Ernst Ahlgren.

(Victoria Benedictson). (fortsat).

Ernst Ahlgren indsaa, at hendes Styrke laa i at skildre det, hun havde levet sig inderlig ind i, derimod ikke i at fastholde en mere flygtig Stemning, at gjengive et mere overfladisk Indtryk. Og hvad selve Arbejdsmaaden angaar, saa forkastede hun for sit Vedkommende helt og holdent den, hvor det oplevede skildres uden Valg. Ernst Ahlgren komponerede tværtimod sine Værker meget omhyggelig, og i saa Henseende betegnede hun sin særlige Maade at behandle Æmnet paa, naar hun sagde, at hun elskede at hugge en Udsigt ud, saa lade Løvet skjule en Del, og saa hugge en ny Udsigt ud, men derimod vilde hun ikke gjærne føre Læseren hen ad en aaben Vej, hvor alt saas lige tydelig.

Ved selve Udarbejdelsen var hun ogsaa den omhyggelig søgende og prøvende Kunstner. Hun stredes med Ordene, til hun havde fundet det mest træffende Udtryk; hun lagde til og tog fra, lige til hun fandt den mest livsvirkelige Fremstillingsmaade. Ligesom Maleren fylder sin Mappe med Skizzer, hvoraf de færreste siden blive Billeder, saaledes havde Ernst Ahlgren sin „store Bog”, hvor hun optegnede Samtaler, Naturbilleder, Karakteranalyser umiddelbart efter Virkeligheden, altsammen som Forstudier til sine Arbejder, som hun, uden denne samvittighedsfulde Opbevaring af Indtrykkene, ikke kunde have givet en saa ægte Virkelighed, paa samme Tid som hun ved at omdanne Stoffet med genialt Skarpsyn fjærnede Tilfældighedens Præg fra sine Værker og gav dem Kunstnerpræget.

Denne i højeste Grad samvittighedsfulde Arbejdsmoral var hendes Bidrag til Løsningen af Kvindespørgsmaalet.

Ernst Ahlgrens egne Livserfaringer havde gjort hende til en varm Tilhænger af enhver Stræben for Kvindens økonomiske og retslige Ligestillelse med Manden.

Men hun mente, at man ved en saadan Frigjørelse i Virkeligheden vilde have vundet saare lidet, dersom den ikke fulgtes af en Kvindernes indre Frigjørelse, fremfor alt fra Fordomme, men ogsaa fra ubillige Fordringer.

Al Ophøjelse af Kvindearbejdet, som saadant, var hende modbydelig; først naar Kvindens Arbejde blev bedømt upartisk som Mændenes, først naar Kvinderne stillede samme Fordringer til sig selv, som Mændene stille til hverandre i Retning af samvittighedsfuldt produktivt Arbejde, først da mente hun, at der kunde blive Tale om Ligestillethed. At blive bedømt som Forfatter med Hensyn til, at hun var Kvinde, fremkaldte hos Ernst Ahlgren, selv om Dommen var rosende, en Harme, som over for en Fornærmelse. Og med Hensyn til det kvindelige kunstneriske Fuskeri var hun en lige saa ublid Dommer som den gamle Lektor i Skizzen En grobian.

Denne Ernst Ahlgrens Arbejdsmoral sad hende lige ud i Fingerspidserne, den gav sig endogsaa Udtryk i selve hendes Manuskripter, hvor hver eneste lille Ubetydelighed vidnede om Skjønhedssans og Samvittighedsfuldhed, og hvor den runde, faste Haandskrift flød saa jævn og klar. Ogsaa i denne Henseende prægede Ernst Ahlgrens indre Udvikling sig i det Ydre. Hendes tidligere Haandskrift var tydelig, men næsten barnlig og aldeles ikke ualmindelig; jo mere hun ved at skrive blev Herre over Indhold og Form, jo mere rejste Haandskriften sig, blev bred og kraftig med en ganske særegen Individualitet i de lige Bogstaver, der var lette at læse som Tryk.

Med en endnu dybere Afsky end den, hvormed hun imødegik Fuskeriet og de tomme Fordringer, vendte Ernst Ahlgren sig mod det vedtægtsmæssige og mod Halvheden, fremfor alt hos Kvinderne, men for øvrigt, hvor hun traf den. Enhver anden Fremtoning i Livet rakte hun Haanden i Medfølelse, kun disse bragte hende til at gribe til Vaaben. I alt, hvad hun har skrevet om Middelklassens Liv, kan man spore dette Grundtræk: i Selmas Skæbne, i Mariannes tidligere Historie, i Smaastykker som Tvist, I kupén o. fl. Den Kvindeskikkelse, hun omfatter med hele sin Kjærlighed - Hilma (i En realist), Selma (i Pengar) Siri (I Telefon), Fru Ramberg (i Romeos Julia) -, har som sit mest betegnende Træk, at hun har Mod til at være sig selv, til at være sand og være hel.

Hel eller halv - i Arbejde og i Kjærlighed - det var for hende Spørgsmaalet, naar det gjaldt en Persons Karakter. Det var det afgjørende for hendes Sympathi, mens Anskuelserne kunde være saa forskjellige, de vilde, uden at det forstyrrede hendes Venskab, forudsat at man ikke selvklogt og dogmatisk vilde lægge Baand paa hendes egen personlige Frihed.

Man staar her over for en anden af Modsætningerne i Ernst Ahlgrens Personlighed. Mens hun i aandelig Henseende var saa moderne anlagt, saa smidig, saa godt kunde lempe sig efter mange forskjellige Karakter- og Meningsforskjelligheder, var hun i sin egen inderste Sjæl en meget exklusiv Natur uden Mulighed for at dele eller dæmpe sine voldsomme, stærke Følelser, en Natur uden Erstatningsmuligheder.

Et lille Træk belyser denne Evne til lidenskabelig at omfatte et eneste Forhold. Hun har i Den gamla Sévresporslinsgruppen skildret sin Sorg, da dette lille Kunstværk blev solgt bort fra Hjemmet. Men endnu skarpere kom denne Sorg frem i en Ytring, hun en Gang udtalte: „Saa længe den var der, saa jeg knap det, som var uhyggeligt og uskjønt i Hjemmet; den Gruppe gav det altsammen et festligt Præg; j eg søgte, saa godt jeg kunde, at indrette alt, saa det dannede en værdig Baggrund for dette eneste Kunstværk. Da den var borte, lod jeg det hele fare; det var jo ikke mere Umagen værd”.

Der var imidlertid ikke mange, som saa til Bunds i Ernst Ahlgrens Natur og dér opdagede det oven for antydede Grundtræk.

Hun gjorde tværtimod i Almindelighed Indtryk af at kunne tage imod fra mange Kanter og dele sig til mange Sider. Udvortes set var dette ogsaa Tilfældet; men i inderste Forstand havde kun yderst faa Mennesker noget virkeligt at betyde for hende. Dette medførte dog ikke nogen egenkjærlig Kulde; thi hun kunde dele andres Glæder og Sorger paa den hæftigste Maade, saa hæftig, at ogsaa dette opsled hendes Modstandskraft mod en Tilværelse, som byder mange Muligheder til Medlidenhed, faa til Medglæde. Men hendes inderste Væsen var af den Art, som skildres i Modern:

„Saadanne Mennesker som jeg burde slaas ihjel ved Fødselen; de passe ikke blandt de andre. De ere kun Menneskehalvdele; hvor andre have Hud og Ben, der have de kun en tynd Hinde, og deres Hjærte knytter sig til et, et eneste Forhold; rives de løs fra det, saa bløde de sig til Døde”.

Den Kreds, Ernst Ahlgren i Stockholm nærmest sluttede sig til, var den Gruppe blandt Forfatterne fra 1880, som kaldtes „det unge Sverige”, saa vel hendes Livsanskuelse som hendes personlige Sympathier drog hende did. Til Gustaf af Geijerstam, „hvis lyse og aabne Natur” hun syntes, fuldstændiggjorde hendes egen „mørke og indesluttede” paa en saa velgjørende Maade, stod hun fra 1885 i et fortroligt Venskabsforhold, og Venskabsforbindelsen vedligeholdtes, ligesom med Georg Nordensvan, ved en flittig Brevvexling. I begge disse Forhold var det det kammeratlige Præg, hun fremfor alt satte Pris paa; at hun ganske simpelt blev behandlet som Menneske, var hende især kjært. Ernst Ahlgren skrev lige saa let som hun ugjærne talte, og hun strøede i sine sidste Aar meget skiltende Udtalelser om sig til mange Sider, saa at den, der af hendes Breve skal faa hendes Billede frem, nøje maa adskille, hvad der er væsentligt, og hvad der er vexlende i hendes Stemninger, hvad der er hendes egen Natur, og hvad der blot er en Gjenklang af det Menneskes Natur, som hun taler til. Thi uden nogen Sinde at forstille sig havde hun ubevidst enhver sympathetisk Naturs Tilbøjelighed til at anslaa netop den Tone, som hun følte, vilde give stærkest Gjenklang i en andens Sjæl. Som et urokkeligt Grundtræk maa man fastholde den lidenskabelige Frihedstrang, der gjorde hende sky for at optræde i Flok selv med sine Meningsfæller i Striden mod den gamle Livsanskuelse, og som bragte hende rent ud af sig selv, naar hun af dennes Talsmænd blev brugt imod den ungdommelige Gruppe, som hun dog stod nærmest. Denne Selvstændighedens Ensomhedsfølelse havde ikke ringe Del i den Frygt,, hvormed hun imødesaa og tilsidst flyede Fremtiden.

Efter Tilbagekomsten fra Stockholm til Hørby sent paa. Vinteren 1886 begyndte Ernst Ahlgren at arbejde paa Fru Marianne og tilbragte en af de forholdsvis lykkelige Tider i Hørby, da hun for en Stund kunde glemme smaa Ubehageligheder, Omgivelsernes Mangel paa Sympathi, Landsbyforholdenes Snæverhed under ivrigt Arbejde eller lange ensomme Vandringer paa sin kjære Hede. En Gave, som hun paa denne Tid modtog fra en unavngiven kvindelig Ven af Kunsten - hvis Livsvandring danner en hel Mælkevej af saadanne Lyspunkter, der ere skjænkede andres Tilværelse - satte hende ogsaa i Stand til at indrette sig et Par smaa Værelser i en Sidebygning. Med den Evne til frisk Livsnydelse og barnlig Glæde, som laa i hendes mørke Natur ligesom Solglitter over Havdybet, kunde saadan en Begivenhed være en rig Kilde til Glæde. At eje et virkeligt Arbejdsværelse, et Værelse med Boghylder, Sofa, Gulvtæppe og Hængelampe, men først og sidst med et rigtigt Skrivebord, havde været et saa stort Ønske hos hende, at dets Opfyldelse forekom hende herlig som en Drøm - for en Tid.

Men saa dreves hun atter bort af den tunge Hørbyluft, af Pinen ved alle de Naalestik, som hun følte skarpere for hver Gang, hun vendte tilbage paa et kort Besøg efter en længere Fraværelse. Hun havde saa længe undertrykt sin Natur, at dens Krav paa at leve paa sin egen Vis nu var brudt voldsomt frem, egoistisk, om man saa vil.

Thi hun havde endnu i det gamle Hjem ufuldendte Moderpligter, hvilket hun indsaa. Men hun indsaa tillige, at det nu gjaldt for hende om at redde sin egen aandelige Tilværelse, sit Digterkald, - og begge disse Moderpligter magtede hun ikke at opfylde. Desuden var hun ikke af de Mennesker, for hvem de naturlige Baand have Indflydelse paa Følelsen eller Pligtfølelsen. Kun et Forhold, der hvilede paa et aldeles frit Valg, kunde for hende faa afgjørende Betydning for Livet.

I Efteraaret 1886 begyndte hendes længere Besøg i Kjøbenhavn, og det var hovedsagelig i denne By, hun boede i de sidste to Aar; de eneste Afbrydelser var nogle kortere Besøg i Hørby samt nogle Maaneders Ophold i Paris i Foraaret 1887 og nogle Ugers i Foraaret 1888. I disse Aar begyndte hendes sugende Tørst efter æsthetisk Udvikling, forfinet kunstnerisk og intellektuel Omgang, Afvexling og Indholdsrigdom at blive tilfredsstillet. Men paa samme Tid medførte de ny Livserfaringer ny, af Fortiden uafhængige Kampe, som for en stolt og hel Natur var af en yderst tærende Art. Dertil kom, at ved Siden af hendes større Forfinelse, hendes stigende Fordringer til Livet stod som en Trusel den økonomisk usikre Tilværelse, nu da hun skulde leve af sit eget Arbejde, hvad de stærkt formindskede Midler i Hjemmet i de senere Aar gjorde nødvendigt og ikke alene ønskeligt for hendes Selvfølelse.

Havde Ernst Ahlgren været ung og rask, da vilde hun have været økonomisk bedre stillet end de fleste af vore yngre Forfattere, thi hun fik forholdsvis høje Honorarer, og alt, hvad hun skrev, blev modtaget med Iver overalt. Dertil kom i det sidste Aar det svenske Akademis Understøttelse. Men hendes legemlige Svaghed, som gjorde anstrængt Arbejde umuligt, hendes langsomme Maade at arbejde paa, hendes uafviselige Trang til fuldkommen Hvile nu og da, gjorde hende mere afhængig end andre af det økonomiske Tryk, som derfor ogsaa bliver den stadig tilbagevendende Mare, der forfølger hende i de sidste Aar. Hun vilde ikke, kunde ikke skrive for Brød, hun maatte arbejde paa sin egen rolige Maade for at frembringe noget dygtigt og - „Sverige har kun Raad til at føde Hurtigskrivere”, sagde hun én Gang med den usigelige Bitterhed hos en rig Natur, som føler, at den gaar til Grunde, fordi den, som saa mange andre, der have delt hendes Skæbne, tilhører et aandelig og materielt fattigt Land, et Land, der ikke har Evne eller Vilje til at redde sine bedste Kræfter for Kulturen. Den økonomiske Bekymring var - i Følge hendes egen bestemte, til forskjellige Sider gjentagne Udtalelse - en af de væsentligste Aarsager til hendes Død. Og ganske vist har hun i denne som i andre Retninger udtalt Ytringer, som ikke al Tid stemte overens; thi enhver føler én Gang den ene Byrde trykke stærkere, en anden Gang den anden. Men i denne Henseende ere hendes Udsagn dog saa vidt overensstemmende, at man har Ret til at antage, at dersom Ernst Ahlgren havde haft en sorgfri økonomisk Tilværelse med sikret Ro til at arbejde og Mulighed for hjemlig Hygge i en Kreds, hun sympathiserede med, da vilde hun rimeligvis have været reddet for vort Lands Litteratur.

At en for vort Lands fleste Forfattere fælles Ulykke, Fattigdommen, hos hende stødte sammen med en mere end almindelig stærk Evne til at føle Lidelse, og med en ulægelig Sygelighed, er mer end tilstrækkelig Aarsag til en tragisk Skæbne.

Ingen Sygelighed i Livsanskuelsen var medvirkende dertil. Tværtimod taler hendes dybe Kjærlighed til Livet endnu ud af hendes sidste Ord; Livet var mildt, var rigt og fuldt af Lykkemuligheder, skjønt det havde knust hende, som var „for veg til at leve”; Menneskene var ikke onde, Tilværelsen ikke fortvivlet, og det var med en stille Inderlighed, rørende som et sygt Dyrs Taknemlighed, at hun modtog ethvert Gran af Ømhed. Intet, som kunde lyse op i hendes indre Mørke, afviste hun; hun vilde være fri for det eneste syge Punkt i sin Sjæl; hun vilde „slippe for at dø”, og der findes ikke et Ord i alle hendes Meddelelser, som røber det ringeste Koketteri med hendes eget Tungsind. Dette var tværtimod saa væsentlig i Strid med hendes Personlighed, at hun selv dømmer og behandler det rigtig, naar hun kalder det en fix Idé, fremkaldt af Lidelsen og tilsidst fuldkommen uafhængig af Viljen.

Med Kjendskab til disse sjælelige Kjendsgjerninger tager det sig underlig ud, naar man hører den Udtalelse, at Ernst Ahlgrens Mangel paa Religiøsitet gjorde det umuligt for hende at bære Livets Byrder.

Dersom man med Religiøsitet mener Evnen til at hengive sig til noget højere end sig selv, da havde Ernst Ahlgren Arbejdet som sin Gudsdyrkelse, og Livet selv, i al sin Mangfoldighed, var Guden i denne Religion.

Men dersom man med Religiøsitet mener Evne til at slutte sig til en bestemt Religionsform, da manglede Ernst Ahlgren fuldstændig en saadan Mulighed, i det mindste i de senere Aar af sit Liv. Udviklingen og Livet selv havde mere og mere bragt hende til at nærme sig den græsk-romerske Oldtids - eller maaske snarere det tyvende Aarhundredes - Livsanskuelse, mens Kristendommens Verdensbetragtning aldrig havde gjort noget dybt Indtryk paa hende. Men dette vilde aldrig nogen som helst bestemt Religionsform, lige saa lidt som nogen filosofisk Verdensbetragtning, have kunnet gjøre; Tvivlen i og for sig var for hende ikke mere betydningsfuld end Troen. Hun havde tidligere uden Pine underkastet sig de kirkelige Former; de mere overfladiske Stridsspørgsmaal havde ingen Ting at sige for hende, og hun lod selv de dybeste Spørgsmaal staa aabne; hun fornægtede lige saa lidt, som hun troede. Livet var for hende ikke først og fremmest Tankens Liv, men „Bevægelse, Følelser, Handlinger”, skrev hun kort før sin Død.

Og der gives saadanne Mennesker, Mennesker, ikke uden Trang til Religion, men uden Trang til en positiv Verdensbetragtning, Mennesker, for hvem de med dette Æmne sammenhængende Spørgsmaal aldrig kunne faa afgjørende Betydning.

Til hendes, om man saa vil, hedenske Livsanskuelse hørte hendes urokkelige Vished om, at man, naar Livets Kval ikke er til at udholde, har Ret til at ende Kvalerne ved en frivillig Død. Grænsen for Muligheden til at holde ud faldt for hende sammen med Muligheden til at fuldbyrde sin særlige

Livsgjerning. Saa længe Sjælens og Legemets Kræfter strakte til til Arbejdet, vilde hun prøve paa at leve; siden agtede hun at dø. Hun talte Aar igjennem om denne Død som en afgjort Kjendsgjerning i hendes. Liv, talte saadan om den, som Seneca eller en anden af Stoikerne fordum talte, og ingen, som ikke i denne Henseende fuldt ud forstod hende, ingen, som vilde lægge andet end sin Hengivenhed i Afgjørelsens Vægtskaal, kunde staa hende nær. Denne stadig bevidste for Arbejdets Skyld bekæmpede Dødstanke er den mørke Baggrund, mod hvilken hendes stærke Evne til sollys Livsglæde tegner sig saa klart. , Hun vilde tage alt, hvad hun kunde af Livet, hun vilde ikke dø, før hun havde naaet at leve.

Denne Modsætning mellem Livskraft og Dødsmod er kun en tilsyneladende Modsigelse Baade Sjælens og Legemets Sygdomme knække lettest de stærke. Naar Sjælslidelsen griber en livskraftig Natur, vender Styrken - som ikke kan forødes - sig mod Tilintetgjørelse. Og hos Ernst Ahlgren fandtes der ingen Hjælp i den rent legemlige Livslyst; thi den havde Sygeligheden ødelagt. Hun sagde ofte, at ingen kunde maale blot den Sum af daglig Pine, som et Friluftsmenneske som hun følte ved paa Grund af sin Sygdom at være berøvet fuld Bevægelsesfrihed, og den uhørte Kraftsum, som gik med blot til at holde Modet oppe under Sygdommens Tryk. Til sidst forbrugtes Kraften, og den Smule Livskraft, som var tilbage, forøgede kun Lidelsens Styrke.

Hvem kan for øvrigt i en eneste Henseende maale en andens Lidelse? Hvert Menneske lider paa sin Vis, men Kunstnere lide med mange Menneskers samlede Lidelsesmuligheder, og et Stik, som knap saarer et almindeligt Menneske, kan for deres Natur blive en ubodelig Skade for Livet.

Under sit Ophold i Kjøbenhavn kom Ernst Ahlgren ligesom i Stockholm i livlig Berøring med den Gruppe inden for Litteraturen, som repræsenterer den moderne Livsanskuelse, især Brødrene Brandes, og hun fik derved mange stærke Vækkelser baade for sin kunstneriske og menneskelige Udvikling, en rig Indsats af Udviklingsmuligheder at forarbejde, men ogsaa af Modsigelser at løse. Af særlig Betydning for hendes Digtning blev de strænge Domme, som fra denne Side fældedes om hendes Forfattervirksomhed. De forøgede hendes ved den tidlige Modgang fostrede Mistillid til sig selv. Og alle de andre nu bestandig talrigere Sejre - blandt andet Dramaet I telefon - kunde ikke gjenopvække Selvtilliden. Hendes litterære Karakter - som hun nok under Tiden søgte at bøje ind i en anden Form f. Ex. i Tvist, i Pals Skikkelse (i Fru Marianne) samt til en vis Grad i hendes nu nylig (i Svensk Tidskrift 1. Hæfte 1889) udgivne Romeos Julia - viste hende dog saa bestemt den Vej, hun havde at følge, saa i denne Henseende kunde hendes Usikkerhed næppe have faaet nogen dyb Betydning. Men derimod stod det Spørgsmaal for hende, om hun overhovedet ad nogen som helst Vej skulde naa frem til sit Maal, den fuldt lødige Kunstnergjerning. Hun, som hadede alt Fuskeri i Kunsten, var hendes eget Arbejde maaske ikke andet?

Jo mere Paaskjønnelse hun vandt, jo højere satte hun sit eget Maal, jo mere skærpede hun sin ubønhørlige Selvkritik.

Fra og med Sommeren 1887 begynder hun at frygte aldrig at kunne naa det store i Kunsten, og ved denne Frygt vender hun sig atter til Dødstanken. Livet var desuden fra saa mange andre Sider kommet med smaa Muligheder til Svar paa store Krav. Hun stod allerede den Sommer over for Selvmordet med en saa modnet Beslutning, men paa samme Tid med en saa ihærdig Kjærlighed til Livet, at et tilfældigt Lysglimt denne Gang kunde føre hende forbi Faren. Den Fortælling, som blev skreven Natten til den Dag, hun havde besluttet at dø, Forbrytarblod, er udsprungen af et skjælvende Hjærtes Dyb

Et Sommerbesøg i G. af Geijerstams Hjem og om Efteraaret i Stockholm forjog for en Tid Tankernes stadige Kredsløb om Dødshvilen som det eneste attraaværdige, og som en Adspredelse fra de tunge Tanker skrev hun i denne Tid Lystspillet Teorier.

I Januar 1888 var det, Dødslængslen blev saa meget stærkere end Livslysten, at et Selvmordsforsøg fand Sted, men mislykkedes. Hvor stærk Livsleden nu var bleven, viste sig ved den Sorg, hvormed hun talte om dette mislykkede Forsøg, som vilde have helbredet en mindre dyb Rædsel over for Livets tunge Opgave. Fra denne Tid af var hendes legemlige og sjælelige Kræfter borte. Hun forsøgte at arbejde: Romeos Julia, Ur mörkret, Lifsleda, og hvad der efter hendes Død fandtes af Udkast til Sørgespillet Den bergtagna, blev til i denne Tid. Hun søgte, med den dødsdømtes Angst, at gribe ethvert Tag i Livet, enhver udstrakt Haand, som kunde holde hende fast. „Jeg gaar omkring som en Hund, der ved, den skal dø, men som netop derfor tigger Menneskers Kjærtegn”, sagde hun kort før Enden. Alt var hende i denne Tid en saa stærk Pine, at man knap er i Stand til at fatte, hvor saa uvæsentlige Ting kunde bringe hende i saa stærkt Sindsoprør, dersom man ikke havde erfaret, at der gives en Lidelse, der ligesom Ild kaster sig over Spaanen saa vel som over Skoven, der søger sin Næring i alt. Det sidste store Forsøg paa Selvforsvar mod Døden var Rejsen til Paris sammen med en Veninde; men ogsaa dette mislykkedes. Hun havde først i Sinde at dø i Paris. Men hun fandt denne By for stor, mens Hørby var for lille. Hun valgte da Kjøbenhavn, hvor hun opholdt sig de sidste Uger under fortvivlede Forsøg paa at arbejde og Forsøg paa Modstand lige til det sidste. Men Dødstanken sneg sig bestandig nærmere, lokkende, skræmmende. I sit sidste Brev siger hun, at hun „af overmenneskelige Sjælekvaler blev tvungen ned i det sorte Dyb”, Sjælekvaler, som nu endelig havde overvundet hendes Frygt for Dødens Kval og hendes Vilje til at leve. Hendes Selvbeherskelse var dog endnu stærk nok til, at hun ikke den sidste Aften forraadte, at Beslutningen var uigjenkaldelig taget, ikke en Gang over for Axel Lundegård, som besøgte hende om Aftenen den 21de Juli, og som i de sidste sønderrevne Aar af hendes Liv efter hendes egne Ord havde været for hende „alt, hvad et godt Menneske kan være for et andet”.

Ensom, som hun havde levet, døde Ernst Ahlgren for sin egen Haand Natten til den 22de Juli 1888.

Allerede den 18de Juli havde Ernst Ahlgren skrevet de Ord „til de efterlevende”, hvori hun gjorde Axel Lundegård til sin litterære Arvetager. I et Brev, som fandtes paa hendes Bord, er denne Arv overgivet ham selv med nogle simple Ord, der udtrykke Taknemlighed, Venskab og Tillid. Som sit Ønske udtalte hun ogsaa at blive begravet i Kjøbenhavn.

Hun hviler der paa Vestre Kirkegaard nær ved Havet. Mindestenen bærer kun Navnet Ernst Ahlgren og to italienske Ord, som en Optegnelse af hende selv havde vist hen til som Gravskrift:

Implora pace *).

Denne Bøn var til sidst den eneste, Ernst Ahlgren havde at rette til Livet. Men paa den Bøn giver Livet intet andet Svar end - Døden.

*) Bed om Fred!