, at 5 Timers daglig Arbejdstid maatte blive det normale, medens han fandt det billigt, at de kraftigere Individer skulde kunne faa den forlænget. Lige over for Hr. Rubin ytrede han, at, da man ved Fastsættelse af Lønningerne dog ikke var gaaet ned til det mindst mulige, men havde taget Billighedshensyn, kunde Grænsen jo endnu flyttes, og det var derfor, mente han, ikke haabløst for Lærerinderne at søge om en Forhøjelse. Skoleinspektør Joakim Larsen, der ledede Forhandlingerne, meddelte, at man paa Frederiksberg havde ordnet det saaledes, at Lærerinderne kunde vælge mellem en kortere eller længere Arbejdstid uden at miste noget med Hensyn til Oprykning og Pension.


Cand. Trier udtalte sluttelig som sit Indtryk af Forhandlingerne, at Sagen endnu ikke var modnet saa vidt, at Lærerinderne selv havde nogen klar Forestilling om, hvad der burde tilstræbes, og han anbefalede, at man skulde samle Erfaringer for at naa en saadan Opfattelse.


Man kom under Forhandlingerne, i hvilke ogsaa Frk. Grundtvig, Hr. Høgsbro og Folketingsmand Hansen, Ølstykke, deltog, ind paa Spørgsmaalet om den gifte Lærerindes Stilling og i det hele den gifte Kvindes Arbejdsevne, men Tiden vilde ikke tillade, at denne Side af Spørgsmaalet blev taget nogenlunde fyldig op.


Adressen om Kvinders Deltagelse i kommunal Virksomhed med over 20,000 Underskrifter blev den 13de December af en Deputation af Dansk Kvindesamfunds Styrelse overbragt til Indenrigsministeren og Tingenes Formænd og den 14de indbragt af Formændene i de to Ting:


Af Underskriverne var - i Følge en paa Dansk Kvindesamfunds Kontor foretagen Optælling - omtrent 14,000 gifte og 6000 ugifte. Af de gifte var 3115 betegnede som Gaardmandskoner, 3190 Husmandskoner, 2073 Haandværkerkoner, 63 Præstekoner. Af de ugifte drev 1839 selvstændigt Erhverv.


En Optælling, der dog ikke har været ganske udtømmende, viser følgende Fordeling af Underskriverne imellem Amter og Kjøbstæder.


Se pdf. for skema over fordelingen af underskriverne på Amter og Købstæder.


« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder