Fra Indland og Udland.
Frøken Elisabeth Hamburger har nedsat sig som praktiserende Læge.
Kvindesagen i Bladene. I Morgenbladet for den 12te Januar findes en Artikel: Kvinden og Havebruget af Niels R. Møller. Forf. paaviser her, at vort Havebrug staar langt tilbage for Udlandets. Vore Landmænd tillægge det kun ringe Betydning, vore Kvinder have nok Interesse derfor, men intet Kjendskab dertil. Denne kunde de erhverve sig med lige saa stor Lethed som den tilsvarende til Husholdning og Mejeri, og selv om de ikke dermed vilde tilstræbe en selvstændig Stilling, vilde de kunne være til stor Nytte for Familien, hvad enten Manden var Husmand, Gaardmand eller Herremand. Vilde Kvinderne ofre deres Kræfter for Havebruget, vilde vore Rigsdagsmænd heller ikke glemme, at der foruden Landbruget er noget, der hedder Havebruget. (En Artikel om kvindelige Gartnere, som vi ikke hidtil have kunnet skaffe Plads til, vil forhaabentlig blive optaget i næste Hæfte).
I Politiken for den 28de Januar imødegaar Fru Nørlund i en Artikel, kaldet „Lærerindernes Løn”, adskillige Udtalelser i Hr. Rubins Artikel „De kjøbenhavnske Kommunelærerinders Løn”, som fandtes i sidste Hæfte af „Kvinden og Samfundet”.
I Dagbladet for den 29de Januar skriver „en ældre Almuelærerinde” om Lønningsvilkaarene ved de offentlige Skoler. Ved en Sammenligning med Lærerindernes Løn i Stockholm og Berlin viser det sig, at de kjøbenhavnske Lærerinder ere daarligst aflagte.
I Illustreret Tidende for den 6te Januar findes en Artikel om Sofie Kowalevski. Heri meddeles, at Prix Bardin stiftedes 1835, at den er bleven bortgivet 10 Gange, deraf kun 2 Gange til sit fulde Beløb, 3000 Kr., medens man som bekjendt forhøjede den til 5000 Kr. for Fru Kowalevskis Vedkommende.
Ogsaa „Nutiden” bringer en Skildring af Professorinden i Mathematik.
I Illustreret Tidende for den 27de Januar findes et Billede og en Beskrivelse af Hvile- og Rekreationshjemmet for Kvinder paa Sofienberg ved Rungsted. Hjemmet, til Fordel for hvilket der den 9de Februar gives en Aftenunderholdning paa Folketheatret under Medvirkning af betydelige Kræfter, agter at udvide sig og om muligt at opføre en egen Bygning.
Det stille Arbejde. I Avisen for den 1ste Jan. skildres under denne Overskrift en storartet Virksomhed, som Frk. Isabella Brockenhuus Løwenhjelm har udfoldet blandt Nørrebros fattige Befolkning; Hun begyndte med at interessere sig for de Smaapiger, der løbe om paa Gaderne med Blomster eller lignende, og ser sig nu efter to Aars Forløb i Spidsen for en Anstalt, hvor 60 større Piger og 150 mindre beskæftiges med alt Slags nyttigt Haandarbejde. Ved Venners Hjælp er hun endog i Stand til at give dem Middagsmad. Ogsaa Mødrene blive indbudne til at komme om Aftenen for at høre paa Oplæsning og Foredrag, samt lære forskjellig nyttig Gjerning. Frk. Løwenhjelm trænger nu til Penge, og man opfordres til at yde hende sin Bistand. Bidrag modtages Nørreallé 11, Kjøbenhavn, N.
En jysk Kvindeforening er stiftet i Horsens. Bestyrelsen bestaar af: Helga Videbæk, Molgier, Kristine Grønvald Nielsen, Vestbirk, Thyra Bojsen, Horsens, Ane Nielsen, Brund, Ane Katrine Høj, Elbæk, Ane Callesen, Troelstrup, Kirsten Laursen.
Fru Elfride Fibiger holdt den 17de Januar et Foredrag om den ubemidlede Klasses Døtre. Der burde gjøres mere, end der hidtil er blevet gjort, for at uddanne de unge Piger og holde dem borte fra Fristelserne.
Nordiske Kvindeblade. Som det alt er meddelt vore Læsere, er „Framåt”, der oprindelig blev udgivet af Gøteborgs Kvindeforening og senere af Gøteborgs kvindelige Diskussionsforening, i 1888 gaaet over til alene at ejes af sin oprindelige Redaktør, Alma Åkermark, nu Fru Breinholm-Åkermark, og hendes Mand. I 1889 er Bladet med uforandret Pris gaaet over til at blive et Ugeblad. Det bar tidligere Navnet „Tidsskrift for fri Diskussion”, men det er egentlig aldrig ret lykkedes at fremkalde Diskussioner i Bladet; med Aarsskiftet har det ændret sit Navn til: „Framåt, nordisk veckoskrift, organ for fri yttranderätt”, og det er næppe Tvivl underkastet, at den virksomme og energiske Redaktion vil formaa at faa Bladet til fuldt ud at svare til denne Titel. Redaktionen har altid med største Beredvillighed aabnet sine Spalter for de forskjelligste Retninger; den betoner i sit Program, at den under ingen som helst Betingelser vil gaa i noget Partis Tjeneste.
„Dagny” vil i 1889 blive redigeret af Fru Amanda Kerfstedt; dets tidligere Redaktør, Friherrinde S. L-d. (læs: Lejonhufvud) Adlersparre har af Sundhedshensyn maattet opgive den egentlige Redaktionsvirksomhed, men vil fremdeles staa Redaktionen bi med sin store Interesse for Kvindesagen og sin rige Erfaring.
Ogsaa Finland vil med dette Aar faa sig et eget Blad for Kvindesagen. Hidtil har Sagen maattet lade sig nøje med Udgivelsen af den aarlige Kalender „Excelsior”. Bladet, der udgives af en Forening af Kvinder, skal udkomme maanedsvis, og dets Pris skal være 2 Mark (c. 1,50 Kr.) om Aaret. Det vil blive redigeret af Frøken Alexandra Gripenberg, der repræsenterede Finland paa Kongressen i Washington, og paa Hjemvejen ogsaa gjæstede Danmark. Frk. Gripenberg har i sit Hjemland et anset og afholdt Navn som Forfatterinde; mest kjendt er hun under Psevdonymet „Aarne”.
Act.
Sverrig. Foruden „Fredrika Bremer Förbundet” har Sverrig adskillige andre Kvindesagsforeninger, der jævnlig have taget forskjelllige Sider af Sagen op. Saaledes virker i Stockholm „Foreningen for gift qvinnas eganderätt”, som i 1887 gav Kvindernes Deltagelse i de kommunale Valg et betydeligt Opsving. Samme Forening arbejder i denne Tid paa at faa Kvinder udnævnt til kommunale Tillidsmænd. To Damer, Fru Anna Wallenberg og Frk. Hedvig Björklund, blev for nylig foreslaaede til Medlemmer af Skolekommissioner i to af Stockholms Sogne. Myndighederne nægtede imidlertid at modtage Stemmer paa disse, da Loven siger, at Skolekommissionens Medlemmer skulle være Mænd; men dermed faar Sagen ganske vist ikke Lov at falde.
Frk. Caroline Widerstrøm, lic. med. og Assistent ved et af Stockholms Hospitaler, som bl. a. vil være Læserne af „Kv. og Samf.” bekjendt som en udmærket dygtig og nidkjær Talsmand for Dragtreformen, er nu bleven valgt til Medlem af det svenske Lægeselskab. Hun er dets første kvindelige Medlem.
„Dansk Kvindesamfund” har tilsendt „Fredrika Bremer-Förb.” en Skrivelse angaaende den stadig voxende Udvandring til Danmark af svenske Tjenestepiger og den sørgelige Skæbne, saadanne Piger ofte ere udsatte for. „Dagny” giver et længere Uddrag af Skrivelsen og meddeler, at Forbundet øjeblikkelig har optaget denne Sag med den varmeste Interesse. Det besluttedes strax at nedsætte et særligt Udvalg til at overveje Sagen og fremkomme med Forslag om, hvad de nordiske Kvinder kunde gjøre for hinanden i denne vigtige Sag.
„Fredrika-Bremer-Förbundets Stipendiefond for arbejdende Kvinder, hvorom vort Blad i sin Tid indeholdt Oplysning, er allerede naaet til den smukke Sum 20,000 Kr. Dette er Udbyttet af det første Indsamlingsaar; det tegner altsaa ret godt for Fremtiden.
Finland. Der er i Slutningen af Aaret udkommet den glædelige Forordning, at Kvinder, saavel ugifte som Enker, kunne faa Adgang til forskjellige Ansættelser under Postvæsenet. De Kvinder, der ansættes, faa samme Ret til Erstatning for Tjenesterejser og samme Ret til Pension efter deres Afsked som Mænd i de samme Embeder.
Foreningen for Kvinders Erhverv i Dresden har udsendt sin 17de Aarsberetning. Undervisningen i denne Forenings Fagskoler gives af 5 Lærere og 15 Lærerinder hver Dag fra Kl. 8-12 Form. og 2-8 Efterm. Tegneskolen er bleven besøgt med stor Iver, ligeledes Skolen for Kunstbroderi. Desuden er der en Aftenskole, som i det forløbne Aar blev besøgt af 200 Elever, der modtog Undervisning i Skræddersyning, Modepynt, kunstfærdig Stopning samt Bogholderi. For Arbejdersker er der givet særlige Kursus i at lappe og omsy Klædningsstykker.
Ved Udstillingen i Dresden sidste Sommer høstede Foreningens Skoler megen Ros og Anerkjendelse. Deutsche Hausfrauen-Zeitung.
„Ligesaa hos os”. I Bryssel har Frøken Popelin efter i Forvejen at have bestaaet de fornødne Prøver søgt Tilladelse til at nedsætte sig som Sagfører, men det er blevet hende nægtet af Appellationsretten, til hvis Afgjørelse Sagen var bleven henvist. Nogle af de Grunde, der anføres for dette Afslag, ere:
1) Lovgivningen, som styrer os i Overensstemmelse med vore Sæder og Skikke, tillader ikke, at en Kvinde udfører Sagførerens Gjerning.
2) Kvindens Plads i Samfundet paalægger hende Pligter, der kun ere lidet forenelige med et Kald, som hun hverken har Tid og Lejlighed, Kræfter eller Dygtighed til at udøve.
3) Nutidens Lovgivning, der af de anførte Grunde nægter Kvinden Tilladelse til at afslutte Retshandler uden hendes Mands Samtykke, kan ikke indrømme hende Ret til at udføre for andre, hvad der er hende forbudt at gjøre for sig selv.
Det franske Kvindeblad „Le droit des femmes” bemærker i Anledning heraf bl. a.: Der er for det første intet Sted i den belgiske Lovgivning udtrykkelig nægtet Kvinderne Adgang til Sagførerens Gjerning. For det andet er det særdeles vanskeligt for Appellationsretten at afgjøre, om hun har „Tid og Lejlighed” dertil eller ej. Det samme Spørgsmaal kunde stilles i Anledning af hvilken som helst anden Livsstilling, en Kvinde maatte attraa: som Læge, som Fødselshjælperske, som Barnepige; lad hende selv om det. Dernæst paastaas det, at hun mangler Kræfter. Man skulde tro, at Sagførerne havde for Skik at tage hinanden i Kraven og udfægte deres Klienters Sager med Næverne. Med Hensyn til Dygtigheden maa der henvises til Frøken Popelins Examen; hun har hørt de samme Forelæsninger og aflagt de samme Prøver, som de mandlige Jurister. Hvad den tredje og sidste Indvending angaar: Kvindens Stilling i Ægteskabet, da er den for Øjeblikket ikke anvendelig lige over for Frøken Popelin. Men hun kan gifte sig, ville Dommerne svare. Nu vel, saa bliver det hendes Sag at skaffe sig sin Mands Samtykke.
Fyrstinder som Journalister. Dronning af Belgien Marie Henriette har fra Nytaar begyndt Udgivelsen af et Maanedsskrift: La jeune fille. Dronningen selv skriver de Artikler, der angaa Husvæsen samt Theater- og Musik-Kritik. Hendes Datter Prinsesse Clementine anmelder Kunst og Litteratur. Dronningen af Rumænien leverer et Digt til hvert Nummer, Kronprinsesse Stephanie af Østerrig leverer Illustrationer, og endelig er Ærkehertuginde Marie Valeria Medarbejder.
En kvindelig Fredsforening, der skal omfatte Medlemmer af alle Nationer, er ved at blive dannet i Frankrig, hvorfra et Opraab er udgaaet til Kvinder i hele Verden.
Svejts. Ved Universitetet i Zürich er der i Aar indskrevet 70 kvindelige Studenter. Af disse studere 46 Lægevidenskaben, (de fleste ere russiske Damer), 13 Retsvidenskaben, og 21 henhøre under det filosofiske Fakultet.
Damer som Fremmedførere anvendes nu i London. Tanken er udgaaet fra en fornem Dame, Miss Edith Davis, der har oprettet en Forening, som benævnes: The Lady guide association. (Selskabet for kvindelige Førere).
Vel betalt Kvindearbejde. En irsk Dame, Miss Davenport, der er bleven Kongen af Spaniens Opdragerinde, faar en aarlig Gage af 17,500 Francs, og hendes Pension, naar Kongens Opdragelse er fuldendt, er ansat til 12,500 Fr.
Om Fagforeninger for Kvinder. En engelsk Dame, Frk. Orme, holdt for nylig et Foredrag om Fagforeninger for Kvinder. Hun gav en Oversigt over de Kvinde-Fagforeninger, som havde haft Held med sig, og søgte at udfinde Grunden. „Over hele England forestiller man sig et Mønsterhjem som et, hvor Manden erhverver og Konen passer Huset. Hvis det virkelig er en Kjendsgjerning, at gifte Kvinder i Reglen ikke bryde sig om Foreninger, maa vi indrette os efter det og huske, at naar vi opfordre unge Kvinder til at gaa med i en Fagforening, er det ikke det samme som at opfordre unge Mænd dertil. Kvinden anser ikke altid sin Beskæftigelse for varig. Den Tid vil maaske komme, da hun opgiver sin Fagvirksomhed for andre Pligter. Derfor er det uforstandigt at indrette Kvinders Fagforeninger paa samme Maade som Mænds. Vi maa indse Forskjellen og tilpasse Kvindeforeningerne efter Kvindernes Behov. At man har undladt dette, har været Skyld i, at flere Foreninger ere mislykkede. Den anden Grund er, at et stort Antal enlige Kvinder, som arbejde i deres Hjem, sætte Arbejdslønnen ned. De komme aldrig i Berøring med deres Arbejdskammerater, undtagen naar de hente deres usle Betaling. De ere de sidste, man kan vente at formaa til at træde ind i en Fagforening. Vi maa begynde paa Værkstederne, hvor Hundreder af Kvinder arbejde Side om Side, nøje bekjendte med hverandres Fortjeneste og Fornødenheder. Hvis vi opgjøre Antallet af erhvervende Kvinder, maa vi udelade dem, som arbejde i deres Hjem. Dette er ikke nogen lovende Udsigt for Fagforeninger, men den bedste Maade at overvinde Vanskeligheder paa er at begynde med at erkjende dem. Kvindelige Fagforeninger maa dannes til Dels med Sparekasser og Brugsforeninger som Mønstre. Den almindelige Hensigt med en saadan Forening er at danne en stærk Sammenslutning af Arbejdere, som har at bestemme, hvorledes der skal forholdes under en Krise, og som skal uddele Pengeunderstøttelse til syge eller arbejdsløse Medlemmer. Hvis nu Kvinden ikke anser det Fag, hun for Tiden arbejder i, for det, som vil blive hendes Beskæftigelse hele Livet, maa Reglerne fastsættes under Hensyn dertil. Hun maa kunne trække de Penge, hun har indskudt, ud igjen, hvis hun opgiver Faget, akkurat som hun kunde tage dem ud af en Sparekasse. Begejstrede Tilhængere af Fagforeningerne ville indvende, at saadanne Bestemmelser ville kuldkaste det hele, at Medlemmerne have høstet Fordel af Foreningen i Nøden og derfor ikke burde have Lov til at gaa ud. Men det vil være let at beregne, hvor meget Medlemmet allerede har hævet, og naar hun udtog hele sit Indskud, vil det for Foreningen være, som om hun aldrig havde været Medlem. Tusinder af Kvinder gaa nu ikke ind paa Grund af de gjældende Regler”.
Kvindelig Komponist. Frøken Julia Woolfs Opera Carina, som nylig er bleven opført paa Opera Comique i London, gjorde - meddeler Engl. wom. rew. - stormende Lykke. Det er længe siden, et musikalsk Arbejde har vakt saa stor Begejstring som dette.
Handlingen, som er meget indviklet, men morsom, viser Carinas Hændelser under hendes Forsøg paa at slippe for en uvelkommen Bejlers Forfølgelser. Musikken er helt igjennem frisk og indtagende, undertiden minder den om kjendte Melodier, men indeholder meget, der er højst oprindeligt. Frk. Woolf, som er ganske ung, har taget Examen ved Englands kgl. Musik-Akademi.
Samtidig hermed har en Kvinde vundet første Præmie for Musiktheori ved Pariss Musikskole. Der vil om kort Tid udkomme en Opera af en berlinsk Dame.
Omfattende Forehavende. De to bekjendte amerikanske Søstre, Forkæmperinder for Kvindens Rettigheder, Victoria Woodhull-Martin og Tennessee Cook, Vicomtesse af Montferrat, nu begge rigt gifte i London, træde efter mange Aars Stilhed igen frem for Verden med storartede Planer. De ville begynde med at oprette Opdragelsesanstalter for unge Piger i New York, Paris, Berlin og flere større Byer efter Forbillede af en lignende Anstalt, som Lady Cook i Fjor oprettede i London med en Bekostning af 10,000 Pd. Sterl. Endvidere vil Mrs. Woodhull-Martin udgive tre af hende selv udarbejdede Værker samt tre store Blade (et tysk, et engelsk og et fransk), der skulle tjene til at udbrede hendes Ideer. De dertil nødvendige Penge tilvejebringes dels ved deres egne Formuer og dels ved et Fond paa 2 Mill. Pd., som det er lykkedes Søstrene at samle hos deres indflydelsesrige Venner.
Tyrkiet. En russisk Dame, Frøken Lozinski, som for nylig har taget medicinsk Examen ved et af Svejtses Universiteter, agter at oprette et Hospital for Kvinder i Konstantinopel. Der er for øvrigt ikke saa faa kvindelige Læger i Tyrkiet, som have en meget betydelig Praxis; Religionen forbyder nemlig de muhamedanske Kvinder i Sygdomstilfælde at lade sig behandle af Mænd.
Amerika. Ved det nys afsluttede Præsidentvalg i de forenede Stater sejrede Republikanernes Kandidat, General Harrison, med et uventet stort Flertal. Flere amerikanske Blade udtale, at dette for en stor Del skyldes Kvinderne. Det republikanske Parti havde nemlig i stort Tal benyttet Kvinderne som Agitatorer, hvilket deres Modstandere, Demokraterne, ikke havde gjort. Spørger man nu om, hvad Kvinderne kunne vente sig til Tak af det Parti, de have vist en saa væsentlig Tjeneste, svares der rigtignok fra alle Sider, at der ikke er fjærneste Udsigt til noget Fremskridt for Kvindernes Sag. Flere Kvindeblade raade derfor indstændig Kvinderne fra at lade sig „bruge” i noget Partis Tjeneste, og henvise derimod til den Grundsætning, som følges af den engelske politiske Kvindeforening „League of the Unrepresented” (ledet af Mrs. Fawcett), hvis Lister staa aabne for Kandidater af ethvert Parti, blot de love at støtte Kvindesagen.
I Regeringskontorerne i Washington er der ansat mellem 2 og 3000 Kvinder med Lønninger fra 700 til 3000 Dollars (læs: 2500-11000 Kr.).
Ved en Landbrugsskole for den farvede Befolkning i en af Sydstaterne er af 318 studerende de 150 Kvinder. Undervisningen gives gratis, og Eleverne kunne med deres Arbejde for en Del betale deres Kost.
I det nordamerikanske Territorium Wyoming, hvor Kvinder allerede have haft Stemmeret siden 1867, er det ved Lov bestemt, at Kvinderne ikke maa lønnes lavere end Mændene.
Mindesmærker over afdøde ere en Luxus, som Amerikanerne med deres stærke Sans for, hvad der tager sig ud, drive til det utrolige. De amerikanske Kirkegaarde ere sande Marmorhaver, hvor det ene Monument stræber højere til Vejrs end det andet. I visse Kredse synes man dog nu at komme paa andre Tanker. I et Hjem for enlig stillede Kvinder i Byen Detroit ere saaledes Halvdelen af Værelserne udstyrede af forskjellige Kvinder, der ved en saadan Kjærlighedsgjerning have villet minde om kjære afdøde. Den paagjældendes Navn finder man paa en Tavle i Væggen.
Et Kvindehjem. En Kjøbmand i Filadelfia, John Wanamaker, beskæftiger i sin Forretning en hel lille Armé af Kvinder, af hvilke mange ere unge og ikke have noget Hjem selv. Da hans Opmærksomhed blev henledt herpaa, fattede han en Plan, som han udførte med den Kraft og Dygtighed, der har gjort ham til en rig og anset Mand. Han byggede og indrettede et stort Hus til Hjem for disse Kvinder. Det er intet Velgjørenhedsværk; de maa betale for, hvad de faa, men da han ikke beregner sig nogen Fordel, bliver Prisen lavere og alt, hvad de modtage, bedre end andre Steder.