Fra udenbyes Venner.
Fra et Medlem af en udenbyes Kvindeforening skrives til os: Jeg ser, at andre Kvindeforeninger tager Mænd med. Vi har drøftet den Sag; enkelte Stemmer for, flere imod. Det forekommer mig foreløbig tilstrækkeligt, at vi „venligst” indbyder Mændene, naar vi holder offentligt Møde, lad os da for alt være fri for dem paa Medlemsmøderne. Ikke fordi Mændene er værre end Kvinderne, naar det gælder Kvindesagen, - nej, det skal siges atter og atter, vore værste Fjender er Kvinderne - men fordi Mændene vil virke som en Hund i et Spil Kegler, om de nu kom ind i vore Medlemsmøder. Vi har nemlig ikke lært ret meget endnu; der snakkes mere end der tales. Vi er nødte til at lukke Døren, til vi har orienteret os saavidt, at vi ved, hvad vi vil. Jeg kender da ej heller en eneste Mand her i Byen, der gør noget for Kvindesagen. Der er nok en Del Forretningsfolk, der antager Kvinder i Forretninger, men hvorfor? Fordi de er billigere; de byder f. Eks. en Kassererske fra 10 Kr. om Maaneden. - En ung Forretningsmand skulde have en Bogholder og Kassererske. Som ukendt spurgte han en af Byens (saakaldte) liberale Købmænd, hvor meget - eller vel snarere, hvor lidt - han kunde byde hende. „20 Kr. om Maaneden,” svarede den Liberale. Resultatet blev imidlertid, at hun fik 80 Kr. om Maaneden. Hun arbejder fra 7 Morgen til 9 Aften, fører alle Bøgerne undtagen Kassebogen, Korrespondancen, ogsaa den tyske. En Fotograf, der har en stor Forretning, henvendte sig til en Dame, der underviser i Bogholderi, om en Bogholderske. Hun anviste ham en flink Pige, der kan dobbelt Bogholderi, dansk og tysk Korrespondance; han bød hende for Heldagsarbejde 16 Kr. om Maaneden. Hun tog heldigvis ikke mod Tilbudet.
Saa er der Lærerinder uden Eksamen, de lever under samme glimrende Kaar. 22 Timer om Ugen foruden Hjemmearbejde for 22 Kr. om Maaneden. Jeg kender dem, der nøjes med 6, siger og skriver seks Kroner om Maaneden for 20 à 24 Timers Undervisning om Ugen.
Jeg trænger virkelig ofte til at gentage: „Det er Kvindens Frigørelse, vi arbejder for”.
Det er jo den rene Fortvivlelse; Kvinderne byder, og Mændene tager imod Arbejdet for den rene Spotpris; om nogle Aar vil Kvinderne sidde inde med saa godt som alle underordnede Stillinger paa Forretningslivets Omraade, levnende Mændene Plads som Pakhuskarle og Bybude. Naar Kvinderne endda tænkte paa at etablere sig, nej, det er der ikke én af Tusinde, der gør, de sidder kun og tager Plads og venter paa Frieren. Alt hvad Kvinderne tager sig for, er kun foreløbigt. De lægger ingen Planer, „for man kan jo aldrig vide”, og saa er det jo ikke værd at koste saa meget paaet. Men desværre er Hæren saa talrig, at saasnart én er faldet - i Ægteskabets Havn, - staar der ti og mælder sig til - foreløbig - Tjeneste for en Løn, der ikke er tilstrækkelig til at skaffe sig Føden ren og bar. „Men Gud! - siger Forældrene, „vi kan jo ogsaa nok hae vor Datter hjemme, og naar hun saa tjener til Klæderne, saa er det dog et anderledes pænt og let Arbejde end at være ligefrem simpel Tjenestepige.”
Sikke Raisonnements! Uh! Hvad er det, vi arbejder for?
Kvinderne er en bornert Race, og Kvinderne er Kvindesagens værste Fjender.
Det er Reglen! ”
Undtagelser findes. Deriblandt
Deres ærbødigt hengivne
