Johanne Louise Heiberg. Født den 22de November 1812 - død den 21de December 1890.

I.

Personlige Erindringer.

„Man synger Kirkens, Skolens Priis,

Skal for det Ædle virke,

Men Scenen ogsaa paa sin Viis

Er Skole selv og Kirke;

Den er en taarnhøi Helligdom

Paa Livets brede Flade,

Hvad derfra spredes Landet om,

Er sande Folkeblade.”

J. L. Heiberg.

Naar der i den sidste Tid er skrevet og sagt saa meget Smukt og Sandt om vor nu afdøde store Kunstnerinde, Fru Heiberg, saa kan det maaskee ogsaa have lidt Interesse at høre een af hendes Elever fortælle lidt om hende, hvorfor jeg med Glæde har modtaget Opfordringen dertil.

At vi Skuespillerinder, ja hele Skuespillerstanden, skylder hende Tak, Beundring og Ærbødighed, behøver ikke.at siges, og at Fru Heiberg var enig med sin Mand i at betragte Scenen som

„en taarnhøi Helligdom

Paa Livets brede Flade”,

- det veed jeg, - Skjøndt jeg kun var Barn, da jeg saae hende spille, glemmer jeg det dog aldrig. Det var en Personlighed og en fuldendt Kunstnerinde. Hvor vidunderlig skjøn var hun ikke i Hertz's.„En Kuurmethode,” som den unge, skjelmske Enke i sin rosenrøde Silkekjole og den runde Hat med de rosa Fjerede klædte fortræffeligt til det sorte Haar og de mørke, deilige Øine. Hendes Øine var graa, men den mørke Øientegning og det dybe Udtryk gjorde, at de syntes sorte. - Og saa i Schillers „Maria Stuart”! Hvad jeg husker bedst, var Afskedsscenen i sidste Akt, - den klassiske Ro og Høihed, som bevirkede, at hvert et Øje i Theatret blev vaadt, og selv vi Børn græd med. Det var den store Kunst; overfor den maa man smile af al Kritik.

Da jeg kom til Fru Heiberg, var jeg femten Aar. Jeg husker, med hvilken Andagt og Bæven jeg traadte ind i Forhallen i hendes smukke Villa i Rosenvænget; der stod hendes Statue i Marmor, hugget af Bissen, den, som desværre gik tabt ved Christiansborg-Slots Brand. Inde i sin Dagligstue modtog hun mig, iført sin sorte Kjole, siddende ved Vinduet med et Haandarbeide.

Naar hun fulgte med i Bogen, mens vi læste, brugte hun sin Guldlorgnet, men ofte afbrød hun og sagde Replikerne, og saa maatte man forstumme og glæde sig ved at høre noget saa Smukt, men samtidig følte man sig rigtignok saa umaadelig lille, thi saaledes kunde man jo aldrig komme til at sige dem.

Fru Heiberg paatvang os aldrig sin Instruction, ja, ventede endogsaa, at vi til hver Rolle skulde udbede os hendes Hjælp; hun sagde: „I skulle lære at tænke selv, arbeide selv, hvad I ikke selv føle, det faae I heller ikke Publikum til at føle”. - Men bad man om hendes Hjælp, saa nægtede hun den aldrig, om hun var nok saa træt. Jeg husker engang, da jeg med temmelig kort Varsel skulde spille „Julie” i Shakspeares „Romeo og Julie”, og ønskede lidt Hjælp hos hende, - man sagde mig, at Fru Heiberg var sengeliggende, da hun var forkølet og træt; dog blev jeg vist op til hende; jeg sagde mit Ønske, og Fru Heiberg spurgte, om jeg havde Rollen med - ja, den var her, hvis Fruen bare vilde læse den for mig een Gang; - ja, saa reiste Fru Heiberg sig op i Sengen, og siddende der med „Julie”s Rolle i den ene Haand og Lorgnetten i den anden, læste hun „Julies” mange og deilige Repliker for mig - jeg slugte hvert Ord og takkede.

Saa husker jeg en Juul hos Fru Heiberg: Juletræet var pyntet, Fru Heiberg havde selv pyntet det og forfærdiget de smukke Hængekurve af lyserødt Papir; Døttrene vare smaae endnu, og vi gik alle rundt om Træet, forrest Fru Heiberg; holdende Børnene paa Skuldrene og bøiende sig over dem, sang hun og vi alle Julesalmen. - Og saa den smukke Gave en Guldpatsch, hun sendte mig tilligemed et kjærligt Brev, da jeg havde spillet „Imogen”!

Men fremfor alt mindes jeg hendes storartede Virksomhed ved Theatret, som Sceneinstructrice i de sex Aar, - hendes Kjærlighed til de forskjellige Digterværker og utrættelige Arbeidslyst, - hendes noble, stilfærdige Maade at tale til Skuespillerne paa. Siddende paa Musikdirecteurens Plads i Orkestret, med en lille Noteringsbog, gjorde hun sine Iagttagelser, og naar Akten eller Prøven var ude, sagde hun det saa til hver især. Da jeg engang tillod mig at sige et rosende Ord til hende i den Retning, svarede hun:

„Ja, nu kan I jo see, hvorledes jeg bærer mig ad, saa kan I jo lære af det, om I vil”.

Ja, der var rigtignok meget at lære af. Hjalp Raad og Bemærkninger ikke tilstrækkeligt, saa gjennemgik Fru Heiberg hele Rollen med Vedkommende, det være sig Herre eller Dame.

Næsten altid var Fru Heiberg paa Theatret i de Aar - og dog var Hjemmet saa smukt, og der blev holdt mange store Selskaber, ja, Baller for de Unge.

Hun læste ogsaa stadig meget, men Theatervirksomheden optog hende næsten heelt; - jeg husker engang, da hun skulde sætte et stort Stykke i Scene, som voldte hende lidt Besvær, traf jeg hende en Aften i hendes Hjem med et heelt lille Theater foran sig paa Bordet - det var vel en Alen højt og lige saa bredt, med Kulisser og Tæpper, og da jeg smilende saae derpaa, sagde Fru Heiberg: Det letter mig Arbeidet en heel Deel, naar jeg saaledes kan see Arrangementet og ordne det Hele med Indgange og Udgange; saa skriver jeg det ind i min Bog, og saa gaar det hurtigere paa Theatret.” - Og det gik hurtigt paa Theatret dengang. Der var Liv; Alle spillede, baade Gamle og Unge, og det ene Stykke kom frem efter det Andet.

Fru Heiberg forlangte, at jeg skulde spille mine Roller allerede paa Arrangementsprøverne, og da jeg indvendte, at alle de Andre havde Bøgerne i Haanden, svarede hun: „Det er det Samme, De skal alligevel spille ud, saa lærer de Andre snart deres Roller, og saa faaer vi Fart i det; De skal i det Hele taget altid give det gode Exempel og føre an.” Det sagde hun, og Tak for de Ord.

Naar man ved at mindes Fru Heiberg, rigtig føler, hvad den dramatiske Kunst kan være, saa kan man ikke lade være at haabe, at den Kunst, for hvilken Fru Heiberg offrede sit Liv, sin Tid og Gjerning, maa gaae en stor Tid imøde og at de Unge ville huske at al Kunst kræver Alvorr, Flid og Studium, at de ville sætte Maalet høit og sige med J. L. Heiberg:

„Kort er Lovet, men Kunsten lang.”

Agnes Gjørling. Skuepillerinde

II

Biografiske Noter.

Johanne Luise Heiberg er født d. 28. Novembr. 1812 i Kjøbenhavn, hvor, hendes Fader var Restauratør. Otte Aar gammel blev hun antaget som Elev ved det kongelige Theaters Dandseskole, hvortil Barnets fine lette og smidige Skikkelse egnede sig fortrinligt. Hun vakte ogsaa strax Opmærksomhed, ikke alene herved, men fornemlig ved sit udtrykslulde Ansigt med de mørke talende Øjne, hvis sjælfulde Blik senere kom til at virke som elektriserende paa Publikum. Som Ballet-Elev gjorde hun hurtige og store Fremskridt, og man spaaede hende alt en glimrende Fremtid som Solodandserinde af første Rang. Det skulde imidlertid ikke være i dette Fag, hun skulde komme til at, fejre sine store triumfer. Skjønt hun alt tolv Aar gammel optraadte med megen Bravour i et Soloparti i en Børneballet, var man kort i Forvejen, ved hendes Udførelse af Giovanni i Øhlenschlægers „Correggio”, bleven opmærksom paa de mange fremragende Egenskaber hos hende, der maatte gjøre hende særlig skikket for det reciterende Skuespil: hendes Talestemmes ualmindelige Klang og Vellyd, der senere udvikledes til en saadan Grad af Bøjelighed og Finhed, at hendes sagte Hvisken kunde naa til den fjerneste Krog af Theatret, hendes Forstaaelse af og smagfulde Fremsigelse af Digte, hvorpaa hun i den nævnte Barnealder havde aflagt Prøve. Seksten Aar gammel debuterede hun som Trine Rar i Aprilsnarrene.

Man kan ikke omtale Johanne Luise Pætge's Kunstnerbane, uden tillige at nævne den Mand, der havde, saamegen Indflydelse paa Udviklingen af hendes Aand og, hendes kunst-Anlæg, og som senere blev hendes Ægtefælle.

J. L. Heiberg var nylig vendt hjem fra et fleraarigt Ophold i Udlandet, hvor han i Paris var bleven bekjendt med den nyrere dramatiske Digtart, Vaudavillen. At indføre denne ved det danske Theater, var hans Ønske, og et første Forsøg*) som, trods den daværende Theaterdirektions noget filistrøse Indvendinger, lykkedes over Forventning, blev efterfulgt, og med samme Udfald, af „Aprilsnarrene”. Denne var skrevet som Debut for den unge Jfr. Pætges, der spillede under stormende Bifald. J. L. Heiberg med sin nye dramatiske Digtart kom saaledes til at plante de Laurbær for hende, hvoraf hun senere drog en saa rigelig Høst. I Sommeren 1831 blev hun hans Hustru, og alle hans senere dramatiske Arbejder vare saa omtrent skrevne for hende.

Med Hensyn til Fru Heibergs Kunstnerbane, da kan man ret egentlig sige at hun var født under en heldig Stjerne; thi vel formaar Genialiteten sædvanlig at være sin egen Banebryder, men det gaar da som oftest langsommere frem. Her Havde forskjellige sammenstødende Omstændigheden ligesom jevnet Vejen for Kunstnerindes Triumftog. Det var i Theatrets saakaldte gyldne Tidsalder, at hun kom til at træde op, hverken før eller senere har en saadan Samling af udmærkede Kræfter prydet den danske Scene. Fru Heiberg, den yngste blandt disse, banede sig ved sin kunstneriske Genialitet og sine Overlegne intellektuelle Evner snart Vej til at blive den Første blandt de Store. Og ligesom de dramatiske Forfattere skrev for hende, saaledes bidrog hun ved sin geniale Udførelse af den hende bestemte Rolle, til at forherlige deres Værker. I Øhlenschlægers Drama „Dina”, var det hendes mesterlige Udførelse af Titelrollen, der bragte Publikum til, ved Stykkets første Opførelse, at udbringe et Leve for Digteren, Ved en senere Opførelse steg Begejstringen for Skuespillerinden saa højt, at den maatte give sig Luft i Handling, idet Parterrets den Gang toneangivende Studenter spændte Hestene fra hendes Vogn og trak hende hjem.

Henrik Hertz var optraadt paa samme Tid. Hans Arbejder udmærkede sig ved sin Dialog, der kom til sin Ret ved Fru Heibergs mesterlige Behandling af Repliken, ligesom hendes klangfulde Stemme og fejlfri Deklamation gjorde hans versifirede Dramaer til - næsten kunde man sige en musikalsk Nydelse. Hvad der overhovedet udmærkede hende, var den ualmindelige Alsidighed, hun lagde for Dagen ved omtrent med lige Mesterskab at optræde i alle Arter af Skuespilkunst. Hun har været Bærer af det højt Tragiske; (Schillers „Maria Stuart”), af de aandrige Verdensdamer, (Scribes „Dronning Marguerites Noveller” og Hertz's „Ninon”) af de bizarre Kvindeskikkelser („Dina” og Ragnhild i „Svend Dyrings Hus”), ikke at tale om den store Mængde af dels naive og dels overgivne unge Piger, som hun ved sit uendelige Skjælmeri og sit rige Lune gjorde saa uimodstaaelige.

At Johanne Luises Giftermaal med Professor Heiberg bidrog meget til at udvikle hendes Aand og kunstneriske Talent, er alt sagt. I deres Hus, som tillige omfattede Heibergs Moder, den aandrige Fru Gyllembourg, samledes alt, hvad Hovedstaden bød af Intelligents og literær Betydning.

I Løbet af den Tid var der opstaaet en Konflikt imellem Heiberg som Theaterdirektør og den unge Skuespiller, Høedt, der mentes at ville indblande sig i Theatrets Anliggender.

Striden kom ogsaa til at berøre Fru Heiberg, om end kun indirekte, og da hun ikke med sædvanlig Bo og Lyst kunde virke for Scenen, trak hun sig tilbage fra 1857-59. Efter at Forholdene imidlertid havde forandret sig, optraadte hun atter (som Lady Teazle i „Bagtalelsens Skole”) og blev modtaget med uendelig Jubel.

Fru Heiberg havde i Aarene 1836-39 med offentlig Understøttelse sammen med sin Mand foretaget en Udenlandsrejse, for at gjøre sig bekjendt med Theatrene i Paris og i Evropas andre Hovedstæder.

Da Professor Heiberg døde 1860, følte hun Ulyst til at fortsætte sin Virksomhed ved Theatret. En af hendes Venner, en Mand af Betydning og en Beundrer af hendes Kunst, gjorde hende opmærksom paa, at man skylder Fædrelandet at ofre 4et sine Kræfter saalænge disse ville slaa til, det være sig som Kunstner, Kunstnerinde eller i andre Stillinger. Fru Heiberg gav efter og forblev ved Theatret i nogle Aar. Hun var endnu i Besiddelse af sin Genialitets fulde Kraft, da hun betraadte Scenen sidste Gang, den 2den Juni 1864.

Da Theaterbestyrelsen ønskede at benytte hendes Kunstforstandighed, Smag og store Erfaring i alt hvad der angik Skuespillet, til Bedste for Theatrets yngre Kræfter, formaaede den Fru Heiberg til at overtage den kunstneriske Ledelse af det reciterende Skuespil. Hun virkede i denne Egenskab i en Del Aar, og hendes Raad og Mening blev fulgt, ogsaa med Hensyn til andre Sider af Theatrets Virksomhed. 1874 opgav hun denne Stilling og levede senere ganske for Privatlivet.

Fru Heiberg har utvivlsomt været den genialeste Kunstnerinde, der nogensinde har virket for den danske Scene, og ingen har modtaget saa mange Beviser paa Publikums begejstrede Anerkjendelse som hun. I sin lange Theatervirksomhed har hun udført 268 forskjellige Roller. Det Skønne har altid staaet for hende, som det Ideal, hvorefter man skal stræbe, og denne Anskuelse har præget enhver af hendes Fremstillinger.

Fru Heibergs Ægteskab var barnløst. Efter sin Mands Død har hun adopteret tre forældreløse Pigebørn, som have udfyldt hendes Liv og hendes Hjem.

*) "Kong Salomon og Jørgen Hattemager."

-n.-m.-

III

Fru Hejberg som Forfatterinde.

De fleste af dem, der have skrevet om Johanne Luise Hejberg har saa udelukkende talt om Skuespillerinden, at jeg føler Trang til ogsaa at sige et Par Ord om Forfatterinden Fru Hejberg.

Forfatterinden Fru Hejberg? Ja, vi skulde vel ikke glemme, at Fru Hejberg var Forfatterinde; vi har i dette Aarhundrede saa faa Forfatterinder af Rang, at vi ikke har Raad at glemme nogen.

Hvad der altid hindrer Kvinder i at blive noget betydeligt, er Manglen paa Mod til at være sig selv. Og det er let at forstaa. Det er menneskeligt at bøje sig for dem, der har Magt, uden at spørge, om de ogsaa har Ret; og det er især kvindeligt ikke blot at ville rydde alle Sten af Vejen for sit Barn, men ogsaa at sige til det: „Herregud, naar Folk nu vil have dig saadan eller saadan, saa føj dig efter dem; det kan dog ikke nytte at staa imod!” Det var med Hjærtet fuldt af Bitterhed, at en Mand for hundrede Aar siden San: „Min Søn, om du vil i Verden frem, saa buk!” Men baade før eg efter den Tid har Tusender af Mødre sagt det samme til deres Børn i deres Hjertes Kjærlighed og Tro paa, at det var det bedste Raad, de kunde give dem. Men det kan ske, at Barnet - eller, hvad jeg vilde sige: Bogen - har en saa lykkelig Natur, at skønt Kritiken har alt muligt at indvende imod den, saa staar der en stor Skare Mennesker, som ikke bryder sig om Kritiken, som kanske slet ikke læser de toneangivende Blade - og de tager mod den lille Bog, og de læser den om og om igen, og i Mørkningen fortæller Moderen Indholdet til sine Børn, og naar Børnene kommer hjem fra Skolen, „leger” de Bogen om igen. Saadan er det gaaet Fru Hejbergs Smaastykker „En Søndag paa Amager” og „Abekatten.” Hvilken Haan er der ikke øst ud over disse „Duftvaudeviller?” og alligevel. . . Theatret spiller dem Aar efter Aar, og hvem er der blandt os, som ikke kan nynne: ,,I Kongelunden skal Brylluppet staa,” eller „Min Frier var en Konge-Konge-kongelig Lakaj!” Naar vi en Gang faar en Kritik, der gaar ud paa at forstaa og forklare, da faar vi vel ogsaa opklaret, hvad det er for hemmelige Tryllemidler, disse uskyldige Smaastykker har virket med.

At Fru Hejberg er Forfatterinde til disss Arbejder, ved vi nu af hendes egne Ord (Se Kv. og Samf. 1890. S. 240); men hvem er Komponisten? er det ogsaa Fru Hejberg, eller er det hende og hendes Mand, der her har dannet „en tæt Forening af Ord og Toner?”

Mere Anerkendelse har Fru Hejberg vundet ved et Par litteraturhistoriske Arbejder. For 8 Aar siden udgav hun den bekendte Bog „P. A. Hejberg og Thomasine Gyllembourg,” der ikke er en Samling løse Breve, men et virkeligt Portrætmaleri, malet af en kyndig Haand, men utvivlsomt ikke lidt „flatteret,” hvorfor den ogsaa strax fremkaldte adskillige Protester. Det er nu ogsaa en offentlig Hemmelighed, at Fru Hejberg er Forfatterinde til den lille Skitse af Fru Gyllembourgs Liv og Personlighed, der indleder dennes „Samlede Skrifter.”

Begge disse Arbejder er af betydelig Værdi for vor Literatur, eg Fru Hejberg har ved dem sikret sig Navn af en Forfatter af Rang, en af de faa, der virkelig har noget at sige, og som har sin ejendommelige Maade at sige det paa. Man venter derfor med rette noget interessant af de ”Erindringer,” som hun arbejdede paa, og hvoraf Brudstykker allerede er bleven trykt (i Festskriftet til Krieger).

Regnskabet mellem Fru Hejberg og den danske Literatur er dog ikke afgjort hermed. Der er en hel Kække Skildringer, som vi tør kalde hende „Forfatter” til, om end indirekte.

Johan Ludvig Hejberg var - skønt han var „kongelig Theaterdigter” - ikke nogen rig eller original Digternatur; han har ikke som Holberg eller Øhlenschlæger skabt en Flok af livskraftige Skikkelser, som vi alle kende. Men én Skikkelse er der, som alle er enige om, at Hejberg har fundet før og skildret med varmere Farver end nogen anden: det er den 13-15 Aars Pige, Barnet, der er i Færd med at udfolde sig til Jomfru. Naar denne Figur staar saa ejendommelig lys og straalende i Hejbergs Produktion, da er det tydelig nok, fordi Eros har ført hans Pen; han siger ogsaa selv, at „Aprilsnarrene” var hans Kærlighedserklæring til hende, som senere blev hans Hustru.

Som J. L. Hejbergs Hustru - den meget formaaende Mand der forstod saaledes at værge for sin og sin Hustrus Værdighed, at hun f. Ex. altid kom til at staa som „Fru Hejberg” paa Plakaten, mens de andre Skuespillerinder kun var Madamer og Jomfruer, eller at hun aldrig blev indbudt til Hoffet, uden at han blev indbudt med, saa at hun altsaa kom der som hans Hustru, ikke som Skuespillerinden - som den smukke og aandfulde Værtinde i hans Hus, hvor mange af Tidens Skønaander samledes, har hun inspireret en anden Digter: Henrik Hertz. Den Række af sympathetiske Kvindeskikkelser, der - som paavist af G. Brandes i hans ypperlige lille Studie over Hertz som Lystspildigter - udgør denne Digters litterære Erobring, og hvoriblandt især straaler „den glimrende, den overlegne, den stærke og begavede, den dristige og aandfulde Kvinde, der fik alle Viddets sjældne og ypperlige Gaver,” den højtbegavede og fintdannede Dame, der med et Smil paa Læben drejer alt og alle om sin lille Finger og bringer det mest forviklede i sin gode poetiske Orden igen („Indkvarteringen”, „En Curmethode,” „Den eneste Fejl” o. s. v.), det er utvivlsomt Genspejlinger af Fru Hejbergs Skikkelse. Og hvilken social Indflydelse det har haft, at vort Nationaltheater Aar igennem har oprullet saadanne Billeder for vore unge Mænd, det kan ikke beregnes. En litteraturhistorisk Forfatter har ment, at de danske Kvinder skylder Ingemanns Hustru en stor Del af den Agtelse og Ærbødighed, Mændene viste dem. Jeg tror, at Kvindernes Gæld til Fru Hejberg er nok saa stor.

„Skuespillerinden er en Billedhugger, der modellerer sine Kunstværker i Sne,” er der sagt. Fru Hejberg har ogsaa modelleret i et varigere Materiale, og hvad hun har skabt, vil ikke glemmes som den Sne, der faldt i Fjor.

Ville Højberg.