Anna B. Wicksell: Hustruens retslige Stilling.
En kritisk Undersøgelse. Med et Forord af Bjørnstjerne Bjørnson, Gyldendalske Boghandels Forlag. 1891.
Et klart Hoved, en spids Pen, hele og klare Standpunkter er Kendemærket for den lille Bog. Forfatteren er jo vel kendt af dette Tidsskrifts Læsere; en Del af, hvad der findes i Bogen, er tidligere udviklet fyldigere og omstændeligere her i Bladet. Men paa den anden Side indeholder Bogen mere., den er en,, om end kortfattet, saa dog temmelig fuldstændig Oversigt over, dels hvad der er gældende Ret i de tre skandinaviske Lande, dels hvad der efter Forfatterens Opfattelse burde være og bør blive gældende Ret.
Forfatteren har ingen Sans eller Smag for Overgange og Mellemformer; med skarp Logik, men undertiden med en ungdommelig Jurists Tilbøielighed til formel Konsekvens søger hun at reducere de Ændringer, der ere opnaaede i det gamle Retsstandpunkt, Mandens Eneraadighed, til det mindst mulige. De ere i Strid med det Princip, hvorpaa Ordningen i det hele hviler, og derfor i Forfatterens Øine af saare ringe Betydning. Der er efter hendes Mening to Standpunkter, der er hele og klare - det gamle, hvorefter Hustruen var det umyndige Barn, og det ny, hvorefter begge Ægtefæller er fuldmyndige og uafhængige af hinanden, hver ejer sit og raader over sit ganske som før Ægteskabet.
Det er ikke at undres over, at Forfatteren er kommen til dette Standpunkt, det maa nødvendigvis tiltale baade hendes stærke Uafhængighedsfølelse og hendes logiske juridiske Tilbøielighed for simpelt, klart og fuldt gennemført Princip.
Forfatterens Standpunkt er Individualismen, Personlighedens Hævdelse. Kvinden som Manden beholder hver sin Retsform, sin Kreds af Formueforhold, sit afstukne Omraade, hvor hver af dem optræder og handler uafhængig af den anden Part. Naturligvis Kærlighedens Afhængighed ufortalt, men det vil jo sige, netop den Afhængighed, som enhver af Ægtefællerne til enhver Tid frivillig bøier sig ind under i Kraft af uafhængig Beslutning og frit Valg. Det er da ganske naturligt, at Forfatteren hylder Princippet: fri Skilsmisser - hver Part har og bevarer til enhver Tid Retten til at begære Ægteskabet hævet. „Der kan vel blandt nogenlunde fordomsfri Folk næppe være nogen Tvivl om, at dette (Skilsmisselovgivningens Program) bør gaa ud paa, at Ægteskabet skal kunne opløses uden videre paa den ene Ægtefælles Begæring”.
Jeg skal ikke her udtale nogen bestemt Mening om, hvorvidt Forfatteren har Ret, men der er i den Maade, hvorpaa hun formulerer sin Paastand, noget, der ikke tiltaler mig, en Bismag af Mangel paa Forstaaelse, ja af Ufordragelighed. Denne Mangel kulminerer i den Antagelse, at der til Grund for den nævnte Opfattelse, der hævder Ægteskabet som et objektivt blot ligger den kirkelige Magtlyst. Dette er virkelig utilladelig overfladisk set.
Sagen er jo den, at der er stærke Grunde baade for og imod. Hvorvidt en gennemført Individualisme i Ægteskabslovgivningen og - det er vel Forudsætningen herfor - i den ægteskabelige Moral øver Ret mod Kvinden, skal jeg lade staa hen. Men der er jo altid den store Vanskelighed - Børnene. Forfatteren er ogsaa her til Rede med et helt Standpunkt: „Børnene overlades til den af Forældrene, der maa antages at være den, som vilde lide mest ved at se dem unddraget sin Varetægt og Indflydelse. Og dette maa vel nærmest siges at være Moderen”. Forfatterens „Hver sit” forandrer sig her, hvor der er Tale"om Børnene, til et: Moderen det hele. Dette er nu - havde jeg nær sagt - ægte kvindeligt. - Overfor Børnene brister Logiken, og Moderhjertet taler. Det vil ikke dele: Men dette udtaler Forfatteren dog kun om Forholdene under Ægteskabet. Imidlertid kan jo Manden, hvad Øieblik han vil, forlange Ægteskabet hævet. Hvad skal der saa ske med Børnene? Det skal, naar Parterne ikke kunne enes derom, ligesom Spørgsmaalet om Underholdningsskyldighed afgøres af en Juryret eller almindelig Domstol. Men hvilke Regler denne skal lægge til Grund, antyder Forfatteren ikke. Imidlertid er dette et Hovedpunkt.
Betyder den fri Skilsmisse, at den, der mulig begærer, Skilsmisse paa Grund af forandret Sindelag og Tilbøielighed, ikke bliver slettere stillet ved Opgøret, har Ret til at beholde nogle af Børnene og ingen Pligt til at underholde dem, der bliver ved den anden Part? Eller maa den, der forlanger Ægteskabet hævet mod den anden Parts Ønske, finde sig i, at den anden Part beholder Børnene, i fornødent Fald med Ret til Underhold for disse? Kun det første vilde vel med Rette kunne kaldes M Skilsmisse, det vilde være den gennemførte Individualisme - men det vilde dog nok langt fra være den gennemførte Retfærdighed. Saa meget turde vel i alt Fald være sikkert, at en saadan Ordning vilde gøre den mindst kærlige Part i Ægteskabet tii den stærkeste, den kunde altid ved at true med Skilsmisse trumfe en Vilje igennem.
I det hele maa det vist siges, at saa interessant det end er at staa overfor en saa klar og Udpræget Tankegang som Forfatterens, saa er dette dog næppe Vejen til praktiske Fremskridt. Det vil, saasnart man kommer ind paa de principielle Standpunkter, være umuligt at tilveiebringe Enighed imellem dem, der skulde arbejde sammen paa en Forbedring af gifte Kvinders Retsstilling. Praktisk set turde Opgaven være den at fortsætte i det gamle Spor: ny Lapper paa det gamle Klædebon. Man maa søge at forebygge de grove Misbrug, og de enkelte, der ikke hermed ville nøjes, maa gennem Ægtepagten selv skabe den Retstilstand, under hvilken de i Ægteskabet ønsker at leve. Ad den Vej vil der da kunne udvindes Erfaringer, som i kommende Tider kan blive bestemmende for den almindelige Udvikling. Forsøget (Experimentet) er i Samfundsvidenskaben som i Naturvidenskaben den bedste, den eneste fuldt paalidelige Læremester. De der i deres Livsførelse prøver de nye ubanede Veje, fortjener Menneskehedens Tak for de Erfaringer, de tilfører den.
