Finsk Kvindeforening. Brev til Redaktionen af "Kvinden og Samfundet".

Helsingfors i Marts 1892.

I Anledning af Frøken Fribergs Indlæg i Nr. 2-3 af Deres Tidsskrift beder jeg om at maatte gøre blot nogle Bemærkninger, da jeg jo ikke kan gøre Regning paa, at et udenlandsk Tidsskrift skal aabne sine Spalter for en længere detailleret Fremstilling af den omhandlede Sag.

Redaktionen har ved sit velmente Raad: „Bliv for alting sammen, I er jo dog enige i Hovedsagen” ikke taget med i Betragtning, at det undertiden sker, naar en stor Idé kæmper sig frem og begynder at finde Indgang, den da ogsaa kan komme „paa lallende Tunger i Mode”. Men paa saadanne er alvorlige Raad spildte. For dem gives der ingen anden Hovedsag end deres egne Personer og Interesser. Al Tale om Sag og om Hovedsag bliver under saadanne Omstændigheder kun Slag i Luften.

Endvidere paapeger Redaktionen, at de Misfornøjede i et Land. i en Forening, er Saltet, som ikke kan undværes, er en Spore i Arbejdet. Dette har sin Rigtighed under Forudsætning af, at Misfornøjelsen har et Indhold og ikke er en Misfornøjelse quand méme. At ogsaa en saadan findes her, har vi maattet erfare, og den Slags Misfornøjelse er ingenlunde en Spore i Arbejdet men et opslidende, opløsende Element.

Og saa til vor Vandringsmand i Ørkenen, som løber efter Fata Morgana, - Dette Selvportræt er udmærket, og her et intet at tilføje. Derimod er de Skildringer, Frøken Friberg giver af et og andet hos os paa Kvindesagens Omraade, dels skæve dels usande.

Først er at bemærke, at den Martyrtone, der gaar igennem Frøken Fribergs Artikel, vilde have været bedre paa sin Plads paa Finsk Kvindeforenings Side, eftersom denne har været den angrebne, ikke den angribende Part i en Fejde, under hvilken man ligesom paa et aftalt Tegn angreb den baade udefra og indefra med alle Slags Vaaben, selv de mest uværdige. Alligevel har Foreningen forsømt i Lighed med Frøken F. og hendes Bundsforvandte at krone sig med en Martyrglorie, som altid er meget klædelig overfor en Almenhed, som ikke saa nøje kan kontrollere os. Der er maaske dem, der mene, at Finsk Kvindeforening har sparet altfor meget paa sin Ammunition; men heller ikke jeg har i Sinde at afvige fra den Vej, vi. en Gang har slaaet ind paa, men vil nøjes med fra min Side at give nogle Synspunkter til Bedømmelse af Frøken F.s Fremstilling.

Til at begynde med tillader jeg mig da at minde om, at det paaligger den, der fremkommer med en Anklage, at bevise Anklagens Gyldighed. Overensstemmende hermed burde Frøken F. have ført Bevis for, at der i Finsk Kvindeforenings Bestyrelse raadede en despotisk Regeringsform. Men Finsk Kvindeforening har slet ikke nogen Bestyrelse, medens alle Medlemmerne har samme Ret og Adgang til at deltage i Discussioner og Beslutninger. Dette har Frøken F., ikke gjort, thi almindelige Fraser om en ufri og trykkende Aand er intet Bevis.

Videre siger Frøken F., at i Aarenes Løb er en Mængde ivrige Kvindesagsvenner af ovennævnte Grund udtraadte af Foreningen; Det er jo muligt at Frøken F.s Begreb om Betydningen af Ordet „Mængde” er et andet end mit. Jeg har forgæves søgt at faa samlet nogen „Mængde”. Faktum er, at Medlemmernes Antal har været i stadig om end langsom Stigen. At de, der er indtraadte, skulde være mindre „ivrige Kvindesagsvenner” end de, der af en eller anden Aarsag er udtraadte, tillader jeg mig ikke at tro.

Med Hensyn til Erklæringen i Bladene maa jeg oplyse, hvad Frøken F. har fortiet, at Majoriteten nemlig foreslog den saaledes affattet: „Majoriteten i Foreningen fandt Beskyldningerne ugrundede.” Heraf fremgik jo tydeligt, at der fandtes et Mindretal med en modsat Anskuelse. Men dette Forslag forkastede Mindretallet og fordrede under alle Haande Trusler at Foreningen ikke paa nogen Maade maatte forsvare sig. „Til Trods herfor”, som Frøken F. helt naivt udtrykker sig, vovede Majoriteten, (hvis Anskuelse jo i alle ordnede Associaner repræsenterer Associationen) at offentliggjøre sin Opfattelse af Beskyldningerne.

Karakteristisk for Frøken F. og dem, der tillige med hende blev udelukkede af Finsk Kvindeforening, er det, at de, der nu højrøstet beklage sig over, at man ikke én Gang gav dem Lejlighed til at forsvare sig, vilde berøve den Forening, de tilhørte, og hvis System det efter Lovene tilkom dem at støtte, Lejlighed til at ytre et eneste Ord til deres Forsvar. Jeg henstiller til en upartisk Læsekredss Dom, om de kjender mange Sidestykker til en saadan Undertrykkelse af en Minoritet, og om Foreningen virkelig havde handlet i Sandhedens Interesse, hvis den havde tiet og samtykket til Beskyldninger, som den absolut overvejende Majoritet erklærede for ugrundede og usande.

Nu hændte det „uhørte”, at syv af Foreningens egne Medlemmer uden Antydning af Bevis sluttede sig til Foreningens Angribere og erklærede Beskyldningerne for grundede. Herved stillede de sig ikke blot paa Krigsfod overfor Foreningen, men de overtraadte de Bestemmelser, de havde forpligtet sig til at overholde, da de indtraadte i Foreningen. Hvormed skal dette kunne forsvares? Havde der ikke manglet god Vilje, havde der været mere end tilstrækkelig Lejlighed til at gjøre en Slags Undskyldning i Stedet for at komme med alenlange Forbehold mod alt og ingen Ting. Man erklærede oven i Kjøbet helt kjækt at man ikke brød sig en Snus om Foreningens Ordensregler. Denne Fremgangsmaade er maaske i Følge Frøken Fs. Opfattelse „at indtage et eget Standpunkt”. I alt Fald falder det sammen med en af hendes Paastande. „Samarbejde med anderledes tænkende staar for mangen en Kvinde som blot tomme Ord”.

Endelig siger Frøken F., at de stridbare Medlemmers Udstødelse foruden at være inhuman ogsaa var lovstridig.

Hvad Inhumaniteten angaar, vil det maaske allerede af det anførte fremgaa, paa hvilken Side man var inhuman. Af egen Erfaring kunde jeg som Dirigent ved de sidste sørgelige Møder fremdrage yderligere belysende Exempler, men lad nu det staa hen. Hvad endelig Lovstridigheden angaar, da er det en af de Paastande, som saa længe er tygget om og om igjen, at det grænser til det latterlige. Jeg gjentager med Hensyn hertil, at det tilkommer den, der udslynger en saadan Anklage, at bevise dens Rigtighed. Hvorfor har Minoriteten ikke, som den truede med, rejst Paatale af denne Lovstridighed mod Foreningen, især da denne offentlig har erklæret, at den gjerne havde set det. Imidlertid skete det ikke. I Stedet derfor hylder man saa meget mere energisk Principet: „Calomniez, calomniez, il en reste toujours quelque chose!”