Fra udenbyes Venner. Den arbejdende Kvindes Stilling paa Landet.
Det er i vore Dage temmelig almindeligt at høre Klage over, at det er saa vanskeligt at faa Piger til Landet. Malkepiger kan slet ikke opdrives, hedder det jævnlig fra Fæstekontorerne, og da vi havde Møde her i Sommer, var der en Mand, der udtalte, at det snart var umuligt at faa en Pige til Landet, naar der bare var to Køer at malke. Samme Mand havde et Øjeblik før udtalt sig om den store Udholdenhed, Kvinderne paa Landet udviser, idet de malker og gør forskellig Gerning, medens Karlene hviler, saa jeg synes, det kunde ligge temmelig nær at spørge, om ikke denne Ulyst til at være Bondepige skulde have sin Grund i, at deres Udholdenhed stilledes paa en altfor haard Prøve.
For at Mennesker af egen fri Vilje skal beslutte sig til at leve under haarde og strenge Vilkaar, udfordres der et af to: Enten maa der være noget, der er dem kært, og som de nødig vil miste, eller de maa have et Maal at arbejde hen imod, som synes dem værd at døje noget for. Er ingen af disse Betingelser tilstede, maa man virkelig ikke forlange, at unge Mennesker af Hensyn til det almindelige Bedste skal beslutte sig til at blive i Ro. Resignation ligger nu engang ikke for Ungdommen; er man ikke tilfreds i sin Stilling saa - bort, ud at prøve Lykken, lad det saa briste eller bære, selv om det i Virkeligheden brister for tyve, mens det bærer for to.
Hvad nu den første Betingelse angaar, da var den ganske anderledes tilstede i forrige Tider end nu. Det patriarkalske Forhold mellem Husbond og Tyende, det muntre Liv, de mange Gilder og øvrige Godtkøbs-fornøjelser, og dertil den Omstændighed at Pigerne gerne havde deres egen Plet Hør og deres eget Faar, samt at deres Løn for en stor Del bestod i hjemmegjorte Klæder, der var højt agtede paa Landet, men ringeagtede i Købstaden, - alt dette gjorde, at den unge Pige ikke følte sig videre fristet til at undergaa den store Forvandling fra Bondepige til Købstadpige. Kom en eller anden til Byen at tjene, og fandt hun sig endelig tilrette i Forholdene, saa tænkte hun dog altid med Vemod tilbage paa den svundne Tid og var slet ikke tilbøjelig til at overtale andre til at følge hendes Exempel. Meget kunde der vel være at udsætte paa Forholdet ude paa Landet. Raaheden og Uvidenheden var stor, men Uvidenheden generede ingen synderlig, da jo saa godt som alle stød paa ét Udviklingstrin, og for Raaheden var der en Grændse, nemlig der hvor Mand og Hustru satte den. Det var dengang dem, der gav Tonen an, og det gamle Ord: „Som Herren er, saa følger ham hans Svende” det passede langt bedre paa hine Tider end paa vore. Vistnok kunde man træffe ældre Mennesker, der aldrig voxede bort fra en vis lømmelagtig Kaadhed, og kom en Pige, der var lidt mere alvorlig anlagt, til at tjene et saadant Sted, saa syntes hun selvfølgelig ikke om at være der, men - saa skiftede hun; som Regel søgte og fandt de Mennesker hinanden, der passede sammen, og befandt sig vel derved trods det strenge Arbejde og den lange Arbejdstid.
Du se Forhold er nu for en stor Del forandrede. Købstadfolks og Landboeres Levevis er ligesom rykket hinanden nærmere, medens Husbond og Tyende paa Landet har fjernet sig mere fra hinanden. Gilderne er forbi, eller afløste af fine Baller. Det muntre fordringsløse Liv blandt Ungdommen er paa mange Steder rent fordunstet. Men strengt er Arbejdet endnu bestandig, og skønt Karlene klager over, at de har for lang Arbejdstid, saa maa Pigerne dog begynde mindst en halv Time før om Morgenen, arbejde en Time længer om Aftenen og nøjes med den halve Middagshvile. Kun et er forandret til Fordel for Tjenestepigerne, nemlig Lønnen, der jo rigtignok er steget til henimod det tredobbelte i de sidste 25 Aar. Men Mads Hansen har Ret naar han siger: „Hør, ved I hvad, det er en tovle Tro, at Penge kan klare alt.” Det viser sig netop, at den store Løn ikke er i Stand til at holde Pigerne tilbage. De rejser alligevel til Købstaden. De rejser i Haab om at faa bedre Dage, end de i Fremtiden kan vente paa Landet, og en Del faar dette Ønske opfyldt, en Del bliver skuffede.
Lad os da se lidt paa, hvad der venter den ubemidlede Pige, hvis hun bliver paa Landet. Ja, det er jo sagt hende saa tidt, at det gælder om at gøre et godt Parti. Men nu er maaske han, hun synes om, fattig saavel som hun selv, og dog er der noget hos hende, der siger: „Ham eller ingen.” Hvis nu det sidste blev Tilfældet, hvis hun skulde blive gammel Pige! Saa var det sagtens det klogeste at blive ved at tjene, saa længe Kræfterne vilde slaa til, saa vil man vel hjælpe hende, naar hun ikke kan mere. Det vil vel ogsaa blive hende muligt at samle sig noget, saa hun ikke behøver at staa helt hjælpeløs, naar hun bliver gammel. Men hun bliver dog aldrig „sin egen”. Nei et saadant Liv vil dog blive alt for tomt og glædeløst, hun maa beholde sit fagre lyse Haab, en Gang at blive hans Hustru. .
Og hvad saa? Ja, hvis de er virkelig sparsommelige, og hvis de vil vente med at gifte sig, til de er lidt oppe i Trediverne, saa er det jo ikke umuligt, at de kan købe sig et jordløst Hus. Manden gør da bedst i at tage fast Arbejde hos en Gaardmand. Her faar han saa Kosten og en Løn, der varierer mellem 50 Øre og 1 Kr. 50 øre om Dagen, efter de forskellige Aarstider. Herfor skal han først have Klæder, idetmindste da Arbejdstøj, dertil Tobak, og han skulde helst have Kosten hjemme om Søndagen. Vel er Husbonden for det meste villig til at give ham Kosten hver Dag, men Søndagen er jo den eneste Dag i Ugen, da Mand, Hustru og Børn kan faa Lov at være sammen. Jeg har kendt en Kone, der tidt spiste tørt Brød om Lørdagen, for at have det lidt bedre om Søndagen, naar Manden var hjemme. „Det er den eneste Fornøjelse, vi har” sagde hun, „at have vor Far hjemme om Søndagen, men vi kan jo nok vide, at det ikke er saa let for ham at nøjes med den tarvelige Kost, da han er saa godt vant”.
Ja, i denne Henseende er Husmanden for det meste godt vant, men ellers er hans Stilling ikke misundelsesværdig. Han, den stolte Ungkarl, der hidtil har siddet „øverst til Bords” maa nu flytte nedenfor Karlene, uden Udsigt til at rykke op igen. Han har ogsaa i denne Henseende faaet en fast Plads. Der er ingen Udsigt til, at han nogensinde vil kunne forbedre sin Stilling, tværtimod, den vil i de fleste Tilfælde blive ringere, efterhaanden som han ældes. Og Følelsen heraf, den Overbevisning, at naar han har gravet sin Have om Foraaret og sørger for at faa slaaet Brænde og holder Børnenes og Konens Fodtøj i Orden, saa er det ham ikke muligt at gøre mere for Familien, og hertil den Omstændighed, at han stadig maa arbejde sammen med ganske unge Mennesker, der i en vis Forstand maa siges at staa over ham, fordi efter den gældende Rangforordning paa Landet en Karl er mere end en Husmand, alt dette udøver lidt efter lidt en sløvende Virkning paa ham, saa han i mange Tilfælde lader det være Hustruens Sag, hvordan hun kan faa de knappe Indtægter til at slaa til for sig og sine Børn. Hvad der mangler i Mandens Fortjeneste, maa hun selv skaffe. Maaske rører der sig noget hos den unge Pige, naar hun tænker paa sin fremtidige Virksomhed. Der var maaske et eller andet, hun saa gerne vilde sysle med, og hvori hun føler, at hun kunde blive virkelig dygtig. Eller der er en hemmelig Anelse, der tilhvisker hende noget om en lys og dejlig Verden, helt forskellig fra den hvori hun lever, men hvor hun føler, at hun dog egentlig har hjemme. Men bort med alle saadanne Tanker; en tilkommende Husmandskone maa ikke have højtflyvende Ideer, og desuden ejer hun i sin Kjærlighed en Skat, der er rig nok til at erstatte en Lykke, hun aldrig har kunnet vente at opnaa, og som hun maaske ikke en Gang ved Navn til. Hun ved hvad hun har at gøre. Hun skal hjælpe til med at vaske, brygge og bage samt arbejde i Marken. Naar hun er flittig og dygtig og ved at skikke sig efter Folk, saa er der egentlig ingen stor Fare for, at hun eller hendes Børn skal komme til at lide Nød. Vistnok giver Bønderne kun en lille Betaling navnlig for Vask eller deslige. (Markarbejde betales bedre). Men saa faar man noget i Tilgift, et Brød, et Stykke Flæsk eller lidt Gryn. Med andre Ord, en Del af Arbejdslønnen modtager hun som en Gave, der saa atter i mange Tilfælde maa betales med hendes Selvstændighed. Hvis Husmoderen, som hun arbejder for, er en brav og retsindig Kvinde, saa har det jo ingen Nød i saa Henseende. Men hvis denne er overmodig og herskesyg, eller hvis hun er i høj Grad nyfigen, da kan det blive meget pinligt for en ærekær Kvinde at staa i et saadant Forhold,
Aller værst er hun dog stillet, naar hun bliver greben af en af de Bevægelser, der er fremme i vor Tid, hvad enten det nu er i religiøs, politisk eller social Henseende. Ja, hvis hendes Tankegang falder sammen med deres, hun skal tjene Brødet hos, saa kan det jo aldrig skade, men hvis det modsatte er Tilfældet, da er hun i de fleste Tilfælde ilde faren, der vil ikke være Ende paa de Drillerier og Stiklerier, hun vil blive trakteret med, og i sin afhængige Stilling vil det være hende umuligt at forsvare sine Anskuelser, selv om hun maatte have Evne dertil; hun udsætter sig for at miste sit Arbejde og derved en Del af sine knappe Indtægter, og den Tanke, at hendes Børn kan komme til at lide derunder, skal nok betage hende Lysten dertil.
Vi arbejder for Kvindens almenmenneskelige Udvikling, for hendes Uddannelse til selvstændigt Erhverv og for at forbedre hendes Stilling i Familien, Samfundet og Staten. Kan vi med dette Maal for Øje opmuntre ubemidlede Kvinder til at blive paa Landet, saalænge der ikke er Udsigt til væsenlig Forandring i disse Forhold?
