Marquis Salisbury og Gladstone om Kvindernes Stemmeret.

(Sluttet).

Det vil formentlig have sin Interesse at sammenstille Marquis Salisburys opsigtvækkende Ord med Udtalelser fra Gladstone, Englands største nulevende Statsmand og Føreren for det andet store Parti. Vistnok har man ikke Ytringer fra ham om denne Sag fra en saa ny Tid; men de, der kjendes, have dog Krav paa at tages vel i Betragtning, især da man véd, at Gladstone i de senere Aar er bleven langt mere frisindet end før, langt villigere til mere indgribende Ændringer i Stats- og Samfundsforhold end tidligere, og at han er den af Englands Statsmænd, som først og stærkest har hævdet, at Retfærdighed bør være Rettesnoren i det offentlige Liv.

Det var i Samlingen 1871, at Jakob Bright indbragte Forslaget om Valgret for Kvinder og støttede det med Henvisning til den Iagttagelse, man kunde gjøre, at hver Gang en ny Klasse Vælgere var kommen inden for den politiske Skranke, kunde en tydelig Paavirkning deraf spores i Lovgivningen for denne Klasses særlige Forhold: Kvinderne havde derfor al Grund til at vente, at Lovgivningen ogsaa for deres Vedkommende vilde blive retfærdigere, naar de først var blevne Vælgere. Under Forhandlingen herom, i hvilken der fra begge Sider af Underhuset optraadte baade stærke Modstandere og varme Talsmænd, tog ogsaa Gladstone som daværende Førsteminister Ordet; men han erklærede udtrykkelig, at Regeringen ikke vilde tage Parti i Sagen, for at Stemmegivningen kunde blive aldeles fri for ethvert politisk Hensyn, og han udtalte sig helt igjennem meget varsomt, fordi han ikke selv var klar over Spørgsmaalet. Han vilde derfor heller ikke stemme for Lovforslagets anden Læsning, fordi dette betegnede en Billigelse af Grundtanken; men han tilføjede, at saa vidt han kunde skjønne, var der langt mere Grund til at ændre Lovgivningen, altsaa til at give Kvinder Valgret, end Modstanderne var villige til at indrømme. Den Indvending, man havde gjort, at det ikke gik an at drage Kvinder ind i Valgkampene og deres Voldsomheder, vilde jo falde bort, saa snart man indførte hemmelig Afstemning (hvilket skete næste Aar). Ogsaa hentydede han til den Mulighed, at man - ligesom i Italien - kunde lade de Kvinder, der opfyldte Vilkaarene for Valgret, stemme ved en mandlig Fuldmægtig, en Ven eller Slægtning, som de dertil udvalgte. Derimod udtalte han sin Tvivl, om det var rigtigt, som Forslaget gjorde, at udelukke de gifte Kvinder.

Over for en af de foregaaende Talere, som stærkt havde angrebet Forslaget, udtalte Gladstone, at han havde gjort sig skyldig i en Vildfarelse, som var meget almindelig i Husets Forhandlinger, nemlig den at gjøre de Regler og Slutninger, som lede Samfundets øverste Klasser, gjældende, som om de ogsaa passede for det øvrige Samfund. Han var tilbøjelig til at mene, at der ikke var nogen Grund til at vedtage en Forholdsregel som den foreslaaede, for saa vidt der var Tale om at afhjælpe Klager eller Misligheder for de øverste Klasser; men Sagen var en hel anden, naar man saa paa Samfundet i dets Helhed. Modstanderne holdt sig .til den gamle Ordning for Samfundet, hvorefter Kvinderne passede Huset, og Mændene skaffede Underholdet. Men Erfaringen og Statistiken lærte os, at Tallet paa de Kvinder, som maatte sørge for sig selv, hurtig voxede især i de store Byer, og at i de lavere Lagen stor Mængde ugifte Døtre var henviste til at ernære sig selv, saa snart de blev voxne. Disse Kvinder maatte altsaa bære Byrder, som ellers paahvile Mænd, og de maatte gjøre Forsøget under større Vanskeligheder end deres stærkere Medbejlere i Livets Kamp. Man saa ogsaa kun meget sjælden Kvinder indtage Stillinger, som naturlig burde være i Mænds Hænder, men omvendt meget tit Mænd i Stillinger, som til større Gavn og Vinding vilde være i kvindelige Hænder. „Jeg indrømmer, at der ikke er nogen umiddelbar Forbindelse imellem dette Forhold og Stemmeretten, men jeg er ikke vis paa, om der dog ikke middelbart er en Forbindelse imellem disse Uligheder og en Lovgivning, som altfor meget lader Vægtskaalen synke til bedste for Mændene og til Skade for Kvinderne”. Særlig henviste Gladstone til den Del af Lovgivningen, som vedrørte de uregelrette Forbindelser mellem Mand og Kvinde, og som ydede Kvinden langt mindre end Retfærdighed, hvoraf stor Ulykke, Mislighed og Forargelse blev Følgen.

Til Slut udtalte han, at „han var overtydet om, at Kvinderne ikke - selv om de var i Flertal - under nogen Omstændighed vilde komme til at øve en overvejende Indflydelse paa de offentlige Anliggender: de vilde ikke, og de kunde ikke”. „Men et Spørgsmaal, som vel er værdt at overveje, er, om det er muligt at udfinde en Maade, som kan sætte Kvinder i Stand til at øve en kjendelig Indflydelse, uden at de paatage sig personlige Hverv eller udsætte sig for personlige Forpligtelser, som ikke stemme med Grundprinciperne for deres Væsen som Kvinder. Jeg har intet imod, at selv i disse travle Dage nogen Tankevirksomhed henvendes paa Spørgsmaalet om Forholdene mellem Mand og Kvinde i dette Land, og dersom det derefter skulde findes muligt at komme til en sikker og vel afpasset Ændring i Lovene med Hensyn til den politiske Magt, vil den Mand, som kan naa dette Maal og derefter føre det ud i dets naturlige Konsekvenser, nemlig til en mere retfærdig Ordning af andre Lovbestemmelser vedrørende Kvinders Vilkaar og Velfærd, efter mit Skjøn være en sand Velgjører for sit Land”.

Skjønt Gladstone som sagt stemte imod Forslagets videre Fremme, gjorde hans Tale dog det Indtryk paa Tilhørerne, at de næste Talere mente at kunne slutte af den, at man snart vilde se ham blandt Sagens Forsvarere. Dette paaberaabte ogsaa Woodall sig, da han 1884 fremførte Spørgsmaalet som et Ændringsforslag til Regeringens store Valgreform, og han henviste desuden til, at Regeringen havde indbragt et andet Lovforslag om et kommunalt Parlament for Hovedstaden som Helhed med dens 4 Mill. Indbyggere og dertil givet de kvindelige Skatydere Valgret lige saa fuldt som Mændene. Dog heller ikke denne Gang vilde Gladstone indlade sig paa Sagen, da den formentlig ikke var tilbørlig forberedt, og da han selv ikke var klar over den. Han turde ikke modtage Ændringen, fordi Regeringsforslaget allerede var saa stærkt ladet, at han ikke kunde bære Ansvaret for at føre det igjennem, hvis man „overladede” det med yderligere Tillæg. Spørgsmaalet var „det videste Samfundsspørgsmaal, som kan rejses”, og af en umaadelig Vanskelighed; det maatte derfor ikke afgjøres forhastet og som et Sidespørgsmaal ved en anden Lov, og det burde drøftes til Bunds og uden noget som helst Partihensyn. Dog vilde han ikke gaa ind paa den Slutning, at fordi Kvinderne havde vist sig vel skikkede til at varetage de kommunale Pligter uden at skade deres høje Kald, det derfor ogsaa var ønskeligt at indbyde dem til at vove sig ud paa Politikens stormfulde Hav under samme Vilkaar som Mændene.

Den sidste Sætning er jo ikke videre opmuntrende for dem, der holde paa Kvindernes politiske Valgret, og den staar i en underlig Modsigelse til den kraftige Opfordring, som Gladstone kort før Valgene 1880 rettede til de engelske Kvinder om at deltage i den politiske Kamp og bruge deres Indflydelse til Fremme af Menneskehedens almene Vel. Men det gjælder i det hele om Gladstones sidste Tale, hvad der blev sagt om den første, at den var „sibyllinsk”, d. v. s. holdt i saa svævende Udtryk som muligt, for at Taleren ikke i nogen Maade skulde være bunden i Fremtiden. Der er derfor al Grund til at vente, at saafremt Spørgsmaalet bliver fremført paa ny i næste

Parlaments-Samling i Tillid til Marquis Salisburys vægtige Anbefaling, vil Gladstone heller ikke nægte, det sin Hjælp. Og hvad mon vore Konservative, som gyse tilbage for den blotte Tanke om at se Kvinder vælge og vælges til kommunale Hverv, vilde sige, saafremt Gammel-England skulde komme sin store Datter hinsides Atlanterhavet i Forkjøbet med at give Kvinderne politisk Stemmeret ? I det hele vilde vore Landsmænd have godt af at læse det engelske Underhuses Forhandlinger om denne Sag. De vilde der baade finde Ytringer om, at netop Hustruerne vilde være de bedst skikkede til at udøve Valgret, og at det vilde være det virksomste Middel til at hæmme Socialismens Fremvæxt, om man gav Kvinderne større Magt i Samfundet.