« Tilbage til søgeresultaterne

Fællesraadighed eller Særeje.

Af: Svend Høgsbro

« Se emneord

Fru Nørlund har i forrige Hæfte (S. 13) fremsat 2 Indvendinger mod mit „Forslag” i Novemberhæftet (1888, S.275) eller vel rettere ikke mod Forslaget men mod den Lovordning, jeg i Forbigaaende har vedkjendt mig som den, der efter mit Skjøn vilde være den „ideale”, nemlig dels at den er i „Strid” med Forslaget, navnlig dets § l, dels at den i og for sig ikke er saa „ideal” eller ønskelig, som jeg tror. Maa jeg dertil svare følgende:


„Striden”, der jo skulde bestaa i, at jeg ved denne Bestemmelse i mit Forslag om Hustruens Formuemyndighed anbefaler „Særraaden”, medens jeg som mit Ideal opstiller Fællesraadighed - beror paa en Misforstaaelse.


Det var nu ikke i og for sig Bevis paa, at enten mit Forslags § l eller mit „Ideal” var forkert, selv om der virkelig var „Strid” imellem dem. Det kunde i og for sig godt forsvares at give en Regel, som passede under de nuværende Forhold - hvor jeg ganske vist foretrækker Særraaden for Mandens Eneraaden - saa længe vi ere nødte til helt eller delvis at beholde dem, selv om de ikke passede til den „ideale” Ordning. Men saadan forholder det sig dog ikke. Det at give Hustruen Myndighed i Formueforhold -d. v. s. anerkjende hendes Modenhed til paa egen Haand at træffe sine Beslutninger - er lige naturligt og rigtigt, enten man holder paa den nuværende Ordning, paa „Særraade” eller paa Fællesraadighed. Ogsaa under den sidstnævnte Ordning maa man kræve, at Hustruen selv skal kunne handle og ikke være nødt til at have en Værge til at handle paa hendes Vegne som det umyndige Barn, der ikke selv har Forstand paa, hvad der baader det selv bedst. Hermed er det ikke i „Strid”, at man finder, at Familiens d. v. s. hendes, Mandens og Børnenes Interesser varetages bedst ved, at hendes Beslutninger i de fælles Anliggender først faa fuld Retsgyldighed, naar hun kan faa Manden til at gaa ind paa dem - lige saa vel som omvendt. Den tilsyneladende „Strid” beror da kun paa den store Forskjel, der er mellem Myndighed læs: Evnen til at raade og saa Retten til at raade, hvilket vi Jurister kalde Kompetence; det danske Ord: Raadighed er jo desværre tvetydigt, det kan betyde begge Dele. Det er kun den første: Evnen, mit Forslag gaar ud paa at give hende. Hvorvidt og i hvilket Omfang hun skal have Ret dertil, afgjør det i og for sig intet om. Det overlader mit „Forslag” ganske til den Ægtepagt, som jeg ønsker, Ægtefællerne skulle tvinges til at indgaa. Naar Fru Nørlund med saa megen Styrke paaberaaber sig den Forklaring, jeg har givet af Reglen i § l: „at hun kan raade over, hvad der er hendes uden Mandens eller anden Værges Samtykke”, maa hun altsaa for det første erindre, at selv om denne Forklaring var forkert udtrykt af mig, betød det i og for sig ikke, at der var „Strid” mellem selve Reglen og den „ideale” Ordning. Men denne Forklaring er for øvrigt ikke forkert. Den Strid, der tilsyneladende kan findes mellem denne og den Forklaring, jeg oven for har givet, beror alene paa den anførte Forskjel mellem Myndighed og Kompetence. Jeg haaber, det er lykkedes mig at forklare, at der er Forskjel paa, om Manden skal give sit „Samtykke” paa Hustruens Vegne - d. v. s. at hun er umyndig - og saa om han skal give sit Samtykke til hendes Beslutninger som en med hende ligestillet og ligeberettiget Person. Det er kun det sidste, jeg anbefaler som den „ideale” Ordning. Hermed haaber jeg at have løst „Striden”.


Men et ganske andet Spørgsmaal bliver det jo saa, om min Opfattelse af, hvilken Lovordning der i og for sig vilde være den „ideale”, er rigtig eller ikke.


I saa Henseende skal jeg væsentlig indskrænke mig til at henvise til Astrid Stampes og mine Artikler derom i „Kvinden og Samfundet” 1885 Nr. l og 2 samt til den Forhandling derom, som synes at skulle komme i Gang mellem Dhr. E. Elberling og Fr. Bajer, og som jeg ikke ønsker at foregribe. Kun saa meget maa jeg dog sige over for Fru Nørlunds tilsyneladende saa vægtige Grunde imod Fællesraadighed:


Vi ere vel enige om, at den Ordning er den bedste, som bedst faar Ægtefællerne til at „gaa i Spænd” sammen og „trække Læsset” i Enighed. Fru Nørlund mener imidlertid, at dette saa langt fra opnaas eller endog blot fremmes ved en Ordning, der „tvinger” dem til at skulle blive enige, for at en Beslutning kan tages, at en saadan „Tvang” tværtimod vil oprøre selvstændige Personligheder og derved fjærne dem fra hinanden - bringe Ufred ind, hvor der vilde være Fred, hvis man blot lod dem faa Lov til at gaa hver sine Veje.


Jeg deler ikke denne hendes Frygt. Jeg tror ikke, det er uberettiget at gaa ud fra som det almindelige, at 2 Ægtefæller, som jo dog maa forudsættes at have stiftet deres Ægteskab for Fællesskabets Skyld, kunne komme ud af det med hinanden, og kunne blive enige, naar de tale alvorlig sammen om Tingene. Og derfor tror jeg, vi bør gjøre, hvad der kan gjøres, ogsaa ad Lovgivningens Vej - og det er alligevel ikke saa lidt - for at vænne dem til at drøfte deres fælles Anliggender i Fællesskab. Men det opnaar man ikke ved at give hver sit at raade over. Kun ved „Samraaden” skaber man „Samraad”. Det er efter min Mening den værste Ulykke ved den nuværende Ordning, at den ligefrem lægger alt til rette for Manden til at gaa paa egen Haand og ikke blot ikke raadspørge sin Kone men end ikke fortælle hende, hvad han foretager sig med deres fælles Anliggender. For fælles - det er nu i Følge Sagens Natur med Nødvendighed ethvert Anliggende, som berører det Grundlag, hvorpaa Hjemmet hviler - være sig med Hensyn til Pengene, Børnene, Tyendet eller endog Ægtefællerne selv - enten man saa lægger Raadigheden derover det ene eller det andet Sted. Og denne: Gaaen paa egen Haand afhjælpes ikke ved „Særraaden”, for saa vidt derved altsaa forstaas en af den anden Ægtefælle uafhængig Raaden, som Fru Nørlund anbefaler. Noget andet er nemlig den praktisk nødvendige „Særraaden”, som hviler paa Fuldmagter fra den ene Ægtefælle til den anden, og som er et særdeles vigtigt Led i den Fællesraadighed, jeg ønsker; thi selv om man handler paa egen Haand, naar det dog sker i Kraft af en Fuldmagt, som ens Ægtefælle har givet en, og derfor atter kan tage tilbage, saa er Baandet der, det Baand, som Fru Nørlund er imod, men som jeg netop holder paa, og hvorom jeg siger med Grundtvig: „Jo stærkere det binder, des friere det gjør”.


Men naturligvis fastholder jeg endnu som i 1885, at der skal være: Plads for Undtagelserne, og derfor - hvordan end Lovordningen bliver - at der bør gives Ret for Ægtefællerne til at ordne deres indbyrdes Forhold, som de ville, baade før Ægteskabet og under dette, naar de først have prøvet og fundet, at de ikke kunne „tale og dele sig til Rette”. Enhver Dampkjedel maa have sine Ventiler, ogsaa den ægteskabelige, for det Tilfælde, at der „fyres for stærkt under”.


Og endelig mener jeg ogsaa, at noget er bedre end intet, og vilde derfor være meget glad ved, om man kunde faa gjort nogle af de Skridt hen imod Fællesraaden, som den ærede Redaktion har taget Ordet for i Decemberhæftet (1888, S. 296).


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner