Fra Indland og Udland.

Kvindernes Folkefest. "De samlede Kvindeforeninger”, der f. T. bestaar af Kvdl. Fremskridtsforening, Kvindevalgretsforeningen, Tyendeforeningen „Enighed”, det kvindelige Arbejderforbund samt de kvindelige Fagforeninger i Herreskræderi, Vævning og Maskinstrikning holdt d. 21. Juni en Folkefest i Skoven, der var besøgt af en overordentlig stor Mængde Mennesker af begge Kjøn, alle Aldre og forskellige Samfundsklasser. Flere mandlige Foreninger havde med deres Faner sluttet sig til den anselige Procession, der bevægede sig fra Klampenborg Station til Pladsen ved den slesvigske Sten, hvor Talerne holdtes. Fruerne Johanne Meyer og Louise Nørlund fremstillede Kvindernes Program, som mundede ud i det Motto, der vajede over Talerstolen: „Lige Ret for Mand og Kvinde.” Journalist A. C. Meyer hævdede i et længere Foredrag, at Arbejdet for Kvindernes Frigjørelse var et Led i Kampen for sociale Nydannelser. Paa den sociale Rangstige, hvor Pengemanden staar øverst oppe, havde den kvindelige Lønarbejder den nederste Plads. Og medens Kvindearbejdet i Hjemmet indskrænkes stadig mere, tiltager Lønarbejderskernes Skare med rivende Hastighed. „Ikke Socialismen” sagde han, „men Samfundsudviklingen driver Kvinderne ud af Hjemmet, driver os alle bort fra det gamle, romantiske Familieliv, der tillige med Romantiken besad en stor Del Raahed. Familien er i Virkeligheden opløst”. - Den sidste Slutning turde være noget forhastet. Familieliv kan som alt andet antage forskjellige Former. Familiefølelsen kan neppe tænkes udryddet.

Festen var i det hele et Forsøg paa Organisation og Sammenslutning hos Kvinderne, som man maa glæde sig over. Der var megen Velvilje i den Maade, hvorpaa Talerne blev hørte, liden eller ingen egentlig Begejstring. Dersom Kvindesagen dør i Danmark, dør den ikke af Mangel paa Velvilje eller Anerkjendelse, maaske snarere af for megen Imødekommen, for liden aaben Kamp.

Rejseunderstøttelse. Landbrugskandidat Sofie Lauritsen har af Indenrigsministeriet faaet tilstaaet 200 Kr. til en Rejse i Indlandet for at Studere Frøavl, Kulturplanters Forbedring og Mejeridrift.

Diakonissestiftelsens Forstanderindeplads er fra 1ste Juli besat med Frk. Sofie Zahrtmann. „Søster Sofie” (f. 1841) er oprindelig uddannet i Strassburgs Diakonissehus under dettes Forstander, Haerter, der hørte til en liberal Retning indenfor Samfundet. Efter i 6 à 7 Aar at have virket som Diakonisse paa forskjellige Steder i Elsass og Svejts samt besøgt Diakonissestiftelsen i Paris har hun i 12 Aar arbejdet her, hvor hendes Gjerning væsentlig har været den at give de unge indtrædende Diakonisser deres første indledende Undervisning. Hun har hævdet det Princip, at den Enkeltes Ejendommelighed, saa vidt Søsterskabets Regler tillader det, maa kunne gjøre sig gjældende, og vil forhaabentlig fremdeles som Forstanderinde arbejde i samme Retning.

To danske Damer, Frkn. Camilla Teisen og Sarauw, Lærerinder ved Kellers Anstalter for aandssvage Børn her i Byen, har i det sidste Aar i Følge Indbydelse opholdt sig paa en lignende Anstalt i Pensylvanien. I Skolens Aarsberetning hedder det, at det interessanteste, der er sket i Skolen i Aaret 1890, er Oprettelsen af den saakaldte Haandgerningsafdeling, som Frkn. Teisen og Sarauw har sat i Gang i Forening med en af Skolens egne Lærerinder. „Man bliver ligefrem begejstret, naar man gaar gennem disse Klasser,” siges der, „og ser, hvordan disse tre Damer paavirker Børnene fysisk, moralsk og intellektuelt.” En fattig, dansk Bonde har foræret Skolen en hel Del Anskuelsesmateriel, Have- og Avlsredskaber; med dem pløjer og harver de ganske smaa Drenge inde i Skolestuen virkelig Jord og saar virkelig Sæd, som de med Henrykkelse ser gro. - Til andre Tider børster de Støvler og banker Klæder, dækker Bord, borer Huller i Brætter og slaar Søm i, og beskæftiger sig med almindeligt Haandarbejde og Sløjd. - De Kellerske Anstalter i Kjøbenhavn er jo berømte viden om; det er en særlig Fornøjelse for os, at det er to danske Kvinder, som bringer deres System til Anvendelse i Amerika.

England. Kvindelige studerende har næppe noget Sted saa hurtig og fuldstændig forstaaet at vinde den offentlige Mening for sig som i Storbrittanien. Endnu da Spørgsmaalet for knap 20 Aar siden begyndte at komme op, var Stemningen saaledes, at Studenterne, ja hele den dannede Befolkning i Edinburgh, delte sig i to saa fjendtlige Partier, at de kvindelige medicinske studerende maatte følges til og fra Forelæsningerne af væbnede mandlige Kammerater (mest Irlændere). I Fjor derimod blev Dr. Sophia Jex-Blake valgt til Professor ved Edinburghs Jordemoderskole. Den højeste Udmærkelse ved Londons Universitet vandtes ligeledes for et Aarstid siden af en Kvinde, som over Hovedet den ene efter den anden af den klassiske Dannelses Fæstninger i de senere Aar ogsaa ved de gamle Universiteter er bleven stormet og taget af vore daadkraftige angelsaxiske Søstre.

Midt i Glæden over denne Fremgang lyder der dog Røster, som maner til, at man ikke maa slaa sig til Ro med de fortrinlige Examensresultater, der der som overalt let bedrager.

De fleste af de kvindelig studerende i England har ligesom de mandlige deres Ophold i „Kollegier”, hvor de endnu mere end vore Regensianere fører et afsluttet Liv, der saa godt som kun tillader Samkvem med Lærere og Kammerater.

Men de kvindelige studerende hedder det (i den fortræffelige engelske „Journal of Education”) savner den Fordel, som de mandlige har i de „fellows” som de ved Kollegiet kommer i stadig Berøring med. „Fellows” er Lærde, som der af Universiteterne bliver tildelt saa rigelige Stipendier, at de kan hengive sig til deres Studier, medens man kun fordrer akkurat saa meget Lærerarbejde af dem, at de derigjennem dog kan have et Tilknytningspunkt til det virkelige Liv.

Saadanne Stipendier gives der ikke for Kvinder. De kvindelige studerende, som under deres Studietid føler sig hendragen til Videnskaben - og af dem skal der findes ikke saa faa - har, naar de ikke netop er formuende, ingen anden Udvej end at Søge Ansættelse ved Kollegierne som Tilsynshavende og Lærere; men deres Tid bliver da saa stærkt beslaglagt, at det gaar ud over deres aandelige Udvikling, og de umulig kan være, hvad de burde, for de unge. Og disse kommer, efterhaanden som „Sagen” trænger igjennem og Pigeskolerne forbedres, mere og mere uudviklede og unge til Studierne. Aanden i det Samliv, der føres paa Kollegierne, bliver - saa paastaas det - snæver, de unge bliver behandlede som Skolepiger, er ikke andet end Skolepiger, der i Fællig med deres Lærere sætter alle Kræfter ind paa Examensarbejde; de forlader Kollegiet som vel oplærte Skolepiger, men uden Samfundsaand, blottede for enhver Evne til selvstændig Optræden og, værst af alt, uden alvorlige aandelige Interesser.

De Forholdsregler, Forfatteren foreslaar til at afhjælpe disse Forkertheder, er betegnende for den angelsaxiske Sans for Selvstyre. Ogsaa hos os kunde vel det Forslag fremkomme - i det mindste som et Forslag - at der skulde gives videnskabelig anlagte Kvinder saa megen Fritid, at de kunde udvikle sig til aandelige Førere for de unge. Men hvem vilde hos os - hvor vi trods de forskellige Forhold dog ogsaa kender noget til større kvindelige Undervisningsanstalter med deres Fortrin og Mangler - tænke paa at foreslaa, som den engelske Forfatter gjør det, at Eleverne i saadant et Kollegium selv skulde have Lov at vælge et Medlem af Anstaltens Styrelse, samt at der af Lærere og Elever tilsammen skulde dannes et „raadgivende Korps”, som skulde have en vis Indflydelse paa Ledelsen. Og noget af den Art maa vi dog bestemt ind paa, dersom vore Kvinder skal blive dygtige til at tage Del i det offentlige Liv.

Den af Cobdenklubben i London udsatte Præmie for Besvarelsen af en nationaløkonomisk Opgave er iaar bleven tilkjendt en Dame, Frk. Victoria Jeans, der har studeret ved Universitetet i Manchester. Opgaven gik ud paa at belyse den engelske Fabrik- og Haandværkslovgivnings Indflydelse paa Industri og Handel.