Kvindens Plads i Kirkens Arbejde.

af Fru Josephine Butler.

Meddelt af Dr. O. M. Giersing efter den engelske Kirketidende „The Review of the Churches” 15. Februar 1892.

De har anmodet mig om nogle Linier om Kvindens Plads i Kirkens Arbejde; men det er mig en vanskelig Opgave. Det vilde være lettere for mig at tale om Kvindens Virksomhed udenfor Kirkerne, og jeg troer, at det vilde være mig mindst vanskeligt at tale om hendes „Virksomhed i Kristi Tjeneste”, om dette end maatte blive langt mere omfattende. Det synes mig at „Kirken” har behandlet Kvinden omtrent som Verden behandler hende, eller som Samfundet har behandlet hende fra de ældste Tider og indtil nu.

Jeg er imidlertid meget langt fra at miskjende, at Kvindens Stilling vilde være langt værre uden det Lys, som Kristus har kastet over hende, og at nogle svage Straaler have fundet Vej gjennem de Anskuelser og Paastande, som Kirkens Ledere og de Verdensmennesker, der gaa under Navn af Kristne, have været enige i at udbrede om hende.

I Kristendommens første Tider indrømmedes det vel, at Kvinder saavel som Mænd vare istand til at opnaa Hellighed, og indtil det 12te og 13de Aarhundrede se vi, at Kirken dog til en vis Grad ikke ganske glemte den Sandhed, at Kristus ikke gjorde Forskjel paa Mand og Kvinde. Ved at granske „de Helliges Liv” (acta Sanctorum) har det været mig en sand Trøst at iagttage, at Forfatterne aldeles ikke bekymrede sig om de Helliges Kjøn, hvis Levned de beskreve. De betragtede dem, Mænd saavel som Kvinder, som Guds Sendebud til Verden, udrustede til lige vigtige Opgaver, enten som af Gud inspirerede Ledere og Lærere, eller som dem, der helbredede eller i Stilhed granskede de guddommelige Ting. Jeg tror, at vi Protestanter ikke ret vide, hvad vi skulle gjøre med vore Hellige. Vi oprette Velgiørenhedsanstalter til Ære for dem og beskrive deres Levnedsløb, og er der Tale om en Kvinde, da sker dette gjærne i Korthed og med en Slags Undskyldning for, at hun derved er gaaet udenfor Reglen, - og har gjort Overgreb paa Mandens Arbejdsmark. I vore reformerede Kirker have vi nu ingen Domstol til at afgjøre, hvem der fortjener at „kanoniseres”, at indskrives blandt „de Hellige”, og man gjør sig derfor ingen Ulejlighed for at samle deres Levnedsløb, men maaske er det bedst saaledes, da vi ere saa tilbøjelige til at beundre og tilbede Skabningen. Vi have dog visselig derved tabt noget, og det er Kvinderne, som derved have lidt det største Tab.

Den ringe Agtelse, hvormed jeg oftere har hørt protestantiske Præster omtale Kristi Moder, som en ganske almindelig Kvinde, kun som et simpelt Redskab, forklarer mig, hvorfor man i vore Kirker er saa lidt tilbøjelig til at ville forstaa, at Kvinden staar paa samme Standpunkt som Manden, og at hun ligesom han er Guds Tjener her paa Jorden, sat til at virke paa det aandelige Omraade, om hun end ikke nødvendigt bliver valgt til at udføre de samme Opgaver, - hvilket er saare heldigt.

I Kirkens første Aarhundreder synes den ikke at have hævet sig meget over Mændenes gængse Anskuelser om Kvindens Værd, dog med Undtagelse af enkelte, særdeles begavede hellige Kvinder. Den fandt sig i, at Kvinden blev holdt tilbage, blev stavnsbunden og undertrykket i Kraft af uigjenfødte Mænds forudfattede Anskuelser, hvortil saa efter Reformationen kom den sneverhjertede Fortolkning af Paulus velbekjendte Udtalelser til Corintherne, som aabenbart kun vare henvendte til den Tids uvidende græske Kvinder. Mændene have nu imidlertid foretrukket at anvende hans Ord paa alle Kvinder til alle Tider og have derved tilladt sig at forvanske Kristi Lære, som klart belyser de Grundsætninger, som Kirken burde have holdt paa i dette saa vigtige Spørgsmaal: om Kvindens Virksomhed i Kirken.

Hvad er da Kirken? Jeg har læst forskjellige Forklaringer, som man har givet; men de synes mig ikke klare. Er det simpelthen en udvortes gammel og ærværdig Indretning? - eller et vist Antal udvortes Anstalter eller Samfund, som ere mer eller mindre enige om en stor fælles Sandhed? Er det Statskirken, eller er det det hele aandelige Samfund af de Troende? - Hvad der nu heraf er rigtigt, saa er det en vanskelig Sag at skrive om Kvindens Plads i Kirkens Arbejde.

I „Revues des Églises”, som jeg læser med stigende Interesse, ser jeg, at der redeligt bliver berettet om Kvindernes Gjærning i de forskjellige Kirkesamfund. Med Erkjendtlighed læser jeg disse Beretninger, hvoraf det fremgaar, at kristne Mænd have gjort nogle Skridt fremad, og ere naaede til - saa snart, som det maaske har kunnet lade sig gjøre, - at stille Kvinden ved Siden af sig selv i Kirkens Arbejde, og ikke alene under deres Ledelse og i underordnede Stillinger. Altfor længe har man naadigst tilladt Kvinderne at feje Kirkerne og tjene Præsterne, de katholske som de protestantiske, og under deres Tilsyn at pleje Fattige og læse Biblen i deres Hjem, og Kvinderne have været meget føjelige; men der er noget ydmygende i at se en velbegavet Kvinde, som kunde være dygtig til at udfylde en højere Plads i Kirken eller Staten, stilles under en ung, lidet begavet og uerfaren Præsts Tilsyn - hvilket ikke kan andet end være til Skade for denne unge Mand selv. Jeg fordrer nu ikke, at dette Forhold skal vendes om, men kun Frihed, Frihed for Kvinden som for Manden til at udvikle sig og til i alle Retninger at gjøre de Gaver, som Gud har skænket hende, frugtbringende. Jeg foragter ingenlunde de smaa Ting, de beskedneste Haandsrækninger, som hæves ved at ydes af Kjærlighed til Gud og til vor Næste, - men deri burde ogsaa være Frihed og Lighed; de beskedneste Gjerninger burde kunne udføres saavel af Mænd som af Kvinder, og de højere Hverv burde være tilgængelige for Kvinder som for Mænd.

Naar jeg sagde, at jeg læste Meddelelserne om Kvindernes Virksomhed ved forskjellige Kirker med Erkjendtlighed, da er dette dog noget begrænset, fordi min Attraa for Kvindens Vedkommende gaar videre end til at se hende med Vanskelighed stige op ad de første Trin, som skulle føre hende til en mere fremragende Stilling i Kirken som i Staten. Med Glæde indrømmer jeg, at der heri er en virkelig Fremgang i den offentlige Mening, at Retfærdigheden vinder Plads, og jeg velsigner de Mænd, som have faaet Øjet op for dette Spørgsmaal.

Jeg tager nu helst min Plads ligeoverfor selve Kristus under Helligaandens umiddelbare Paavirkning alene som Kvinde. Kaldet til at begynde en haard Kamp, blev jeg i Stridens Hede og Byrde kun lidet støttet af Kirken, hvis Tjenere ofte aabenbart traadte op imod mig, saa at jeg maatte opgive al menneskelig Bistand og ydmygt maatte kaste mig for den Herres Fødder, som alene er vis, hellig og retfærdig. I den Sag, som det var mig paalagt at føre igjennem, var der mindre Spørgsmaal om Kvinders Arbejde for Kirken end om Mandens og Kvindens Lighed for den moralske Lov. Jeg havde da for mig ottende Kapitel i Johannes Evangelium, som viser os Kristus, hvorledes han i Modsætning til de gængse Ideer modtog Synderinden i Templet, og hans Ord ved denne Lejlighed som hans Adfærd er bleven Holdepunktet for min Livsgjærning.

Betydningen af disse Mesterens Ord og hele Stilling til dette Spørgsmaal er bleven ringeagtet fra Kirkens Begyndelse, - og hvad se vi nu? Vismænd og Theologer bestræbe sig i vore Dage for at forkaste denne Del af Skriften ved deres Forsøg paa at bevise, at dette Kapitel, om ikke hele Johannes Evangelium, er uægte eller apokryfisk. Men er man bleven umiddelbart oplært af Kristus, saa betyder det kun saare lidt, at nogle Theologer sige, at Mødet i Templet mellem ham og Synderinden ikke har fundet Sted. Visseligt vilde det være til stor Lettelse for mange Mænd, om det kunde bevises, at Kristus aldrig havde udtalt disse Ord til Bedste for Kvinden og til Bebrejdelse over Mandens Usædelighed.

I Begyndelsen af vort store Korstog for at hævde den moralske Lovs Lighed for Mænd som for Kvinder maatte vi lide megen Bebrejdelse fra højtstillede Mænd i Kirken, selv fra troende Mænd. De mente, at det var en forfærdelig Ting, en Synd mod Gud, at en Kvinde kjendte visse Laster og vilde vove at tale om dem. Min eneste Udvej var her, som fordum for Ezechias, at udfolde disse Breve for Gud og sige: „Herre, Du ser hvad disse Mænd skrive til mig!” - og saa give Tid. Og Herren var trofast! Et Aar derefter skrev en Biskop, som før havde sendt mig et Brev af den nævnte Art: „Tilgiv mig! jeg har bedet Gud at tilgive mig. Jeg var en ufornuftig og vildfarende Olding; men Gud har vist mig, hvor daarligt jeg har dømt.” - Se, det var en sand og oprigtig Biskop!

Lad os imidlertid komme tilbage til vor specielle Opgave.

- Da Jesus valgte sine 70 Disciple, var der ingen Kvinde blandt dem, saalidt som blandt Apostlene. Deraf vilde man maaske kunne slutte, at det var den guddommelige Mening, at Kvinden ikke skulde have nogen Opgave at udføre i Kirken. Men lad os forstaa hinanden ret. Er Præsteembedet da en af de højeste Gaver, som vi saa ivrigt skulle attraa? og dersom en mere udmærket Gave, en højere Kaldelse, er skjænket Kvinden, skulde hun saa ikke gjærne opgive det, og skulde hun ikke i Guds forskjellige Fordeling af Gaverne kunne erkjende en barmhjertig Hensigt, en guddommelig Lighed?

Hvem var det, som bragte den første Efterretning om Kristi Opstandelse? Kvinder, som først vare komne til Graven, vare ikke „officielt” sendte derhen, men modtoge der Visheden om den store guddommelige Aabenbarelse, for at bringe den til deres Brødre. Det er muligt, at den Kjærlighed, som brændte i deres Hjerter, gjorde dem mere klartsynede end Mændene; de vare i hvert Fald de første, som saa, som troede og jublende bragte Efterretningen. - og dette er mig nok! Intet Embede i Kirken er saa højt som den Mission at forkynde: Kristus er opstanden! „Livet er kommet til Verden.”

Derfor bede vi om Frihed. Nægt os, om I ville, „kirkelige Værdigheder”, men giv os blot Friheden i Kristi Navn og i hans Aand, og I ville faa at se, hvorledes Gud kan benytte os til Menneskehedens Bedste. Men jeg frygter, at der endnu i nogen Tid er dem, som ville tvivle om vor Dygtighed dertil og med Apostlene sige, at det er „Drømmerier og Indbildning,” - de samme Apostle, som af Herren havde modtaget Befaling til at gaa ud for at lære og helbrede, men hvem Kvindernes Budskab forekom at være utroligt!

Naar Kirken er bleven lidt mere beskeden, naar den mere, end det nu er Tilfældet, har faaet Syn for den Nytte, den har i aandelig Retning af Kvindens Hjælp, „hun som er ligestillet med Manden”, da vil den nok give os den Frihed, som vi forlange, og da ville de velbegavede Kvinder ikke blive bundne af Vedtægter og Fordomme eller kun blive begravede under Kirkernes Stengulv.