Fra udenbys Venner

Tarvelighed.

Det har glædet mig i høj Grad at læse Pastor Ussings Foredrag om „Tarvelighed og Ærbarhed i Klædedragt”, thi det rører ved et af de ømme Steder hos os Kvinder. Det er vist noget at det mest indgroede hos os, det at ville behage, hvortil saa bruges de mest forskjellige Midler, og kan der end være noget berettiget i, at man gjerne vil synes smuk for den, man har kjær, saa er Fristelsen dog saa snublende nær til at ville „synes” i Stedet for at „være”, og det er usundt. Der raader ofte saadan Tankegang som denne, at smaa Piger kun skal være kjønne og kun opdrages til at „tage sig ud”, saa at Mændene kan faa Lyst til dem; den Tankegang, synes jeg, er nærmest usædelig. Men er den ikke, om end i mange Tilfælde ubevidst, den almindelige?

Det var nu ellers ikke saa meget det, der laa mig paa Hjerte, men noget helt andet, som jeg ofte har tænkt paa, og som vist kunde trænge til at trækkes lidt frem og ses efter. Det er den overhaandtagende Forfinelse i vor Landbostand. Det er min Kjærlighed til denne Landets talrigste Stand, som er vort Folks Kjærne, der gjør, at jeg med Bedrøvelse maa spørge: Hvor finder man nu de simple og ufordærvede Sæder og Skikke? Jeg er kommen og kommer ikke saa lidt paa Landet mellem Bønder, saa jeg taler af Erfaring, og jeg er rigtignok mange Gange blevet forundret ved at se den store Forfængelighed aabnbare sig ogsaa der.

Jeg tænkte: „Ja, naar Du kommer ud blandt Bønderne, saa maa Du da ret passe til Forholdene, thi her i Byen er Du jo en Særling, da Du hverken har Tournure eller Korset”, men hvor blev jeg skuffet: næsten hver eneste Bondepige har Korset, og mange, mange har Tournure; der stod jeg! Det er kun i Højskolekredse og grundtvigske Kredse, at man ser Reform dragter og simple glatte Kjoler, det vil jo da sige, hjemme bærer ogsaa andre Bønderkvinder glatte Kjoler, men ude i Besøg, nej, saa maa der Overkjole og Stads til. Men denne Forfængelighed dølger sig som oftest under Tale om Simpelhed. Hvor mange Gange har jeg ikke hørt Udtalelser som: „Nej, det er dog for galt, som de majer dem ud i Modejournalerne, det er rigtig nok ikke noget for os Bønder”. Naar de saa skal have en Kjole syet, saa gjælder det dog om at faa den saa moderne som muligt. Det gjør sig gjældende ved alle Lejligheder. Ved Gilder og Bryllupper og ved festlige Lejligheder hvor der danses, er de mest i Vinden, der har den flotteste Kjole paa. Møder man med en tarvelig glat Kjole ved saadanne Lejligheder, vækker man stor Forundring, og man kan høre Udtryk som: „Naa, er Moden nu saadan i Byen” Eller: „Det er jo akkurat, som de havde det i gamle Dage, skal vi nu have det saadan igjen?” Naar de saa oplyses om, at det er af egen Smag, man har valgt det, ja, saa trækkes der som oftest paa Skuldrene ad det. Man skal jo da være som andre Folk.

Dette skriver jeg nu ikke for - som allerede før omtalt - at nedsætte Bønderne i andre Folks Øjne, thi der findes endnu større Skrøbeligheder andre Steder, men kun for at paavise, hvor langt den Smitte har bredt sig, som er udgaaet fra de højere Stænder. Derfor kan jeg kun glæde mig ved Foreningens Fremkomst og ønske den alt muligt Held i Fremtiden, thi det er fra oven, Stødet skal gives til en Forandring i denne Retning. Saa vil Jeg blot ønske, at der maa være Udholdenhed hos Medlemmerne, saa det ikke maa gaa dem, som jeg f. Ex. har set Beviser paa med Reformdragten, at man dog ikke har kunnet tage Skridtet fuldt ud, men har maattet have „Gjorde” i Skjørtet. Ja, hvad ligner det, en Reform dragt med Tournurefjedre i? Ligeledes at man atter har taget Korsettet paa. Sligt er uheldigt for Sagens Skyld.

Det er, hvad jeg har følt Trang til at skrive om denne Sag, maatte det blot være et lille Bidrag til at fremme den.

Ribe, i Februar 1890.

Kristiane Petersen.

Luxus.

Kjøbenhavn, 5te Marts 1890. Til Karen Andersen.

Du maa opsøge Dig en anden Kommissionær, naar Du vil indmeldes i den nævnte Forening, kjære Ven, jeg vil ikke have det ringeste dermed at gjøre. Blot Din Anmodning og den Antagelse, at jeg kunde være Medlem, ærgrede mig i den Grad, at jeg maatte lade flere Dage hengaa, for at mit Svar ikke skulde blive altfor arrigt.

Er det, fordi Du har set mig gaa i den svenske Reformdragt, at Du saa rask har indlemmet mig i „Foreningen til Fremme af Ærbarhed og Tarvelighed i Klædedragt”, da maa jeg oplyse Dig om, at det var moget ganske andet. Reformdragten lod jeg mig sy før Bekvemheds Skyld, for Sundheds Skyld, da jeg, efter at have aflagt Korsettet, virkelig behøvede en anden Facon paa mine Klæder og ikke selv kunde hitte paa nogen bedre. Ja jeg maa indrømme, at jeg desværre ikke har synderlig smukke Klæder eller Smykker, saa jeg for den Sags Skyld gjerne kunde antages for Medlem af den ærbare Forening, men det smigrer mig slet ikke. Jeg har heldigvis den gode Bevidsthed, at min Brystnaal ikke er symbolsk og aldeles ikke anskaffet i nogen from Hensigt, alene i det naturlige Og uskyldige Øjemed at smykke og glæde mig. Vistnok er jeg ikke blind for Forfængelighedens Farer, jeg ser, at Pynte- og Pragtsyge undertiden giver sig utækkelige Udtryk ved Hjælp af Silke, Fløjl og Fjer - dog, naar galt skal være, synes jeg bedre om, at Folk pynter sig med Strudsfjer end med deres kristelige Dyder. Om Forladelse! jeg miskjender ikke Din Oprigtighed, men jeg mener blot, en moralsk Uniform, som Skilt for Ærbarhed, det var dog altfor fristende for de uærbare, vi andre behøver den jo ikke. Nej, skal endelig Luxus være en Synd, saa er Foreningen langtfra radikal nok. De moralske maa da gaa i Sæk og Aske og ikke, iført sort Silke, fordømme den røde og blaa. Se paa den store Diogenes, han gjorde Alvor af det. Gid han blot havde grebet sig an og dannet en Forening, hvis Lemmer forpligtede sig til at bo i Tønder og rikke af Postetuden, hvor herlig vilde Verden da ikke se ud! Tænk en Gang, om Athen var bleven en saadan Tøndeby i Stedet for at give os de ædleste Exempler paa en skjøn Luksus, som kan opvises.

Jeg har kun det imod vor Luksus herhjemme, at den for det meste er saa styg. Men hellere end at slaa Barnet ihjel, maa man søge at opdrage det. Hvis en Forening kunde tænkes dannet til Fremme for en sund og skjøn Luksus, saa vilde jeg nok være med. Dog, da der allerede er altfor mange Foreninger i Verden, vil jeg nøjes med mine egne fattige Bestræbelser for at afskaffe det hæslige og indføre saa meget som muligt af det skjønne, som kan oplive og forfriske Mennesker under de mange trange, sure Dage, der for os alle bliver at gjennemleve.

Saa Luksus skal være ugudelig. Pæne Klæder maa man ikke kjøbe sig, men Bøger anbefales udtrykkeligt af Foreningen. .

Hvorfor Bøger! - Billeder tales der slet ikke om; dem vilde jeg nu anbefale. - Men Bøger er det moralsk at anvende sine Penge til. Lurer der kanske slet ingen Forargelser for den ærbare mellem Bøgernes Blade? Har vi monstro faaet vore Øjne alene til at læse med! Vi maa da sagtens med Flid søge at lukke dem for den storartede Luksus, Naturen udfolder omkring os hvert eneste Aar. Hvem bærer Skylden for den Overdaad, der møder vore Blikke i Skov og Eng, naar Blomsterne møder op i elegante Toiletter, Træerne drapperer sig paa det yndeligste, og Fuglene holder Koncert. Hvis Skyld er det da, at Skjønhedssansen vækkes og Efterlignelseslysten ægges? - Dette er mit sidste Ord til Dig: vil Du afskaffe Luksus, saa riv Stjærnerne ned fra Himlen - vi har jo Gaslygter!

Kaja.