J. L. Heiberg: Kvindespørgsmaalet i det gamle Athen.

Enhver Kvindesagsven maa være den lærde Forfatter taknemlig for det Foredrag om Kvindespørgsmaalet i det gamle Athen, som han for nogle Aar siden har holdt i Selskabet for Historie, Litteratur og Kunst og nu bragt frem for en større Kreds, i andet Hæfte af Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, udgivne af det philologisk-historiske Samfund. Men med Taknemligheden og Glæden over denne interessante lille Bog blander der sig Beklagelse over, at Foredraget blev holdt for en Kreds, som ganske vist kun tæller faa Kvinder - om nogen - og derpaa nu, da det foreligger trykt, ogsaa kun henvender sig til det snævrere Publikum, der tør binde an med en Bog, paa hvis Titelblad der staar: Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning. Thi Foredraget og Bogen fortjener en bedre Skæbne end at blive hørt og læst af en udsøgt Kreds; det fortjener at høres og læses, ikke blot af alle, der har Sympati for Kvindesagen som saadan, men af alle, der har Interesse for den som Samfundsspørgsmål!

I enhver Henseende er Bogen værdifuld: ved sit Stof: de vel valgte og klart fremstillede Kendsgerninger, ved de „Tanker til Eftertanke”, der kan uddrages af disse Kjendsgjerninger, og endelig ved sin Tendens; - et Par ganske smaa beskedne Udfald mod „Kvindesagsdamerne” har ogsaa sin Interesse, i alt Fald for vedkommende.

Bogen er saa lille, kun syv og tyve Sider, og saa knap og koncis, saa helt uden overflødige Ord, at man ønsker at kunne aftrykke den i dens Helhed, saa meget mere, som de Kjendsgerninger, den fremdrager, sikkert har Nyhedens Interesse for de allerfleste - det er ikke enhvers Sag at gaa efter, hvad Platon og Aristofanes, Aristoteles og Xenofon og Euripides har skrevet om Kvinderne - og naar vi her giver et Uddrag af den og meddeler nogle Brudstykker, er det ikke Meningen at spare vore Læsere Ulejligheden med at skaffe sig Bogen, men kun at henvise til den.

„Naar man vilde spørge en ung Dansk, som stod i Begreb med at gifte sig”, begynder Forfatteren, „om hans Bevæggrund til dette Skridt, vilde han, idetmindste naar han hørte til de „dannede” Klasser, upaatvivlelig svare, at han var forelsket og længtes efter et nærmere aandeligt og legemligt Samliv med den Kvinde, han havde valgt. Saa indlevede er vi i den Opfattelse, at Kjærlighed er den nødvendige Forudsætning for et ret Ægteskab, at selv, naar vitterlig andre Hensyn har været afgørende, opretholde alle Parter den Fiction, at Kjærlighed har været Motivet. Derimod skyr man forud at tale om eller blot tænke paa den mest indgribende og nærliggende Konsekvens af Ægteskabet, Børnene; det er ikke frit for, at denne kommer den romantiske Opfattelse af Ægteskabet noget paa tværs, og man kan af og til, især i Damenoveller, træffe harmfulde Udbrud om det „brutale” Vielsesritual, fremkaldte ved dettes Antydninger i den Retning, som ganske vist ogsaa gaa ud fra den grundforskellige, gammeltestamentlige Opfattelse af Forholdet mellem Mand og Kvinde.

Hvis man derimod havde spurgt en ung Athenienser fra den egenlig antike Tid om hans Motiver til at indgaa Ægteskab, vilde han have svaret omtrent som saa: Jeg gifter mig for at faa ægte Børn og legitime Arvinger til mit Gods, der kan støtte mig i min Alderdom, bevare min Slægt og bringe Dødningeoffer paa min Grav. Næsten som en juridisk Definition fremtræder denne Opfattelse i en Retstale omtrent fra Demosthenes Tid, i hvilken der ivres stærkt imod at give Concubinat Anerkendelse som Ægteskab; der hedder det: Hetærerne have vi for vor Fornøjelses Skyld, Concubiner *) for Legemets daglige Pleje, men Ægtehustruer for at avle ægte Børn og for at have en paalidelig Vogterske af Formuen.”

Ægteskabets Formaal var altsaa at faa Børn, og dette Formaal var hos Athenæerne „saa dominerende, at det kvalte alle andre Hensyn;” - „om personlig Tilbøjelighed blev der slet ikke spurgt”, og der var heller ingen Lejlighed til, at en saadan kunde vækkes, da der saa godt som intet Samkvem fandt Sted mellem unge attiske Mænd og Kvinder; disse sidste levede indespærrede som i et Harem, og det betragtedes som en grov Fornærmelse „naar en fremmed Mand i Husherrens Fraværelse kom ind til Husets Damer.” - En Mand kunde ligefrem arve en Hustru tilligemed Formuen. - Noget aandeligt Samliv var der ikke, og kunde der ikke være mellem Ægtefællerne: Manden stod paa et helt andet Dannelsestrin end sin Hustru og tilbragte Størstedelen af Dagen ude af Huset, beskæftiget med sine Forretninger eller optaget af det offentlige Liv. Mændene voldte disse som Regel temmelig glædeløse Ægteskaber - Undtagelser gaves naturligvis - forholdsvis ringe Men; de havde saa mange andre Hjælpekilder: det offentlige Liv, aandeligt Arbejde, Omgang med andre Kvinder, Venskabsforhold til Mænd; for Kvinderne derimod var de en virkelig Ulykke og en Kilde til Demoralisation.

„Nærmest som et Curiosum”, siger Dr. Heiberg, „skal det nævnes, at, medens Grækerne ellers var og er et meget ædrueligt Folk, saa klages der jævnligt og stærkt over Kvindernes Drikfældighed; de synes at have søgt Trøst i Flasken for deres ægteskabelige Genvordigheder, og Adgangen til Vin var dem jo let. Endog udenfor Grækenland vakte dette Forhold Opsigt; i et indisk Digt kaldes Grækerne „Javanas, hvis Kvinder ere drukne”. Værre var det, at Kønskærligheden, som tilsidesattes ved Ægteskabets Indgaaelse, valgte sig andre Mænd til Genstand, naar den ikke fandt Tilfredsstillelse i Ægteskabet, saa at Ægteskabsbrud fra Kvindens Side trods de haarde Straffe ikke forekom ganske sjældent. Som Exempel hidsættes et Stykke af en Tale af Lysias, skreven for en Mand, der havde grebet sin Kone in flagranti **) og slaaet hendes Elsker fordærvet; i den Sag, der i den Anledning blev anlagt mod ham, uagtet han kun havde benyttet sin lovlige Ret, fremstiller han Sagen saaledes for Dommerne:

„Da jeg havde besluttet mig til at gifte mig og hjemført en Kone, forholdt jeg mig i Begyndelsen saaledes overfor hende, at jeg hverken smaaligt saa hende paa Fingrene eller ganske lod hende gaa efter sit eget Hoved, men jeg passede paa hende saa vidt muligt og havde et Øje med hende, som rimeligt var. Men da jeg fik en Søn, saa nærede jeg fuld Tillid til hende og lod hende raade med al min Ejendom, idet jeg mente, at et Barn var det bedste Baand mellem to Mennesker.

„I Førstningen var hun ogsaa rigtig brav; hun var en god Husholder, yderst sparsommelig og nøje paa det. Men da min Moder saa døde, blev hendes Død Anledning til alle mulige Ulykker for mig. Da min Kone nemlig gik med til hendes Begravelse, fik dette Menneske (Elskeren) Øje paa hende og fik hende tilsidst forført. Han passede nemlig Pigen op, naar hun gik paa Torvet, snakkede for hende og fik hende paa sit Parti.

„Jeg ejer nu, mine Herrer Dommere - thi ogsaa det maa jeg sætte Jer ind i - et toetages Hus med ligestor Lejlighed for Mændene og for Kvinderne i begge Etager. Da vi nu havde faaet en lille Dreng, gav hans Moder ham Bryst, og for at hun ikke, naar han skulde i Bad, skulde risikere noget ved at gaa ned ad Trappen, boede jeg ovenpaa og Fruentimmerne nedenunder, og det var allerede blevet en Vane, at min Kone jævnlig sov nedenunder hos Drengen for at give ham Bryst, og for at han ikke skulde skrige. Det gik lang Tid saaledes, og jeg nærede aldrig nogen Mistanke, men var saa enfoldig, at jeg troede, at min Kone var den skikkeligste i den ganske By.

„Men senere hen kom jeg engang uventet hjem fra Landet, og da vi havde spist til Aften, skreg Drengen og var urolig, fordi Pigen med Villie drillede ham til det; Elskeren var nemlig dernede, det har jeg altsammen senere faaet at vide. Saa sagde jeg til min Kone, at hun skulde gaa ned og give Drengen Bryst for at faa ham til at tie. Men hun vilde først ikke, hun var altfor glad ved at se mig igjen efter saa lang Tids Forløb; men da jeg blev ærgerlig og sagde, at hun skulde, svarede hun: Maaske for at du imens kan lokke for Pigen heroppe; du har allerede en Gang før været efter hende i Fuldskab. Saa lo jeg, og hun rejste sig og gik, men lukkede Døren og skød Slaaen for som i Spøg. Og jeg, som ikke tænkte videre derved eller havde nogen Mistanke, lagde mig gladelig til at sove, træt efter Rejsen, som jeg var. Men da det omtrent var Dag, kom hun og lukkede op, og da jeg spurgte, hvorfor Døren havde gaaet om Natten, svarede hun, at Lampen hos Drengen var gaaet ud, og saa havde hun ladet den tænde hos Naboens. Jeg tav dertil og troede, at det var sandt. Det forekom mig nok, at hun var sminket, uagtet hendes Broder var død for knap en Maaned siden, men alligevel sagde jeg ikke noget derom, men gik ud i Tavshed.”

En anden gift Kone, som Elskeren har forladt, aabner saa Mandens Øjne og angiver den Skyldige, hvem han derefter griber paa fersk Gerning og afstraffer.

Denne lille Historie røber en saa durkdreven Frækhed og Rutine, at den bliver et Vidnesbyrd om en udbredt Fordærvelse.” Med dette de attiske Kvinders forargelige Liv for Øje kan man forstaa, at en af Athens største Digtere, Euripides, bestandig i sine Tragedier skaanselløst snærter Kvinderne; hans Afsky for dem naar Højdepunktet i den kvindesky Hippolyts Udbrud:

„O Zeus! hvi gav til Plage du for alle Mænd

de lede Kvinder Bolig under Solens Lys?

Nej! vilde du forplante Menneskenes Slægt,

ej burde den da spiret frem af Kvindens Skød;

til dine Templer kunde Manden dig jo bragt,

som han behaged, Kobber, Jern og røden Guld

og derfor kjøbt sig Sønner af forskelligt Værd

alt efter Gavens Størrelse; da havde han

i Frihed uden Kvinder levet i sit Hus.”

Selv om nu denne radikale Forandring var uigennemførlig, saa er det dog sikkert nok, at man ønskede en Reform af det ægteskabelige Forhold og drøftede det Mand og Mand imellem, „hvad Kvinderne tænkte desangaaende, ved vi ikke; de har vel indskrænket sig til at hævne sig ved at gøre deres Ægteherrer Livet surt.”

Det var én af de Sider af Kvindespørgsmaalet, der kom frem i Oldtiden: en Reform af Ægteskabet; „den Side deraf som nu træder i Forgrunden, Omsorgen for den ugifte Kvindes Stilling, kunde derimod ikke faa nogen Betydning, da det aabenbart var yderst sjældent, at en Kvinde blev ugift.”

Der er ogsaa Spor til, at en anden Side af Sagen var fremme: Spørgsmaalet om Kvindens Deltagelse i det offentlige Liv. „Aristophanes kaade Skildringer af Kvinderegimente i „Lysistrata” og „Kvinderne paa Folkeforsamling” har dog vistnok saa megen real Grund under Fødderne, at Kvinderne under de sørgelige politiske Tilstande i Athen begyndte at interessere sig for Statssager og snakke Politik. Idetmindste klinger en Replik som denne (Lysistrata hos Aristophanes) ikke som bar Løjer: I den forrige Krigs besværlige Tid skal jeg vist ikke glemme,

hvor sagtmodig vi fandt os i alt, hvad de Herrer maatte bestemme.

Og vi maatte ej kny. Men det siger jeg: I behaged os ikke.

Og vi kjendte Jer! Jo! Tit og ofte, naar stille vi sadde derhjemme,

og vi hørte, hvordan med den vigtigste Sag I var kommet i Klemme,

og jeg spurgte min Mand med et angstfuldt Sind, men med smilende Blikke:

„Hvad nyt har vel Folket idag paa Søjlen at skrive besluttet?

Blir det Fred og Forlig?” „Pas dig selv!” hed det bistert til Svar paa Minuttet,

„Hold din Mund!” Og jeg holdt den betuttet.

Men hverken Kvinderne eller Mændene var endnu modne til en sammenhængende Spekulation over Ægteskabet og Kvindesagen; en saadan giver først Platon.***) I „Staten” udtaler han at „de højere Klasser i hans Idealstat, naar de faar den rationelle Opdragelse, han har foreslaaet, nok vil komme paa det rene med, at Kvinder, Børn og Ejendom bør være fælles. Denne Udtalelse vakte uhyre Opsigt og blev almindeligt Samtaleæmne i Athen; Aristophanes skrev, sandsynligvis særlig rettet imod den, Komedien „Kvinderne paa Folkeforsamling.”

Til Grund for Platons Betragtning af Ægteskabet laa den gamle græske Opfattelse: „Ægteskabet er til for Børnenes Skyld, nærmere bestemt: det skal skaffe Staten saa godt Materiale til at forme Borgere af, som muligt. „Brud og Brudgom skal være betænkte paa at skaffe Staten saa smukke og gode Børn som muligt” hedder det i det posthume Værk ****) „Lovene”, som i dette Spørgsmaal staar paa „Statens” Standpunkt. Sammesteds forlanges det, at man skal vælge sin Brud af Hensyn til Statens Tarv - ikke to ensartede Naturer sammen - ikke efter egen Behagelighed, og det fremhæves, at gjennem Forplantningen opnaa Menneskene en Form af Udødelighed, som alle naturligt attraa.”

Platon hævder, at den eneste væsentlige Forskjel, der er paa de to Køns Anlæg, er den fysiske; Kvinderne maa kunne tjene Staten ligesaavel som Mændene; „der kan ingen Opgaver paavises, som særligt maa betegnes som Kvindernes i Modsætning til Mændenes; overalt kan vi kun konstatere en Gradsforskjel, ingen Væsensforskel.” Den Opdragelse, som er bedst for Mændene, maa derfor ogsaa være den bedste for Kvinderne; de skal deltage i alle Mændenes aandelige og legemlige Sysler og Idrætter, og de skal have de samme Pligter og Rettigheder i Statslivet som Mændene, ogsaa Værnepligten. Og naar Kvinderne ikke have særlige Opgaver, der er forskellige fra Mandens og naar de skal have samme Opdragelse og Beskæftigelse som Mændene, saa maa Hjemmet ophæves. Ejendoms- Kvinde- og Børnefællesskab skal indføres, for at alle kan være lige interesserede for alle, og for at der ikke skal blive Strid om mit og Dit. Forplantningen skal reguleres af Øvrigheden med det Formaal at, skaffe Staten de bedste Borgere og skal kun være tilladt i den kraftigste Alder. Børnene skal opdrages sammen; Mændene skal leve sammen i Syssitier *****) ligesom i Sparta og Kvinderne ligeledes. - Der var adskillige af disse Tanker, der støttede sig til faktiske Forhold; absolut nye var dog Tankerne om Kvindefællesskab og Kvindesyssitier, hvad der var ensbetydende med Hjemmets fuldstændige Opløsning.

En bestemt Modstander af Platons Tanker paa dette Omraade var Aristoteles. Han hævder, at der er en Væsensulighed mellem Mand og Kvinde; „Kvinderne er mindre egnede til at herske og kan kun opnaa en ringere Grad af ethisk Fuldkommenhed.” - I sin Ethik fremsætter han „en næsten moderne Betragtning af Ægteskabet: Venskab mellem Mand og Kvinde bestaar ved Naturen; thi Mennesket er ifølge sin Natur væsenligere parvis levende end statsdannende, og Forplantningen er en mere almengyldig Stræben hos alle levende Væsner. Hos Dyrene indskrænker Samlivet sig til denne Opgave, men Menneskene leve ikke sammen for Forplantningens Skyld alene, men ogsaa for andre Livsforholds Skyld. Thi Opgaverne i Livet er fordelte mellem Mand og Kvinde, saa at de supplerer hinanden ved at slaa sig sammen. Dette giver den ægteskabelige Forbindelse dens Nytte og Behagelighed, og en yderligere Tilvæxt kan disse faa, naar begge Parter er i Besiddelse af den dem tilkommende ethiske Fuldkommenhed. Børnene anerkender han dog som et Bindemiddel.”

Samme Standpunkt som Aristoteles indtog Xenofon; han var ikke kommet til det ad Tænkningens, men ad den praktiske Forstands Vej. Han ønsker en Reform af Ægteskabet, ikke en Revolution, og hans Anskuelser skildres meget levende i Begyndelsen til hans lille Skrift „Om Husvæsen:”

Sokrates taler med Ægtemanden Ischomachos om hans Hustru; han vil gerne vide, om han selv har opdraget sin Hustru til hendes Pligter, eller om hun forstod at bestride dem, da hun blev gift. Ischomachos forklarer, at han har lært hende alt. Saa spørger Sokrates: Men i Himlens Navn, Ischomachos, hvad begyndte du med at lære hende? Det maa du endelig fortælle mig, for det vil være mig en større Nydelse at høre din Fortælling derom, end om du skildrede mig det mest storartede Væddeløb eller Gymnastikkamp.

Ischomachos: Aa, jeg forelagde hende omtrent følgende Spørgsmaal, Sokrates, da hun var bleven en Smule fortroligere og havde fundet sig lidt tilrette:

Sig mig engang, Kone, har du nogensinde tænkt over, hvorfor jeg har taget dig og dine Forældre givet dig til mig? At det nemlig ikke var af Forlegenhed for en, vi kunde dele Seng med, det staar sikkert ogsaa dig klart. Men idet jeg paa mine egne Vegne og dine Forældre paa dine tænkte over, hvor vi skulde finde den bedst mulige at være fælles med om Gods og Børn, saa har jeg valgt dig, og dine Forældre efter det Udvalg, de havde, mig, om jeg tør sige det uden Ubeskedenhed. Hvis nu Gud engang giver os Børn, saa vil vi i Forening overveje, hvordan vi kan opdrage dem paa bedste Maade; det er jo nemlig til vort fælles Bedste at faa saa gode Medhjælpere og Alderdomsstøtter som muligt. Men foreløbigt er jo i hvert Fald vor Ejendom her fælles for os. Thi alt, hvad jeg har, gjør jeg til Fælleseje, og du har ogsaa lagt hele din Medgift i den fælles Kasse. Og vi skal ikke smaaligt regne efter, hvem af os der har leveret det i Omfang største Bidrag, men vi skal føle os overtydede om, at den af os, der er den bedste Fælle, har givet det værdifuldeste Bidrag.

Hertil svarede min Kone:

Aa, hvilken Hjælp kan jeg yde dig? Hvad Evne har jeg? Nej, alt ligger i din Haand; min eneste Opgave var at være skikkelig og ordenlig, sagde Moder.

Ja vist saa, Kone, sagde jeg, det har min Fader ogsaa sagt til mig. Men det er jo dog en ordenlig Mands og en ordenlig Kones Opgave at sørge for, baade at det, de har, kan være i den bedst mulige Forfatning, og at de kan lægge saa meget som muligt til paa en hæderlig og ærlig Maade.

Hertil sagde min Kone: Øjner du da noget, jeg kan gjøre, for at hjælpe til med Formuens Forøgelse?

Ja, det gjør jeg rigtignok, svarede jeg: hvad Guderne har skabt dig med Evne til, og hvad Skik og Brug godkender, det skal du søge at gjøre paa bedste Maade.

Ischomachos udvikler derpaa, at Ægteskabet for det første tjener til Slægtens Forplantelse og til at skaffe den enkelte en Støtte paa hans gamle bage i Børnene; men desuden kræver Menneskenes Levevis en Samvirken af to forskellige Kræfter: en udadgaaende, der samler tilhuse, og en indadvendt, der holder Orden paa og vaager over det erhvervede og tager sig af Børnene. Den første Virksomhed ligger efter Naturens Anvisning særligt for Manden paa Grund af hans større aandelige og legemlige Kraft og Udholdenhed, den sidste for Kvinden med hendes større Ømhed for de spæde Børn og hendes ængstelige Omhyggelighed. Da Mand og Kvinde saaledes udfylde hinanden, er Ægteskabet en nødvendig Institution, begrundet i Naturen og helliget ved Skik og Brug. Han sammenligner Hustruens Virksomhed med Bidronningens og ender med at udkaste følgende idylliske Billede af den dygtige Husmoders Stilling i Huset.

Og det skønneste vil være, naar du viser dig dygtigere end jeg og gør mig til din Tjener, og naar du ikke behøver at være bange for, at du, naar du bliver ældre, skal blive mindre agtet i Huset, men kan føle dig forvisset om, at du, alt efter som du bliver ældre, vil være desto mere højagtet, jo dygtigere du viser dig som min Arbejdsfælle og Vogterske af Formuen for Børnene. Thi det skønnes og godes Væxt beror ikke paa Ungdom og Skønhed, men paa Dygtighed overfor Menneskelivets Opgaver.”

De senere græske Moralfilosofer gaar i samme Retning som Aristoteles, men bringer ingen ny Tanker ind i Behandlingen af Kvindespørgsmaalet.

„En Ting savner vi”, siger Forfatteren til Slutning, „ved alle disse græske Betragtninger over Ægteskabet: det erotiske Moment. Intet kan være endog en Mønsterægtemand som Ischomachos fjernere end en saadan „selvbenægtende” Bøjen sig under Elskovens Majestæt som den, der udtaler sig i den smukke lille tyske Elskovsvise (fra 15. Aarh.)

Wo sollt ich mich hinwenden,

liess mich die Gute dein,

zeig mir dasselbig Ende,

so möchte ich fröhlich sein,

und auch mit Muthe singen

zu Dienst und Liebe dir.

Doch nichts kann ich vollbringen,

ach, nichts will mir gelingen ohn dich,

das mag wohl sein! ******)

Der anføres endnu et Kærlighedsdigt af Rückert og tilføjes saa:

„Enhver, der har germanisk-gothisk Blod i sine Aarer - de romanske Folk tænke i dette Kapitel endel anderledes -, vil vistnok føle sig tiltalt af dette Digts Poesi, og det ikke blot paa Grund af den mesterlige Form. Men paa den anden Side, naar man lægger Mærke til, hvorledes det sanselige her er sublimeret op i Regioner, hvor det dog ærligt talt ikke har noget at gøre, saa forstaar man, hvorledes den romantiske Opfattelse af Forholdet mellem Mand og Kvinde fra sin himmelhøje Flugt kan styrte ned i Afgrunde, hvorom den ethiske græske Anskuelse, der træder med fast Fod paa den moderlige Jord, ingen Anelse har, og man faar noget af den samme Fornemmelse, som naar man stiller et gammelt attisk Gravmæle, hvor Mand og Kone i „stille Storhed” række hinanden Haanden til Afsked, sammen med et af de moderne Familiegravmæler, som det vrimler med f. Ex. paa Italiens større Kirkegaarde, hvor der paraderes og demonstreres med den mest utrøstelige Jammer og andre stærke Sager: man føler, at vor Blodfattigdom, vore hidsede Følelser og højt spændte Nerver nok kan behøve noget af det Jern, som ydes renest og bedst af den græske Oldtid.”

Vi, som lever i det nittende Aarhundrede, Nyhedernes og Opfindelsernes Aarhundrede, har særlig godt af nu og da at faa indskærpet det gamle Visdomsord: Ingen Ting er nyt under Solen; det ligger ikke fjernt fra os at mene, at vi har opfundet adskilligt mere, end vi har, blandt andet Kvindesagen. Af denne Drøm bliver vi grundig vækket ved en historisk Fremstilling som den, vi her har at gøre med: hvad der nu staar paa Dagsordenen som brændende Spørgsmaal, en Reform af Ægteskabet, Kvindernes Deltagelse i det offentlige Liv, det diskuterede Athenienserne paa Torvet og i Buegangene, mens Platon skrev filosofiske Værker og Aristofanes Komedier om det. Og den standende Strid om Ægteskabets Grundvold, om Kvindens Natur og Væsen, om der er en

Grads- eller en Væsensforskjel mellem hende og Manden, om hun har særlige Opgaver eller de samme som han, om hun skal have samme Opdragelse - den var oppe i det fjerde Aarhundrede før Kristus ligesaavel som i det Herrens Aar 1891; vi finder hos Athenienserne de samme skarpe Modsætninger, som vi selv kender saa godt: *******) Platon holdt paa Gradsforskjellen, Aristoteles paa Væsensforskjellen - og der blev man staaende.

Men kan nu denne Mindelse om, at vi ikke har været Stifindere, men kun vandret videre ad kendte, slagne Veje, og at vi i Virkeligheden nu staar ved den samme Milepæl, hvor Platon og Aristoteles for over 2000 Aar siden blev staaende - kan nu denne Mindelse end i Øjeblikket virke noget dæmpende og trykkende, saa viser det sig dog, ved nærmere Eftertanke, at den snarest skulde give os Bekræftelse og Haab. Bekræftelse af Spørgsmaalets indre Berettigelse: det er ikke ejendommeligt for Døgnets Luner og Indfald at holde sig i Aartusender og komme op og op igjen, snart i en Form, snart i en anden - dette plejer derimod at være Særkendet for Menneskehedens store Livsspørgsmaal. Og Haab om, at hvad to af Verdens største Tænkere ikke naaede ad Spekulationens Vej: at klare og bestemme Kvindens Natur og Væsen og deraf følgende Opgaver, det skal kommende Slægter naa ad Experimentets Vej. Vi er jo allerede midt i Experimenterne, experimenterer med Opdragelsen, med Forholdet mellem Mand og Kvinde, med Arbejdet: der vil engang komme den Tid, da man ved, fordi man har erfaret det, hvad Kvinden er og hvad hun evner; da er Hypothesernes Tid forbi.

Indtil da maa vi lade os nøje med at se vore Hypotheser mere eller mindre støttede af de Experimenter, tidligere Tider og Folk har gjort. Grækenland var jo, med Hensyn til Samfundsforholdenes Ordning, et Experimenternes Land, saa her er meget at lære og lægge Mærke til, meget der kaster nyt Lys over vor Tids Bevægelser og deres Aarsager.

Dr. Heiberg fortæller os, at Ægteskabet var i Forfald blandt Athenienserne i Athens Glanstid, og spørger vi, hvad der havde bevirket denne Tilbagegang i et Forhold, der i ældre Tid kunde være saa rent og skønt, som Homer og Sofokles har fremstillet det for os, saa henvises der dels til, at Ægteskaberne .i denne Tid som Regel var „Fornuftgiftermaal,” - i Parenthes bemærket et i vor daglige Tale sørgelig misbrugt Ord; ethvert Kærligheds-Ægteskab burde ogsaa være Fornuftgiftermaal - dels og fornemmelig til den Kløft, der var skabt mellem Mænd og Kvinder ved en ny Tids Frembrud. Det var paa den Tid, da Folkevældet var blevet gennemført i Athen, og da Filosofien stod paa sit Højdepunkt, da enhver fri Athenienser først og fremst var optaget af det offentlige Liv og dets mange Gøremaal og dernæst af at tilegne sig „den højere og selvstændigere Dannelse og Aandsudvikling, som muliggjordes ved Filosofiens energiske Fremadstræben og Sofisternes Populariseren af dens Resultater og Methode, medens Kvinderne blev staaende paa det af Mændene forlængst forladte Standpunkt: at modtage al Belæring ved Traditionen” - det var paa den Tid, at Athen fik sit „Kvindespørgsmaal”.

Paa en lignende Tid fik det moderne Evropa sit: saa længe Mænd som Kvinder levede under en „faderlig” Regering, saalænge det kun var de „sjældne faa”, der havde Kundskaber og Oplysning, saa længe var Kløften forholdsvis lille, men nu i Løbet af det sidste Aarhundrede, da Mændene har faaet Friheden og Videnskabens Resultater er blevne gjort tilgængelige for den store Mængde, nu har ogsaa Kløften vist sig, og maa har set Nødvendigheden af at fylde den.

Omvendt: i Stater, hvor der er nogenlunde „Lighed” i Rettigheder, i Dannelse og Sysler, der kender man intet Kvindespørgsmaal. Sparta havde intet. Dér var ikke, som i Athen i gamle Tider og i de fleste evropæiske Lande den Dag i Dag, Samfundet ganske naivt indrettet udelukkende med Mændenes Tarv for Øje; der havde man Øjet aabent før, at et Samfund, der vil være sundt og kraftigt, kan ikke lade den ene Halvdel af sine Medlemmer gaa for Lud og koldt Vand. Det var „Slægtens Moder”, man saa i den spartanske Kvinde, og som saadan undte man hende samme Opdragelse og Undervisning som Mændene; hendes Liv havde jo samme Formaal som deres: at tjene Staten; Mændene tjente den ved Krigerdaad, Kvinderne ved Børnefødsel. Der var en friere Omgang mellem Kønnene saa de fleste Ægteskaber var grundede paa gensidig Tilbøjelighed, og de ægteskabelige Forhold, som en Følge af alt dette, som Regel lykkelige; Hustruen var Mandens jævnbyrdige, fortrolige og Raadgiver, og Utroskab kendtes der saare lidt til.********) Og Sparta havde, som sagt, intet Kvindespørgsmaal.

Det maa jo nu ikke overses, at Fællesskab i Dannelse og Interesser mellem Mænd og Kvinder „gør det vistnok ikke”, om ogsaa det er en meget vigtig Ting; vi vilde have vort Kvindespørgsmaal nu i Evropa, selv om vi havde spartanske Forhold. Der er jo nemlig et Moment i det moderne Kvindespørgsmaal, som Grækerne ikke kendte til; det er, som Dr. Heiberg udtrykkelig fremhæver, „Omsorgen for den ugifte Kvindes Stilling i Samfundet”, eller snarere: Spørgsmaalet om den ugifte og den gifte Kvindes Arbejde. Men meget vilde ganske vist være vundet, om den Betragtning trængte ind i den almindelige Bevidskhed, at for at være Manden en „Medhjælp” i Familien og Samfundet, maa Kvinden være ham „lig” i Udvikling.

Der gaar, som man vil have set, en bestemt Tendens gennem Dr. Heibergs Bog, og det er denne: „Lad os lære af Grækerne, lad os være sunde og naturlige og ærlige som de! lad os kaste noget af alt det romantiske Glimmer bort, som senere Tider har pyntet Kærlighedsforholdet med; lad os vende tilbage til Antiken - til Naturen og, ligesom Grækerne, gifte os for at faa Børn og, uden at rødme, indrømme, at der er vor Bevæggrund.”

Det er fuldt forstaaeligt, at en Mand i vore Dage kan føle Trang til at sende saadant et Raab ud til den Samtid, der har Æren af at have opfundet Ny-Malthusianismen og Dogmet om, at Ægteskabet er en Privatsag, og det gør ligefrem godt mellem alle de store, larmende Ord om Individets Krav paa at elske og nyde uden Tanke om Fortid og Fremtid, om Legemers og Sjæles uimodstaaelige Tiltrækning og Elskovens uforgribelige Ret, at høre en rolig og besindig Stemme, der siger: „Lad os, naar vi gifter os, tænke paa Børnene!” - Kommer Ordene til at lyde noget ensidig, og kan de let misforstaas, saa stammer dette snarere fra den Sammenhæng, hvori de er fremkomne, og fra de mange forskellige Fortolkninger, de tillader, end fra den Mening, Forfatteren har ønsket at lægge i dem - den er sikkert god og sund nok.

Dette: at gifte sig for at faa Børn, det kan jo begrundes og udføres paa forskellig Maade; hos Athenienser og Spartaner begrundedes det omtrent ens: man vilde have Livsarvinger, Børn, der kunde bevare Slægten, støtte en i Alderdommen og bringe Dødningeoffer paa Graven; i Sparta gjaldt det tillige om at sørge for, at der stadig fandtes en kraftig Slægt, der kunde forsvare Staten; men var end Begrundelsen ens, saa var Udf&osla