Kvindens stilling i ægteskabet.

I.

I aprilheftet af „Kv. og Samf.” er der allerede to imødegåelser af min artikel i det næstforegående hefte, en fra dr. Starcke og en fra Astrid Stampe. Det skulde glæde mig særdeles, om disse blev begyndelsen til en indgående meningsudveksling om dette forhold, der, efterhvert som jeg har beskjæftiget mig mere med kvindesagen og fået dens sammenhæng klart for mig, mer og mer forekommer mig at være det centrale i den hele bevægelse, det uden hvilket alt det andet blot er og kan blive stykkevis. Derfor er jeg ikke alene villig til, men særdeles glad ved at kunne gå dybere ind i denne diskussion og få anledning til at fylde ud og farvelægge en smule der, hvor min forrige artikel altfor meget var en blot pennetegning. Men jeg er ræd for, at skal jeg gå ind på en diskussion om de dybere grundprinciper og desuden få en tilstrækkelig udredning af sagens praktiske side, så vil det tage for meget plads for et tidsskrifts begrænsede spalterum. Jeg håber derfor, at dr. Starcke ikke vil tage mig det ilde op, om jeg for denne gang går forbi hele den rent filosofiske del af hans artikel og indskrænker mig til nærmere at udvikle, hvorledes lovgivningen efter min mening helst bør stille sig til spørgsmålet om formuesforholdet mellem ægtefæller. I dette spørgsmål står dr. Starcke's og fru Stampes artikler hinanden saa nær, at det falder naturligst for mig at behandle dem under et, for siden særskilt at komme tilbage til spørgsmålet om gifte kvinders erhverv.

Det er det samme, som dr. Starcke, fru Stampe og jeg søger, nemlig de fordelagtigste ydre betingelser for, at ægteskabet skal ”blive „en varig og lykkebringende forbindelse”, eller, som jeg heller vilde sige, en lykkebringende og derfor også varig forbindelse. Men menneskene er så forskjellige; hvad den ene finder godt og bekvemt, finder den anden trangt og ydmygende. For mig bliver derfor det principielle standpunkt den fulde kontraktsfrihed, at hvert enkelt ægtepar indretter sine ydre økonomiske forhold således, som de efter sit respektive naturel og de faktiske omstændigheder finder mest passende for sig. Fru Stampe har herimod fremført en indvending, som i høj grad har forbavset mig, da netop denne omstændighed for mig er en grund mere til at ønske, at opinionen skal bringes didhen, at virkelig alle mennesker benytter sig af sin selvbestemmelsesret. Indvendingen er den, at de fleste ægteskaber indgåes af åndelig umodne mennesker i den rene letsindighed, uden nogen tanke på, hvad dette skridt faktisk indebærer. Indrømmet, at så forholder det sig, om end forhåbentlig ikke med de fleste, så dog med adskillige - er da det et forhold, som fru Stampe ønsker at bibeholde og sy puder under armene på? Efter min mening skal man netop af al magt søge at hindre, at et for menneskenes hele fremtidige liv så indgribende og væsentligt skridt som deres ægteskab foretages i letsindighed og åndelig umodenhed. Jo mere man kan bringe menneskene til at tænke sig ind i, hvad et forhold som ægteskabet vil sige og bringer med sig, desto mere garanti har man for, at ikke det hele tages på slump, og de angældende derfor falder op i noget, som ved nærmere erfaring viser sig at være uudholdeligt for dem. Men de kan ikke tænke, mener fru Stampe, dels er de for enfoldige, dels for uvidende, særlig da kvinderne, og blandt dem igen særlig kvinderne af arbeidsklassen. For disse sidste er nu jeg mindst bange; det praktiske liv, de har ført, har i regelen gjort dem meget vel istand til at dømme om, hvad der er fordelagtigt for dem og deres børn; det er værre med dem, som aldrig har været vant til at tænke for sig selv; men „nød lærer nøgen kærring at spinde”, hedder det, og det praktiske behov vil vel også lære dem at tænke, naar det er nødvendigt. Rigtignok kan jeg ikke finde nogen ordning, hvorved det definitivt hindres, at en egoistisk mand får narret en godtroende pige til at slutte en for hende ufordelagtig kontrakt; men misbrug kan i det hele ikke definitivt hindres; man kan f. ex. heller ikke hindre, at en lad hustru overtager arbeidet med husholdningen og saa sætter sig ned med hænderne i skødet og lader tjenerne besørge det hele. Men for at komme tilbage til kontrakten - der forlanges ingenlunde af de unge piger, at de skal være istand til at sætte op et juridisk gyldigt dokument; de har blot at bestemme sig for hovedpunkterne eller endog blot for det almindelige princip, de vil følge, så som jeg straks nedenfor skal forsøge at vise. Fru Stampe mener, at lovgiverne aldrig vil være saa upraktiske at give fuld kontraktsfrihed; hun er her ikke opmærksom på det faktum, at vi egentlig allerede har den allesteds. Allerede nu er der intet, som forbyder hvert enkelt ægtepar at ordne sin økonomi ganske efter eget forgodtbefindende. Men den nuværende lovgivning har i de fleste lande indrømmet dette, blot som en slags nådig tilladelse, der helst skal benyttes så lidet som muligt. Jeg vilde have det omtrent som her i Frankrig *), hvor loven fremhæver som det principielle, at ægtefællerne selv skal træffe sin bestemmelse m. h. t. sin økonomi, og kun opstiller sin egen ordning, fælleseiet, som det subsidiære. Kun vilde jeg gøre den forandring, at lovens subsidiære ordning ikke blev fælleseiet, men særeiet.

Hvad nu kontraktsaffattelsen angår, har den franske lov lettet den i høj grad ved selv at tegne op og juridisk bestemme flere forskellige systemer, så at ægtefolkene, om de vil, kun behøver at beslutte sig for et af disse, så er det hele i orden. Det kunde man hos os ogsaa gjøre; ingenting var vel da iveien for, at det af både dr. St. og fru Stampe varmt anbefalede fælleseie med samråde fik sin plads blandt disse systemer, som stod der til enhvers fri valg. Når så ved undervisning sørgedes for, at disse systemers rækkevidde blev kendt for enhver, som gad kende dem, eller endog, gerne for mig, blev taget med i skoleundervisningen for de ældre aldersklasser, ligesom de øvrige borgerpligter og rettigheder vel med tiden bliver, så tænker jeg ikke, der skulde mærkes nogen videre vanskelighed, og at ordningen hos os skulde vise ganske anderledes gode resultater end her i Frankrig, hvor kvinderne, før de bliver gifte, er åndelig - tildels også legemlig - indespærrede, og hvor kontrakten faktisk affattes ikke mellem hustruen og hendes vordende mand, men mellem hendes nuværende formynder, faderen, og den fremtidige, ægtefællen. En ting er nemlig nødvendig, skal systemet vise gode resultater, og det er, at også den gifte kvinde blir myndig; men dette ønsker, såvidt jeg ved, også dr. St. og fru Stampe. Egentlig kan jeg ikke skjønne, hvad det er, folk har imod den fulde kontraktsfrihed. Når alt kommer til alt, er det vel ikke andet end den hos de fleste indgroede lyst til at sætte alle mennesker under formynderskab, en meget velment iver for at tage valget og valgets ansvar bort fra menneskenes svage skuldre. Men netop denne omhu gør, at de svage skuldre aldrig blir stærke.

Imidlertid, da man nu ikke ved straffebestemmelser eller lign. kan tvinge menneskene til at slutte kontrakt**), så må lovgivningen også have en ordning, som de folk kan falde tilbage på, hvis umodenhed eller letsindighed har således overhånd, at de ikke kan eller vil få istand en kontrakt. Som sådan subsidiær ordning ønsker nu jeg som sagt særeiet. Dr. St. er bange for dette, dels fordi det fører til gift kvindes erhverv - hvorom mere senere - og dels fordi han opfatter det som et adskillelsens og vilkaarlighedens regime. Særeiet blir for ham et panser omkring hver af ægtefællerne, der blot fører dem til egoisme og vilkårlighed og hindrer dem i at få øie på det fælles hjem. Denne opfatning tror jeg beror på en fuldstændig misforstaaelse af særeiets moralske og juridiske karakter. Dr. St. havde blot behøvet at se lidt på f. ex. det af hr. Bajer udarbeidede og nu foreliggende lovforslag om særeie for at se, at just i dette system de fælles pligter mod det fælles hjem har fået et meget bestemt udtryk ved den juridiske forpligtelse for ægtefællerne til efter samme proportion af sine indtægter at bidrage til dette hjems beståen. I en særeielov kan kanske også fattes bestemmelse om en minimumsproportion til hjemmets røgt, om man så finder passende; men dette er ikke uden sine farer, da en minimumsbestemmelse lettelig i praksis vil komme til at opfattes som en gennemsnitsbestemmelse eller endog som et maximum. Muligens kunde man ordne det så, at man herom indtog åben bestemmelse i selve ægteskabscertifikatet og så lod den embedsmand, der forrettede vielsen, spørge ægtefolkene om, hvilken proportion de ønskede at stipulere. De fleste har jo, eller tror vel ialfald at have, en nogenlunde oversigt over sine økonomiske vilkår ved den tid, de indgår ægteskab, så man vilde snart vænne sig til en sådan fordring***).

Fru Stampe har en anden indvending mod særeiet, nemlig den, at for alle de kvinder, som hverken eier noget eller erhverver noget, vil det blive en ydmygende ordning, da hustruen her specielt må forsørges af mandens eiendom eller erhverv. Denne indvending vilde veie tungt for mig, hvis den var beføiet; men det kan jeg ikke finde, at den er. Forudsætningen er jo, at hustruen i dette tilfælde leverer sit personlige arbeide inden sit hjem, og dette må have sin værdi også her, akkurat ligesåvel som ethvert andet arbeide. Det går jo også fru Stampe ud fra, når hun siger, at hustruen til løn for sit arbeide i det fælles hjem ikke kan nøies med mindre end medrådighed over de indtægter, for hvilke det føres. Nu, medrådighed over de indtægter, hvorfor dette hjem føres, over den fælles huskasse, det har hustruen ogsaa under særeiet; men hvis hun giver hjemmet sit arbeide, kræver jeg mere; jeg finder, at hendes arbeide bør værdsættes i penge, akkurat som om hun havde præsteret det udenfor sit hjem. I det hele taget kan jeg ikke se, at en hustrues arbeide i sit eget hus skal være mindre „selvstændigt”, end om hun foretog det i et andet hus. Hvorledes denne værdsættelse skal bestemmes, det kan blive et vanskeligt spørgsmål; det, som for mig står som den naturligste og rimeligste norm, er simpelthen den gængse markedspris på den slags arbeide, gerne, om man vil, maximumsprisen. Dog tror jeg neppe, nogen gjennemsnitsværdsættelse kan sættes ind i loven selv, uden at der enten begåes uretfærdighed mod hustruerne af overklassen eller stilles umulige fordringer til mændene af arbeidsklassen. Derfor vil det sandsynligvis også her være lettest at lade ægtefolkene selv foretage vurderingen og indføre den i sin kontrakt eller, hvor sådan ikke findes, i certifikatet. For at klargøre systemet skal jeg sætte op et regnestykke - fra overklassestandpunkt - for at man kan se, hvordan det i praksis kan tage sig ud.

En hustru vil selv overtage bestyrelsen af sin husholdning; manden tjener 4000 kr. Som maximumspris for en dannet dame, der kan have opsyn med børnene og bestyre husvæsenet, kan man i Skandinavien muligens sætte 1600 kr., kost og logi iberegnet. De har til underhold af det fælles hjem forpligtet sig til en ydelse af 75 °/o af sine resp. indtægter, altså for manden 3000 kr. Heraf fragår 1600 kr. for hustruens arbeide; men af disse penge kommer de 75 %, 1200 kr., igen hjemmet tilgode. Den samlede husholdningskasse, hvorover begge har samme rådighed, blir altså 2600 kr. Tilbage står for manden en sum af 1000 kr., for hustruen 400 kr., som de kan bruge til sine personlige udgifter, og hvorover de hver har enerådighed. Samlet sum 4000 kr. - Er ikke dette temmelig ligetil? Kanske fru Stampe denne gang vil finde, at det er altfor lidet „ideelt”, altfor prosaisk, at vurdere hustruens arbeide efter markedspris; men her, om nogensinde, må man hele tiden holde sig „på det jævne” og have klart for øie, at hvad der her vurderes og betales, det er hendes virkelige, præsterede arbeide; hendes kjærlighed og hengivenhed for mand og børn kan og skal ligeså lidet betales som hans kjærlighed og hengivenhed for hustru og børn. De to faktorer må vel, om nogen, kunne siges at kompensere hinanden.

Foruden det, at jeg i almindelighed anser særeiet som den retfærdigste måde at ordne ægtefællernes formuesforhold på, hvor de ikke selv vil have det anderledes, har jeg endnu et par særlige grunde for at ønske dette system som lovens subsidiære ordning. En grund er den, at særeiet uomtvistelig er den retfærdigste og for ægtefolkene selv fordelagtigste ordning ligeoverfor deres respektive kreditorer, og en anden grund er den, at det også er den greieste ordning og den, der gir mindst anledning til „vilkårlige” overgreb i de ægteskaber, som desværre ikke er saa lykkelige, som ønskeligt kunde være. I en liden artikel i maiheftet siger fru Gjørling, at når loven skal sætte en norm for ægtefællernes formuesforhold, så bør det være den, som af sig selv kommer til anvendelse i alle gode og lykkelige ægteskaber. Men sagen er den, at det ingenlunde er lovens opgave at sætte nogen norm; loven er en nødhjælp for dem, som ikke kan greie sig uden den, med andre ord dem, som ikke er gode og lykkelige. Hvis ingen ulykkelige ægteskaber fandtes, så kunde vi uden mindste betænkelighed ophæve al mulig lovgivning med Hensyn til ægteskaber, og hvis alle mennesker var gode, behøvede vi ingen love overhovedet.

Både dr. St. og fru Stampe råber et: Bliv på den historiske grund - med fælleseiet. Men allerede nu kommer dette råb for sent; det må lyde: Gå tilbage til den historiske grund; thi samtlige de i løbet af de sidste årtier foretagne lovforandringer i formuesforholdet mellem ægtefæller har været ligeså mange små og store skridt henimod særeie. Særlig i de lande, hvor der er givet gifte kvinder eiendomsret til og rådighed over frugterne af deres personlige arbeide, er jeg bange for, at skridtet over Rubicon allerede er taget, og at nogen vei tilbage ikke gives.

II.

Spørgsmålet om gift kvindes erhverv er udførligt behandlet i fru Stampes artikel. Når jeg læser denne, får jeg et indtryk af, at begrebet erhvervsfrihed er blevet forvekslet med erhvervstvang. Allerede af hvad jeg har sagt i anledning af særeiet, fremgår det vel med tilstrækkelig tydelighed, at det ikke er meningen, at fordi enhver gift kvinde havde samme adgang til erhverv som den ugifte, så skulde hun derfor være nødt til at benytte sig af denne adgang, enten hun eller hendes mand fandt det fordelagtigt og bekvemt for sig eller ei.

Der er i almindelighed to grunde, der kan drive hustruen til at søge et direkte givende erhverv i eller udenfor sit hjem. Den ene er den, at hun kan være i besiddelse af et specielt kald, en speciel lyst eller evne - og hvor sådant kald findes, er det efter min mening synd mod den helligand at stænge veien for det. Hvem vilde vel også kunne ønske, at f. ex. George Elliot, Kristina Nilsson eller fru Kovalevsky for sit hjems eller sine børns skyld skulde have opgivet sit kald? - Den anden grund er den økonomiske, hensynet til, hvad ægtefællerne finder fordelagtigst for sig selv og sine børn, kort sagt, for det fælles hjem.

Jeg tror for mit vedkommende, at udviklingen for tiden går i retning af, at de gifte kvinder mer og mer vil vælge at blive ved med det arbeide, de som ugifte har fået uddannelse for og slået ind på. Dette mener fru Stampe er et galt spor for kvindesagen; jeg ser det derimod med glæde - netop ud fra et kvindesagsstandpunkt. Ja, jeg tror endog, at afgørelsen af denne side af kvindesagen udgør betingelsen for den hele sags væren eller ikkeværen. Fru Stampe er selv et øieblik inde på den tankegang, der fører til denne slutning, idet hun udtrykker et ønske om, at i fremtiden de fleste unge piger må blive opdragne til et selvstændigt erhverv. Men når hun så i samme åndedræt ønsker og forlanger af dem, at de, hvad det så skal koste, skal opgive dette erhverv i det øieblik, de gifter sig og får hus og børn, så er hun af lutter omhu for dette hus og disse børn blevet ganske blind for, hvilket umådeligt sløseri med penge og kræfter, en sådan fremgangsmåde vilde medføre. Kan det nemlig virkelig godtgøres, det, som fru Stampe synes at gå ud fra som et axiom, at hustruen er den eneste, der kan bestyre husholdningen tilfredsstillende, og at moderen i egenskab af moder eo ipso er den bedste opdragerinde for sine børn, samt at disse to omsorger, når de skal skøttes „på den rette måde”, vil tage „al hendes tid og al hendes tanke”, så kan man ikke komme bort fra den slutning, at da altså omtrent alle kvinder gerne vil og flertallet virkelig også opnår at blive gifte, så bør deres uddannelse i al god økonomis navn ikke anlægges i retning af selvstændigt erhverv, men må tvertom i endnu langt stærkere grad, end forhen var tilfældet, lægges exclusivt an på at dygtiggøre dem så meget som muligt til husholdning og børneopdragelse. Dette vil altså i sin tur gå ud over mindretallet, de, der ikke blir gifte. Så vil vi stå ved det samme standpunkt, som Camilla Collett skildrer så hjerteskærende i Amtmandens døtre, det, at de unge piger må blive gifte quand méme. Var det blot så, at pigebørnene fødtes med et tegn, der gav besked om, enten de vilde blive gifte eller ei, ja da var det let at ordne det hele, men nu er det uheldigvis ikke så, og derfor gives der ingen vei udenom - ud fra, fru Stampes synspunkt. Det må dog vel være indlysende for enhver, at man ikke kan vente af en fader f. ex., at han skal ofre kapital på sine døtres uddannelse til selvstændigt erhverv og derfor kanske underkaste sig ganske store savn, når der, er al sandsynlighed for, at denne kapital ikke vil blive til allermindste nytte. Endnu mere selvfølgeligt er det, at ingen kapitalist vil være villig til at låne en ung pige den nødvendige sum, for at hun kan skaffe sig et selvstændigt erhverv - af samme grund. Og, last but not least, vil vi af samme grund aldrig kunne vente eller forlange af staten, at den skal sørge for de unge pigers opdragelse til sådant erhverv. Det vilde som sagt være et utilgiveligt sløseri. Faktisk er det jo også hensynet til, at nu skik og brug driver den unge pige til ved sit giftermål at opgive alt selvstændigt erhverv, som hidtil har stået hindrende iveien for, at vi har fået de nødvendige undervisningsanstalter for de unge piger, og hvert skridt, som nu tages henimod dette mål, er samtidig et skridt henimod den skik og brug, at giftermålet ikke kommer til at medføre nogen opgiven af det arbeide, man har drevet på som ugift. Det er ligesågodt at have dette klart for øie, så man ved, hvad man gør, når man arbeider paa åbning af nye erhverv for kvinderne og på at skaffe uddannelsesmidler tilveie til disse nye erhverv.

Lad os så se sagen fra den unge piges synspunkt. Hun har f. ex. lyst til at blive læge. Men først møder hun overalt, hvor hun prøver, på at skaffe sig den nødvendige kapital, den indvending: Hvem kan garantere, at du ikke en vakker dag finder på at gifte dig, og så er det hele kastet ud af vinduet. Jeg tænker, adskillige, af de unge piger, som faktisk har arbeidet sig frem, skal kende denne indvending igen. Men jeg sætter, at det alligevel lykkes hende at skaffe pengene; hun arbeider så, blir færdig med studierne, består med al hæder sine examina - så bydes der hende et ægteskab, som hun føler vilde være lykken og livet. Men gifter hun sig, må hun opgive al tanke på lægepraksis for at kunne skøtte sit hjem - og dette kan hun ikke, thi hun har gæld at afbetale, og hun må tjene penge. Fru Stampe taler om, at det kan være en stor opofrelse at opgive en virksomhed, „som man måske levende interesserer sig for”; jeg er bange for, at opofrelsen i de ni af ti tilfælde måtte gå i den anden retning, opofrelsen af lykken både for hende selv og for den mand, hun elsker, og som elsker hende. Uddannelse til et praktisk erhverv er altid ganske dyr, og det fåtal, som har råd til at bekoste en sådan uddannelse på sig selv eller sine døtre, blot som et luksusforsøg, det er så forsvindende lidet, at det ikke kan regnes med. Man vil kanske sige, at der dog findes erhvervsgrene, hvor uddannelsen koster intet eller meget lidet, f. ex. butiksarbeide, som, simpleste slags kontorarbeide o. lign.; er det da ikke et tidernes og dårlighedens tegn, at netop disse erhvervsgrene med den mer end usle løn, de giver, er de, der er allermest fortvivlet overfyldte? Men det er et meget forståeligt fænomen.

Også fra et tredje synspunkt er det, at det stemples som en pligtforsømmelse af en gift kvinde at søge erhverv udenfor sit hjem, en fare for kvindesagen. For den unge mand er ønsket om engang at kunne gifte sig den stærkeste spore til at være alt flittigere og flittigere, levere alt bedre og bedre arbeide, på alle måder gøre sig selv alt dygtigere og dygtigere. På en ung pige virker det samme ganske naturlige ønske akkurat omvendt. Den betragtning, at det arbeide, hun nu holder på med, det er bare noget midlertidigt, de studier, hun nu driver, dem kan hun komme til at måtte opgive, den kan ikke virke andet end slappende på lysten og ihærdigheden. Den, som lytter efter en smule, kan allerede nu uden vanskelighed høre den ene klage efter den anden over, at kvinderne leverer dårligt arbeide, overklassens kvinder, og der truer os fra disse klager en reaktion, som, om den ikke energisk modarbejdes, kan og vil blive farligere end nogen anden.

Også fra sædelighedssagens standpunkt ønsker jeg, at gift kvindes erhverv på alle måder må kunne lettes og fremmes. Vi turde vel omtrent alle være enige om, at det bedste, naturligste og virksomste middel til at fremme sædeligheden iblandt os er at muliggøre indgåelse af ægteskab i en nogenlunde rimelig alder. Et skridt henimod denne mulighed er det, når man kan få dræbt fordommen mod, at de gifte kvinder skulde kunne beholde sit arbeide, også efter sit giftermål.

Fra ægtefællernes eget synspunkt blir sagen et hensigtsmæssighedsspørgsmål. Ser man bort fra de tilfælde, hvor et specielt kald driver hustruen til arbejde udenfor hjemmet eller kanske netop til arbejde i hjemmet, og ligeledes fra de tilfælde, hvor den sorte nød gør alt valg umuligt, så må, synes det mig, et almindeligt ægtepar anstille omtrent følgende overslag (jeg tager det samme exempel, som jeg opstillede i anledning særeiet): Skal man få et dannet menneske, som har betingelserne for, om end med opsyn af forældrene, at kunne være en god opdragerinde for børnene og en dygtig husbestyrerinde, så vil det med kost, logi og løn tilsammen komme på en 1600 kr. Manden tjener 4000kr., og 75 % deraf, 3000kr., skal anvendes til hjemmets pas. Tjener nu hustruen ved sit arbeide akkurat 1600 kr., hvoraf de 1200 går til huskassen, så vil denne, netop som da hun selv overtog husholdningen, efter fradrag af bestyrerindens løn, blive 2600kr.; til mandens og hustruens personlige udgifter blir tilbage respektive 1000 og 400 kr. - tilsammen 4000 kr. Her går det altså op i op, og spørgsmålet må da afgøres efter andre hensyn end de økonomiske; meget kan her gøre sig gældende, hustruens lyst eller ulyst til husligt arbeide, forholdet mellem hendes dygtighed til dette arbeide og den bestyrerindes, som de kan få, behageligheden ved at slippe at have et fremmed menneske i huset o. s. v. Men videre fremgår det af dette regnestykke, at om hustruen tjener mindre end den sum, der skal til for at erstatte hendes arbejde i huset, så vil det komme til at blive tab for huskassen ligesåvel som for hendes personlige kasse; tjener hun mere, vil begge disse kasser også komme i en bedre forfatning. Og ligedan, jo mere udgifterne ved husholdningen ved bedre metoder og arbejdets fordeling kan reduceres, des mere sandsynlighed blir der for, at det fra økonomisk synspunkt blir fordelagtigt for hjemmet, om hustruen tager et udenomserhverv. Husholdningerne blir jo faktisk også mer og mer simplificerede; de er nu ikke det samme, som de var for 100 år siden eller, 50 år siden, og de vil sandsynligvis om nok 50 år være endnu letvindtere end nu ****). Men allerede nu har vi såvidt gode metoder, at vel de fleste skal måtte indrømme, at opsynet med en husholdning i virkeligheden kun behøver at tage en meget ringe del af et menneskes tid. Også fru Stampe indrømmer, at der herfra ingen videre vanskeligheder kommer. De virkelige Vanskeligheder kommer fra børnene, ikke deres legemlige røgt og pleie, thi det går ind under husholdningsarbeidet, men deres opdragelse, som Fru Stampe mener kun kan udføres fuldt tilfredsstillende af moderen.

Selv om nu dette virkelig var tilfældet, tror jeg, det bare beror på en „idealistisk” misforståelse, uden bund i virkeligheden, når fru Stampe siger, at dette opdragerarbeide skulde optage al moderens tid og al hendes tanke. Mens børnene er små, er den væsentligste del af opdragelsen fysisk, og denne kan uden vanskelighed og uden tidsspilde regleres af moderen og udføres af andre. Det er jo også det, som faktisk sker inden de i økonomisk henseende bedre stillede klasser. Senere kommer skolen og overtager den del af opdragelsen, der består i kundskabsmeddelelse, og det er denne del, som tager mest tid. Hvis en moder skulde opdrage sine børn helt og holdent, således som f. ex. James Mill opdrog sin søn Stuart Mill, da kunde man kanske tale om, at dette kunde optage al hendes tid og tanke, skønt man med det samme exempel for øie også kunde lære, at det lod sig gøre på samme tid at være sin søns lærer og opdrager og en stor videnskabsmand og forfatter. Faktisk griber nu mødrene aldrig sit opdragerarbeide an på denne måde; faktisk er børnene den halve dag på skolen og største parten af den anden halve dag optaget, dels med sine lekser, dels med leg og moro borte fra moderens øjne, ude i fri luft eller i barnekammeret. Faktisk ser man også, at når en hustru af overklassen ikke har et altfor stort antal børn, samt har råd til at holde sig husjomfru og tjenere, så optager børneopdragelsen slet ikke hendes tid i høiere grad, end at hun meget let kan få tid til snart sagt alt, hvad hun vil - nogle bruger denne tid til selskabelighed og romanlæsning, andre bruger den til fornuftigt arbeide. Den eneste tid jeg ved, da moderen virkelig er nødvendig for sine børn, det er, mens hun ammer dem. Derfor skulde jeg ogsaa gerne se, at de mødre, der er så lykkelige at kunne tjene sine børn på den måde, kunde tage ferier fra ialfald en del af sit udenomsarbeide i de år, de er optagne med amning. Mange vil uden vanskelighed kunne gøre dette; de, som ikke kan, får jo se at greie sig så godt, det lader sig gøre. At det virkelig lader sig gøre, uden at børnene derfor blir syge og dårlige, det kan jeg bevidne fra min personlige erfaringskreds.

Men det kan også være et spørgsmål, om det er rigtigt dette axiom om mødrenes selvforståelige dygtighed som børneopdragere. Har fru Stampe aldrig set uskikkelige, uopdragne børn? Jeg har som lærerinde havt anledning til at se mange af den sort. Bjørnstjerne Bjørnson har også flere gange fremholdt, hvilken fejl man begår ved uden videre at gå ud fra, at en moder er den bedste opdrager for sine børn. Han peger på, at de, der blir gifte, ofte blir det, fordi de er de vakreste - men dermed også de mest forkælede, de mest egoistiske, sneverhjertede og forfængelige. For min del tror jeg ikke, det stikker deri, men simpelthen i det faktum, at opdragerbegavelsen er ligeså sjelden at finde som enhver anden begavelse. Den er ikke engang specielt kvindelig. Undres om ikke en smule mere beskedenhed i denne henseende fra mødrenes side kunde være ganske nyttig, og om det ikke i mange, mange tilfælde kunde være gavnligere for børnene at overlades mere til et „ethisk talent” og mindre til sin moder, som tiltrods for al sin kærlighed og ømhed godt kan være en høist middelmådig opdrager. Og de „etniske talenter” vil altid søge at vie sit arbeide til børneopdragelse, og de vil da kunne overtage et større antal børn end et menneske, der også har et andet arbeide ved siden af sin opdragergerning.

I hele denne artikel er spørgsmålet om gift kvindes erhverv seet udelukkende fra et overklassestandpunkt. Meget er at sige derom også ud fra arbeidsklassens omstændigheder. Men jeg har allerede holdt på så længe, at det vist er bedst at slutte for denne gang; fortsættes diskussionen, så kan jeg kanske en anden gang få bedre plads til at behandle denne side af sagen, ligesom der endnu står meget tilbage at sige om alle sider af den.

*) For dem, der vil have nøiere besked om den franske lov, henvises til „Hvad vi vil” nr. 9 og 10

d. a.

**) I maiheftet af „Kv. og Samf.” har fru Plum taget tilorde for obligatorisk kontrakt; så langt tror jeg ikke man bør gå.

***). Exempelvis kunde man give det lovlige ægteskabscertifikat sådan lydelse:

Under dags dato har.....og.....indtrådt i ægteskab med hinanden under kontraktsmæssig vedtagelse af: fælleseie - samråde - indtægtsfællesskab - særeie - blandet kontrakt eller uden kontrakt med vedtagelse af det af loven stipulerede særeie med en fællesforpligtelse af ... pct. af deres resp. indtægter.

At ægteskabet under dags dato er indgået i overensstemmelse med alle lovlige former bevidnes.

Underskrift af øvrighedsperson eller præst.

NB. Hvad i ovenstående ikke kommer til anvendelse i det enkelte tilfælde, blir at overstryge. ****) Se en art. om kooperationshusholdningen af mrs. Mary Livermore i Nylænde nr. 9.