Ernst Ahlgren.

(Viktoria Benediktson). Født 6te Marts 1850, død 22de Juli 1888.

For in the veindrawn ashencoloured palm

Deaths hollow hand holds water of sweet draught

To dip and slake dried mouths at, as a deer,

Specked red from thorns, laps deep and loses pain.*)

Swinburne.

Mellem Folkenes Æventyrskatte er der et dybsindigt Sagn, som i en efter Folkekarakteren vexlende Skikkelse giver et poetisk Udtryk for den Erfaring om Livets Uberegnelighed, som man alle Vegne har gjort. Det er Sagnet om de gode og onde Skæbnegudinder, som mødes ved et Barns Vugge, hvor den ene lægger sine ypperste Gaver, og den anden knytter sin Forbandelse til enhver af dem.

Ernst Ahlgren var i sjælden Grad Gjenstand for denne Skæbnegudindernes ulykkebringende Kappestrid.

Hun var født med en Digtersjæls dybe Krav paa Udvikling, Samkvem med beslægtede Naturer, Sympathi, rige vexlende Indtryk, Bevægelse, kort sagt Liv i store Former.

Og hun blev nødt til at tilbringe næsten hele sit Liv i „Smaalighedens Ravnekrog”, indeklemt i trange Hverdagsforhold i en svensk Provinsby. Hun opnaaede kun en ufuldstændig og under store Vanskeligheder tilkæmpet kunstnerisk Uddannelse. Hun var gjennemglødet af Kjærlighed til Friheden, og hele sit Liv igjennem stødte hun Panden mod Fordomme og Tvang; hun elskede Sandheden og blev fra Barndommen af tvungen ind i Forstillelse. Hun var en aaben, rig Natur, som Opdragelsen tvang til at blive stiv og stille; hun var en hel Natur, og i hvert eneste af hendes Livsforhold var der Halvhed og Splittethed.

Hendes Ideal af Lykke var Kjærlighed i Ægteskabet, - og Ægteskabet blev for hende én Ting, Kjærligheden en anden Ting, - den legemlige Moderlighed ét, Hjærtets Moderfølelse noget andet.

Hun var en Friluftsnatur med stærk Trang til Bevægelse, et energisk Handlingens Menneske, og Aar igjennem var hun bunden til Sygelejet, for Livet til et Par Krykker. Hun havde en voldsom Arbejdstrang, og Arbejdskraften svigtede hende; hun vilde danne fuldendte Skikkelser, men hun naaede aldrig det Maal, hun selv havde sat sig, og hendes kjæreste Digtertanker blev Brudstykker.

Hun havde Kunstnernaturens Trang til umiddelbar overstrømmende Livsnydelse, til at sprede Hygge og Glæde omkring sig, og hun pintes af smaa Næringssorger, af Frygt for ikke at kunne betrygge sig sit Livsophold. Hun var skabt til at beherske Omstændighederne, og de tog Magten over hende.

Hun elskede Livet med en dyb og sund Kjærlighed, og hun endte det i ulægelig Livstræthed. Hun gruede for Dødens Kval og gav sig selv en kvalfuld Død.

Forklaringen af dette Endeligt ligger i Striden mellem alle disse uforsonlige Modsætninger.

En Læge havde en Gang Kraft nok til Time efter Time at optegne Gangen i den Udvikling, der førte til hans Død for egen Haand.

Ernst Ahlgren søgte at gjøre noget lignende. Men Kraften svigtede hende, og af den paabegyndte Skildring findes kun nogle Linier. I dem udtaler en Mand, at hele hans foregaaende Liv kun synes ham en Forberedelse til den Død for egen Haand, som nu skulde komme. Det er denne samme dybe Følelse af noget skæbnebestemt, der præger alle Ernst Ahlgrens Meddelelser om sin Sjælstilstand i de sidste Aar. Det er en fix Idé, som i lang Tid snærer sin sorte Lænke om Kunstnerglædens gyldne Traad og om Livsglædens røde, indtil den helt fordunkler dem begge.

Men denne Sjælstilstand beroede ikke alene paa et dybt Tungsind, der laa i Karakteren. Den beroede fremfor alt paa selve Livets Gang.

Ernst Ahlgren frygtede for, at hendes Liv efter dets Afslutning skulde hjemfalde til den „mythedannende” Fantasi, som gjærne beskæftiger sig med tragiske Skæbner. Hun nærede det almenmenneskelige Ønske ikke at miskjendes af Samtiden - eller Fremtiden, i Fald man føler, at man tilbører denne. Men Ernst Ahlgren havde desuden den frembringende Aands Følelse af at tilhøre det store Hele. Sine Livserfaringer vilde hun, -s aa vidt hun formaaede, - helst omsætte i Digtningens Form. Men heller ikke den Del af sit Livs Historie, som ikke naaede denne højeste Form for Selvmeddelelse, ønskede hun at beholde for sig selv. Baade mundtlig og skriftlig meddelte hun med stor Aabenhed sine Livserfaringer til sine Venner, og hun mente, at de af hendes Lidelser, som var foraarsagede af gængse Fordomme, ikke burde gjemmes som betroede Ting, men bruges saaledes, at de bidrog til at undergrave disse samme Fordomme.

Andre af Ernst Ahlgrens Venner have givet værdifulde Bidrag til Skildringen af hendes Personlighed, og flere ere i Vente **). Naar nu jeg desuagtet ogsaa vil føje nogle Træk til Billedet, saa sker det blot paa Grund af hendes eget Ønske, at jeg en Gang skulde prøve paa at fortælle hendes Saga.

Men skjønt Viktoria Benediktsons private Liv, lige saa vel som Ernst Ahlgrens offentlige, taaler det fulde Dagslys - og vilde vinde derved -, saa er der dog meget, som af Hensyn til andre endnu ikke kan meddeles. Dog turde maaske mange mene, at der i det følgende er taget alt for ringe Hensyn til de levende, de maa da overveje, om ikke Hensyn til de levende stundom bør vige for Hensyn til de døde.

Af nys nævnte Grund er der ikke meget af det, jeg nu har at meddele, som ikke allerede er kjendt. Men af et rigt Stof faar den ene al Tid et noget andet Billede frem end den anden. Jeg vil her forsøge at give min Opfattelse af Ernst Ahlgrens Liv og Karakter, saaledes som jeg har lært dem at kjende ved egne Indtryk, ved Brevvexling og ved Meddelelser fra de to, som i Livet og i Døden stod hende nærmest, hendes yngste Steddatter, Fru M. af Geijerstam, og hendes Ven, Axel Lundegård.

Ernst Ahlgren sagde en Gang paa den for hende ejendommelige, ordknappe, langsomme og lavmælte Maade, som for bestandig indprægede saadanne Ord af hende i ens Erindring: „Livsleden er i og ved selve min Fødsel hemmelighedsfuldt blandet med min Natur. Jeg kom umotiveret til Verden, derfor kan Livet ikke faa Tag i mig. Den Traad, som binder mig til Tilværelsen, er skørere end den, som binder andre”.

Og saa fortalte hun om sin Fødsel omtrent paa samme Maade, som hun gjør det i det Brev til en dansk Veninde, som Axel Lundegård anfører (i Polstjernan). Hendes Forældre havde i benved tyve Aar levet i hver sin Ende af Huset og aldrig truffet sammen uden i Spisestuen, men da hendes ældste Søsters Forlovelse fejredes, blev der sluttet Fred. „En meget kort Fred; thi da jeg hurtigst muligt der efter kom til Verden, havde Ufreden atter indfundet sig”. Først stredes man om Barnets Navn, siden om dets Opdragelse.

Faderen, Thure Bruzelius, af den kjendte Præsteslægt, havde ikke faaet Lov at følge sit Ønske at blive Militær og blev i Stedet for Landmand uden at have Lyst dertil. Han havde noget af det Malm i sig, som siden kom forstærket igjen hos Datteren, et heftigt og tungt Sind med en utilfredsstillet Længsel paa Bunden. Moderen var et strængt religiøst og viljestærkt Principmenneske, efter hvem Datteren havde arvet Styrken i sin Karakter og en sjælden Evne til Selvbeherskelse.

Mellem disse Forældre, som var hinandens fuldstændige Modsætninger, skulde nu Barnet deles, sex Timer om Dagen var hun sin Moders Ejendom, og da Moderen havde nydt en for sin Tid usædvanlig god Opdragelse, underviste hun selv Datteren. Men, fortæller denne:

„I min Fritid stjal jeg mig al Tid til at være sammen med min Fader. Han havde to Egenskaber, som tiltrak mig uimodstaaelig, Sans for Friluftsliv og Evne til at fortælle. Han lærte mig at ride, at brydes, at skyde med Pistoler og andre mandlige Idrætter, han behandlede mig i det hele taget som en Dreng”. Over hans tungsindige Fortællinger græd Pigebarnet ustandselig; men saa snart hun blev bange for, at Moderen kunde se dem, lod hun sig glide ned fra hans Knæ, og naar Moderen spurgte, hvorfor hun havde grædt, svarede hun „for ingen Ting”.

„Oftest laa der imidlertid over det, han fortalte, en uimodstaaelig smittende Humor, og den humoristiske Bestanddel tiltrak mig al Tid mere end den tragiske. Min Moder var al Tid tragisk, strængt tragisk, uden Taarer. Som Barn hørte jeg hende undertiden sige, at hun havde grædt, da hun var ung. Jeg troede hende ikke, det forekom mig lige saa umuligt som Underne i Bibelhistorien, som jeg heller ikke troede paa. Mine Forældres indbyrdes Fjendskab gjorde min Stilling til dem begge skjæv; jeg vilde staa mig godt med dem begge - og jeg var tvungen til at lyve for dem begge. Denne Barndomserfaring har, siden jeg blev voxen, fremkaldt min Sandhedskærlighed. I det hele have de ejendommelige Forhold, under hvilke jeg voxede op, senere efterladt dybe Spor i mit Liv......

Jeg var nødt til at være som et gammelt Menneske, mens jeg var Barn; derfor er der blevet noget af Barnenaturen tilbage dybt inde i mig. Jeg kan være konventionel i min Maade at være paa, men jeg bliver det aldrig i mine Følelser og min Tankegang”.

Allerede langt tidligere har Ernst Ahlgren (i En Realist) skildret dette sin Barndoms Dobbeltliv, og i nogle Skizzer i den efter hendes Død udkomne Samling (Från Malmö, I mörkret, Tre) faar man ogsaa et Indblik i denne tillukkede Barnesjæls Lidenskaber og Lidelser. Til disse sidste hørte de uophørlige Hindringer, som rejste sig imod hendes Ønsker i Form af Paamindelser om, at hun var en Pige. Forskjellen i Opfattelsen af en Piges og en Drengs Rettigheder og Muligheder pinte Barnet, endnu medens hun løb om og legede, at hun var „Faers Dreng”; Modsætningen mellem Mandens og Kvindens Rets- og Pligtomraader blev ogsaa skæbnesvanger for hendes senere Liv. Hendes sidste Bekjendelse Ur mörkret ***) er det samlede Udtryk for al den Lidelse, hun har gjennemgaaet, blot fordi hun var Kvinde, det vil sige „en Paria, som aldrig kan hæve sig op over sin Kaste”.

Selve det Sted, hvor Ernst Ahlgren henlevede sin Barndom, en gammel Gaard i den grimme flade Ystadegn, var heller ikke af de Steder, hvor Naturindtryk virke befriende. Skjønhedssansen fandt ingen Næring i en Naturskjønhed af den Art, som lokker til Drømme og vækker lyriske Stemninger. Natursansen bliver hos Sletteboere i Reglen malerisk, ikke poetisk. De faa en klar og bestemt Iagttagelsesevne, en udviklet Sans for Form og Farve, netop ved selve Ensformigheden hos det, som Øjet møder. Og Ernst Ahlgrens Natursans blev af denne Art. I hendes Naturskildringer er der ikke noget af Lyrikeren, men adskilligt af Maleren. Naturskildringen er imidlertid ikke den stærkeste Side af hendes Digtning. Hendes rigeste Naturindtryk komme ikke, naar hun er i Ro, men naar hun er i Bevægelse; Sport var for hende den naturlige Betingelse for at træde i levende Forhold til Naturen. Men hendes Egenskab af Kvinde udestængte hende til en vis Grad altid fra et utvungent Friluftsliv, og længere hen blev Sygdommen den store Hindring for hendes Naturnydelse. Denne blev i og ved Sygdommen af en blødere, mere beskuende Art. Men da hun, efter at have været Døden nær, vendte tilbage til Livet, berøvede Lidelsen hende lidt efter lidt Følelsen af Naturens beroligende Indflydelse. Det er ikke den mindst ulykkelige Følge af Lidelsen, at den ikke alene fjærner fra Menneskene, men ogsaa hæmmer Forbindelsen med Naturen ved at gjøre én baade døv og blind. Ernst Ahlgren var sig denne Forandring bevidst og følte den som en Del af den store Tomhed, hun klagede over. Sansen for Menneskenes og for Dyrenes Liv var dog al Tid stærkere hos Ernst Ahlgren end alt andet. Hun kunde vende sig bort fra et hvilket som helst skjønt Naturbillede for opmærksomt at følge en eller anden ganske hverdagsagtig Foreteelse af menneskelig Art. Og dette Grundtræk kan spores hos hende allerede i Barndommen. De gladeste Timer, hun mindes, naar undtages Friluftslivet med Faderen, var, naar hun - imod de udtrykkelige Forbud - sneg sig ned i „Folkestuen” (skildret i hendes sidst udkomne „Berättelser och skizzer.”) Ved disse stjaalne Glæder udvikledes tidlig hos hende den Forstaaelse af Folkets Liv, som giver Ernst Ahlgrens Folkelivsbilleder den geniale, umiddelbare, hverken paa „Herskabets” Sprog eller i „Herskabets” Stemning omsatte Opfattelse af Folkets Karakter. Hun behøvede ikke at bortidealisere Raaheden for at kunne fremkalde ægte Medfølelse med det ægte menneskelige hos Folket; thi hendes kjærlige Blik havde opdaget det væsentlige, som andre overse for det uvæsentlige. - Hun mente selv, at uden denne Barndom og Ungdom paa Landet, hvor de faa Indtryk blive saa meget dybere, og uden disse Strejftog til Folkestuen vilde hendes Digtning have savnet et af dens mest betegnende Træk. Og ikke blot hendes Digtning, men hele hendes Karakter, nemlig dens ægte folkelige Retning. Hun kunde vinde Smaafolks hjærtelige Fortrolighed, hun betragtede ikke deres Forhold oven fra. hun følte sig tværtimod mere aandelig i Slægt med Daglejeren end med sin egen Samfundsklasse. Dennes - især for Kvindernes Vedkommende - ørkesløse Tilværelse var hende en bitter Pine. Arbejde og Forsagelse, indtil man ved Arbejdet havde skaffet sig Midler til Nydelse, det var hendes Livsvisdom. Hun frygtede Nydelseslysten i Forening med økonomisk Uselvstændighed. „Dette bliver den unge Slægts Ulykke”, sagde hun ofte: „Ad den Vej ville de blive fristede til at svigte deres Overbevisning. Og derfor vil jeg forfølge denne Svaghed lige ned i et Rottehul - i Fald jeg lever”.

Hun skriver i et Brev 1887:

Jeg føler, af jeg er Underklasse, selv naar jeg mindst ser ud til det, jeg er raa af Natur, af Tilbøjelighed, af Opposition imod al fra Fædrene og Mødrene arvet Embedsmandshovmod, derfor -naar jeg kommer sammen med Mennesker, som kun elske Skjønhed og Harmoni, - saa er der noget indeni mig, som rejser sig. I Sjæl og Hjærte er jeg Demokrat.

Hvis jeg uden Lempelse vilde følge mine egne Tilbøjeligheder, saa vilde jeg være meget spartansk af mig; mine Værelser vilde komme til at se ud som klosterlige Studerekamre. Men nu er det ikke saaledes. Jeg har Evne til at arrangere, og jeg søger at gjøre alt saa kjønt, saa blødt og saa indbydende, jeg kan. Hvorfor? Jeg har Farvesans og alt saadan noget. Jeg afskyr Luxus, og dog var jeg i Stand til at omgive mig med den, - hvis jeg havde Raad. Det er en lille Inkonsekvens, som jeg selv ler ad. - Jeg hader at høre Silken rasle paa mit eget Legeme, - og dog gaar jeg med den. Jeg har saadan en Trang til at gjøre det behageligt for dem, jeg holder af.”

Hun vilde ikke have været en Kunstnernatur og heller ikke Kvinde, dersom hun havde savnet nævnte Inkonsekvens.

Det var ikke - hvad vel næppe behøver at siges - Raaheden, som drog Ernst Ahlgren til Folket og stillede deres Livsforhold i et saa smukt Lys for hende. Det var Sundheden og Simpelheden, det var fremfor alt Arbejdslivets Herlighed, som greb hende. Thi hun elskede Arbejdet, ikke blot fordi det gav Livets Brød, nej, som selve Livets Brød. Arbejdet var for hende den store alvorlige Opdrager til en ægte Livsglæde. Hun har forherliget Arbejdet overalt, men ingen Steder som i Fru Marianne ****), en Bog, som hun har skrevet mindre til Ære for Kjærligheden, end til Ære for Kjærligheden til Arbejdet. Hun lader ganske vist Kjærligheden til Børje drive Marianne ind i Arbejdet, men det bliver selve dette, som ubevidst, men sikkert, øver sin gjenfødende Indflydelse. Denne Bogens Understrøm have kun de færreste lagt tilstrækkelig Mærke til.

Samarbejde i Kjærlighed, det var Ernst Ahlgrens Opfattelse af Lykken i Ægteskabet. Og i denne Henseende var hun forud for Flertallet i sit Krav paa Omdannelse af Forholdene. Hun haabede, at meget af den gamle Romantik i Forholdet mellem Kjønnene skulde vige Pladsen for et virkeligt Fællesskab i Stræben. Arbejdet skulde blive denne Omdanner af Ægteskabet.

„Jeg ønsker Dem”, skrev hun til en ung Forfatterinde før hendes Giftermaal, „en sund, stærk, indre Lykke, der kan taale baade det stygge og det prosaiske, og som dog trives, saa snart Solen skinner.”

Ernst Ahlgrens Tro paa Arbejdets Magt grænsede næsten til Overtro. „Du bliver sikkert lykkelig; thi Du elsker Arbejdet;” „Du kan ikke være helt ulykkelig; thi Du har Kræfter til at arbejde”, -saadanne Ord ytrede hun ofte. Og dersom hun selv havde bevaret Arbejdskraften, havde hun ogsaa bevaret tilstrækkelig Livslyst til at kunne leve.

Dette nu antydede Grundtræk i Ernst Ahlgrens Karakter - hvis Udvikling længere frem i Tiden jeg i det ovenfor sagte har søgt at følge - ytrede sig paa en usædvanlig bestemt Maade allerede ved hendes Udtrædelse af Barneaarene. Hun vilde have et eget Arbejde, et Livsmaal. For tyve Aar siden var et saadant Ønske endnu meget usædvanligt hos unge Piger i velhavende Hjem. Foruden det medfødte Kunstneranlæg og den energiske Arbejdstrang var der ogsaa andre Forhold, som bidrog til saa tidlig at drage Ernst Ahlgrens Hu udad. Hun drømte ikke som andre unge Piger i deres „teens” *****) om Hjemmets og Kjærlighedens Lykke. Et Hjems Glæde og Ro havde hun aldrig kjendt; selve Forældrekjærligheden var jo for hende bleven skæmmet af Spliden og af Dobbeltheden. Kjærligheden troede hun ikke vilde falde i hendes Lod. Hun var opdraget i den Tro, at hun var frastødende grim; hendes lange, tynde Skikkelse i de smagløse Dragter - i Barndommen halvt Drenge-, halvt Pigeklæder - var hende en bestandig Pine, som forøgede hendes store Skyhed og Indesluttethed, Egenskaber, som fulgte hende gjennem hele Livet. Hun skrev (under et længere Besøg i Stockholm 1885) som Indledning til et begyndende Venskab:

„Jeg lider under en virkelig Ulykke: jeg kan ikke tale. Ja, De ler; men det er sandelig ikke Spøg for mig; dette, at jeg aldrig kan udtrykke mig mundtlig. De kan ikke tro, hvor en saadan Naturfejl kan gjøre et Menneske ensomt; men dersom det var en Naturfejl, saa var det maaské mere udholdeligt, thi da vilde det rimeligvis stemme overens med min Karakter. Nu er det derimod saaledes, at denne pinlige Skyhed, som bringer mig til at se saa modfalden ud, kun er en Podekvist, som er groet fast i mit Væsen i en særdeles ulykkelig Barndom. Og denne indpodede Gren strider imod min aabne og uforfærdede Karakter. Men”, slutter hun, „hvem ved, om ikke min Tunges Mangel gjør mig til Forfatter?”

Denne aldrig overvundne Skyhed var i de første Ungdomsaar saa stor, at Selskabslivet var hende en Pine, og skjønt hun kunde længes lidenskabelig efter at være glad, fri og vel til Mode som andre unge Piger, faldt det hende ikke ind, at hun nogen Sinde kunde komme til at føle sig fri og lykkelig ved noget andet end det, som Dag og Nat sysselsatte hendes Tanker: Kunstnerbanen. Sine unge barnlige Drømme har hun selv skildret i Pengar ******), hvor Selmas brudte Forhaabninger ere skildrede efter hendes egne Erfaringer. Thi da Ernst Ahlgren kom til sine Forældre med Bøn om at faa Lov at uddanne sine Anlæg til Tegning ved Malerakademiet eller i det mindste Sløjdskolen i Stockholm, da stødte hun igjen paa den Hindring, som hun kjendte saa godt fra Barndommen af, den Hindring, som havde rejst sig imellem hende og saa mange Kilder til uskyldig Glæde: hun var en Pige. Og hun var ovenikjøbet en ung Pige af god Familie, i en god økonomisk Stilling. I saadanne Familier bruge Døtrene ikke at blive „Artister”. De bruge at gjøre Hjemmet hyggeligt for deres Forældre, til de selv danne et nyt Hjem. Dette var det passende, derfor ogsaa det rette for en ung Pige, derfor ogsaa det naturlige og lykkelige for hende.

Men denne unge Kvinde havde ingen Betingelser for at „opfylde en Datters Pligter”. Hun svarede sine Forældre, at, da de nægtede hende Penge til sin Uddannelse, vilde hun selv fortjene Midlerne til sine Studier. Thi hun haabede endnu, at Modstanden væsentlig beroede paa Pengespørgsmaalet og saa paa Tvivl om hendes Viljes Alvor. Hun skaffede sig en Plads som Guvernante i en Familie, hun kjendte, og begyndte med frisk Mod at arbejde for sin Kunstnerfremtid.

I disse tre Aar - fra sytten til tyve - begyndte hendes Ungdom.

Hun gjorde nu en og anden Erfaring, som rokkede ved hendes Opfattelse af sig selv. Saaledes fortalte hun f. Ex., hvorledes hendes Lede ved sig selv fik den første Lindring, da hun engang paa et Besøg i Malmø hørte et Par forbigaaende unge Mænd hviske: „Sikken en smuk Pige.” Hun følte sig svimmel, som om Gaden gyngede og Husene dansede omkring hende. Var maaske hele hendes pinlige Følelse af at savne al kvindelig Ynde en Følge af ét blandt de mange Misgreb i hendes Opdragelse? Var hun virkelig ikke forskjellig fra andre Kvinder? Skulde ogsaa hun kunne indgyde Kjærlighed, kunne skjænke Lykke?

Fra det Øjeblik af var hun ligesom henflyttet til et varmere Jordstrøg.

Hun begyndte at blive noget mindre sky, vovede paa sin bly Maade at vise sin ungdommelige Trang til Glæde og Venlighed. I denne Tid gjennemlevede hun en erotisk Erfaring, som endte i Misforstaaelse, og uden at nogen af Parterne kom til Klarhed over den andens - maaske heller ikke over sin egen - Følelse. Han rejste til Amerika; hun troede - som alle unge Piger paa 17-18 Aar ved deres første Skridt ind i Forgaardene til Eros Allerhelligste - at hun for bestandig havde afsluttet sin Kjærligheds Historie. Og saa meget fastere satte hun nu atter sin Hu til Kunstnerbanen.

Men da hun paa ny kom til Forældrene og viste dem, at hun virkelig selv havde fortjent Midler til det første Aars Ophold i Stockholm, samt udtalte sit Haab om, at de derved vilde blive overtydede om hendes Beslutnings Alvor, mødte der hende ganske samme Svar som første Gang.

Skulde hun da aldrig faa et Maal for den Arbejdstrang, den Handlekraft, der fyldte hende? Jo, hun vilde til en hvilken som helst Pris skaffe sig et Livsmaal, hun vilde naa Friheden.

Og begge Dele troede hun at opnaa, da en udholdende Frier bød hende sin Kjærlighed og sit Hjem.

Han var ganske vist 27 Aar ældre end hun og Enkemand med fem Børn. Men den unge Brud fandt i alt dette kun forøget Udsigt til at kunne blive ham en Hjælp. Brudgommen var desuden anset for at være en brav og dygtig Mand med en god økonomisk Stilling, og Aldersforskjellen var Familiens eneste Indvending mod Giftermaalet.

Hvad der fremfor alt optog Brudens Tanker i den korte Forlovelsestid, var, at hun nu skulde blive fri for alt det Tryk, hendes eget Hjem havde øvet, at hun nu skulde faa en rig Virksomhed og et godt Hjem, og hun var fuld af de alvorligste Forsætter om at være god og nyttig. At Ægteskabet vilde medføre en anden Art Tvang, tænkte hun ikke paa, saa meget mindre som hun ikke havde nogen Forestilling om Ægteskabet. Hun var opdraget i den sædvanlige for „Uskyldighed” ansete Uvidenhed om Livets store, naturlige Vilkaar. Og da hun ingen virkelig Oplysning havde faaet om dette, som ikke havde kunnet undgaa at blive Gjenstand for hendes Eftertanke, saa havde hun dannet sig en fantastisk Forklaring, som kun lidet svarede til Virkeligheden.

I Efteraaret 1871 ægtede Viktoria Bruzelius daværende Bankdirektør og Postmester Ch. Benediktson i Hørby. Hendes Sjælstilstand, efter at hun havde erfaret, hvad Ægteskabet var uden den fuldt personlige Hengivenhed, betegnes ved den Kjendsgjerning, at hendes første Selvmordsforsøg indtraf i de første Aar af hendes Ægteskab, og ved den Udtalelse af hende, at, da hun begravede det ene af de to Børn, hun havde født i sit Ægteskab, følte hun ingen Sorg - kun Lettelse.

Ernst Ahlgren kunde aldrig berøre et Æmne, der grænsede op til Omraadet for disse personlige Erfaringer, uden at Stemmen fyldtes af en saa stærk Lidenskab, at den næsten døde hen, hendes Blik formørkedes, og Læbernes Linier blev jærnhaarde.

Hele hendes Væsen syntes i saadanne Øjeblikke at være Had: Had mod det af Skik og Brug paabudte Snerperi, der havde kunnet muliggjøre en Skæbne som hendes, og dette Had fik sit stærkeste Udtryk i Pengar, en Bog, som hverken skildrer Forfatterindens Karakter eller hele Livshistorie, men som uden denne Historie ikke var bleven til. Slutningen af Pengar fandt hun senere hen ukunstnerisk og agtede - i Tilfælde af et nyt Oplag - at omarbejde den. Men selve den Harme, der omsider bryder frem af Selmas stivnede Natur, - den var det samlede Udtryk for Forfatterindens dybeste Lidelse, var en saa stærk Livsvirkelighed, som nogen Sinde har levet og aandet i et Digterværk.

For en „Engiftenatur” - og det kalder Ernst Ahlgren sig - er det imidlertid umuligt at blive klar over, at man har hengivet en Del af sin Personlighed, uden at søge at bringe Virkeligheden i Harmoni med Anelsen om, hvad et Ægteskab burde være. En saadan Stræben er ofte Grunden til „Troskaben” i mangen en ulykkelig Forlovelse, der ender med Ægteskab, i mangt et Ægteskab, som ikke ender med Skilsmisse. Som oftest er det Kvinden, der længst fastholder Muligheden af at omdanne et Forhold, som hun ser, hun har indladt sig paa uden at faa eller at give en hel Kjærlighed.

Ogsaa Ernst Ahlgren søgte at faa et rigere Samliv i Stand. For at tilvejebringe i alt Fald en vis Art fælles Interesse, tog hun sin Tilflugt til sit Middel mod alle Onder, Arbejdet. Hun blev sin Mands Medhjælper i hans Stilling som Direktør for Skaanes Privatbankfilial i Hørby, og herved vandt hun en mere flersidig Menneskekundskab og en Indsigt i praktiske Forhold, som senere kom hendes Digtning til Gode.

Men ellers blev alt som før. Uforenelige Modsætninger kunne ikke sammensmeltes af en god Vilje. Havde der været et eneste Tilknytningspunkt for Forstaaelse dg Sympathi, vilde dog maaske den ene Parts energiske Anstrængelser lidt efter lidt have kunnet forvandle Forholdet.

Nu forøgedes Afstanden Aar for Aar. Ernst Ahlgren fyldte Tomheden med Arbejde, Studier, Adspredelser - alt var bedre end at have Tid til at sidde og gruble over den mere og mere nagende Bevidsthed om sin Fornedrelse, den bestandig voxende Oprørsfølelse.

Stedbørnene var dog den bedste Hjælp. Hun var deres Ven, Kammerat og Opdrager, hun søgte at gjøre Hjemmet glad og hyggeligt for dem og deres Venner, hun var endnu selv saa ung, at hun ogsaa for sit eget Vedkommende med Liv og Lyst kunde tage Del i de simple Fornøjelser, hun hjalp dem at bringe i Stand. Hun malede og tegnede stadig, skjønt det begyndte at blive klart for hende, at det ikke var i denne Retning hendes egentlige Anlæg pegede. Hun mente dog senere, at hun havde haft Gavn af Malningen for sin Forfattervirksomhed, idet hendes Iagttagelsesevne var bleven uddannet.

Den store Landsby Hørby, med flere Herregaarde i Nærheden, gav Lejlighed til en hel Del selskabelig Omgang. Hvor den statelige Fru Benediktson viste sig, indgød hun Respekt og Forundring. Hun var ikke blot i ydre Henseende „et Hovede højere end alt Folket”, ogsaa i indre Henseende maatte Mennesker se op til hende, en Situation, der som bekjendt indgyder nogle Naturer Hengivenhed, men atter andre Uvilje.

Den, som ved et overfladisk Møde i Selskabslivet havde anset Viktoria Benediktson for stiv, stolt og kold, blev imidlertid gjennemvarmet af hendes hjærtensgode Væsen, dersom de bragtes i Berøring med hende ved en Sorg eller Glæde, som hun kunde dele.

Interessen for Sladder delte hun derimod aldrig, og hun plejede i Selskaber at redde sig ud af Fruernes Kreds, som var optaget af disse Interesser, og ind til Ungdommen. Hun satte sig da ved Fortepianoet og spillede ufortrødent Dansemusik til de unges Glæde og Taknemmelighed. Glad sad hun da selv i Ungdomsskaren, der flokkedes om hende og kappedes om at vise hende sin Beundring og Hengivenhed. Hendes Magt over Ungdommen var ubegrænset. Hendes Stedbørn tilbad hende og var stolte af hende. Hun var et, i Kraft af selve sin indesluttede Hemmelighedsfuldhed, fortryllende Væsen, som kunde styre med et Ord, tæmme med et Blik og vække Lyksalighed ved et af sine sjældne rosende Ord eller sine endnu sjældnere Kjærtegn. Hendes Mishag var knusende, hendes Godhed rørte altid paa en inderligere Maade end andres.

Det var ikke blot Børn og unge, som følte dette stille, dybe Væsens uimodstaaelige Tiltrækningskraft. Den aldrende Mands unge Hustru blev ofte Gjenstand for andre Mænds Hyldest, en Hyldest, som i det mindste én Gang stod paa Grænsen af en alvorligere Følelse. Dette Venskab bragte en Rigdom af Sympathi, af udviklende Tankeudvexling, af Varme ind i Ernst Ahlgrens Liv. Den Maade, hvorpaa Manden behandlede denne Sag, - en Antydning deraf findes i Ur mørkret -udvidede, som ved et Jordskjælv, Kløften mellem Mand og Hustru.

Ogsaa en anden Ting havde begyndt at bringe stærk Bevægelse i Samlivet. Digtertrangen var brudt frem hos Hustruen. Og nu mødte, i endnu stærkere Skikkelse, Hindringen fra Barndommen og Ungdommen.

Var hun ikke Hustru og Moder? Burde en Kvinde forsømme sine nærmeste Pligter for en ukvindelig Ærgjærrigheds Skyld? Skriveri var i al Almindelighed upassende for en Kvinde, og det var uværdigt for den Kvinde, som havde en Hustrus Kald. Hun burde ikke søge en „Blaastrømpes” Udmærkelser. Hun vilde maaske oven i Kjøbet blive en uheldig Forfatterinde, der kun gjorde sin Mand latterlig og Hjemmet uhyggeligt, uden dog at opnaa en eneste litterær Sejr.

Og saa kæmpede Ernst Ahlgren for anden Gang sin Frihedskamp, en haardere Kamp end den første, men sejrrig til sidst. Kunstnerpersonligheden havde nu fundet sit rette Udtryksmiddel og dermed ogsaa ny Kræfter til Selvhævdelse.

Her begynder Ernst Ahlgrens egentlige Livshistorie, og det er den, jeg i næste Hæfte vil prøve at skildre.

(Fortsættes i næste Hæfte.)

*) Thi i sin hule Haand - askegraa. og furet af Aarer - gjemmer Døden Vand, som er sødt at drikke, at væde og læske tørre Munde med, og som det Dyr, der er revet til Blods af Torne, drikker i dybe Drag og undflyr Smerten.

**) Se Georg Nordensvans Meddelelser i 7de-8de Hæfte af Ny Svensk Tidskrift 1888, samt Gustaf af Geijerstams Artikel i Svea og Axel Lundegårds i Polstjernan for 1889.

***) overs. paa Dansk i Tilskueren 1888.

****) Overs. paa Dansk af Sofie Horten 1887.

*****) læs: Aarene fra 13 til 19 (thir-teen to nine-teen).

******) Overs. paa Dansk af Sofie Horten 1885.