Hos Hugues le Roux.
Redaktionen af „Kvinden og Samfundet” havde sendt mig til Monsieur le Roux. Der sad jeg lige over for ham og fortalte ham, at Bladets Læsere sikkert vilde sætte stor Pris paa at høre en Smule af en rigtig Franskmand om Pariserinderne, især siden disse er saa tiltalende, som man af hans Foredrag havde hørt. Monsieur le Roux besvarede med største Elskværdighed mine Spørgsmaal og meddelte mig adskilligt, som jeg her skal have den Fornøjelse at fortælle.
„Hvad der særlig udmærker Pariserinden, er hendes gode Humør og klare Hoved. Og hun bruger sine Evner; i Forretningslivet er der rig Anvendelse for dem. Ofte er hun den egentlige Leder af den Handel eller lign., der bærer hendes Mands Navn. Medens Monsieur farer om, gør Bestillinger, indkasserer Fordringer, ser til Fabrikanterne o. s. v., sidder Madame hjemme i Magasinet og holder i sin Haand de mange forskellige Traade, der styrer hele Maskineriet. Hun har ofte de Fortrin, man ellers plejer at tillægge Manden, det samlende Overblik, Fastheden, Modet, forenet med Kvindens Takt og hurtige Opfattelse. I Hjemmet, som Hustru og Moder, udvikler hun de samme gode Egenskaber. En udmærket Type paa Pariserindent som Hustru er Madame Roumestan i Alphonse Daudets Numa Roumestan. Der er skrevet og talt meget om denne Roman, og man har gættet paa snart den ene, snart den anden Minister som hans Forbillede til Numa, f. Eks. Gambetta. Jeg skal sige Dem, hvorledes det hænger sammen dermed. Læg Mærke til, at Bogen er tilegnet hans Hustru; den er for en Del en Bekendelse, en Anklage, rettet mod ham selv, og en Lovprisning af hende. Saaledes har Daudet i Angerens Øjeblikke set paa sig selv, som den heftige, opbrusende men upaalidelige Sydlænding, der bruger stærke Ord, som ikke betyder meget, der forløber sig og trænger til hendes Tilgivelse Gang efter Gang. Og hun, Rosalie Roumestan, det er Madame Daudet lyslevende. Hvor staar hun ikke klart for en, tegnet med faa og lette Strøg, Pariserinden, elegant, sikker og anstandsfuld, med det klare forstandige Blik paa Livet. Mange Illusioner har hun mistet, men dog bevaret sin ubestikkelige Retsfølelse, sin fine Takt og den moderlige Overbærenhed med Manden, det store Barn, der atter og atter trænger til den.
Og den unge Pige i Naboben, - jeg ser, De husker hende - Aline, „bonne maman”, som de kalder hende i Hjemmet, hvor hun, neppe 20 Aar gammel, tager Moderens Pligter paa sig og udfører dem beundringsværdigt, med en Frejdighed og graciøs Lethed, der viser, at ogsaa hun har Pariserindens sikre Greb paa Tingene. Den lille lune Rede, hendes Hjem, er som en fortryllende Oase i den febrilske Tilværelse, vi føres ind i, og hvori den stakkels Nabob gaar til Grunde.
Ja, der er mange elskværdige Kvinder hos Daudet, f. Eks. den parisiske Arbejderske, lille Désirée Delobelle. Ikke sandt, man ser, hvorledes hun sidder Dag ud og Dag ind og piller med de Smaafugle, Modehandlerinderne bruger til Hattepynt o. lign. Hun lægger sine vekslende Stemninger, sit unge Hjertes Haab og Tvivl og Længsel ind i Arbejdet; naar hun er glad, spreder hun med sine travle, behændige Fingre Fuglenes Vinger vidt ud og aabner deres Næb, som om de var paa Nippet til at flyve og til at kvidre; men naar hun er bedrøvet, lader hun de smaa Hoveder bøje sig som i Sorg eller vingeskudt Afmagt. Aarene gaar, stadig sidder Désirée Delobelle og udstopper sine Fugle og anbringer dem i yndefulde Stillinger, til hun selv synker sammen som en lille træt Fugl, der ikke mere har Kræfter til at løfte sine Vinger. Det er en trist Historie, men selv er hun ikke trist trods de nedtrykkende Forhold, hun lever under; hun har Pariserindens glade Sind og Evne til at se lyst paa Tilværelsen.
Ja, det plade Sind, det gode Humør har sat sit Stempel paa Livet i Paris, og jeg tror, dette er Grunden til, at Fremmede synes saa godt om at være hos os. Man smiler mere dér end andet Steds. Læg Mærke til Folk paa Gaderne: Bekendte mødes, veksler et Par Ord og skilles smilende, ikke fordi de har sagt noget særlig morsomt, men fordi det er deres Natur. Den Handlende, De køber noget hos, smiler til Dem af samme Grund.
Jeg har lagt Mærke til Folk af forskellige Nationer paa lange Jernbanerejser. Saa bliver Ansigterne ogsaa lange, glider ud af deres konventionelle Folder, antager et aldeles ustuderet Udtryk; nu vel, saa ser Franskmænd altid mere oprømte ud end andre Folk. Vort Land har ogsaa en lykkelig Beliggenhed; Spaniere og Italienere bliver let lade, fordi der er alt for varmt hos dem, Englændere og Tyskere bliver trætte og tunge, da Kampen for Tilværelsen er dem saa svær. Vi derimod, vi lever midt imellem: saa langt mod Nord, at vor Arbejdskraft er usvækket, og saa langt Syd paa, at vi har mildere Klima og færre Fornødenheder. F. Eks. det Kød, en Dansk spiser, er nok til tre Franskmænd, og en Englænders Middag - aa, den vil mindst fire af os kunne mætte sig paa. En Italiener derimod lever Dagen igjennem af et Stykke Brød saa stort som min Haand og et Par Frugter. I Zara spiste jeg i Sammenligning med de Indfødte saa meget, at det formelig vakte Forargelse. - Men lad os komme tilbage til det, vi talte om, Pariserinden. Læg Mærke til Daudets Kvindetyper; Zolas derimod, som De før spurgte om, aa nej, Zola har tabt Terrain paa de sidste Aar og vil blive ved dermed, ikke just fordi han er plump, for han er en stor Digter alligevel, men ganske ligefrem fordi han er trist og tung, saadan er vor Nationalkarakter ikke. En stor Ulykke, som vor sidste Krig, kan lægge Tryk over os; men giv os 20-25 Aar, og vi rettet os, smiler igen og faar vort gamle glade Syn paa Livet.
Andre Forfattere? ja, Octave Feuillet f. Eks. Man var begyndt at finde ham en Smule gammeldags, men nu, da Zola ikke læses saa meget, tager man ham op paany. Dog hører de Kvinder, han skildrer, for det meste til Aristokratiet ligesom Bourgets. Paa en Maade har vi ikke længer noget Aristokrati, da Adlen har trukket sig tilbage til sine Slotte. Saa rykkede Pengearistokratiet frem og besatte den ledige Plads; men dets Medlemmer kan ingenlunde anerkendes som Typer paa Parisere og Pariserinder. Læg blot Mærke til deres Navne, naar man læser dem i Aviserne, f. Eks. i Anledning af Skandalprocesser. De har en stærk Smag af det russiske, tyske eller amerikanske. De er i Grunden Kosmopoliter, har meget fri Anskuelser - - læser de mest yderliggaaende Bøger, tillader sig mange Ting. Jeg har ikke det mindste imod, at man skildrer dem, den er interessant, denne brogede, excentriske Kreds; men jeg protesterer paa det Bestemteste imod, at de tages som Repræsentanter for Nutidens Franskmænd.
De ønsker at vide noget om kvindelig Opdragelse hos os. Nuvel, Kloster og Pensionsopdragelse er man kommen bort fra. Man finder, at en lille Pige har meget bedre af at vokse op i Hjemmet, under sin Moders Øjne. Hun lærer her ganske umærkeligt en Mængde praktiske Ting, der kommer hende til Nytte, naar hun selv skal danne et Hjem. Hun ser f. Eks. sin Moder gennemgaa Kokkepigens Regnskab. Kom hun derimod lige fra Klosteret og ind i Ægteskabet, blev det maaske Manden, som denne Pligt tilfaldt. Altsaa, vore Pigebørn bliver opdragede af deres Mødre, og Pariserinderne er udmærkede Mødre; de kan overkomme alt.
Men Undervisningen? - Ja, vi holder nu Opdragelse for langt vigtigere end Undervisning. Men ogsaa de elementære Kundskaber meddeles dem af Mødrene, naar Familien da ikke holder Guvernante, og det gør jo kun de mere velhavende. Der er ganske vist de af Regeringen oprettede Lycéer for Pigebørn, men mange holder ikke af at sende deres Døtre derhen, især de ivrigt katholske Familier, skønt man paa Lycéerne slet ingen Religionsundervisning giver, altsaa hverken paavirker dem for eller imod med Hensyn til Katholicismen. Men de kommer der sammen med saa mange forskellige Børn; det finder man, at Drengene har godt af; men Smaapigerne holder vi helst noget mere i Hjemmene. Men vi har paa de senere Aar mange Kursus, hvor de unge Piger daglig gaar hen og faar Undervisning. Ofte er det en Kreds af nogenlunde ligestillede Forældre, der slutter sig sammen og indretter et Kursus for deres Døtre”.
Her afbrødes vi ved andre Besøgendes Komme. Uret slog i det samme, og jeg saa med Forbavselse, at Samtalen havde varet en halv Time. Det var ubeskedent, men hvad gør ikke en Reporter for Læsernes Skyld! -især naar Pligten er saa behagelig at opfylde som denne.
