Mindeord.
Døden har i disse Dage bortkaldt en i vide Kredse kendt og afholdt Personlighed, Frøken Ragnhild Goldschmidt, Formand i Kvindelig Læseforening i København. - Hun var født i 1828 og var Søster til Digteren, M. Goldschmidt, sammen med hvem hun henlevede Størstedelen af sit Liv. Hvor meget disse to Søskende var for hinanden, det ved deres Venner, det saas ved den Omsorg, den Bekymring, han viste, naar hun fejlede det ringeste, det saas ved det Mørke, der lagde sig over hendes lyse Sind, da han for to Aar siden gik bort. Men det skal huskes Ogsaa i større Kredse, at naar det danske Folk skylder den store Digter Tak for hvad han har været, da tilkommer - som saa ofte med en stor Mand - en Del af Takken den Kvinde, der har staaet ved hans Side og skabt ham et Hjem, hvor det bedste i ham kunde plejes og trives. Et saadant Hjem vilde Goldschmidt, den ensomme Mand, have savnet, naar ikke hans Søster havde været.
Men naar vort Blad særlig ønsker at mindes Frk. Goldschmidt, da er det, fordi hun ogsaa har gjort en egen Gerning, for hvad hun har været for Kvinderne. Hun var en af Indbyderne til og Stifterne af Kvindelig Læseforening, og hun omfattede den altid med den varmeste Interesse. Men det var især fra det Øjeblik, da hun i 1881 blev valgt til dens Formand, at hun ret egentlig blev Livet i Foreningen. Hendes livfulde og energiske Personlighed satte Fart i al Ting, hendes gode Humør jævnede alle Vanskeligheder med et muntert Ord, og, Foreningen gik rivende fremad. Selv mindede hun dog altid om, at hun kun „stod paa sine Forgængeres Skuldre” og haabede paa en langt dygtigere Efterfølger; men om hendes Gerning i Kvindelig Læseforening er der kun én Mening: hun er uerstattelig.
Men hendes livlige Aand, hendes Interesse for Kvinderne indskrænkede sig ikke hertil; hun sluttede
sig nær til Dansk Kvindesamfund, deltog stadig i dens selskabelige Sammenkomster, og ved dens skandinaviske Møde i Sommer var hun en glad og fornøjet Deltager. Da hun dér ved Festmaaltidet udbragte en smuk og hjertelig Skaal for Bestyrelsen, forekom hun endnu os alle at staa i sin fulde Kraft. Det var sidste Gang, vi saa hende i en større Kreds. Efter sin Sommerrejse led hun vel af og til af sin gamle Sygdom, Bronchitis, men rustede sig dog med Lyst til at gaa Vinterens Arbejde i Møde. Da - pludselig, uden noget Forvarsel, uden Smerter, gjorde et Hjærteslag Ende paa hendes Liv, Fredagen d. 17. Oktober.
Vi skal senere forsøge paa at give vore Læsere en fyldigere Skildring af hendes sympathetiske Personlighed.
