Clara Raphael.
Et Livsbillede af Margrethe Fibiger.
Det er næppe for meget sagt, at blandt alle de Bøger, Julemarkedet har bragt, er der ingen, der berører Kvinderne nærmere, end denne lille Bog. Fru Heibergs Erindringer møder op med „Pretention”, som en Etatsraadinde har Lov til; omfangsrig og bred (fire store Dele!), elegant i enhver Henseende. Fru Heiberg stod saa højt paa den sociale Stige, som nogen Kvinde kan ønske at naa, og hendes Bog er overmaade fornøjelig at læse, ogsaa for Smaafolk, der aldrig kommer saa højt paa Straa. Bogen om Clara Raphael fortæller derimod om en fattig ung Pige, der sad og sultede og frøs i et lille Kammer i København og siden som en gammel fattig Jomfru sled i det for, trods sit ødelagte Helbred, at passe et telegrafisk Apparat nogenlunde ordentligt, for hun var Telegrafist - „tænk hvor ukvindeligt!” vilde vist Fru Heiberg have sagt.
Men hvad Hjertet angaar, var det nok den gamle Jomfru og ikke den elegante Etatsraadinde, der gik af med Sejren, og hvad den fattige Pige gjorde for sine Søstre, vil huskes, naar alle de, der have været saa lykkelige at se og beundre Fru Heiberg, forlængst er døde.
Hr. Fr. Bajer udgav for en Del Aar siden en Bog om Clara Raphael-Striden, men Clara Raphael selv, hendes egen indre og ydre Historie, er først nu fremlagt af en kyndig Haand, der har haft det mest udmærkede Materiale til sin Raadighed: en Række fortrolige Breve fra Mathilde Fibiger (som hendes borgerlige Navn jo var) til Venner og Slægtninge, bl. a. til og fra Heiberg. Herigennem faar vi ikke blot en sjælden Indsigt i en ædel og rig Kvindesjæl, men tillige et stærkt Indtryk af, hvilken Banebryder Mathilde Fibiger har været paa alle Omraader, hvor stor en Gæld Kvinderne staa i til hende. Vi se nu, at der næppe er et eneste af de Punkter, som nu staa paa Kvindesagens Program, uden at Mathilde Fibiger har - ikke blot tænkt og fremsat dem, men i Virkeligheden personlig faaet Lejlighed til at kæmpe for dem.
Det første, hun kæmper for, er Kvindens Ret til at være med i de store aandelige Bevægelser, der gaa gennem Samfundet. Da alle danske Mænd gribes af „hin Aand fra otte og fyrre”, da kommer den unge smukke Pige og kræver Ret til at dele Begejstringen, at tage en Haand i med i det nationale Værk; hun vil ikke lade sig spidse af med, at Fædrelandets Vel er noget, som Kvinder ikke forstaa sig paa. „Manden kan kæmpe for at vedligeholde Landets Grænser udvendig fra og for at nedbryde den indre Indskrænkning - vi, Gud! vi maa ikke klage - vi kan jo strikke Sokker til Soldaterne”, siger hun spydig i et Brev.
Snart faar hun ogsaa Lejlighed til at vise, at Ordet om, at Kvinden skal tie i Forsamlinger, ikke passer i vore Dage. Det var det frisindede Ægtepar, N. F. S. Grundtvig og Marie Carlsen - sikkert ikke mindst den sidste - i hvis Hus hun opholdt sig, og som djærvt modsatte sig Familiens Forsøg paa ved Tvang (Indespærring?) at hindre hende i at tale ved en Folkefest. Saa vidt gaar hendes Familie imod hende, at hun tvinges til at forlade Rønnebæksholm, det eneste Sted, hvor man ser hende helt og fuldt glad, og flygte til København. Her faar hun en tung Kamp med Sult og Nød, fordi hun, en Kvinde, vil hævde sin Ret til at leve Livet efter sit Ønske og ikke efter andres. Familien, der ikke kan gøre noget videre for hende, der ikke har noget at kræve af hende, vil med Vold og Magt have hende til at leve i „Familiens Skød.” Men hun foretrækker at bo paa et Kvistkammer uden Kakkelovn, og hvordan hun lever, ses af et Brev fra Søsteren Ilia, der skriver:
„- Mathilde er temmelig trist og medtagen. Jeg kom derop en Dag og fandt hende forknyt, skønt hun stræbte at skjule det. Da vi havde siddet lidt, spurgte jeg saadan hen, hvad hun skulde have til Middag, og fik da at vide, at hun ikke ejede mere end sex Skilling, som hun kunde faa for en tom Flaske, naar hun bragte den tilbage *); hun havde ingen Lyst til at gaa ud til Middag og vilde derfor behjælpe sig med Smørrebrød, som hun dog havde. Jeg tvang hende til at laane et Par Mark og gik. Da jeg henad Middag kom igen - jeg sad i de Dage hos hende og malede - traf jeg hende ganske fornøjet i Færd med at koge Grynsuppe. Hun havde købt for fire Skilling Gryn, „som hun kunde have længe”, og en Citron, Sukker havde hun. Men det var mærkeligt at se, hvor oplivet hun var.”
Ja, der skulde ikke meget til for at holde hende oppe. Men hvad havde Danmark vel til overs for en af sine ædleste Kvinder? Havde hun været en Mand, saa havde hun vel faaet Digtergage, nu kunde hun næppe en Gang faa Lov at tjene Brødet ved sine Hænders Gerning. Hendes Venner, Grundtvigs, kunde aabne deres gæstfri Hus for hende, men da Fru Grundtvig snart døde, var det forbi.
Da er det, hendes Læge og trofaste Ven, den senere Minister Fenger, finder paa, at hun skal lære at telegrafere. Da det var et ganske nyt Arbejdsmarked, kunde Mændene ikke godt proklamere, at hun trængte ind paa et Arbejdsmarked, der hidtil udelukkende havde tilhørt dem. Ved Fengers Hjælp blev Mathilde Fibiger saa den første kvindelige Telegrafist i Statens Tjeneste, Banebryder altsaa ogsaa paa dette Omraade. Men da er hendes Helbred alt nedbrudt af den svære Kamp for en Tilværelse i Frihed. Hun har ondt ved at passe sit Arbejde, og da hun er to og fyrretyve Aar gammel, kommer saa „Døden, Befrieren” til hende. Hun sidder i sin Stol ved Sengen, og da Sygeplejersken vil gaa fra hende et Øjeblik, udbryder hun „Aa, gaa ikke fra mig, nu kommer det, jeg har længtes efter saa længe.” Et Øjeblik efter var hun død.
Men naar hun altsaa dør med et Smil paa Læberne, saa turde det ikke være uden Sammenhæng med, at hendes Liv, Aar for Aar, viste hende, at hun ikke havde taget fejl i det, som hun havde villet for Kvinderne. Til det sidste syslede hendes Tanker med Kvindesagen og klarede sig mere og mere med Hensyn til dens store Betydning. I Nordens første bekendte Kvindeblad, „Tidskrift för hemmet”, stod en Gang en indsendt Artikel, hvori det udvikledes, at det ikke var heldigt, at Kvinder fik Ansættelse i Statens Tjeneste, da Koketteriet paa Kontorerne saa vilde blive værre end i Balsalen. Hertil har Mathilde Fibiger skrevet i Randen: „Netop det, at Manden og Kvinden stilles overfor hinanden som Medarbejdere, uden Beskyttelse af Konveniensen, er den sande Modvægt mod Lefleriet. En Kokette og en Laps er udelukkede fra dette Omraade; men en god Kvinde, selv om hun er behagesyg, faar andet at tænke paa og forædles derved”.
Senere hedder det i Artiklen, at Kvinden, naar hun faar en Ansættelse som Embedsmand eller ved en Skole, let vil blive forbigaaet af mandlige Kolleger, der forstaa at puffe sig frem, „hvad der er meget krænkende for en fintfølende Kvinde”, og der spørges, om denne Forbedring i Kvindens Kaar vel er det værd, der er ofret derpaa? Forfatteren siger, at „enhver Kvinde med uhildet Blik paa Forholdene vil sikkert, derom er jeg overbevist, ikke være i Tvivl om hvad hun vil svare herpaa.” - „Og jeg om det Modsatte” skriver Mathilde Fibiger i Randen. „Hvad der vindes, er af blivende Værd, afgørende Betydning; hvad der tabes er forholdsvis saa underordnet, at der ingen Sammenligning kan finde Sted; det ene forholder sig til det andet som Førstefødselsretten til en Ret Lindser”.
Saa klart og sikkert saa hun paa Sagen endnu i sine sidste, syge Leveaar. Sandelig, hun gik ikke paa Akkord med Idealet.
Dette er kun de ydre Omrids af hendes Liv. Om det, der fyldte det, kan man læse i den smukke lille Bog, hendes Broderdatter har skrevet. Alle Venner af Kvindesagen bør læse den Bog, og naar de har læst den en Gang, vil de sikkert læse den om igen. Ikke mindst bør den anbefales til de unge. Der er sagt, at hvad Clara Raphael skrev, det blev skrevet i Sand, og det maatte udslettes; men saadan er det ikke. Nej, vel vandrede hun igennem Ørkenen, men de Fodspor, hun traadte i Sandet, blev den Vejviser, der trængtes til, og mange, mange Skarer af Kvinder ville ledes af dem. Da bør de ogsaa mindes hende med Tak.
*) udhævet her.
