Kvinden som Forbryder.
Under Nutidens livlige Diskussion om Kvindens sociale Stilling kan det vel ogsaa have sin Interesse at kaste et Blik paa hendes Forhold til Straffeloven.
Hun er efter denne ligeberettiget med Manden i Henseende til Adgangen til Straffeanstalterne, men hendes „criminelle Energi” er ringe, saa at hun benytter sig forholdsvis lidet af denne sin Ligeberettigelse. I de 25 Aar fra 1861-85 har Forholdet nemlig ifølge den officielle Statistik, som danner Grundlaget for disse Linier, været det, at af samtlige 14,252 til Straffeanstalterne *) afleverede Forbrydere har de 11,201 været Mænd og kun de 3051 Kvinder, eller med andre Ord af hver 100 Fanger har omtrent de 79 været Mænd og kun de 21 Kvinder, eller for at faa et Tal, der kan fastholdes til Forstaaelse af det følgende, Mændene har paa det nærmeste været 3 5/7 Gange saa talrige som Kvinderne; dette er saa meget mere betydningsfuldt, som Kvinderne her i Landet som bekjendt er i Overtal.
Hvad er nu Aarsagen til dette for Kvinden saa gunstige Misforhold?
Hendes delvise Udelukkelse fra det politiske Samfundsliv bidrager naturligvis til at holde hende borte fra en Del Forbrydelser saasom mod Staten og Statsforfatningen, mod Konge og Kongehus, Forbrydelser i Embedsforhold etc.; Naturforholdene udelukker hende fra visse Sædelighedsforbrydelser; hendes ringere fysiske Styrke gjør hende uskikket til forskjellige rene eller blandede Voldsomhedsforbrydelser. Da disse tre Klasser for Mændene særlige Forbrydelser imidlertid kun udgjør henimod 8 pCt. af Mændenes samtlige Forbrydelser, medens de for Kvinderne særlige Forbrydelser udgjør ca. 13 pCt af Kvindernes samtlige Forbrydelser, kan man ikke søge Grunden til Kvindernes gode Holdning i deres Udelukkelse fra de tre fornævnte Klasser.
Den væsenligste Aarsag maa sikkert søges i Kvindens ringere Deltagelse i det borgerlige Forretningsliv; det er jo, som Forholdene foreløbig ere, væsentlig Manden, der er den erhvervende, ham paa hvem Byrden af at skaffe Underholdet til sig og Familien hviler; man kan derfor lige saa lidt undre sig over, at det er ham, der oftest falder for de Fristelser, Erhvervsvirksomheden frembyder, som over, at det er Kvinden, der slaar de fleste Kopper og Tallerkener istykker. Man vil forstaa, hvilken Rolle dette spiller, naar man hører, at Forbrydelser mod Ejendomsretten i videste Forstand (Tyveri, Bedragen etc.) udgjør mellem 4/5 og 5/6 af samtlige Forbrydelser. Det kan vel næppe heller betvivles, at Prostitutionen har en ikke ringe Betydning paa dette Punkt, idet den sluger en Del af Bundfaldet ved at aabne en lovlig Næringsvej for dovne og uduelige Kvinder, hvis Dispositioner ellers let vilde føre dem ind paa Forbryderbanen. Kvindens større Religiøsitet og mindre Drikfældighed maa vel ogsaa antages at være medvirkende i den omhandlede Retning.
Benaadningsmagten har da ogsaa vidst at paaskjønne denne Kvindernes Tilbageholdenhed ved i de nævnte 25 Aar, som stadig vil blive lagte til Grund, af 100 Benaadninger at lade de 24 tilfalde Kvinder mod 76 Mænd.
Døden har derimod snarest taget lidt haardere paa Kvinde- end paa Mandsfanger, idet Kvinderne har udgjort de 22 af 100, skjønt de tilmed har været forholdsvis ikke lidet mindre tilbøjelige til Selvmord end Mændene; af 100 Mænd har der gjennemsnitlig været 2 syge daglig, men af 100 Kvinder 3; dette er dog ikke videre mærkeligt, da Kvinder jo overhovedet er mere sygelige end Mænd, og en stor Del af de kvindelige Fanger lide af Følgerne af uregelmæssig foregaaede Fødsler, ligesom der - som det nærmere skal vises - overhovedet er forholdsvis flere ældre Kvinde- end Mandsfanger.
Betragter man de hyppigst blandt begge Kjøn forekommende Forbrydelser, faar man af 100 Fanger af hvert Kjøn for sig følgende Fordeling:
Se pdf. for skema over kønsfordelingen på forskellige typer forbrydelser.Det vil heraf ses, at der er forholdsvis flere Kvinder end Mænd dømte for simpelt Tyveri, Brandstiftelse, Bedrageri, Hæleri og Manddrab; kun med Hensyn til grovt Tyveri og Falsk har Mændene Overvægten - ikke sandt? det kan næppe alene være Kvindernes mere ophøjede moralske Standpunkt, der bringer dem i Mindretal: at skrive falsk kræver en vis Forretningskyndighed, som de som Regel mangle; at begaa grovt Tyveri kræver tidt en vis Dristighed, som den fysiske Styrke lettest forlener.
For de for Kvinder særlige Forbrydelser: Barnemord, Fosterfordrivelse, Barnefødsel i Dølgsmaal og uforsvarlig Omgang ved Barnefødsel findes i den omhandlede Aarrække dømt
Se pdf. for skema over antal kvinder, dømt til hhv. strafarbejde og fængsel 1861-1885.
Der synes saaledes med Hensyn til disse Forbrydelser at Tære en betænkelig Tilbøjelighed til Stigning, hvilket ogsaa har været Tilfældet med de i en vis Forbindelse med disse staaende Sædelighedsforbrydelser.
Forholdet mellem Alderen og Tilbøjeligheden til Forbrydelser fremgaar af nedenstaaende Sammenstilling, der viser, hvor mange af 100 Fanger i de forskjellige Aldersklasser der har været Mænd og hvor mange Kvinder:
Se pdf.
Naar man udskyder Aldersklasserne „under 15 Aar” og „over 60 Aar”, i hvilke det statistiske Materiale er saa ringe, at intet af synderlig Betydning deraf kan udledes, kommer man til det triste Resultat, at Kvinderne ikke som Mændene blive bedre med Aarene; jo ældre de blive, des større Udsigt har de til at komme i en Straffeanstalt. Ogsaa dette beror vel nok tildels paa Kvindens Stilling i Erhvervsvirksomheden; hun lønnes saa ringe, at hun vanskelig kan sikre sin Alderdom, hun er svageligere, bliver derfor hurtigere arbejdsudygtig og beklæder kun sjelden Stillinger, der give Adgang til væsentlig økonomisk Forbedring med Aarene eller til Pension etc.; den stadige Udsigt til en ægteskabelig Forsørger svækker naturligvis ogsaa hendes Sands for paa egen Haand at skabe sig en Alderdomsforsørgelse. At alt dette dog næppe indeholder den egentlige Grund til Kvindernes med Aarene tiltagende Forbrydertilbøjelighed, synes at fremgaa af den Tabel, der vil blive anført nedenfor, og hvoraf ses, at den ugifte Kvinde, over hvem de paapegede Forhold jo snarest skulde antages at gaa ud, er forholdsvis standhaftigere end den ugifte Mand; den dybere Aarsag til Forholdet bør derfor snarest søges i den ikke ualmindelige Erfaring, at naar Kvinder først ere slette, saa ere de det tilgavns; de falde vanskeligere, tildels paa Grund af deres hele mere indgetogne Liv, men falde de først, saa er Faldet dybere; de ere i Virkeligheden saa komne videre i Sletheden end den Mand, der gjør det samme Fald, og de lade sig derfor vanskeligere forbedre eller afskrække af den første eller anden Straf men fortsætte ufortrødent, hvortil maaske ogsaa bidrager deres mere sangvinske Temperament, der trods alle Erfaringer stadig, lader dem haabe at undgaa Opdagelse.
Den sidst omtalte Tabel viser, at af de i det omhandlede Tidsrum indkomne Fanger var:
Se pdf.
Det ses heraf, at det almindelige Forhold mellem Mands- og Kvindefanger er forrykket i alle Klasserne: forholdsvis mindst godt har Enkerne og de fraskilte Koner holdt sig, hvad jo ikke er saa mærkeligt, da deres Vanskeligheder for at klare sig efter Forsørgerens Bortfald paa Grund af Børnene naturligvis er betydelig større end de ugifte Kvinders; mærkeligere er det, som ovenfor nævnt, at den ugifte Kvinde staar saa godt.
Forholdet mellem Kjønnene med Hensyn til deres Hjemsted er dette:
fra Kjøbenhavn 1 Kvinde for hver 2,79 Mænd
fra Kjøbstæder 1 Kvinde for hver 3,52 Mænd
fra Landet 1 Kvinde for hver 4,24 Mænd
Ogsaa her er det almindelige Forhold mellem Mands- og Kvindefanger forrykket, og Kjøbenhavn ses at være et forholdsvis uheldigere Opholdssted for Kvinder end for Mænd, Kjøbstæderne ligesaa, medens Landlivet med dets mindre frugtbare Jordbund for Forlystelses- og Pyntesyge bekommer Kvinderne overordentlig vel.
Hvad angaar den ofte som disponerende til Forbrydelse omtalte uægte Fødsel og dermed følgende slette Opdragelse, oplyser Statistikken, at godt 5/6 af samtlige Fanger var fødte i Ægteskab og knap 1/6 udenfor; af ægtefødte Fanger er der c. 4 Gange saa mange Mænd som Kvinder, medens der af uægtefødte kun er ca. 2 17/20 Gange saa mange Mænd som Kvinder; naar henses til det oftnævnte almindelige Forhold mellem Mands- og Kvindefanger, bliver man altsaa opmærksom paa, at de uægtefødte Pigebørn har forholdsvis meget vanskeligere ved at klare sig fri af Forbrydelsens Skær end de uægtefødte Drenge.
Med Hensyn til de Samfundsklasser, hvortil Forbryderne høre, frembyder Statistiken nogle Mangler, men saa meget lader sig dog konstatere, at 43? pCt. af samtlige Kvindefanger var Tjenestepiger, medens Tjenestekarlene kun udgjør 21? pCt. af Mandsfangerne; selv om man nu tager i Betragtning, at Forholdet mellem kvindeligt og mandligt Tyende her i Landet er omtrent som 6 til 5, bliver dog det kvindelige Tyendes Standpunkt meget uheldigt. Ogsaa af den agerdyrkende Klasse er der uforholdsmæssig mange Kvinder, nemlig 1 for hver 2 Mandsfanger.
Af samtlige Kvindefanger har 8 været Katholiker, 1 Jøde og 5 tilhørt andre Trossamfund udenfor Folkekirken; der har i det hele udenfor Folkekirken kun været 1 Kvindefange for hver 9 Mandsfanger.
Under Opholdet i Straffeanstalten vise Kvinderne en mærkelig Mangel paa Evne til at underkaste sig Disciplin og medbringe ikke dertil noget Spor af den Forkuethed, der skal være dem egen i Friheden. Paa 100 Mandsfanger falder nemlig gjennemsnitlig c. 18 1/5 paa 100 Kvindefanger gjennemsnitlig c. 20? Straffe for disciplinære Forseelser. Navnlig er Kvinderne langt mere tilbøjelige end Mændene til Slagsmaal og Klammeri, til Rapseri, til uanstændigt Forhold og ulovlig Handel. Kun een Kvindefange har derimod i de 25 Aar forsøgt at undvige, og et i Forhold til, hvad man skulde vente, aldeles forsvindende Antal har gjort sig skyldige i Misbrug af Papir, Pen og Blæk.
Skønt der saaledes ikke har manglet paa Anledning, har man siden 1873 vist det Maadehold slet ikke at anvende legemlig Revselse paa Kvinder.
Ja, stort mere af almindelig Interesse er der ikke at meddele. Først naar Kvinderne endnu 25 Aar vedblive at æde af Kundskabens Træ paa godt og ondt og derved bane sig Vej til en rigere Deltagelse i Samfundslivet, tør man vente Statistikens Afgørelse af. om den her antagne Aarsag til deres ringe Bidrag til Forbryderhæren er den rette, eller om man med den bekendte Lombroso mindre galant maa søge Grunden i deres ringere aandelige Evner.
*) Læs: Tugt- og Forbedringshus; den her meddelte Statistik omfatter paa en enkelt Undtagelse nær ikke de for ringere Forbrydelser til Fængselsstraffe dømte.
Stener Grundtvig.
Assistent ved Christianshavns Straffeanstalt.