Brev fra New York.

Vaaren 91 har været en mere end almindelig travl tid for Amerikas kvindesagsforeninger. For det første er det iaar firti aar siden bevægelsen blev ordentlig organiseret, i Seneca Falls, og dette jubilæum har man fejret med større og mindre højtidelighed landet rundt. Dernæst var det tre aar siden det store internationale kvindemøde i Washington. Og ved dette møde kom der istand en sammenslutning mellem de to store amerikanske kvindestemmeretsforeninger, der tidligere havde staaet paa en noget spændt fod med hinanden. I den saaledes dannede fællesforening optoges igjen de forskjellige organisationer, der omkring i de Forenede Stater virkede i kvindesagens tjeneste, saafremt de da ønskede optagelse. Denne nye store forening arbejder under navn af National Council of Women. Dens nærmeste opgave er at sikre ogsaa kvinderne i de Forenede Stater stemmeret. Men de enkelte klubber og kvindesagsforeninger inden National councils ramme har langtfra alle gjort kvindestemmeret til programsag. Womens Christian Temperance Union -kvindelig kristelig afholdsforening - sluttede sig først nylig officielt til stemmeretsforeningen. Og mange organisationer af veldædig eller mere privat natur vil slet ikke befatte sig med politik.

National council er organiseret saa temmelig i lighed med selve den amerikanske union. Det, som vi i daglig tale kalder Amerika, bestaar som bekjendt af mange forskjellige stater - for tiden toogfirti - og territorier. Hver stat har sine egne love og embedsmænd og styrer sig selv med absolut frihed. Men tilsammen danner de en forbundsstat, i krig og fred, og hver enkelt stat sender repræsentanter til forbundsregjeringen i Washington, hvor præsidenten og hans kabinet residerer.

Mange, mange kvindeforeninger er spredt rundt i de forskjellige stater; saamange, der ønsker det, slutter sig til National council, betaler sit aarlige kontingent og sender repræsentanter til de store fællesmøder, som herefter vil blive holdt i Washington hvert tredie aar. I foraaret var altsaa det første store, nationale møde.

Man kan rejse samme indvending mod disse kvindemøder og talerne der, som mod religiøse sammenkomster og præsters præken i kirken. De formaar ikke at samle den tilhørerkreds, som helst burde være der. Præster og stemmeretsforkyndere taler for et publikum, der enten allerede er troende eller ønsker at blive det. De vantro eller ligegyldige kan man ikke naa. De blir borte fra kirken og læser ikke avisernes beretning om kvindemøder og taler. Men man lukker jo ikke kirkerne af den grund, og ligesaalidt lar man være at holde kvindemøder.

Og naar man føler sig mismodig ligeoverfor al den interesseløshed, som ogsaa her i Amerika omgiver de enkelte arbejdere som en tæt masse, man ligger og pirker i, uden tilsyneladende at bevæge den af stedet, maa man tage for sig kvindesagens annaler og se, hvilken fremgang sagen alligevel har haft i disse firti aar. Kvindens Rettigheder er nu et Slagord. Den sløveste, den mest vantro kjender det. Da det for første gang blev offentlig fremsat, i Seneca Falls, vakte det omtrent ublandet forargelse og latter. Det var et langt større procentantal dengang end nu, som ikke kunde forstaa, "hvorledes kvinder kan ønske flere rettigheder end de allerede har". Et langt større procentantal fandt, at "kvinder har al den ret og magt, de i det hele taget bør ha". Et langt større

procentantal mente, offentlig og privat, at "kvinder ikke behøver at stemme eller paa nogen anden maade varetage sine interesser, saasom kvinden jo er en del af manden" - og manden elsker, som bekjendt, sin hustru som sit eget legeme. - I det hele taget faar vi haabe og tro, selv om vi ikke har det statistisk bevist, at der var et langt større procentantal før end nu, som forholdt sig spottende eller ligegyldige ligeoverfor alt, hvad kvindesag, arbejderspørgsmaal og andre alle sociale spørgsmaal hedder. E pur si muove - jorden bevæger sig, og verden gaar fremad, om end langsomt.

En foreteelse, som den sociale revolutions forkyndere stedse peger hen til som indvarslende den nye tid - hvor, som bekjendt, cooperativt istedetfor competivt arbejde *) skal være menneskehedens løsen - er de arbejdende klassers sammenslutning. Amerikas arbejdere er udentvivl bedre organiseret end noget andet lands; derfor er de ogsaa, i sine fagforeninger, en magt, som selv amerikanske kapitalister maa tage hensyn til. Kvindespørgsmaalet bunder ikke mindre end ethvert andet socialt spørgsmaal i det økonomiske. Kvindelige arbejdere slutter sig ogsaa sammen for at hjælpe hverandre og for at bevare sine rettigheder. Ifjor var der her i New York en working womans convention - et stort møde af delegerede fra kvindelige arbejderforeninger landet rundt. Det var en samling af energisk og intelligent udseende damer, man saaledes fik anledning til at se og høre. Jeg bruger med villie udtrykket "damer", thi en amerikansk fabrikpige f. ex. er langt mere dame i ordets bedste forstand end evropæiske arbejdersker. Legemligt arbejde er jo i det hele og store taget langt mere agtet i den nye end i den gamle verden, selv i store byer. Miss Ida van Etten har æren af at have organiseret en hel del kvindelige fagforeninger i byen New York. Knights of Labor - Arbejdets Riddere - har længe optat kvinder i sin orden, men Miss van Etten og flere med hende tror, det er fordelagtigere for arbejderskerne at danne egne foreninger end at slutte sig til mændenes. Nede i New Yorks arbejderkvarterer har disse klubber nu læseværelser og lokaler for selskabelige sammenkomster. Der synes ikke at være mere end en mening med hensyn til den gavnlige indflydelse, disse organitioner øver. Arbejderskerne lærer at holde sammen istedetfor at underbyde hverandre; og deres selvtillid stiger, efterhvert som de lærer at betragte sig selv som dele af et kraftigt og levedygtigt samfund. Far and Near - Fjern og Nær - er foreningernes organ; det udkommer en Gang maanedlig.

Men i New York, som i alle store byer, er der et stort, desværre vistnok meget stort, procentantal arbejdende kvinder og mænd, som hverken kan eller vil slutte sig sammen i foreninger. De arbejder haardt, men de faar ynkelig liden betaling for sit arbejde; alligevel forstaar de ikke at holde sammen og saaledes drive lønnen op, tvertimod, de underbyr hverandre i den vildeste konkurrence. Helen Campbell har skildret denne klasse arbejdende kvinder i sin Prisoners of poverty ("Fattigdommens Fanger", oversat for "Nylænde" i Kristiania, af fru Drude Krog Janson). Saadanne arbejdersker tar for det meste sytøj hjem for New Yorks store forretninger. Samvittighedsløse mellemhandlere faar største parten af den allerede fra begyndelsen elendig lave betaling, de skulde havt pr. stykke. Det er forbausende, hvor billigt al slags færdigsyet undertøj kan faas i de store butikker. Man vilde aldrig tænke sig at faa syet saa billigt hjemme; tøjet alene koster mere end natlinnedet eller barneskjorter i fuld stand. Saa arbejdslønnen kan ikke være stor. Efter amerikanske forhold tjener en saadan pieceworker **) naturligvis neppe nok til at holde sjæl og legeme sammen, men europæiske arbejdersker af samme klasse har det uden tvivl værre endda. - Disse mennesker er ikke holdt i trældom af fattigdom alene; deres uvidenhed og sløvhed binder dem med langt stærkere baand. De ved ingen vej ud af sin elendighed, og de vilde ikke gaa vejen, om man viste dem den. Fattigdom er baade virkning og aarsag. Folk fortvivler, fordi de er fattige og hjælpeløse, og de er fattige og hjælpeløse, fordi de hverken kan hjælpe sig selv eller vil modtage hjælp og raad af andre. - Store byer huser jo altid umaadelig megen elendighed. Og en by som New York, hvor der hver dag strømmer ind nye skarer af arbejdssøgende, mænd og kvinder, uvante med landets forhold, ofte ude af stand til at tale landets sprog, maa nødvendigvis blive skueplads for mange sørgelige scener. Som regel er det de indvandrede, som arbejder under disse sørgelige vilkaar. Den indfødte Amerikaner, mand eller kvinde, er gjerne fornuftig nok til at slutte sig til organisationerne. Miss van Etten fik ivaar forelagt for senatet i Albany, New York stat, et forslag angaaende forandring i fabriklovgivningen. Efter dette skulde kvinder ikke arbejde mere end ti timer daglig, eller sexti timer om ugen, og gutter og piger under atten aar bare otte timer. Fremdeles skulde merkantile forretninger stilles lige med fabriker, for lovgivningen. Dette vilde være et fremskridt, thi der føres et ret virksomt tilsyn med fabriker. New York har baade mandlige og kvindelige fabrikinspektører.

Kvinder er valgbare til mange hverv i New York, men ogsaa udelukkede mangesteds, hvor de netop burde være med. I skoleraadet har de længe hævdet sin plads, men som jurymedlemmer faar de ikke lov at fungere. Kvindelige toldbetjente har vi, men de er ikke saa højt lønnet som de mandlige, skjønt de udfører samme arbejde. Privatsekretæren hos New Yorks nuværende stadsingeniør - street-cleaning commissioner - er en dame. Lønnen er sextenhundrede dollars aarlig.

Takket være Mrs. Lillie Devereux Blakes utrættelige energi har Lovgivningsmagten nu endelig bestemt, at New York skal faa kvindeligt politi. Ikke patrouillerende betjente - skjønt damer kunde vist fylde den plads ogsaa - men saakaldte police matrons, opsynskvinder ved politistationerne rundt om i byen. Mange andre amerikanske byer har allerede længe havt police matrons. Det er jo ogsaa en skrigende uretfærdighed ikke at have kvindelige betjente, ialfald ved de stationer, hvor der dag og nat bringes mangfoldige kvinder ind.

Mrs. Blake er en prægtig figur blandt de mange amerikanske damer, som lever og virker bare for kvindesagen. Hendes hjem er i byen New York, og hun har i mange aar været formand i kvindestemmeretsforeningen i New York stat. Mrs. Blake er udmærket smuk og brilliant som taler, baade offentlig og privat.

Noget af det første, en Europæer lægger mærke til herovre, er Amerikanernes lette og livlige udtryksmaade. Hjemmefra vidste vi ikke, at det regnedes som mangel paa dannelse at udtrykke sig mindre flydende og præcist. Men Amerikanernes krav paa klar og behagelig taleform hænger sammen med deres i det hele større fordringer til livets yderside. En indfødt Amerikaner, herre eller dame, vil f. ex. klæde sig bedre eller ialfald kostbarere end en Europæer af samme klasse. Og det er denne tilbøjelighed, som udarter til slavisk efterfølgelse af moden og til show - ønsket om at synes og gjælde for mere, end man virkelig er. Ja - ingen har, som bekjendt, mere grund til at klage over modens tyranni, hvad klædedragt angaar, end vi damer! Og i det kapitel ser det ikke ud til, at Amerika skal gaa foran med nogen frigjørelse. Rigtignok tales der ved de fleste møder om en dragtreform, og man agiterer for en forandring i den moderne klædedragt. Men taler og agitationer indskrænker sig for det meste til fromme, tamme, ætshetiske forelæsninger over den graciøse Jennes-Miller dragt, som man tår sig saa ægte kvindelig ud i.

Som om vi kvinder havde nogen forpligtelse til at være graciøse og kvindelige! Det gaar ikke længere an at betragte "kvinden" og kvindespørgsmaalet som et enkeltstaaende problem. Den, der arbejder for kvindernes frigjørelse, arbejder, bevidst eller ubevidst, for den ganske menneskeheds. Tidligere saa man paa kvinden som paa en Del af manden eller ialfald som paa et væsen, bleven til for mandens skyld. Nu, da denne opfatning er fundet uholdbar, maa man tage skridtet fuldt ud og erkjende hende for menneske at være. Vi arbejder for at faa en frigjort menneskehed, det vil sige en samling frigjorte individualiteter, mandlige og kvindelige. Og vi ved, hvad vi skal frigjøres fra - vor egen smaalighed og daarskab, fra vore fordomme og fra vore fejl. Er det enkelte individ først istand til at styre sig selv, saa kan vi med Hugh Pentecost, Amerikas store praktiske idealist, afskaffe al regjering, al autoritet, alt, absolut alt, der udenfra lægger dæmper paa vor individuelle frihed, thi det menneske, der respekterer sin egen frihed og føler det med friheden forbundne ansvar, vil respektere andres selvbestemmelsesret. Og hvorledes skal menneskeslægten, som helhed, naa til denne grad af fuldkommenhed uden gjennem en række altid mere fuldkommen udviklede individer? Kvinden maa udvikle sin individualitet frit, ikke med det hensyn for øje at behage, at virke ved graciøse og specielt kvindelige former. I "det tusenaarige rige" skal der jo ikke gives mand eller kvinde mer - det vil da sige ingen specielt kvindelige, kastemæssige, forudbestemte funktioner, dragter og morallove. Enhver stræbe at udvikle sin personlighed paa den maade og i den form, han eller hun selv finder bedst.

Ja, nogle faa funktioner vil sagtens altid vedblive at være absolut kvindelige, selv i det tusenaarige rige! - Men hvad angaar Venus fra Milo, da er det godt nok, som de gjør i en dragtreform-klub ude i Chicago, at opstille denne dame som kvindeligt ideal. Venus havde en udmærket figur, det ved vi, men hendes stola ***) og flagrende gevandter er ingen praktisk klædedragt for det nittende aarhundredes kvinder, der maa ud og trodse regn og søle eller passe huset hjemme. Tænke sig en mand flagre omkring i toga og sandaler, af æsthetiske hensyn! Man skulde tro, at den, der har boet paa amerikansk, med kjøkken og spisestue i første, dagligstue i anden etage, og soveværelser i tredie, maatte foretrække Mrs. Bloomers bluse og benklæder for alle Mrs. Millers graciøse draperier. Skjørter kan være æsthetiske nok, men benklæder er et langt mere praktisk klædningsstykke.

Men ak! det vil blive staaende som et mørkt punkt i den amerikanske kvindesagshistorie dette, at ikke alene har Bloomer-dragten været indført, og maatte opgives igjen, men at ogsaa dens talsmænd synes at være forsvundne. Mrs. Stanton ofrer rigtignok i sine erindringer - som for tiden offentliggjøres i Womans Tribune - et hjertesuk til dens minde. "Snak ikke til mig om det latterlige i kinesiske sko eller det grusomme ved indiske menneskeofringer, efter denne dag", skriver Mrs. Stanton, da hun har aflagt sin Bloomerdragt. I to aar havde hun brugt den; den var pæn, bekvem og praktisk; hun følte sig som et lykkeligere, nyttigere og bedre medlem af samfundet i sin bluse og sine benklæder - og dog maatte skjørterne og det tætsluttende liv paa igjen. "Sociale fordomme er stærkere end døden. Skik og brug er den afgud, vi alle ofrer til. Kineserinderne ofrer sine fødder, indiske enker sit liv, vi vor bekvemmelighed, vort gode humør, vor egen og vore børns sundhed."

At ingen dame, hverken i Amerika eller Europa, heller ikke nu - 30-40 aar efter Mrs. Stantons mislykkede forsøg - tør eller vil udsætte sig for social ostrakisme ved at gaa med Bloomerdragt, er rimeligt nok. Sæt endogsaa, at en enkelt begyndte - hun vilde aldrig i sin levetid faa saa mange med, at det ikke blev er afstikkende og overalt latterliggjort kostyme. Men at vi ikke ialfald i skrift og tale "holder ideens fane højt"! - den slags idealisme er saa yderst billig og kan kanske alligevel give den gode sag et lidet skub fremad. Man kan jo derfor være opportunistisk og præke og benytte sig af overgangsformer ****).

Naar vi nu har gaaet i os selv og indseet, hvor naragtige og ubehjælpsomme og latterlige vi skjørtebeklædte væsener igrunden er, vil det undre os mindre, at mænd, baade som besiddende og buxebærende klasse, vægrer sig ved at tilstaa os menneskerettigheder, end at de hist og her indrømmer os dem. I Wyoming er kvinder blevne mænd lige i politisk Henseende. Staten Wyomings kvinder har stemmeret.

Der stod en haard kamp om kvindestemmeretten ifjor da Wyoming var foreslaaet til optagelse som stat. Som territorium havde Wyoming praktiseret kvindestemmeret i lang tid. Men som territorier havde Dakota og Washington gjort det samme, og ved ophøjelsen til stater blev kvindestemmeret alligevel ikke indført i deres konstitution, Deres repræsentanter - mands- og kvindevalgte repræsentanter - gjorde ingen anstrængelse for at sikre kvindernes ret; heller det modsatte. Nu frygtede man, at det kunde gaa ligedan med Wyoming. Men Wyomings senatorer var kjækkere og mere mandige end Washingtons og Dakotas. En af dem erklærede, at han heller vilde se Wyoming forblive territorium end ophøjes til stat paa bekostning af dens kvinders frihed. Nok er det

- Wyoming blev optaget som stat, med kvindestemmeret i sin konstitution, og er den første og eneste stat i den amerikanske union, hvor kvinder vælger og vælges.

Politik er jo allevegne og til alle tider, saafremt den drives som forretning, kun levebrødspolitik. Det er rimeligt, at den skare levebrødspolitikere, der kredser rundt Uncle Sams embeder og embedsgivere, maa forfærdes ved at se kvinder i deres rækker, - Mrs. Belva Lockwood er den dristigste; hun stiler, som vi ved, lige mod præsidentværdigheden. Hvor kvalificeret Mrs. Lockwood kan være til at indtage denne stilling, ved jeg ikke; hun har ord for at være en meget dygtig advokat. Men under alle omstændigheder er der naturligvis ikke tale om, at hun nogensinde bliver valgt. Men hun stiller sig for exemplets skyld. Det har en opdragende indflydelse, saaledes at faa "anskueliggjort exempelvis" at ogsaa en dame kan aspirere til unionens første offentlige embede. - I Brooklyn, New York, en by paa snart en million indbyggere, stiller Mrs. Emma Beckwith sig som kandidat for mayoratet (Borgermesterembedet). Uden exempler er det ikke, at en dame blir mayor. Ude i det berømmelige Kansas, hvor kvinder har kommunal stemmeret, er der nok af kvindelige mayors og andre øvrighedspersoner, som udretter det utrolige i retning af kommunale forbedringer. Men Brooklyn er for stor en By; Brooklyns vælgere ere ikke saa frigjorte som Kansas. - Det er sørgeligt, at Mrs. Beckwiths valg ikke vil gaa igjennem. Mrs. Beckwith er, ialtfald efter vor europæiske maalestok, den mest tiltalende blandt den yngre generation af Amerikas kvindesagskvinder. Jeg ved ingen, der vilde passe bedre som dette store lands repræsentant ved en eventuel international kvindekongres i Danmark eller Norge. Mrs. Beckwith synes ikke at være beheftet med den snæverhed i opfatningen af religiøse og sociale spørgsmaal som - fremdeles fra et europæisk standpunkt - skjæmmer mange af kvindesagens bedste kvinder herover. Thi man kalder Amerika frihedens land - man kunde lige saa gjerne kalde det fordommenes. Verden er fuld af fordom, ved vi, og Amerika har sin overflødige del af velsignelsen. Kun er snævertsynetheden her af en anden art end vor hjemlige; derfor lægger vi sagtens mere mærke til den.

New York, Maj 91.

*) = Samvirken i Stedet for Kappestrid.

**) En Arbejder, der faar sin Betaling pr. Stykke.

***) Gammelromersk lang Kvindekjole.

****) Mrs. Jennes Miller har nylig i sit blad havt en illustration af en business womans dress. Kjolen rakte til knæet; underdragten bestod af benklæder og knappede gamascher; den hele dragt saa bekvem og pæn ud. Redfern, en at New Yorks mest bekjendte dameskræddere, har i disse dage en turistdragt mellem sine modekobbere. Denne dragt rækker ogsaa bare til knæet, og der hører benklæder og gamascher til. Desuden bringer Womans Tribune i sine sidste nummere flere artikler af Mrs. Frances E. Russel; det er et begejstret indlæg til forsvar for den korte blusedragt. - Alt dette er kommet omtrent paa en gang, efterat ovenstaaende var skrevet.

*****) læs: Amerika.