Fru Line Luplau. f. Monrad.

Hvor langt et Menneske naar frem i Kampen for en Sag, derefter kan det ikke dømmes, men vel efter, hvor meget det sætter ind selv for sin Sag. - Aldrig har jeg set et Menneske drevet saa voldsomt frem i Kampen for nogen Sag som Fru Luplau: hun spurgte ikke om, hvad der gik i Stykker for hende selv ved denne Iver; alt hvad der var hende dyrebart, svandt hen i Baggrunden for det Maal, der for hende stod som det første og største at vinde. Kvindens Valgret, det var Maalet, - hver, der har kjendt det mindste til Fru Line Luplau, ved det, men de færreste have forstaaet, at hun led og ikke nød i al denne Kamp. Hun var for klarsynet til at tro paa, at den Ret, hun kjæmpede for, kom hende selv tilgode, hun vidste jo ogsaa, at hendes Arbejdsdag i Livet ikke var saa lang. Hun hvilede aldrig; det hyggelige Hjem, hvor saa megen Kjærlighed omgav hende, nød hun aldrig; det var som en Valplads, hvor hun samlede alt og alle, der vare brugbare i Kampen. Dagen gav hende tusind af Tanker, og Natten brugte hun til at samle og ordne dem i. Hun havde al Tid Papir og Blyant liggende ved sin Seng, og saa nedskrev hun, hvad hun fik ordnet, det var en ny Slagplan for næste Dag.

Naar hun, hvad ofte hændte, blev uenig med sine Meningsfæller, saa var det, fordi hun ikke forstod eller vilde forstaa den menneskelige Trang til at hvile; der var ingen Standsning, intet Ophold i hendes Arbejde.

Hvor var hun lydhør for, hvad der skadede og gavnede hendes Sag, hvor rasede hun ved det første, hvor jublede hun ved det sidste. - Hvor søgte hun efter alt og alle, der kunde tjene den Sag, hun havde viet sine Kræfter; vi to, der var en hel Del forskjellige i Opfattelsen af det, der for hende var det vigtigste, har ofte fægtet mangen en Strid, og lykkedes det mig at forsvare mine Anskuelser ret bravt, da hed det altid: „Det er dog Jammerskade, at De ikke er en af mine, vi to kunde arbejde sammen.” Det er en af de mest smigrende Lovtaler, jeg har faaet, for jeg kjendte hende, jeg vidste, hvor hel hun var, hvor meget hun hadede Halvheden.

Ingen Kvinde har bestemtere baaret Præget af sin Overbevisnings Kraft end hun; jeg mindes Dagene før Valgene 1890, hvor hun stod frem i 4de Kreds og interpellerede Kandidaten om hans Stilling til Spørgsmaalet: Kvindens Valgret. Hun var dengang svag af Helbred, og vi, hendes Venner, ængstedes meget for al den Sindsbevægelse, der maatte komme, men der lyste en Begejstring i hendes Væsen og Blik, der ikke turde tillade nogen at gjøre Forsøg paa at holde hende tilbage. Hun bebrejdede mig, at jeg ikke havde Tid til at deltage paa nærmere Hold i Dagens Spænding. Min Tanke var dog hos hende hele Dagen, jeg syntes, jeg saa hende, den ældre, skrøbelige Kvinde, i Kraft af hele sin Kjærlighed til Sagen staa frem mellem de Hundreder af Mænd og tale sin Hjertens Sag, den der aldrig bragte hende selv et Gran af Fordel, maaske vil bringe de yngre det, de alleryngste, maaske først Kvinderne i kommende Generationer.

Jeg følte mig i al min Livskraft saa svag og lille mod hende med de hvide Haar, det svagelige Helbred. Skrev hun sit Navn i Sandet? Ja maaske kunde det synes saa for de mange paa fjernere Hold, Sagen kom ved hende kun et Hanefjed frem, men frem kom den for os andre, der har faaet Tro ved hendes stærke Tro, for os løber Navnet ikke ud, det staar skrevet i saa fast Bund, som al vor Tro paa det Gode, det der i Kvindesagen vil naas. Og et har hun givet os, som aldrig maa glemmes, hun har stillet sig selv frem da Latteren var stærkest, hun vidste ofte, at hun var Skive for den, men stolt og smuk stod hun og lod den trille ned ad sig, den gik ikke til Hjertet; hun saa klart, at den maatte ophøre, og hun ønskede gjerne at tage sin Del af den ubetimelige Haan, der maatte have Afløb. I Juli Maaned besøgte jeg Fru Luplau, hun var dengang kastet paa Sygelejet, hvorfra hun ikke mere rejste sig, hun var meget syg, men da jeg bøjede mig ned over hende, bad hun med saa svag en Stemme, at det skar mig gjennem Hjertet: „Fortæl mig noget, noget derude fra, Du ved, hvad jeg mener.” Hvad jeg svarede, husker jeg ikke mere, men det var noget, jeg uvilkaarlig greb, om de Forhold, der havde taget hendes Kræfter. Det er det eneste mindre korrekte, jeg har sagt til Fru Luplau, men Svaret blev givet i Kjærlighed, og da jeg saa hendes Smil, angrede jeg det ikke. To Dage før sin Død spurgte hun efter mig, var det maaske for at faa en sidste Hilsen derudefra? Hun var dog for svag til at spørge, hun nævnede mit Navn, det kostede hende stor Anstrængelse, - jeg tror, det var for at glæde mig, som en Tak for, at jeg aldrig, trods Meningsforskel, havde misforstaaet hende.

Mary Steen.

Til ovenstaaende Skildring af Fru Luplaus Personlighed skal her blot føjes nogle faa Træk.

Nicoline Monrad blev født 1823 og blev, 24 Aar gl., gift med Cand. Luplau, som kort efter blev Præst i Sønderjylland. Det bevægede Liv her, under de alvorlige Forhold har sikkert været i høj Grad udviklende for den unge Kvinde. Her lærte hun, hvad det vil sige at have en Overbevisning og lide for den. Under Krigen 1864 blev hendes Mand forjaget; to Aar senere blev han Præst i Varde, hvor hun saa boede i to og tyve Aar. I en saadan lille By er der endnu meget at gøre for den kvindelige Arbejdskraft, og Fru Luplau, som havde meget af den, fik ogsaa rigelig Brug for den - brugte den mere, end mange syntes om, thi hun var aldrig et Nul, men altid en Faktor, som man ikke kunde lade være at tage med i Beregningen. Hun har her mange Gange følt, hvor forkert det var, at alt Arbejde i det store Samfunds Tjeneste blev gjort af Mænd, følt, at det aldrig kunde komme i den rette Gænge, før ogsaa Kvinderne kom til at tage Haand med i Arbejdet. Og naar hun havde indset noget saadant, var hun ikke den, der skulde tie med det. Hendes skarpe og berettigede Kritik over mange Forhold skaffede hende jævnlig Uvenner - vel netop fordi den var saa berettiget - især blandt Mændene, hvoraf mange sikkert mere end en Gang har været enig med St. Paulus i, at Kvinderne burde tie, og det ikke blot i Forsamlingerne.

Men det skal siges, at Fru Luplau var en af de Kvinder, der har bidraget mest til at Kampen for Kvindesagen, da Dansk Kvindesamfund begyndte at føre den frem ude omkring i Landet, her fandt Jordbunden saa mærkværdig beredt: fra de forskelligste Egne af Danmark strømmede det jo ind med Ønsker om at faa Foredrag om Kvindesagen. Det kunde nu mangen, Gang se ud, som om man ingen Vegne kom, som om Ordene kun var gaaet ind ad det ene Øre og ud af det andet; men Fru Luplau opgav aldrig Troen og Haabet om, at Sejren en Gang vilde naas. Hun havde ogsaa i sin nærmeste Kreds et lysende Exempel til Efterfølgelse. Hendes Broder var den bekendte Collaborator Monrad i Flensborg, en af de mest udholdende Forkæmpere for den danske Sag i Sønderjylland. Hun elskede denne Broder højt, og hans frejdige, aldrig trættede Kamp har sikkert ofte bidraget til at styrke hende til Udholdenhed i hendes egen Sag.

Af og til kunde jo ogsaa en lille Sejr muntre Sindet. Saaledes fortælles der om en lille Begivenhed, der fandt Sted for en halv Snes Aar siden. Honoratiores i en vis lille jysk By havde i mange Aar højtideligholdt Kongens Fødselsdag ved et Festmaaltid i Hotellets store Sal, men vel at mærke kun for Mænd. En skønne Dag i Marts Maaned udtalte nogle Damer til deres Mænd, at de fandt det urimeligt, at de, Hustruerne, skulde sidde hjemme med tørre Munde, mens deres respektive Mænd levede højt til Ære for Landets Monark, - han var jo dog ligesaa godt Konge over Kvinderne som over Mændene - og de syntes derfor, at de burde med til Festmaaltidet. Dette Forslag afvistes paa det bestemteste. Strax traadte Damerne sammen til en Festkomite og indbød til et Festmaaltid kun for Damer den 8de April. Herrerne smilte overlegent. Men da kort efter den sædvanlige mandlige Festkomite traadte sammen og sendte det sædvanlige Bud til Hotelværten, at man ønskede at leje hans store Sal - da standsede Smilet, thi Hotelværten svarede, at han beklagede meget ikke at kunne efterkomme Ønsket, men hans Sal var allerede lejet ud til en Damekomité, som vilde bruge den til et Festmaaltid i samme Anledning. Dette var jo forargeligt. Hvorledes man nu løb Storm først mod Hotelværten og saa mod Damerne for at forhindre dette utrolige, skal her ikke berettes; nok er det: Hotelværten vilde ikke bryde sin Kontrakt med Damerne, og disse var urokkelige. Da saa Højtidsdagen kom, holdt Damerne Fest i den store Sal, mens Herrerne maatte tage til Takke med et Par Smaaværelser. Da Herrerne udbragte den regelmæssige „Damernes Skaal”, skal den være bleven indskrænket til „de Damer, der ikke holder Fest i Dag” - ikke just nogen loyal Motivering. Skønt Fru Luplau ikke, som der blev fortalt, var Anstifter af denne lille Begivenhed, har hun dog sikkert i den set et Tegn paa, at Sæden begyndte at komme op af Jorden. - At der ovenpaa denne Kraftanstrengelse fulgte Afslappelse hos Damerne, er ikke underligt; men Fru Luplau slappedes ikke.

Da Dansk Kvindesamfund i 1889 samlede Kvinderne til en Adresse til Regering og Rigsdag om kommunal Stemmeret, var Fru Luplau med af sit ganske Hjerte; hun alene samlede over 2000 Underskrifter paa Adressen. Thi Stemmeretten var den Afdeling af Kvindesagen, som var hendes særlige Departement, og hvad offentlig Virksomhed angaar, vil hun altid mindes som den egentlige Stifter af „Kvindelig Valgretsforening”. Hvad denne Forening har tabt ved hendes Død, vil ikke let kunne erstattes.

Mange vil maaske synes, der er noget mistrøstende i, at vi saaledes jævnlig maa bringe Bud om, at Døden har berøvet Kvindesagen nu den og nu den af sine Venner og Forkæmpere. Men der er intet mistrøstende deri, tvært imod. Det er Naturens Orden, at Døden maa gøre sin Høst, ogsaa blandt os, og det er kun et Bevis paa, hvor længe Sagen allerede har levet. Hvor tit er det ikke spaaet, at Sagen ikke kunde leve, at „Emancipationsideerne var dødfødte” - og se nu, hvorledes det ene Slægtled dør ud efter det andet, mens Sagen selv lever og bliver ved at leve, trods alt Had og al Forfølgelse.

Og saa voxer der ny Slægter frem. Fru Luplaus eneste Datter er den anerkendte Kunstnerinde, Marie Luplau.

X.