Kvindesagens Begrænsning.
Finsk Kvindeforenings Formand, Fru Elisabeth Löfgren, skriver til os bl. a. følgende: Det, som nu giver mig Pennen i Haanden, er Beretningen (i Novemberhæftet af Kv. o. S.) om Forhandlingerne i Kvindesamfundet om Spørgsmaalet: Kvindesagens Maal og Grænser. Det er Vand paa min Mølle! det kan i disse Tider, hvor saa meget antyder en Tilbøjelighed til at udviske Kvindesagens Omrids og uden Begrænsning lade den omfatte alt nyt, ikke noksom betones, at det er „Ligheds- og Retfærdstanken”, vi skulle holde fast ved. Det er den gamle, klare Stuart Millske Grundidé. Holde vi ej denne fast, ville vi snart komme til at gaa med Lygten i Haanden for blandt alle mulige gode Mennesker, som f. Ex. Vennerne af Fredssagen, Afholdssagen, Socialismen osv. at oplede de virkelige Kvindesagsvenner. Vi ville snart ikke kunne se Skoven for Træer. Det glæder mig derfor ubeskrivelig, at De arbejder paa at slutte Kræfterne sammen om den egentlige Kvindesag. Tak for dette! - For øvrigt er det mig en Gaade, hvorledes tænkende Mennesker, der virkelig stræbe mod et bestemt Maal, kunne lade være at indse Nødvendigheden heraf, kunne lade være at se, at jo simplere et Maskineri er, des bedre arbejder det, jo mere indviklet, des vanskeligere lader det sig lede. Dersom man nu gaar hen og gjør det i sig selv saa rene og klare Kvindespørgsmaal mere indviklet, vanskeliggjør man kun Arbejdet og forhaler Fremskridtet. Man vil det bedste og gaar derved maaske glip af det gode. Ser man da ikke, hvor lidt den kan virke i og for alle disse mange og gode Sager, den, der ikke har nogen Indflydelse paa Samfundets Anliggender uden ad Omveje. Først naar Kvinden bliver retslig ligestillet med Manden, kan hendes Medvirken for Alvor faa Betydning. Før dette sker, er det kun en Talemaade, at, hvad hun gjør eller lader, har nogen indgribende Betydning.
Med Hensyn til Sædeligheds- og Kvindesagens indbyrdes Forhold da er det ogsaa min Mening, at de ere saa nøje sammenknyttede , at det næppe vil lykkes at skille dem ad.
Jeg haaber bestemt, at Kvindeforeningerne i Norden vedvarende ville holde fast ved at begrænse og sammenslutte deres Kræfter og støtte hverandre heri ved Exemplets Magt. Splittende Elementer savnes naturligvis intet Sted; men vi maa ej lade os skræmme af de Røster, der raabe paa ensidig Snæverhed, aristokratiske Tendenser o. s. v.
