Tilbageblik.I. Dansk Kvindesamfund

Det er i Aar 20 Aar siden „Dansk Kvindesamfund” blev stiftet. Lad os, ved at kaste Blikket hen over disse 20 Aars Virksomhed, se at faa et Skjøn over Samfundets Levedygtighed og Ret til at være *).

„Ved min Hustrus Sybord blev Samfundet dannet”, har Frederik Bajer sagt, og ganske vist var det ham og Hustru, som i Forening med Caroline Testman tog Initiativet. At Tidspunktet faldt sammen med Halvfjerdsernes literære Gjennembrud herhjemme, var sikkert ikke nogen Tilfældighed. Brandes Oversættelse af Stuart Mills Bog om Kvindernes Underkuelse var jo den Gang nylig udkommen og havde ikke blot vakt nye Tanker til Live hos mange, men ogsaa opflammet Iveren hos Kvindesagens tidligere Venner. Men i den Vending, Sagen tog her hos os, i den Maade, hvorpaa den blev sat i Gang, dér spores dog tydelig Indflydelsen fra de to højsindede Kvinder, som altid i denne Sammenhæng maa nævnes i første Række, nemlig Mathilde Fibiger og Pauline Worm; og det uagtet de paa den Tid begge til en vis Grad havde indstillet den Kamp, der oprindelig var begyndt af dem.

Den første havde under Pseudonymet Clara Raphael i nittenaarig Kækhed drøftet alle mulige Spørgsmaal vedrørende Mænds og Kvinders indbyrdes Forhold - lige til Kjærlighed mellem Broder og Søster - men var bleven stødt saa haardt tilbage af en uforstaaende og ubarmhjærtig Kritik, at hun havde opgivet saa godt som al literær Virksomhed. Saa havde hun med ægte kvindelig Sejhed taget den samme Sag op fra en anden Side, havde ofret alle sine Kræfter paa praktisk Virksomhed og var bleven vor første kvindelige Telegrafist. Det usædvanlige og glimrende i hendes første literære Optræden havde lært Almenheden, at der fandtes en Kvindesag; den personlige Inderlighed, hvormed hun hengav sig til de mindre Opgaver, gjorde et saa dybt Indtryk paa de enkelte Kvinder, hun senere kom i Berøring med, at den gjennem dem kom til at præge Arbejdet for Kvindesagen i det hele taget. Hendes Liv havde lært hende at „det er bedre at „staa” ved et Udsalg end udrette store Ting og vinde stor Hæder i Verden paa Personlighedens Bekostning”. Hun forstod, at det, der betinger Kvindernes dybere Betydning i Samfundslivet, er Værdien af det Arbejde, de kan yde Samfundet, men ogsaa, at der maa Tid til, for at de kan lære dette; „Kvindedyrkelsen” siger hun „har holdt sig længere her end andre Steder, og det: at være Menneske, Medborgerinde, er ikke synderlig tillokkende for den, der er vant til at betragtes som det begejstrende Princip i Tilværelsen”. I Samklang hermed maatte det første, der var at gjøre for et dansk Kvindesamfund, være at opdrage Kvinderne til at arbejde og gjennem Kampen for den ydre Selvstændighed vinde den indre. Pauline Worm havde i sin fortræffelige Roman „De fornuftige” skildret, hvorledes den unge Kvinde, der vil noget mere end Jævnmaalet af Kvinder, maatte bukke under i Kampen mod Samfundsfilistrene; selv sled hun sig op som Lærerinde i en Provinsby, men forsømte dog ikke nogen Lejlighed til at paatale de Uretfærdigheder, Kvinderne sukkede under. Da der kom en Tid, hvor man følte Trang til at brede Forstaaelsen af Sagen i større Kredse, da høstede man, hvad hun havde saaet under sit ihærdige og dygtige Arbejde for at gjøre Kvindesagen til det, hun vilde den skulde være, „en Folkesag.”

De to hver for sig saa ejendommelige Forkæmpere for Sagen meldte sig strax som menige Arbejdere i Samfundet. Om Mathilde Fibiger, Forfatterinden til „Den ensommes Hjem”, nogensinde vilde have passet ind i Foreningslivet, er vel tvivlsomt; hun døde Aaret efter, at Samfundet var dannet, Pauline Worm derimod fulgte det længe med levende Interesse og havde bl. a. væsentlig Del i, at det blev et „Dansk” Kvindesamfund i Stedet for som først ment en Kredsafdeling af et i Genf dannet internationalt Selskab. De Indvendinger, hun og andre fremførte mod en saadan Organisation, lød noget barnlige. Man var bange for at blive brugt i „stortyske” Formaals Tjeneste, fordi det hed sig, at Kronprinsesse Friederich skulde staa i Spidsen for Organisationen; man taalte ikke Ordet „international”, fordi man syntes, det smagte af Socialisme. Men det var sandt, at de danske Kvinder stod altfor fremmede overfor Udlandet til at kunne samarbejde med det, og at de derimod trængte til at samle sig om de Opgaver, der laa lige for Haanden. Og da det internationale Forbund snart efter opløstes paa Grund af indre Splid, viste det sig, at man havde handlet klogt ved at følge de nationalt bekymrede Kvinders Raad og i Tide løse Forbindelsen med det.

Der var ogsaa Opgaver nok at tage fat paa; der var Muligheder for at udrette noget; og Styrelsen forsømte ingen Lejlighed til at nytte dem **). Den agiterede for Oprettelsen af en kvindelig Læseforening og støttede, da denne Tanke senere var bleven gjennemført af andre, den den Gang haardt kæmpende Institution. Den understøttede af Samfundets ingenlunde rigelige Midler nogle af de første kvindelige studerende. Den opretholdt gjennem en Række af Aar en Søndagsskole for Arbejdersker. Men særlig satte den stor Kraft ind paa Oprettelsen af Fagskoler for Kvinder; og klogere kunde den næppe have handlet. Trangen til ny Erhvervsgrene for Kvinder var indlysende for alle, og i Fagskoletanken laa intetsomhelst, der kunde se ud som Fjendskab mod nationale eller Standsinteresser. Det lykkedes da ogsaa, ved Tilskud af baade private og offentlige Midler i 1872 at faa oprettet vor første kvindelige Handelsskole (forstanderinde C. Testman) og i 1875 Tegneskolen for Kvinder (Forstanderinde Charlotte Klein). Begge Skoler fik i 1877 en af Kvindesamfundet væsentlig uafhængig Stilling og Udløstes i 1883 helt og holdent fra Forholdet til det.

Ved Siden af denne opdragende Virksomhed havde Styrelsen bestandig haft sin Opmærksomhed henvendt paa de forskjellige Punkter i Lovgivningen, hvor Kvinderne er forurettede. Ved Forhandlinger med fremragende Jurister havde man søgt at vække Interessen for Kvindens Ligestillelse med Manden i formueretlig Henseende og ved Andragender til Regering og Rigsdag at virke for Forbedringer i denne Retning ligesom for skærpede Straffebestemmelser for Ægtemænds Mishandlinger af deres Hustruer. Som et Resultat af disse Bestræbelser kan nævnes Bajers Lov af 5. Maj 1880, hvorved den gifte Kvinde fik Raadighed over eget Erhverv; Lovforslaget støttedes af en Adresse fra Kvindesamfundet med c. 2700 Underskrifter.

At et Samfund, hvis Medlemstal havde holdt sig omkring de halvandet Hundrede, mest Kjøbenhavnere, og som ikke havde noget Middel til at virke paa Stemningen ude i Landet, skulde kunne rejse en større Bevægelse for denne eller lignende Reformer var ikke ret vel tænkeligt. Men paa den anden Side var der nu, ganske anderledes end da Samfundet blev stiftet, Betingelser for, at de Tanker, det havde været Bærer for, skulde slaa an i vide Kredse. Hostrup, Bjørnson, Ibsen havde alle under forskjellige Former behandlet Kvindesagen og derved faaet hvert eneste læsende Menneske i Skandinavien til at tænke paa den og tale om den; og den stærke politiske Bevægelse havde i det hele rundt om i Landet vakt Sansen for aandelige, særlig for sociale Spørgsmaal. Det var derfor det rette Tidspunkt til at agitere for Sagen efter en større Maalestok; og i den anden Periode af Samfundets Historie var da ogsaa det mest betegnende Træk en Agitation, hvorved det lykkedes at gjøre Sagen aktuel, om ikke i alle Kredse populær ***). De Midler, man benyttede, var Foredrag, Smaaskrifter, og - fra 1885 - Maanedsbladet „Kvinden og Samfundet”. Fra Højskoler og Foredragsforeninger rundt om i Landet kom stadig Anmodning om Foredragsholdere, der saavidt, muligt blev efterkommet - enkelte Aar holdtes op imod 100 Foredrag - af Smaaskrifter blev særlig ét, „Kvindesagen” af Astrid Stampe, spredt over Landet i mange Tusinde Exemplarer, og Samfundets Medlemsantal voxede paa faa Aar fra 128 til over 1000. .

Af de mange forskjellige Emner, som skriftlig og mundtlig blev drøftede, kan særlig fremhæves: Hustruens Retsstilling, Kvinders Adgang til Erhverv, Kvindens Stilling i det offentlige Liv, det uægte Barns og dets Moders Retsstilling, Tjenestepigesagen og Sædelighedssagen. Ved at forhandle enkeltvis med Medlemmer af Rigsdagen og indgive Adresser til Regering og Rigsdag søgte man at støtte forskjellige Lovforslag, af hvilke to blev til Lov, nemlig Forslaget om en Forbedring af det uægte Barns og dets Moders Stilling og om Tilsyn med Plejebørn (disse Forslag kom frem i Vinteren 86-87, men blev først vedtagne følgende Aar.)

At den hele Agitation slog an og har stor Del i den forandrede Stemning overfor Kvindesagen, som i de senere Aar gjør sig gjældende ude i Befolkningen, det kan der fornuftigvis ikke være nogen Tvivl om. Derimod lykkedes det her hos os lige saa lidt som i andre Lande at organisere Kvindesagens Venner til en sluttet Enhed. I Aarhus, Aalborg og senere Odense dannedes der vel Kredsafdelinger af „Dansk Kvindesamfund”, som trofast sluttede sig til dets Program og i det væsentligste fulgte samme Veje som Hovedforeningen; men baade i Provinserne og i Hovedstaden rejste der sig tillige andre Kvindeforeninger, som foretrak at virke paa egen Haand. Og som en Følge af den Forhandling, man paa alle Maader søgte at faa i Gang, viste der sig ogsaa indenfor selve Samfundet dybe Spaltninger, som for en Del nemmede Virksomheden. I Forsommeren 1887 indkaldte saaledes nogle Medlemmer et overordentligt Fællesmøde for af Lovenes § 1 at faa udslettet den nylig vedtagne bestemt formulerede Fordring om Ligeberettigelse i Staten. Styrelsen mente i dette Tilfælde at maatte bøje sig for Flertallet og gaa ind paa denne Fordring for ikke at skade det praktiske Arbejde, man var i Lav med, og som man ansaa for det nærmest liggende Krav. Samme Efteraar indkaldtes atter - denne Gang under en ganske ukjendt Deltagelse fra Medlemmernes Side - et overordentligt Møde. Men her gik Oppositionen videre, idet den vilde affordre Styrelsen ****) Tilsagn om at lade Debatten om det sædelige Lighedskrav falde som liggende udenfor Foreningens Formaal. Styrelsen hævdede imidlertid, at fri Forhandling om ethvert Spørgsmaal, der berører Kvindernes Interesser, og som saadant ogsaa om Sædelighedssagen, er en Livsbetingelse for Kvindesamfundet, og den fandt heri kraftig Støtte hos Medlemmernes Flertal. Den anden Fordring, som blev fremsat af Oppositionen gik ud paa, at Samfundet skulde særlig arbejde for praktiske Formaal.

Styrelsen var i dette ganske enig; det var i Virkeligheden dens eget Standpunkt. Thi foruden at anerkjende, at f. Ex. Erhvervsspørgsmaalet til alle Tider er af største Vigtighed for Kvindernes Selvstændighed, kunde den heller ikke være blind for, at den uheldige politiske Stilling gjorde større Reformer umulige og saaledes henviste kvindesagens Venner til at arbejde i det enkelte. Anderledes har man heller ikke siden den Tid kunnet gaa frem. Ved at oprette et Fæstekontor søgte man at bøde paa de uheldige Fæsteforhold, som gik mest ud over det kvindelige Tyende; paa samme Tid arbejdede man da paa at faa disse Forhold ændrede, hvilket ogsaa er sket ved Ophævelsen af de uautoriserede Fæstekontorer. Ved et Oplysnings- og Engageringskontor søgte man at støtte Kvinder, som ikke kommer ind under Tyendeloven. Ved i Forening med Kvindelig Læseforening at oprette „Fru Rovsings Mindelegat” skaffede man Midler til at uddanne Kvinder som Haandværkere. Paa forskjellige andre Maader har man med mer eller mindre Held virket for at skaffe unge Kvinder Uddannelse og hjælpe dem ind i nye Stillinger (Landbrug, Havebrug, Stenografi m. m.). Et Udvalg har udarbejdet en Plan til at indføre Kogeundervisning i Kommuneskolerne, som er forelagt Skoledirektionen. Et andet har foretaget en omfattende Undersøgelse over kjøbenhavnske Arbejderskers Kaar, hvis foreløbige Resultat foreligger i Bladet „Kvinden og Samfundet”, December 1890, medens der for Tiden arbejdes paa Planen til en Fagskole for Syersker. For Udviklingen af Kvindens Sundhed og Arbejdsevne har man virket ved Foredrag om Menneskelegemet, ved at udgive en Bog om Dragtreformen, og ved given Lejlighed udstille Modeller til hensigtsmæssige Dragter.

Med Hensyn til større Reformer i Lovgivningen, da fastholder „Dansk Kvindesamfund”, at den mest nærliggende er Kvindens Deltagelse i det kommunale Liv. For at tilkjendegive Kvindernes Sindelag i denne Retning har man indgivet en Adresse til Regering og Rigsdag med over 20,000 Underskrifter hentede fra hele Landet. Iøvrigt har man stræbt ved Interpellationer til Valgkandidaterne, og ved Forhandling i Bladet og ved offentlige Møder, at holde Interessen for denne og andre Reformer vedlige, idet man tror, at den Tid ikke kan være langt borte, da man faktisk vil indrømme Kvinden den Stilling i Samfundet, som man i Teorien ikke godt længer kan nægte tilkommer hende.

Endnu danner Kvinderne et Slags Proletariat i Samfundet, og Proletariatets Sag er tung at føre. Imidlertid maa man blandt andre Egenskaber ogsaa væbne sig med Taalmodighed. I Samfundets Udviklingshistorie regnes der med store Tal. Tyve Aar er der for intet at regne. Nogle Spor har „Dansk Kvindesamfunds” Virksomhed gjennem de nu forløbne Aar dog sat, og det ligger jo desuden i Sagens Natur, at en saadan Virksomhed forgrener sig paa en Maade, som ikke kan eftervises. I ethvert Tilfælde maa Kvindesamfundet regnes med til de virkende Kræfter; af disse kan endnu ingen undværes, og vi tror derfor, at det ogsaa i den fremtidige Udvikling vil faa sine Opgaver at løse, og ønsker det Held til at gjøre dette paa bedste Maade.

*) Materialet til efterfølgende Redegjørelse er hentet dels fra "Dansk Kvindesamfunds" Styrelsesprotokoller, dels fra en Afhandling af F. Bajer om, "Dansk Kvindesamfunds Stiftelsesaar", som i Manuskript opbevares i Samfundets Arkiv.

**) Medens foruden de tre ovennævnte ogsaa Elisabeth Ouchterlony og Tagea Johansen havde været medvirkende ved Samfundets Dannelse, fik Styrelsen senere en noget anden Sammensætning, i det først Fruerne Severine Gasse og Marie Rovsing, siden Arkitekt V. Klein og Boghandler L. A. Jørgensen traadte til, medens af de første Styrelsesmedlemmer kun C. Testman blev tilbage.

***) Det var særlig Astrid Stampe Feddersen, Ida Falbe-Hansen og Svend Høgsbro, som ledede denne Bevægelse. Ogsaa Herman Trier, Emil Elberling, N. Neergaard og L. Zeuthen deltog i Arbejdet, hver især dog i kortere Tid, medens af den tidligere Styrelse Marie Rovsing holdt ud til sin Død i Efteraaret 88.

****) Denne bestod paa den Tid af M. Rovsing, M. Arntzen, K. Frederiksen, E. Grundtvig, L. Engelbreth, Sv. Høgsbro, G. Feddersen.