Ernst Ahlgren.

(Victoria Benedictson).

(fortsat).

I det samme lave, den Gang straatækte enetages Hus, hvor Hørby Postkontor havde sine Rum, var der, adskilt fra den øvrige Lejlighed ved en snæver Forstue, et lille Værelse, som lige fra Begyndelsen af havde vist sig i Besiddelse af stærk Tiltrækningskraft for den unge Frue. Det var Hørby Boglade, en Gren af den Cronholmske Boghandel i Malmø.

Den blev passet af Familiens kvindelige Medlemmer, fremfor alle var Husets Frue en nidkjær Bestyrerinde; thi hvor meget hun selv i Aarets Løb kunde forskrive af den Art Bøger, til hvilke der ikke fandtes mere end en eneste Kjøberinde i Hørby, - det kom an paa, hvor stort Udbyttet blev af solgte Almanakker, Katekismer og andre i Egnen mere gang bare litterære Varer.

I denne landlige Miniaturudgave af en Boglade, som fik sit Præg af de med et Par tarvelige Hylder bedækkede Vægge, stod der ved det ene Vindue et udslaaet Spillebord, og her var den unge Postmesterfrues Yndlingsplads. Her følte hun sig som Herskerinde over alle Bogskattene, her aabnede hun begjærlig enhver ny ankommen Bogpakke - det kunde allerede da hænde, at en eller anden mindre sælgelig Bog var kommen med. (Senere blev det Regel, at et Exemplar af enhver ny udkommen skjønlitterær Bog fulgte med). Og endelig - og ikke mindst: her kunde hun i uforstyrret Ro hellige sig til de sproglige og litterære Forstudier, som senere muliggjorde hendes - den selvlærte Kvindes - Optræden i Litteraturen.

Hvor godt Victoria Benedictson befandt sig i dette beskedne Tilflugtssted, har Ernst Ahlgren siden skildret i de to Smaafortællinger Efter Torgdagen (Berättelser och utkast) og Storhandel (Folklif och Småberättelser). Især den sidste af disse Fortællinger giver os et Billede, der er heldig grebet og fæstet til Lærredet med faa Penselstrøg, et Genrebillede, hvor Stemningen er gjengivet med Mesterskab, og hvor Hovedfiguren er Selvportræt.

Alle Ernst Ahlgrens første skjønlitterære Arbejder ere blevne til i Bogladen. Dér, ved det udslaaede Spillebord, ere de fleste af Fortællingerne Från Skåne og største Delen af Pengar skrevne; her ere de første hæftige Kampe mellem Tanken og Sproget udkæmpede, her er, under anspændt Hjærnearbejde, fostret en utrolig Mængde af saadanne første Forsøg, som ikke have staaet Maal for hendes Selvkritik og derfor aldrig ere udgivne, eller som i den litterære Gjæringstids famlende Usikkerhed blev kastede ud i Verden paa maa og faa for at underkjendes af en ukjendt og stræng Dommer.

Den vedholdende Modgang, som mødte Ernst Ahlgrens begyndende Forfattervirksomhed, er bleven udførlig skildret *) i sine ydre Træk. Det er utvivlsomt, at denne Modgang har efterladt sig dybe Spor i Ernst Ahlgrens Udvikling. Den Kunstnertrang, som kun halvt vaagen havde begyndt at røre sig i de Aar, da hun udviklede sig fra Barn til Kvinde, og som den Gang kvaltes af Faderens Magtsprog, kom nu igjen, blot stærkere, mægtigere og mere bevidst. Ogsaa nu stødte den paa Modstand udefra, men lige saa lidt nu som før Jod hun Modstanden nedslaa sit Mod. Det var en Tid, rig paa fejlslagne Forhaabninger, men ogsaa en Tid med kraftig Opdragelse af Viljen og alvorligt Arbejde, og det var i disse Modgangens Aar, at Ernst Ahlgrens Digternatur modnedes under Arbejde, Sjælekamp og Lidelse.

I dette Tidsrum indtræffer ogsaa den Sygdom, der skulde blive af saa gjennemgribende Betydning for Ernst Ahlgrens Fremtid.

En Knæskade, som hun selv troede foraarsaget ved et Stød, udviklede sig i Foraaret 1881 til en farlig Sygdom, som i to Aar fængslede hende til Sygelejet, først i Hørby, senere i Lund og Malmø. Hun gjennemgik i disse Aar flere legemlige Lidelser, end de fleste andre gjennemgaa i et helt Liv. Den ene Gang efter den anden maatte hun underkaste sig de smerteligste Operationer; Lægen tilraadede Kloroformering, men - paa Grund af stærk Sky for kunstige Bedøvelsesmidler - vilde hun aldrig tillade det; og mens Kniven forrettede sit Arbejde, laa hun stille, med sammenbidte Tænder, uden en Klage. Den ene Gang efter den anden bragte Feberen hende Døden nær, men hun bevarede samme Ro over for den store Gaade, som senere hen, i den lange Bedringstid, gav hendes Sind dets Grundtone af Hengivelse i Skæbnen og Jævnmodighed.

Dødens Nærhed bragte hende til at elske Livet varmere end før. Der findes i vor nyere Litteratur en lille Skizze, Lycka **), som uden Tvivl er en Skildring fra dette Tidsrum i Ernst Ahlgrens Liv. Der ligger en dødssyg Kvinde i sin Seng og ser gjennem Vinduet ud i den gamle, halvt vildnisagtige Have uden for, og i disse trætte Øjne spejler Naturen sig med en Glans som aldrig før. Hver Solstraale, hver Farveskiftning, hvert vel kjendt Omrids i denne Have, som i mange Aar har været hendes Livs Synskreds, indsuger hun nu med en saa overvældende Fornemmelse af Naturens Skjønhed, som hun aldrig før har kjendt. I denne Fornemmelse er der kun et lille Stænk af Forgængelighedens Vemod, den eneste lille Misklang i hendes Lyksalighedsfølelse er Tanken om, at denne Naturens Skjønhed maa dø med hende selv; thi ingen anden vil kunne føle den saa dybt, saa befriende som hun, den døende.

Over hendes Træk, der ere hærjede af Lidelsen, ligger der dog et Skær af stille Lykke. Hun har gjort Regnskabet op med Tilværelsen; Sygdommen har givet hende, hvad hun har tørstet efter, Frihed, og nu kommer Døden i rette Tid som Afslutning paa et mislykket Liv. Ogsaa hun drømte en Gang om en Livsgjerning, noget at leve for, eller i Mangel deraf noget at dø for; men hun fandt hverken det ene eller det andet, og hun kunde aldrig finde det: hun var jo Kvinde.

Det blev imidlertid ikke blot Frihed, Sygdommen skulde give Victoria Benedictson. Den udviklede Hengivenheden mellem hende og hendes yngste Steddatter, som var hendes Sygeplejerske, til et personligt Ømhedsforhold, og dette Forhold fyldte siden en Del af Tomheden i Stedmoderens Liv.

Det var ogsaa Sygdommen, som bragte hendes Digternatur til Modenhed; det var den, som gav hendes Digtning en Klangbund, gav den Lidelsens dybe, stemningsfulde Underklang.

Nu vaagnede Skaberkraften som aldrig før, med en Rigdom af ny Æmner, udtryksfulde Scener, Billeder, som af sig selv fik Form og Farve. Dette var Sjælelivets Løvspring; fra denne Tid af var hun Digter.

Hun arbejdede under sin Sygdom helt og holdent saaledes, som hun senere hen fuldt bevidst altid arbejdede: i sine Tanker klarede hun sine Personer for sig, talte med dem, hen satte dem i alle Slags Forhold - for at lære dem at kjende i Bund og Grund - udmalede sig Optrin paa Optrin, knyttede Replik til Replik, sammentrængte Skildringen, saa hun fik det mest betegnende frem, inden hun satte Pen til Papiret for at udarbejde Stoffet. Saaledes var f. Ex. Pengar i alt væsentligt færdig under selve Sygdommen, skjønt den først blev nedskreven senere.

Det var saaledes først, efter at Sygdommen havde givet hende Ro til at finde og udvikle sin ejendommelige yderst langsomme Arbejdsmaade - hvis synlige Udbytte undertiden kunde være 5-6 Linier om Dagen -, ligesom den gav selve Digterbegavelsen en af personlige Kampe uforstyrret Tid til at modnes, at Victoria Benedictson bliver Ernst Ahlgren, Forfatterpersonligheden med den stærkt udprægede Ejendommelighed. Det Navn blev senere for hende selv og hendes Venner den kjæreste Benævnelse, og det var kun over for fremmede, at hun endnu var Fru Victoria Benedictson. Det Navn betegnede for hende Spidsborgerligheden og Smaaligheden, Ernst Ahlgren derimod var Friheden, den vide, aandelige Synskreds, Digterkaldet.

1883 vendte hun tilbage til Hørby efter Sygdommen, men med en i flere Henseender knækket Helbred og bunden til Krykkerne, som hun kun i de sidste Aar til Tider kunde undvære.

Hun havde nu samlet hele sin Kraft til en Opgjørelse med Hensyn til sin personlige Stilling i Hjemmet. Hun krævede fuld Frihed til at leve som fraskilt Hustru, med en selvstændig Virksomhed, men ogsaa med Pligt til selv at bestride alle umiddelbare Udgifter.

Offentlig Skilsmisse ønskede hun ikke af flere Grunde, især for Børnenes Skyld, og man lod det altsaa bero ved denne private Overenskomst.

I Maj 1881 havde Hørby faaet en ny Sognepræst, der, som saa mangen anden Troens Mand i disse Tider, saa Fornægtelsen personliggjort i sit eget Kjød og Blod.

At Pastor Lundegårds næstældste Søn, Axel, maatte blive Landsbyens „grimme Ælling”, var af ovennævnte Grund ganske naturligt, og til Ernst Ahlgrens Sygeseng trængte der Rygter om den unge Student, som var saa hensynsløs mod al Landsbysæd, saa oprørsk mod alle hævdvundne Anskuelser, ligesom han paa sin Side hørte tale om den syge Postmesterfrue, hvis litterære Interesser ingen paa den Tid endnu talte om, skjønt nok om hendes Malning. Noget personligt Bekjendtskab indlededes egentlig ikke førend i Foraaret 1884, da Axel Lundegård (som efter et Brud med sin Fader søgte at slaa sig igjennem paa egen Haand i Stockholm ved litterært Arbejde) fik et Brev fra Ernst Ahlgren, som begyndte med Ordet: Kammerat! og i hvilket hun udtaler sin Interesse for hans Stræben, som hun kunde have Deltagelse for efter „i otte Aar under 5 forskjellige Mærker i fem forskjellige Blade” at have kæmpet mod samme litterære Gjenvordigheder, og hun fortsætter:

„Jeg véd, at vore Meninger i mange Henseender ere ens, og at vi begge, i det mindste til Dels, komme til at kæmpe for samme Sag; thi De er jo „én af vore” - det forkætrede „unge Sverrig”. Men selv om ikke saa var, vilde det ikke hindre mig i at byde Dem dette kammeratlige Haandtryk; thi Partiaand er mig det mest forhadte af alt. Ærlighed, det er Hovedsagen! En rolig, fornuftig Ærlighed og „en utrættelig Stræben efter Sandhed, det er det, vi bør have for Øje. At være sig selv er svært nok, men det er det, al Selvopdragelse bør have til Maal”.

Dette første Brev angiver allerede Arten af det Venskabsforhold, som (da Axel Lundegård havde sluttet Vaabenstilstand med sin Fader og igjen besøgte Hørby) begyndte i Sommeren 1884 med den lille Boghandel til Skueplads.

Nu kom Ernst Ahlgren for første Gang i levende Berøring med den ny Tids Tanker, yderst radikale i enhver Henseende, saadan som de forme sig i en ung Mands Sind. Nu fandt hun Udtryk for den Opposition mod alt det vedtægtsmæssige, det Hykleri i Samlivet mellem Mennesker, som hun selv havde følt, men ikke drømt om at storme løs imod paa denne Maade; nu blev hun frigjort for adskillige kvindelige Fordomme med Hensyn til det virkelige Liv ved en ung Mands uforbeholdne Udtalelser om, hvorledes Livet formede sig derude blandt Mændene. Paa samme Tid fandt hun denne mandlige Personlighed tilstrækkelig sympathetisk anlagt til, at hun uden Sky kunde meddele ham sit kvindelige Syn paa Tingene, og de fandt saaledes begge, at de var beslægtede Naturer, som i mange Henseender elskede det samme, hadede det samme, og fremfor alt haabede det samme: en Fremtid som Digter. Begge trængte de paa denne Tid til en Ven, med hvem de kunde afhandle Arbejdsplaner, Tanker, Bøger, Livserfaringer paa en fuldstændig kammeratlig Fod, og saaledes fortsattes Brevvexlingen i Aarene 1884-86, da Axel Lundegård forlod Stockholm og tog Ophold i Kjøbenhavn.

Denne Brevvexling indeholder ikke alene uforbeholdne Meddelelser om begge Parters særlige Udvikling og Livserfaringer, men den er en Del af begges Udviklingshistorie. Ernst Ahlgren var ganske vist ti Aar ældre og følte sig paa Grund af Sygdom og Lidelser meget ældre end sine Aar. Men hun erkjendte desuagtet, at hun havde adskilligt at lære af den yngre Ven, ligesom denne i andre Henseender havde noget at lære af hende. Hun har selv sagt, at hun aldrig kunde have skildret Mænd paa den livsvirkelige Maade, der i saa høj Grad skiller hendes Arbejder fra de fleste Forfatterinders, dersom ikke Livet, foruden mangesidigt Kjendskab til forskjellige Mænds Karakter, havde givet hende Lejlighed til Samarbejde med en mandlig Aand paa Grundlag af fuldkommen Ligestilling. Denne Kammerat havde ikke et Gran hverken af mandligt Overmod eller mandligt Galanteri over for hende som Kvinde, og det var dette, som fra Begyndelsen af indgød hende den store Tryghedsfølelse, der bragte hende til at vove at være sig selv. Han var lige saa strængt ærlig i sin indsigtsfulde Dom, som gavmild med sin Opmuntring, og hun følte, at hun trængte til begge Dele, men fremfor alt til Opmuntring for at styrke sin af den megen Modgang svækkede Selvtillid.

Rolig og frit vedblev de at drøfte Tidens Spørgsmaal, Arbejdets Vilkaar, Digtningens Opgave og Udtryksmidler. Ogsaa vel Arten af dette Samarbejde som af det personlige Forhold mellem Ernst Ahlgren og Axel Lundegård - et Forhold, som har været for usædvanligt til at undgaa Mistydninger er lagt for Dagen i det af Livsvirkelighed gjennemtrængte Digterværk Modern. Biomstændighederne ere omdigtede, Karaktererne bevarede, skjønt Sønnens muligvis har tabt ved, at Ernst Ahlgren ikke naaede at udstyre den med alle de tiltalende Træk, hun havde tænkt sig. Moderens Skikkelse derimod er i det store og hele bleven det mest helstøbte og virkelighedstro Billede af Ernst Ahlgren, som Fremtiden kommer til at eje.

Denne stærke Vexelvirkning kunde muligvis hos andre Naturer være bleven hæmmende for begges Frihed eller kunde have givet en af Parternes aandelige Væxt en skjæv Retning. Men i dette Tilfælde kom den heldige Omstændighed til, at den enes Natur netop krævede, hvad den anden havde at give, og at den enes Udvikling gik saa jævnsides med den andens, at ingen af dem behøvede at sagtne eller paaskynde sin Gang for den andens Skyld; naar de begge to hver for sig havde tilbagelagt et Stykke Vej, mødtes de dog senere paa samme Punkt. Og det var denne sjældne Lighed og Fællesskab i Udvikling, denne aldrig svigtende Forvisning om tilsidst at finde hel Forstaaelse - trods et og andet Sammenstød eller en og anden Meningsforskjel af den Art, som aldrig kan undgaas mellem udprægede Personligheder -, som nærede den Følelse af aandeligt Slægtskab, der knyttede dem bestandig fastere sammen, og som fik sit .skjønne Mindesmærke i Modern, og sin Fremtid, selv efter Døden, i Ernst Ahlgrens litterære Testamente til Axel Lundegård. Dette Testamente, hvori hun efterlader ham det dyrebareste, det ene Menneske kan give det andet, - sine Tanker at tolke, sine Arbejder at udføre, sin Livsgjerning at fuldbyrde - blev gjort i stor Tillid til Modtagerens Vilje og Evne til værdig at løse Opgaven.

Mange Gange, især hen imod Slutningen, udtalte Ernst Ahlgren sin Glæde over, at i det mindste dette Livsforhold var blevet, hvad det burde være, havde givet, hvad det kunde give; at det ikke havde medført nogen tragisk Konflikt, nogen uløselig Modsigelse, men at det fra Begyndelsen til Enden havde bevaret den Karakter, som hun angav i sit første Brev ved Tiltalen Kammerat, - den Tiltale, som ogsaa begynder hendes sidste Brev til den Ven, der i Forstaaelsens fulde, rolige Dagslys havde delt hendes Arbejdsglæde paa det Felt, hvor hun nu lod ham ene tilbage. Ingen af dem havde nogen Sinde villet være den første for den anden, og maaske var det netop derfor lykkedes dem at blive saa meget for hinanden, som de blev.

Fra 1883 til 1886 - dette Aar medregnet - er Ernst Ahlgrens lykkeligste Arbejdstid. I Foraaret 1884, noget senere end det oven anførte Brev blev skrevet, udkom Från Skåne, som spændte Forventningerne højt med Hensyn til Forfatterens næste Bog. Og dette blev Pengar (1886) - af mange endnu betragtet som Ernst Ahlgrens ypperste Arbejde, - der paa én Gang grundlagde hendes Popularitet. Sejren var saa meget mere ægte, som den var aldeles upaavirket af Kritiken; Publikum tog sig den Frihed - som senere med Fru Marianne og nu nylig med Modern - at være begejstret, inden endnu en eneste „anset Kritiker” havde givet Lov. Og det er desværre ikke ofte, den læsende Almenhed er saa dristig.

Et Udtryk for den varme Sympathi, som Pengar skaffede sin Forfatter i de mest forskjellige Kredse, var den Indbydelse fra Fru Sofie Adlersparre til at gjæste hendes Hjem, som i Efteraaret 1885 bragte Ernst Ahlgren til Stockholm. Dette blev hendes første længere Ophold i Hovedstaden; hun havde tidligere kun aflagt tre kortere Besøg der, det sidste 1878 for at gjøre Edvard Bäckstrøms personlige Bekjendtskab.

Det var en Mødeaften i Nya Idun samme Efteraar. En livlig Samtale var i fuld Gang, da en høj, sortklædt Skikkelse viste sig over alle de vel bekjendte Ansigter, en Skikkelse, i hvis Nærhed den almindelige Summen paa én Gang blev dæmpet. Hvem var denne fremmede?

Et ædelt Hoved, lille og fint formet som paa en antik Statue; hvor smukt det sad paa den slanke, velvoxne Skikkelse! Det mørke Haar var sat op i en simpel græsk Knude - heller ikke i denne Henseende blev Harmonien forstyrret. De tætte, som med Kul tegnede Øjenbryn, den aabne intelligente Pande, den fornemt og kraftig formede Næse, Munden med de paa en Gang smukke og kraftige Linier - alt dette fortalte om Mod og Livskraft. Men der var en dyb Fold mellem de tætsiddende Øjenbryn; de maatte ofte have været trukne sammen af Smerte; fine Furer, saadanne som kun aarelang Lidelse indgraver, saas om Munden, og der laa Tungsind paa Bunden af disse iagttagende staalblaa Øjne. Saaledes burde den tragiske Sanggudinde fremstilles eller Elektra - et Smil udbredte netop da saadan et smukt Udtryk over de strænge Træk, at man strax tilføjede: „eller Antigone”.

„Fru Victoria Benedictson, d. v. s. Ernst Ahlgren”!

Saa hun saadan ud, den midaldrende Postmesterfrue fra den skaanske Landsby, som man havde hørt skulde skjule sig bag det mandlige Forfattermærke?

Da maatte hendes egen Lidelseshistorie være endnu mere gribende end nogen af de Lidelseshistorier, hun havde skildret.

Noget af hendes egen Historie blev man strax bekjendt med, da hun greb de ved Siden af sig staaende Krykker og gik hen til en Sofa, hvilket dog skete med en saadan Lethed og Ynde, at man knap fik Tid til at opdage, at Skridtene gjordes ved Hjælp af de endnu uundværlige Støtter. Frihed og Kraft var i saa høj Grad det Helhedsindtryk, Ernst Ahlgren bibragte én, at Krykkerne aldrig syntes at tilhøre hende, men hver Gang at blive brugte ligesom tilfældig.

Som en anden disharmonisk Tilfældighed forekom det én ogsaa, at dette Væsen fra den antike Verden talte bredt Skaansk. Men da man først havde lært at tyde Stemmens brustne Klang, da man havde hørt, hvordan Hjærtets Banken ved den mindste Sindsbevægelse gjorde Stemmen skjælvende, da blev det skaanske Tonefald en Lindring; det gav i det iinndste denne ømtaalige Skyhed en Maske af Hverdagsro og Tryghed. Et andet lille Træk syntes imidlertid strax det eneste naturlige for Ernst Ahlgren: at hendes simple og stilfulde Dragt var en Sørgedragt. At bære andet vilde i de sidste Aar have været en stor Selvovervindelse for hende, saa stærk var den Gang hendes Trang til ogsaa i det Ydre at give det Indre Udtryk.

Den, som i et Selskab nærmede sig Ernst Ahlgren i Haab om en Samtale, blev skuffet. Ingen tav mere urokkelig end hun i et større Selskab, og selv i et mindre blandede hendes Stemme sig sjælden i en livlig Samtale. Kun under fire Øjne var hun i Stand til at meddele sig rigt. Men som hun kunde høre efter! Med hvilket klogt Blik hun fulgte Samtalen, med hvilket hurtig forstaaende Smil hun mødte en ægte Følelse, en oprindelig Tanke, hvor taknemligt og hvor let det var at fremkalde den halvhøje, men barnlig klare Latter, som var saa rørende, fordi den røbede al den undertrykte Glæde, som laa gjemt paa Bunden af denne Natur.

Ernst Ahlgren havde en sjælden Evne til at samle en Kreds om sig. Da hun i 1885 flyttede fra Søder- til Sturegatan, hvor hun indrettede sig for længere Tid, var der sjælden tomt i de to smaa Værelser, hvor Tarveligheden fik et saadant Præg af rolig Fornemhed og varm Hygge ved Værtinden selv, der som oftest halvlaa paa en Chaiselongue, - den for hendes Knæ mest velgjørende Stilling - mens en lille Gruppe af ofte meget forskjellige Personer samtalede omkring hende.

Hun gjorde ingen Forsøg paa at holde Salon eller at ægge til aandelige Kamplege for selv at optræde som Dommer. Hun oplivede Kredsen, blot fordi hun selv var saa helt med i den, fordi hun havde saa ægte en Interesse for hver enkelt Personlighed, at hun fremlokkede Meddelelser, hvorved det bedste i enhvers Natur utvungent gav sig Udtryk. Hun havde en saa bøjelig Sympathi, var saa fri for saavel liberale som konservative Fordomme og Trossætninger, at vidt forskjellige Meninger fandt en velvillig Modtagelse hos hende. Men den, som heraf forledtes til at tro paa et fuldstændigt Meningsfællesskab mellem sig og hende, havde selv Skylden. Thi Ernst Ahlgren kæmpede lidenskabelig for aldrig at regnes til noget Parti; Frihed var hendes Livsvilkaar, og hun søgte al Tid at gjøre det klart for sine Venner, i hvor høj Grad hun var Øjebliksindtrykkets Menneske, hvor helt hun gik op i det nærværende, hvilken Evne hun havde til at optage det væsentlige i enhver Tankegang, som gjorde Indtryk af ægte Overbevisning.

At Mennesker havde saa svært ved at tro dette om hende, beroede mest paa hendes ydre Væsen, som gjemte den ildfulde, let bevægelige Kunstnernatur under den rolige, kølige Selvbeherskelse, gjemte den saa godt, saa man ikke let anede, at der under denne ydre Fremtræden, der saa aabenbart syntes at tilhøre en usædvanlig samlet, med sig selv enig Personlighed, et Principmenneske med en ubestikkelig og urokkelig Overbevisning, i Stedet for brusede et uendeligt Dyb af umiddelbar Lidenskab med stadig skiftende, men al Tid stærke Stemninger.

Under dette samme Stockholmsophold, hvor hun forekom alle som blot optagen af at samle ny Indtryk og at gjøre dette med en saa frisk Umiddelbarhed, saa man troede, at hendes personlige Historie maatte være noget aldeles afsluttet, og at hun selv for Fremtiden helt tilhørte sin Digtervirksomhed - da kæmpede hun allerede bevidst mod Selvmordstanken. Hun havde under Sygdommen været Friheden gjennem Døden saa nær, at Frihedslængselen vedblivende kredsede omkring Dødstankerne.

Selve den Iver, hvormed hun her i Stockholm knyttede Forbindelser med Mennesker, søgte Bekjendtskaber, hengav sig til Indtryk, var - som al Tid hos hende - et Forsøg paa af mange fine Traade at bygge sig et Tilflugtssted her i Livet. Hun vilde ikke blive ved at være, hvad hun kaldte sig selv, „en Stormfugl, der driver for Vinden”; hun vilde overvinde Tomhedsfølelsen, som hun følte, var dødbringende.

Fremfor alt var det Forfattervirksomheden, hun haabede, skulde fylde Tomheden. Og i fortrolige Timer kunde hun tale om dette sit Haab, som en Moder taler om den Søn, hun tror, en Gang skal blive hendes Støtte, i Fald hun kan gjøre ham saa stærk og god, som hun ønsker.

Foruden Fru Marianne havde hun den Gang ogsaa en større Novelle digtet færdig i sine Tanker, i hvilken hendes indre Liv under Sygdommen til Dels dannede Stoffet, nemlig At dø. Den forblev ufuldendt, og nogle smaa Skizzer - I väntrummet, Stackare (i Juleroser 1889) - var alt, hvad hun naaede at meddele fra denne Tid, rig paa indre Udvikling. Hendes Livsgjerning, hendes „store Roman”, skulde være Lady Macbeth, hvor hendes Æmne var en saa dyb Tragedie af en kunstnerisk begavet Kvindes Liv, at hun ikke vilde udføre dette Arbejde, før hun havde naaet en saadan kunstnerisk Modenhed, at hun kunde skrive det netop saaledes, som hun vilde.

Under Opholdet i Stockholm udkom det over Motivet i Novellen Koketten (se Från Skåne) byggede Drama Final, hvor Samarbejdet mellem Ernst Ahlgren og Axel Lundegård havde været saa stort, at begges Navn stod paa Titelbladet. Henimod et saadant fælles Arbejde havde deres indbyrdes Kritik af hinandens Arbejder og deres jævnsides løbende Udvikling bestandig sigtet. Dersom Ernst Ahlgren havde levet, vilde sandsynligvis flere Arbejder have kommet til at bære disse to Forfatternavne.

Fra selve Opholdet i Stockholm er der kun ét Indtryk, som er blevet umiddelbart bevaret i Ernst Ahlgrens Digtning, men det er et, som er at regne blandt vor Litteraturs Mesterværker, Dr. Tobiason, hvor hun har skildret sin egen Stockholmsjul og en Side af sin Personlighed paa en saa individuel Maade, at hun spøgende viste hen til sit „andet Jeg”, Hr. Tobiason, naar hun vilde forklare Ytringer eller Handlinger af Ernst Ahlgren.

Dersom Ernst Ahlgren havde levet, vilde hun rimeligvis være bleven Byboer for Alvor, og hvilke Indtryk der da fortrinsvis vilde være bleven gjengivne i hendes Digtning, er det nu ikke muligt at vide. I Fremtiden at skrive mer og mer for Theatret, som hun elskede lidenskabelig, var en af de Opgaver, hun talte om at uddanne sig for. Men at hun, paa det Udviklingstrin, hun befandt sig, særlig følte sig som Skildrer af Provinslivet, det er sikkert. Hun betragtede dette som sit egentlige Omraade, fordi hun derfra havde faaet sine stærkeste Indtryk af Menneskelivet i de Aar, Barndommens og Ungdommens, da Indtrykkene ogsaa forme sig skarpest. I denne Henseende som i flere andre - f. Ex. den strænge Arbejdsmoral, den dybe Forstaaelse af alt menneskeligt, den hjærtelige Humor og den optimistiske Tro paa Livet - lignede hun George Eliot, med hvis tidligere Udviklingshistorie Ernst Ahlgrens ogsaa har adskillige Ligheder. Men George Eliot fik i rette Tid alt, hvad Ernst Ahlgren maatte savne hele sit Liv. Hvem ved, hvor nær Ernst Ahlgren ellers havde kommet denne Forfatterinde, hvis Bøger hun først lærte at kjende i de sidste Aar af sit Liv, men som da blev den eneste kvindelige Digter, der indgød hende en lidenskabelig Beundring og

Ærefrygt.

(Sluttes i næste Hæfte.)

*) Se Polstjernan 1889. For dem, som ikke der have læst Axel Lundegårds Afhandling, meddeles her i største Korthed nogle Kjendsgjerninger: Ernst Ahlgrens første Skizzer blev trykte i skaanske Provinsblade; fra „Snällpostens” Redaktør, Doktor Herslow, kom den første, aldrig glemte Opmuntring. Med Edvard Bäckstrøm, som Forfatterinden uden Navngivelse henvendte sig til, udbedende sig hans Dom om en indsendt længere Fortælling, „Fidelio”, stod hun senere hen i Brevvexling; men Idealistens Interesse for Begynderinden ophørte, saa snart hun prøvede paa at følge Dr. Herslows Raad og tegne Billeder af det virkelige Liv. Efter utallige Afslag fra forskjellige Sider blev en ny Skizze trykt i „Ny 111. Tidning”, hvis daværende Redaktør, Ernst Beckmann, ogsaa havde Blik for den lovende Forfattervirksomhed. De første Mærker (Ivar Tardif, O. Twist o. a.) ombyttes nu for bestandig med Ernst Ahlgren. - Dette Mærke begyndte at vise sig nu og da i „Fyris”, hvis Redaktør for Litteraturafdelingen, Frans von Scheele, ikke blot varmt opmuntrede Ernst Ahlgren, men ogsaa skaffede Forlægger til Novellesamlingen Från Skåne (1884). Sine Erfaringer under Striden for sin litterære Tilværelse har Ernst Ahlgren i denne Samling antydet i Skizzerne En omvändelseshistoria og Folkvännen.

**) Se I gryningen af Axel Lundegård.