En Statsskole for Lærerinder.
For at drøfte Regeringens Lovforslag om et Lærerindeseminarium havde „Dansk Kvindesamfund” d. 17. Decb. sammenkaldt et Møde, hvor Forhandlingerne dirigeredes af cand. I. Th. Huus, Medbestyrer af Femmers Kursus. Forstanderinde Frk. Anna Hjort indledede.
Efter at Staten i 30 Aar har brugt Kvinder i den offentlige Skole, tænkes der nu paa at gøre noget for deres Uddannelse i Lighed med, hvad man i 100 Aar har gjort for Mændenes. For syv Aar tilbage fremsatte Regeringen et Lovforslag, som med faa Ændringer vedtoges i Landstinget, men i Folketinget begravedes i et Udvalg.
Siden den Tid er der tænkt og talt meget i denne Sag; et samlet Udvalg af saadanne Tanker fandt vi i Dag for fem Uger siden i Berl. Tid. i en Artikel af Frk. Zahle. Gid Frk. Zahles Forslag havde været eller gid det kunde blive Kultusministerens Tanker og gid det kunde faa hele Rigsdagens og Regeringens Samstemning, thi saa var vi inde paa en god Vej *).
Det nu foreliggende Forslag afviger i adskillige Punkter fra det tidligere.
Efter at have fremsat sex saadanne afvigende Punkter, udtalte Frk. Hjort sig særlig om to af dem.
Det var stor Skade, at man ikke nu som før vilde fastholde en Deling af Examen som nødvendig. Selv de bedste hygiejniske Forhold og de mest udviklede Methoder vil ikke kunne bøde paa det uheldige i at sammenhobe en saadan Mængde Examensfordringer, som her er Tale om. Paa en og samme Tid fordres der en Hukommelse, frisk som et Barns, og en moden Kvindes Overvejelse. Den modne Kvinde føler Trang til at gaa ind i sit Kammer, laase sin Dør og - arbejde; men her bliver ingen Tid til at „aflaase Døren” og finde den nødvendige Ro til Arbejdet; næste Øjeblik jages hun til et nyt Arbejde, som nu tager en urimelig Tid, men som nogle Aar tidligere med Lethed vilde være udført, og vilde haft sin dannende Indflydelse den Gang, medens der nu er Fare for, at Overmaalet af Arbejde kan svække baade legemlig og aandelig. Derfor bør en delt Forberedelsestid og en delt Examen foretrækkes.
Aarsagen til denne Ændring i Lovforslaget er Tvivl med Hensyn til, at Eleverne skulde kunne blive anbragte som Lærerinder i Tiden mellem de to Examiner. Men hvorledes kan man da fastholde den gamle Bestemmelse - hentet fra Lærerseminarierne - at de forinden Optagelsen paa Seminariet skulde have ledet eller deltaget i et Skolearbejde mindst et Aar? Til Held for Skolerne har Mændene sikkert tit listet sig fra denne Bestemmelse.
Taleren fandt ikke Udtrykket „Normalskole” heldigt. Hun troede, at en Statsskole kunde være retledende ogsaa for de private Lærerindeskoler. Men Normalskolen har vi næppe strax, selv om Loven vil skænke os den. Til at skabe den hører der et pædagogisk Geni.
Kun paa to Betingelser vilde efter hendes Mening en Statsskole føles som et Gode. Først den delte Examen og dernæst det, at den kan danne et Hjem for de unge Kvinder i deres Forberedelsestid. Allerede havde man følt den Betydning, som „Værnehjemmet” har for de unge læsende Kvinder. Anderledes end som Internat kunde man vel heller ikke tænke sig en saadan Skole; og under Forudsætning af, at ogsaa den anden Betingelse opfyldes, troede Taleren, at Statsskolen vilde blive til Held baade for Lærerinderne og deres fremtidige Elever.
Frk. K. Frederiksen spurgte, om ikke den delte Examen vilde hindre det tidligere paatænkte Smaaskoleseminarium. Vi maa, om ikke strax saa med Tiden, komme til at have virkelige Fagskoler for Lærere, hvor Forberedelsen til selve Lærergerningen, ikke den blotte Kundskabstilegnelse, er Hovedsagen. Saaledes som Frk. Zahle i den omtalte Artikel havde fremstillet Arbejdet paa et Smaaskoleseminarium, kunde man tænke sig, at dette kunde bringe os ind paa denne Vej, og for saa Vidt vilde det være et værdifuldt Experiment.
Frk. Anne Bruun var imod Smaaskoleseminariet som Institution, da hun troede, det vilde skade Lærerindestandens Interesser. Hun ønskede, at Examen skulde deles og den praktiske Prøve bortfalde. Naar Eleverne saa blev sendt ud i Mellemtiden til Skolearbejde, kunde vi ogsaa undgaa Øvelsesskolen, som let kunde forkludre Børnene.
Frk. N. Zahle kunde ikke forlige sig med den Tanke, at enhver Lærerinde skulde gaa igennem alle Grader af Statsseminariet. Som det nu er, tager mange Examen paa et Aar, da de i Forvejen i private Lærerindekurser og paa anden Maade har erhvervet sig baade Kundskaber og praktisk Dygtighed. Saadanne vilde efter Planen blive tvungne til at begynde forfra. Man burde baade kunne staa af og paa under Vejs. Fordringerne ved den første Examen burde være smaa, for at Undervisningen kunde blive fyldig; thi Kvinder er under Læsningen altfor tilbøjelige til kun at tænke paa Examen. Dersom deres Udvikling da er for ringe, vilde man bag efter ved Smaaskoleseminariet kunne vejlede dem med Hensyn til Lærergerningen. Man kan ikke godt paa en Gang læse til Examen og uddanne sig praktisk. Hun udtalte sig imod de sædvanlige Øvelsestimer, saaledes som de f. Ex. bruges i Sverig. Med Hensyn til Spørgsmaalet Statsskole, da kunde hun ønske, det - om vi fik en saadan - maatte blive som i Frankrig, hvor Ophold og Undervisning er gratis, mod at Lærerinderne er forpligtede til at tjene Staten i ti Aar.
Frk. Bruun ankede paa, at det i Lovforslaget ser ud, som om man havde tænkt sig en Mand i Spidsen for den Skole, hvor Kvinder skulde leve og lære.
Folketingsmand H. Trier vilde have den dygtigste til Bestyrer, unægtelig helst en Kvinde. Mellem ham og Frk. Zahle udspandt der sig en livlig Forhandling om den rette Læreruddannelse paa et Smaaskoleseminarium. Mod et saadant kunde han kun have én Indvending, nemlig den, at vi for Øjeblikket staar altfor famlende overfor, hvorledes Børnene bør undervises i en Pigeskole.
Foranlediget ved et Spørgsmaal af Frk. Frederiksen udtalte Frk. Zahle til Slutning, at hun ganske vist vilde anse den delte Examen for absolut uheldig, dersom man ikke ved Lov sikrede sig, at Eleverne bag efter fik tilstrækkelig praktisk Øvelse.
*) Som det vil erindres, indeholdt Frk, Zahles Forslag tre Punkter. 1) Et Statsseminarium med et treaarigt Kursus og en større og mindre Examen. 2) Et Statsseminarium for Smaaskolelærerinder med et etaarigt Kursus og en Mønsterskole. 3) Oprettelsen af Bilærerindeposter ved de offentlige Skoler.