Dansk Kvindesamfunds Virksomhed.

Dansk Kvindesamfunds Engageringskontor for Kvinder. I Lighed med det Engageringskontor, som af Frederikke Bremerförbundet er stiftet i Stockholm, har Dansk Kvindesamfund oprettet et saadant i Kjøbenhavn.

Det har nu bestaaet i omtrent et Aar, og Antallet af de baade unge og ældre Kvinder, der have søgt Plads gjennem det, er 561, hvilket viser, hvor stor en Trang der har været til et saadant Kontor. Vi have imidlertid ikke kunnet skaffe saa mange af disse Plads, som vi ønskede, da de pladsgivende endnu holde sig tilbage De have endnu ikke lært, hvor langt lettere det er at gaa hen paa Kontoret og faa anvist den ønskede Lærerinde, Jomfru o. s. v., end det er enten selv at avertere eller at se efter i Aviserne og saa gaa fra den ene Familie til den anden og høre Besked. Vi opfordre derfor alle, der have Brug for Lærerinder, Selskabsdamer, Husbestyrerinder, Kasserersker, Expeditricer, Kammerjomfruer og Sygeplejersker, til at henvende sig til os, for at vi kunne hjælpe nogle af de Kvinder, der med Tillid komme til os.

Mange af de unge Kvinder, vi saaledes komme i Berøring med, trænge til Uddannelse i en eller anden Retning. Et muligt Overskud vil blive anvendt hertil, og ved at benytte Kontoret til eget Formaal vil man saaledes hjælpe en god Sag fremad.

Paa Dansk Kvindesamfunds Kontor, Studiestræde Nr. i, meddeles beredvillig enhver fornøden Underretning hver Dag mellem 12 og 2, Onsdag tillige fra 4-6.

Dansk Kvindesamfunds autoriserede Fæstekontor for Kvinder. Fra den 1ste Februar 1889 at regne er Fru Oline Marquard, født Christensen, bleven antaget som Forretningsfører for Kontoret i Stedet for Frk. V. Møller, der efter eget Ønske er fratraadt.

Selskabelige Sammenkomster holdtes af Dansk Kvindesamfund den 31te Januar og den 1ste Marts.

Ved den første af disse indledede Frk. Anne Bruun en Forhandling med Hr. Rubin om "de Kjøbenhavnske Kommunelærerinders Løn" (se omstaaende Artikel), som fulgtes af en meget livlig Forhandling.

Hr. Rubin mente, at Frk. Bruun egentlig ikke havde angrebet det, der var den svage Side ved hans Standpunkt. Han havde slet ikke sagt noget om, hvorvidt Lærerindernes nuværende Løn var for stor eller for lille; havde de faaet 16,000 Kr. og Lærerne 25,000, vilde det for ham ikke gjøre nogen Forskjel. (I øvrigt forstod han ikke, at man havde Grund til at beklage sig over en Løn paa 1600 og en Pension paa 1066 paa en Tid, hvor største Parten af Næringsdrivende vilde prise sig lykkelige ved en fast maanedlig Indtægt af 100 Kr., og hvor man vilde anse det for store Ting, om man kunde skaffe hver udslidt Arbejder en Pension paa 100 å 200 Kr. aarlig).

Det farlige ved at søge gjennemført en Lønning efter Behovet saa han godt; det laa deri, at man let vilde bruge det opefter og lade det falde nedefter. Ved høje Stillinger vilde man tage Hensyn til Personen, ved mindre Stillinger derimod, som der altid er Trængsel om, vilde man give mindst mulig Løn, vilde glemme at se paa Behovet og kun spørge om billig Arbejdskraft.

Alligevel troede han, det vilde være til Gavn for Samfundet, være det lykkeligste, om man kunde komme mere ind paa at lønne efter Behov, mindre efter Tilbud og Efterspørgsel. Hvis Forsamlingen her bestod af fattige Koner i Stedet for af Damer, vilde den være enig med ham i dette. Det var humane Betragtninger, der gjorde sig gjældende ved Siden af Loven om Tilbud og Efterspørgsel. Saaledes var ogsaa de moderne, kulturmæssige Bestræbelser fremkomne, som han havde sigtet til. De gik bl. a. ud paa at indskrænke frugtsommelige Kvinders Arbejde i Fabriker. Love i den Retning kunde vel gribe hindrende ind i den enkeltes Kamp for Tilværelsen, men var dog velgjørende for Samfundet i sin Helhed.

Hr. Sveistrup udtalte, at paa Kvindesagens Program i de forskjellige Lande staar Fordringen om samme Løn for Mand og Kvinde for det samme Arbejde. Det var rigtigt, at Kvinderne stillede denne Fordring, da de ellers vilde komme til at underbyde Mændene og nedsætte Arbejdslønnen for dem. Skulde man tage Hensyn til Behovet, maatte Skjellet ikke drages mellem Mænd og Kvinder, men mellem Familieforsørgere og ugifte.

Fru Nørlund sluttede sig til Sveistrup og fremhævede, at Kvinder ofte var Forsørgere for andre, og at Lærerinden lige saa vel som Læreren trængte til at have eget Hjem. Hendes Løn burde være saadan, at hun var i Stand til at stifte et saadant.

Frk. Bruun fandt, at Hr. Rubin havde talt for meget om, hvorledes Forholdene var; det, der interesserede hende, var Spørgsmaalet om, hvorledes de burde være. Hun kunde stadig ikke se andet end Uretfærdighed i, at Arbejde af samme Værdi fik forskjellig Løn.

Hr. Høgsbro præciserede Spørgsmaalet om Behovet til at gjælde Familieforsørgelsen. Dette var den afgjørende Grund til at give Manden højere Løn; men det viste sig hyppigere og hyppigere, at ogsaa Kvinder kunde blive Familieforsørgere, og saadanne Kvinder maatte der da tages Hensyn til. Thi Kjønsforskjel i og for sig burde ikke begrunde Lønforskjel. Man burde, som Rubin ogsaa mente, skjelne mellem Varer, som maatte sælges efter den fri Konkurrences Princip, og personligt Arbejde, hvor Stat og Kommune stedse tog andre Hensyn ved Siden.

Hr. Rubin ytrede til Sveistrup, at saa længe kun enkelte Kvinder optræde paa Arbejdsmarkedet, kunne de med Nytte fordre lige Løn med Mændene, men kommer først Massen af Kvinder med, vil Konkurrencen mellem dem indbyrdes blive saa stor, at Arbejdslønnen i det hele vil og maa blive nedsat. Andet er ikke muligt. Over for Frk. Bruun udviklede han Følgerne af ikke at tage Hensyn til Personer. Søgte man de billigste Arbejdere, maatte det komme til, at man indforskrev Kinesere.

Sveistrup. Hr. Rubin vil ikke kaste Kinesere ind paa Arbejdsmarkedet, men han vil kaste Kvinderne ind som en billigere Arbejdskraft.

Rubin. Det kunde ikke nytte, at man brugte Stikord som lige Løn for Mand og Kvinde, at man talte sig varm om Retfærdighedshensyn o. s. v. Selv om man i en enkelt Side af Kvindesagen maatte bøje sig for det, der vilde gavne Samfundet som Helhed, vilde Kvindebevægelsen ikke lide derved. Naar man ikke forstod, at det, Spørgsmaalet drejede sig om, var, om man skulde ønske Arbejdslønnen bestemt, bl. a. under Hensyn til Arbejdernes Behov, eller om man kun skulde ønske Arbejdet betalt som enhver anden Vare, d. e. efter Licitationspriser, og naar man ikke forstod, at for den store Part af Menneskeheden førte det sidste til Ulykke, det første til en menneskeværdig Tilværelse, - da var man paa Siden af Spørgsmaalet og videre Forhandling overflødig.

Den 1ste Marts holdt Dr. Starcke for den talrige Forsamling et indledende Foredrag om den gifte Kvindes Erhverv, hvorved han ikke forstod et tilfældigt Bierhverv, der optog nogle Timer af Dagen, men et planmæssig anlagt og gjennemført Arbejde, der ikke levnede nogen Tid til Varetagelse af Hjemmets Tarv. Husets Ordning og Børnenes Opdragelse maatte da overlades til lejede Folk. Men Ægteskabet, Familielivet vil lide derunder. Det er af væsentlig Betydning for dette, at Manden skylder Hustruen Taknemlighed for Hjemmets Hygge. De smaa Ting, af hvilke denne bestaar, have stor Betydning for Sjælelivet. Kvinderne ere for tilbøjelige til at tro, at det Arbejde, der i Ægteskabet bliver dem tildelt, er af en lavere Natur end Mandens. Hvis de vidste, hvor mange Fortrædeligheder og interesseløse Enkeltheder der forekommer i Mændenes Forretninger, da vilde de ikke længes saa meget efter at kigge dem i Kortene. Grunden til denne Kvindens skjæve Betragtning ligger dels deri, at Manden i tidligere Tid var Herre over Hustruen, og Slagskyggen deraf foruroliger endnu Nutidens Kvinder. Dels ligger den deri, at vor Tid er en Forfaldstid, hvor Kvinden mere er Hustru end Moder, medens tidligere det omvendte var Tilfældet. Kvinden har mistet noget af sin Evne til at leve for Slægten. Men saa vist som der er to Typer paa Menneskeværd - Mandens og Kvindens -, saa vist har Kvinden ved sit Følelses- og Stemningsliv en Evne til Opdragelse af Børnene, som udfylder den moralske Paavirkning, der gives dem af Manden. Og i dette ligger Kvindens store Gjerning.

Fru Thræn holdt ikke af, at man skelnede paa saa væsentlig en Maade mellem gift og ugift Kvinde. Den ugifte Kvinde skulde bruge alle sine Kræfter for at uddanne sig, men saa snart hun giftede sig, vilde man formene hende at benytte denne hendes Uddannelse. Man vilde gjøre Hjemmet til et Fængsel, hvor Kvinden stængedes inde, udelukket fra det bevægede Menneskeliv. I Modsætning hertil udmalede Talerinden et Billede af det Hjem, hvor Mand, Hustru og Børn samledes til fælles Vederkvægelse, hver efter sit Dagværk.

Folketingsmand F. Bajer belyste ved Exempler (Sangerinden, Høkerkonen) den Betydning, Kvindens Erhverv har for Familien.

Frk. Falbe Hansen mindede om de Hjem, der fattes, fordi Manden ikke alene kan magte at forsørge en Familie. Selv om den gifte Kvinde kun kunde faa Tid til et halvt Erhverv, kunde der i vore økonomisk slette Tider ud af 1½ Erhverv grundes et Hjem. Baade Fader og Moder burde i de ledige Timer opdrage Børnene

Frk. Frederiksen forlangte af Dr. Starcke et Bevis for, at Mødrene tænkte mindre paa deres Børn nu end før.

Sveistrup undredes over, at Indlederen havde fundet store Vanskeligheder ved "Hustruens" Erhverv. Det var efter hans Opfattelse ikke Forholdet som Hustru, men Forholdet som Moder, der fremkaldte Vanskeligheden. Naar Moderen skulde erhverve uden for Hjemmet, maatte "ethiske Talenter" benyttes til Opdragerinder for Børnene; man maatte sende dem i Asyler og Børnehaver. Kvindebevægelsen, der er udsprungen af Individualismen, Hævdelsen af den enkelte Personligheds Ret, vilde, om man drog denne Følgeslutning, kunne lede til Samfundsopdragelse.

Rubin mente ikke, at Ægteskabet vilde gaa til Grunde, selv om Samfundstilstandene nødvendiggjorde Hustruens Erhverv, men blev det Tilfældet, saa var Spørgsmaalet, om det var bedre at have et Menneske, en selvstændig Personlighed, der erhverver, end et Hjem. Det gjaldt altsaa at skabe en Ordning, der bragte Harmoni. For Arbejderstanden, de brede Lag, var disse Spørgsmaal ikke en Pibe Tobak værd, da Hustruens Erhvervsvirksomhed her var en uomtvistelig Kjendsgjerning.

Folketingsmand I. Hansen: Erfaringen viser, at de Hjem, hvor Hustruen erhverver, t. Ex. i Arbejderstanden, ikke ere de daarligste.

Efter at Indlederen et Par Gange endnu samt flere andre havde haft Ordet, sluttede den livlige Forhandling, der fortsattes privat ved Thebordene.

Foredrag om Kvindesagen ere endvidere efter Indbydelse og paa Dansk Kvindesamfunds Foranstaltning holdte:

Den 23. December af Kommunelærerinde Frk. Anne Bruun i Ousted Skole ved Lejre, c. 100 Tilhørere.

Den 2. Februar af Samme i Hammer ved Lou Station, c. 70 Tilhørere.

S. D. af Kommunelærerinde Fru Louise Nørlund i Tjæreby Forsamlingshus ved Skjelskør. Fuldt Hus.

Den 3. Februar af Samme i Boelslunde. Amtsraadsmedlem Jens Andersen udtalte sin fulde Tilslutning til Tanken om skatydende Kvinders kommunale Valgret lige med Mænd. Fuldt Hus.

Den 10. Februar af Frk. Kirstine Frederiksen i Gislinge Friskole. Livlig Forhandling.

Den 17. Februar af Samme i Vig og Asnæs Forsamlingshuse. Paa førstnævnte Sted deltog Pastor Jungersen og Pastorinde Spleis i Forhandlingerne. Den første ytrede sig venlig stemt mod Kvindesagen, men tog dog et Forbehold over for den gifte Kvindes Selvstændighed; sidstnævnte raadede Kvindesagens Forkæmpere til at gaa besindig til Værks.

S. D. af Frk. Anne Bruun i Toksværd Forsamlingshus ved Næstved. 150 Tilh. Livlig Tilslutning.

Den 18. Februar af Samme i Kongsted Forsamlingshus ved Faxe. Særdeles god Stemning. C. 200 Tilh.

Den 23. Februar af Fru Elisabeth Selmer f. Wulff i Ousted Skole ved Lejre. C. 150 Tilhørere.