« Tilbage til søgeresultaterne

En Kvindes Mening om Kvindernes Stilling paa det ny Frederiks Hospital.

Af: Charlotte Norrie, Stadfeldt

« Se emneord

Efter Ugeskrift for Læger. I.


Et Par Ord om det foreslaaede nye Frederiks Hospital.


Af Charlotte Norrie født Harbou.


Fra det Øjeblik, Kultusministeren første Gang forelagde Folketinget Lovforslag om det kgl. Frederiks Hospitals Flytning og Ombygning, har jeg havt stor Lyst til at gjøre opmærksom paa en Del Mangler, der efter min Mening klæbede ved Planen; jeg har hidtil udsat det, da der vel ikke var stor Sandsynlighed for, at Lovforslaget skulde gaa igjennem. Iaar er der imidlertid fremkommet et ændret Forslag, der væsentligst adskiller sig fra de tidligere ved Tanken om at spare Alt, hvad der ikke maa siges at være absolut nødvendigt i Aaret 1892. Da Hospitalet ikke skal bygges for at gjøre Nytte i faa Aar, men da det skal være vor medicinske Hovedundervisnings- og Humanitetsanstalt i mange, mange Aar, tror jeg ikke, det er rigtigt længere at tie, efter at det nye Forslag er fremkommet, men jeg skal dog nøjes i ned at fremdrage et Par Punkter, der forekomme mig særligt at fortjene Omtale.


Hospitalets Hovedbestemmelse som Universitetets Hospital er vel at være en Undervisningsanstalt; men ved Siden heraf skal det være en Humanitetsanstalt, og dette synes man særligt i Forslaget fra i Aar ikke tilstrækkeligt at have Øje for. Man foreslaar saaledes af Pengehensyn at stryge den ene gynækologiske Afdeling og at nøjes med den, der ligger i samme Bygning som Fødselsstiftelsen. Dette er sandelig ikke humant! Man tænke sig en ugift Kvinde, ung Pige eller Enke, med en Underlivssvulst indlægges i den Bygning, der, som Alverden ved, huser den kgl. Fødselsstiftelse, og under Overakkouchørens Behandling - thi jeg formoder, at man vil drive Økonomien saa vidt at stryge en særlig Plads for en Gynækolog; - efter nogen Tids Forløb forlader hun Bygningen saa, slank som nogensinde. Hvem i Alverden vil det lykkes hende at bilde ind, at hun ikke har været der for at føde? Det nytter ikke, at de to Afdelinger siges at skulle være fuldstændigt adskilte, det vil kun give Anledning til, at man tror at kunne indlægges paa Fødselsstiftelsen ad denne mere uskyldige Indgang. Patienten indlægges, hun maa i den første Tid efter Operationen ikke faa Besøg, - hvor let kan det ikke udlægges saaledes, at hun i den Tid har været overflyttet til Fødegangen?


Før jeg forlader Fødselsstiftelsen, maa jeg tillade mig et Spørgsmaal: Hvad forstaas ved "Fødestuer med to Senge". Det er jo umuligt, at man i sidste Decennium af det nittende Aarhundrede kan drømme om at lade to Fødende dele Værelse, det vilde smage for meget af de fire Fødende i en Seng i Hotel Dieu før Revolutionen. En Kvinde har nok i sine egne Lidelser, naar hun føder; hun bør saavel under som i den nærmeste Tid før en Fødsel være fritagen for at være Vidne til en andens Kval.


En lignende Inhumanitet som at lægge Fødselsstiftelse og gynækologisk Afdeling i een Bygning gjør man sig skyldig i paa et andet Punkt, dog vistnok ikke af pekuniære Grunde men af en misforstaaet Humanitet overfor de Skyldige paa de Uskyldiges Bekostning, idet Patienter, lidende af veneriske Sygdomme og Hudsygdomme, skulle indlægges i samme Bygning.


En anden Mangel, jeg skal tillade mig at henlede Opmærksomheden paa, er det, at Kandidaterne skulle bo i Bygninger, hvor der ligger Patienter. Thi man kan ikke forlange, at den Ro og Stilhed, som bør herske i Nærheden af Sygestuer, altid skal findes paa et Sted, hvor en Mængde unge Mænd bo, det kan ikke være andet, end at der af og til maa være Støj og Spektakel. Den naturlige Udvej er at lade Kandidaterne bo i en særlig Bygning eller i Administrationsbygninger, ved Telefon kunne Afdelingerne med Lethed sættes i Forbindelse med den vagthavende Læge, eller man kunde have et Vagtværelse ved hver Afdeling. Mange Patienter paa kommunehospitalet have klaget over Støjen fra Kandidatgangen.


Til Slutning skal jeg tillade mig et Par Bemærkninger om det lidet, der findes angaaende Sygeplejersker og deres Uddannelse. Er det humant og klogt at lade Plejerskerne bo umiddelbart op ad Sygestuerne? Nej, de gode Plejersker ville blive overanstrængte ved stadig at være i Nærheden af de Syge, som de have Ansvaret for, og som de interessere sig for; de mindre gode Plejersker ville blive fuldstændigt sløvede ved den stadige Forstyrrelse! Men hvorfor spilde Ord paa at bevise det uhensigtsmæssige i at have Plejerskernes Værelser lige op ad Sygestuerne, naar jeg blot behøver at henvise til Kommunehospitalet og Børnehospitalet. Begge Steder har man med store Bekostninger maattet foretage Om- og Tilbygninger for at skaffe Plejerskerne Ro i deres Hviletid. Ro og Hvile maa Plejerskerne have, hvis de skulle kunne udføre deres uhyre anstrængende Gjerning fyldestgjørende.


Bestemmer man sig til at indrette ordentlige Boliger for Plejerskerne, vil jeg anbefale med det samme at bygge, saa man har Plads til en Sygeplejeskole, eller idetmindste sørge for, at man med Lethed kan bygge til en saadan. Vi maa gjøre os klart, at Hospitalet bygges for det tyvende Aarhundrede og ikke for det attende. Danmark maa engang følge alle civiliserede og mange højst halvciviliserede Landes Exempel og faa en Sygeplejeskole. Vi kunne ikke være bekjendte ikke at have en Skole, naar der findes Skoler i Indien, Ægypten og Sydafrika. Og den Skole, som antydes paa Planen, ser nærmest ud som - en Attrape. Hvorledes vil man ikke alene skaffe Hospitalet den nødvendige Tilgang, men ogsaa "forsyne de øvrige Hospitaler og Sygehuse trindt om i Landet med et ensartet uddannet Personale", naar man paa Skolen kun forlanger Plads til 20 Elever? Rundt om i Verden forlanger man mindst to helst tre Aars Uddannelse for en Sygeplejerske, og man maa gjøre Regning paa, at ikke faa falde fra i Uddannelsestiden.


II. Et Par Ord til fornøden Beroligelse.


Højstærede Fru Norrie! Skjøndt jeg ikke føler mig kaldet til at imødegaa Deres kritiske Bemærkninger i "Ugeskrift for Læger" i Nr. 7 og 8 d. A. angaaende de forskjellige Lovforslag om Flytning og Ombygning af Frederiks Hospital og Fødselsstiftelsen, som i Aarenes Løb ere forelagte Rigsdagen, maa jeg dog fremkomme med nogle Oplysninger i Anledning af Beskyldningen for Mangel paa Humanitet ved det sidst projekterede Forslag til Opførelse af en Fødselsstiftelse med dertil hørende gynækologisk Klinik; thi Deres Indvendinger beror paa en Misforstaaelse, der ganske naturlig skyldes den Omstændighed, at De er ubekjendt med Tegningerne, hvorefter det ny Projekt skulde gjennemføres.


Det beror nemlig paa en Misforstaaelse, at der foruden Sammendragningen skulde være foretaget Principforandringer med Hensyn til de gynækologiske Afdelinger. Arkitekterne ansaa det af økonomiske Grunde for nødvendigt at begrænse Bygningernes Antal, og derfor blev i det sidst fremkomne Forslag de to Servicer for Gynækologi samlede i omtalte Fløj af Fødselsstiftelsen, saaledes at den lille paa 18 Senge, som tidligere var projekteret for Fødselsstiftelsen, lagdes i Stueetagen, og den større paa henved 40 Senge paa iste og 2den Sal. Denne lille Service bibeholdt Fakultetet, fordi det gik ud fra, at en Lærer i Obstetrik nødvendigvis maatte have nogen Adgang til Studium i gynækologisk Henseende, hvis han skulde tilfredsstille Tidens Fordringer; men Fruens Bekymringer for, at en eventuel Docentplads i Gynækologi skulde være bleven slettet af Programmet, maa og ansees for ufornøden; thi den større Afdeling vedbliver at være til Disposition.


Naar De hår udtalt Deres Beklagelse over, at ugifte Kvinder skulde færdes til og fra en Udbygning, knyttet til Fødselsstiftelsen, synes denne Bekymring ligeledes unødvendig: thi naar Adgangen til de gynækologiske Afdelinger ligger i en hel anden Retning end Adgangen til Fødselsstiftelsen, kan det formentlig ikke kaste nogen Skygge paa en Kvinde, at hun gaar ind i en Bygning, der med sin ene Ende støder op til en Fødselsstiftelse, naar hun søger Hjælp, og da hele Tyskland over de gynækologiske Afdelinger ere knyttede til Fødselsstiftelserne, og da vor Fødselsstiftelses gynækologiske Poliklinik aarlig besøges af mere end 400 Kvinder, der uden Blussel gaa ud og ind af dens Port, saa kan jeg ikke tro andet, end at Fruens Anskuelse beror noget paa et Fejlsyn; i hvert Fald vilde en Indskrift over Døren med: "Afdeling for syge Kvinder" vistnok bevirke, at selv den mest ømfindtlige Blufærdighed næppe følte sig saaret.


Hvis Fruen fremdeles havde sat sig ind i eller snarere havde kunnet sætte sig ind i Planen til Fødselsstiftelsens Fødeafdeling, vilde Deres Bemærkninger om de to Fødende i én Fødestue formentlig ikke være fremkomne. Der er nemlig foreslaaet 8-10 Fødestuer i de to Etager, og af dem ere nogle større indrettede til 2 Senge; men Bestemmelsen er, at de kun skulle benyttes til 2 Fødende som Nødhjælp, naar der til enkelte Tider finder stærk Tilstrømning af Patienter Sted. Disse større Rum ville ogsaa være praktiske til Benyttelse for Enkeltfødende, naar større operative Indgreb ere nødvendige. Naar jeg ser mig om i Verden, finder jeg paa alle store Fødselsstiftelser i Dublin, Paris, Tyskland ligesom ogsaa i Kristiania, at det, vi for Fremtiden kalde "Nødhjælp" læs: flere Fødende paa samme Stue, er Regel de andre Steder, og det vi kalde Regel, er Undtagelse der; jeg kan derfor ikke tro andet, end at Fruen maa indrømme, at en eventuel Fødeafdeling efter det sidste Forslag maa siges at være ret human, selv for det tyvende Aarhundrede.


Fødselsstiftelsen den 2den Februar 1892.


Med særdeles Agtelse


ærbødigst


Stadfeldt


III. Svar paa Prof Stadfeldts beroligende Ord.


Højstærede Hr. Prof. Stadfeldt! Idet jeg takker, fordi De saa venligt har svaret paa de Punkter, som vedrøre Fødselsstiftelsen, i min lille Artikel angaaende Frederiks Hospitals Flytning, haaber jeg, De vil tilgive, at jeg atter ulejliger Dem med mine Udtalelser. Desværre er jeg nemlig ikke bleven beroliget ved Deres Imødegaaelse af mine Indvendinger mod Planerne, tværtimod staar det nu for mig som et Held, at jeg fremkom med dem, da Forslagene, som de foreligge, efter Deres Udtalelse maa antages at blive betragtede som fuldt overvejede og virkelig godkjendte.


Først maa jeg udtale min Glæde over, at der dog endnu synes at være Udsigt til en eventuel Docentplads i Gynækologi foruden Pladsen som Professor i Obstetrik - de ugifte gynækologiske Patienter, som jeg tager Ordet for, have jo derved Udsigt til at kunne blive behandlede at en anden Overlæge end Fødselsstiftelsens, selv om de skulde komme til at ligge i samme Bygning som de Fødende; men denne sidste Ulæmpe forekommer mig ikke helt fjærnet ved Hr. Professorens Udtalelser. De gynækologiske Patienter skulle ganske vist ligge i en særlig Afdeling men dog i en Fløj, der er sammenbygget med Fødselsstiftelsen, og denne sidste vil ved sin betydeligt overlegne Størrelse bringe det mistroiske og ildesindede Publikum - og det er dette, jeg vil beskytte dem imod, - til at overse, at den forholdsvis lille Fløj, som indeholder de gynækologiske Afdelinger, ikke er bestemt for Fødende, og hvis det bliver opmærksomt derpaa, vil dette let give Anledning til, at man tror at kunne indlægges paa Fødselsstiftelsen ad denne mere uskyldige Indgang, selv om man ikke alene har Adgangen ad en særlig Dør men endog ad en ganske anden Port. At der hører en gynækologisk Afdeling til Fødselsstiftelsen, kan jeg intet have at indvende imod, om den er ønskelig eller endog nødvendig, maa de Sagkyndige afgjøre; men jeg tror ikke, det er nødvendigt, at den ligger i samme Bygning som Fødselsstiftelsen, og i hvert Tilfælde mener jeg, at der bør findes én gynækologisk Afdeling, som ikke ligger i samme Bygning, og som ikke har samme Leder som Fødselsstiftelsen. Man skylder de syge Kvinder Adgang til fortrinlig Lægebehandling uden derfor at tvinge dem til at udsætte deres gode Navn og Rygte for Fare. Hr. Professoren kan ikke fra Fødselsstiftelsens Poliklinik drage nogen Støtte for Deres Mening, at min Frygt er overdreven. Paa en Poliklinik kan enhver færdes, derved udsætter hun sig ikke for, at man siger om hende, at hun har været en Times Tid inde paa Fødselsstiftelsen for at føde for saa at gaa derfra, efterat det er overstaaet. Hvorvidt hun "uden Blusel" gaar ind og ud ad Fødselsstiftelsens Port, ved kun hun selv, men for den Kvinde, som derved vilde føle sig saaret i sin Finfølelse, staa andre gynækologiske Polikliniker aabne. Skal hun derimod opereres og derefter ligge, saa udsætter hun sig for Mistanken om en hemmelig Fødsel ved at ligge indenfor Fødselsstiftelsens Mure.


Hr. Professoren mener at kunne mane al Fare bort ved Anbringelsen af en Indskrift over Døren? Den bagtaleriske Verden skaffer sig jo ikke Underretning om, ad hvilken Dør vor Patient er gaaet ind. Læser den Indskriften: "Afdeling for syge Kvinder" over en af Dørene paa Fødselsstiftelsen, vil den sige: "Det var et net Udtryk!" - det vil vist ikke falde den ind, at en Barselkvinde ikke skulde kunne komme ind under Begrebet "syge Kvinder". Jeg fastholder altsaa som min Mening, at den gynækologiske Afdeling bør bort fra Fødselsstiftelsens Bygning.


Herefter Hr. Professor maa De tillade mig at imødegaa Deres Forsvar for "Fødestuer à 2 Senge". Det har hele Tiden forekommet mig indlysende, at man kun vilde tænke paa at lægge to Fødende sammen, naar man mente ikke at kunne undgaa det, eller rettere jeg troede ærlig talt, endnu efter at jeg havde skrevet og læst Korrektur paa min lille Artikel, at Lovforslagenes Ord "Fødestuer à 2 Senge" maatte betragtes som en Slags "meningsforstyrrende Trykfejl". - At de ikke ville blive benyttede til to Fødende paa en Gang til daglig Brug er jo en Selvfølge. At det kan være ganske heldigt at have nogle større Stuer til sin Raadighed, vil jeg saa godt tro, men derfor behøve vi ikke at slaa af paa Fordringen om et Værelse til hver Fødende. De tosengs Stuer skulle kun benyttes til 2 Fødende som "Nødhjælp". Lad os en Gang tænke os, hvor galt det kan gaa. Vi befinde os i en Tid, hvor der er stærk Tilstrømning af Fødende; tilfældigvis ere tosengs Stuerne *) optagne af Patienter, hvor man frygter at maatte gjøre en større Operation, ogsaa alle ensengs Stuer ere optagne, - saa ankommer endnu en Fødende. Hvad vil man nu gjøre? Sikkert ikke lægge hende ind for at være Vidne til et Kejsersnit eller Parteringen af et Barn! Forhaabentlig vil man hellere rede en Seng til hende paa Gangen, - og forhaabentlig vil der ikke være Plads til 2 Fødende i de smaa Stuer! Dette er ganske vist Tingen sat paa Spidsen; men jeg haaber dog, man vil indrømme mig, at det vil være det mest praktiske at indrette saamange Stuer, som man vil kunne modtage Fødende. Jeg har altid følt en vis patriotisk Glæde ved Tanken om, i hvor mange Henseender vor Fødselsstiftelse var forud for de fremmede Landes, og jeg har følt Taknemmelighed overfor Dem, Hr. Professor, fordi De først indførte Antiseptiken paa en Fødselsstiftelse. Det var mig en uløselig Gaade, hvad Lovforslagene forstod ved "Fødestuer à 2 Senge", og det er mig ikke saa lidt af en Sorg at høre, at man vil bygge en ny Bygning og tænke paa dér at lægge to ulykkelige, fødende Kvinder Side om Side. Saa maatte man næsten hellere gjøre Skridtet fuldt ud og indrette én stor Fødesal: der vilde den enkeltes Skrig drukne i Mængden. - En Lægmand, der læste min og Professorens Artikel, udbrød ved Tanken om to Fødende i en Stue: "De kunne da min Sandten være angste nok, uden at man behøver at lægge flere Fødende sammen!"


Hr. Professor, De peger paa Fødselsstiftelserne i Dublin, Paris, Tyskland, Kristiania! Tillad mig at spørge: naar ere de Fødselsstiftelser byggede? Har man taget Kvinder med paa Raad, da man byggede dem? Mændene bør ikke - selv ikke Lægerne - være ene om at bestemme, hvorledes Fødselsstiftelser skulle indrettes; thi det er ikke Mænd men udelukkende Kvinder, der komme derind for at føde. Jeg beder Dem, Hr. Professor, og jeg beder enhver, der læser disse Linier: Læs Prof. Stadfeldts og mine Indlæg i denne Sag op for Kvinderne i Deres Kreds. Lader De dem høre mig til Ende, er jeg overbevist om, at ikke én af dem vil tage Parti mod mig! Dette er et Spørgsmaal, hvor enhver Kvinde er berettiget til at have en Mening, og den Kvinde, der er saa lykkelig, at man vil høre, hvad hun siger, har en Forpligtelse til at udtale sig. Hun har en Forpligtelse dertil overfor Kvinderne, thi hun skal og maa forsvare dem; og hun har en Forpligtelse dertil overfor Mændene, thi hun bør forhindre dem i at begaa Uret mod Kvinderne, en Uret, der kun kan forklares og forsvares ved, at Kvinderne ikke have gjort Indsigelse derimod. Vi Kvinder sætte Livet ind ved hvert Barns Fødsel; vi kunne nok forlange, at Mændene ikke forhindre, at der sættes nogle Penge ind paa, saa vidt det staar i menneskelig Magt at forringe Faren og Lidelsen for os.


De slutter med at udtale den Overbevisning, at jeg "maa indrømme, at en eventuel Fødeafdeling efter det sidste Forslag maa siges at være ret human, selv for det tyvende Aarhundrede". Jeg tror, Hr. Professor, at vi til Nød kunne danne os en Mening om, hvad man om 100 Aar vil betragte som inhumant; men hvor højt man til den Tid vil stille Fordringerne til Humanitet, kunne vi næppe have nogen Forestilling om. Skulde Danmark tidligt naa til sand Humanitet, vil det sikkert glæde Dem ligesaa meget som


Deres ærbødigst forbundne


Charlotte Norrie født Harbou, Kjøbenhavn, den 13de Februar 1892.


*) Jeg kan ikke angive bestemt, hvor mange Stuer man tænker at indrette, da Prof. Stadfeldts Tal ikke stemme med de 3 første Lovforslags, og det sidste Lovforslag intet indeholder derom. De ældre detaillerede Tegninger har jeg kun flygtigt set, de have ikke været tilgængelige for mig til nærmere Studium.