Boganmeldelser.

Et Ægteskab af Massi Bruhn. Gyldendals Forlag. 163 Sider.

De fleste af Kvindesagens Venner kende Forfatterinden, hun har tidligere skrevet ikke faa Fortællinger i Tidsskrifter og Blade, og har ogsaa flere Gange havt Ordet i dette Blad "Hvad vi vil". saa det vil sikkert glæde hendes Venner, at hun nu har vovet sig ud til et større Arbejde, hvorved hendes aldeles uomtvistelige Talent lover hende en Plads mellem de meget læste og yndede Forfattere.

Det første, der møder os, naar vi tager den lille tiltalende Bog i Haanden, er det lette, smukke Sprog, som saa ganske uimodstaaelig drager og fængsler og med et fortryllende Koketteri holder Læseren fast, til man med et lille Suk lægger Bogen fra sig.

Jeg siger med et lille Suk, og hvorfor? Fordi Forfatteren, som man aabenbart føler staar paa Fremskridtets Side, peger paa Kvindens store Trang til at dele Mandens Aandsliv og viser, at en intelligent Kvinde, om end hun er forkvaklet i sin Opdragelse, ikke kan føle sig tilfredsstillet i et Vaneægteskab, at Forfatterinden dog ikke har skildret hende stor og sympathetisk nok til at gøre Skridtet helt ud, det kalder jeg en Skuffelse; thi skal der naas Samfundsreformer, maa de, der gribes af en sand Følelse, ogsaa vove Skridtet. Eller mener Forfatteren maaske, at hun ingen elsker, hverken sin Mand eller Oluf Hansen, men kun sit eget Barn, saa forstaa vi ikke ret, hverken hendes Brøde eller Anger.

Fortællingen, som skildrer et Ægteskab, hvori Manden, som er Læge og Videnskabsmand, staar som den, der beskytter Kvinden og helst ønsker sin lille Kone, som han kan tale med om helt andre Ting end sin Gerning; naar hun er træt, er det netop mest forfriskende for ham, at hun saa at sige fører ham ind i en anden Gade.

Forfatteren har her skildret en sædvanlig skikkelig Ægtemand fuldstændig korrekt, han mangler Evner til at sætte sig ind i sin Hustrus Tankegang, blot han selv føler sig vel, mener han ogsaa, at hans Hustru har det godt. Og da Hustruen senere kommer til Orde, faar man ikke at vide, om her staar en Kamp mellem Kærlighed til Oluf Hansen og Pligt mod Ægteskabet, som hun dog selv erkender er et Vaneægteskab, hvor Ægtefællerne allerede er gledne bort fra hinanden.

Man faar ingen Sympathi for den Kvinde, der kun gør nogle smaa Tilløb til en virkelig Følelse, som hun bagefter angrer og fortryder, som om hun har begaaet den største Forbrydelse.

Paa Grund heraf kommer hendes Elsker til at staa i et halvt komisk Skær, selv om Forfatterinden trøster ham med den lille, friske Lilli.

Imidlertid er Bogen skreven meget tiltalende, og ingen vil fortryde, at have købt den, især da den har det Fortrin, at man kan give enhver ung Pige den ihænde og uden Bekymring lade den ligge paa sit Dagligstuebord, hvilket man jo langt fra kan gøre med alle de slemme ny Bøger i Nutiden.

- „Løsrevne Blade af Henry Georges Værker” ved J. J.

Lachmann er en lille Pjese, som er skreven for at vække Tanker og Lyst til at sætte sig ind i de sociale Spørgsmaal, endskønt den kun omfatter nogle faa Blade, maner den dog Læseren til Erkendelse: at intet Menneske, der paa nogen Maade kan tænke, har Lov at gaa uden om det mest brændende Spørgsmaal i Tiden: "Fattigdommen", den ligger for vor Dør, ve det Menneske, der gaar uden om det. J. J. Lachmann gaar ud fra den Betragtning, at ligesom i Kristi Tid rører der sig i den nuværende Tid en Trang til at omskabe Samfundet for at forene alle dets Medlemmer i en Tro, til et Maal, og han sætter som Motto Jesu Ord: "Men hvi kalde I mig Herre, Herre, og gør ikke hvad jeg siger".

J. J. Lachmann kalder Bogen "Løsrevne Blade af Henry Georges Værker", hvilket dog strængt taget ikke passer, men man vil snarere kunde kalde den "en Mundsmag af H. G. s Tankegang.

Meningen med den lille Bog er, at give Folk Lyst til at læse H. George, den Bestemmelse opfylder Bogen. Da den kun koster nogle faa Øre, bør ingen forsømme at købe den. Se omstaaende Anonce.