Brev fra Finland
Den 16. Oktober var en Festdag for alle dem, der interesserede sig for Dannelsen af en Kvindesagsforening.
Da traadte nemlig Kvindesagsforbundet „Unionen” sammen til et konstituerende Møde i „Svenska Fruntimmerskolans” Festsal, som nu ogsaa for Fremtiden er stillet til Raadighed for „Unionen” af Skolens Forstanderinde, Frøken Elisabeth Blomquist. Den midlertidige Bestyrelse, som var valgt ved et forberedende Møde sidste Foraar, havde nu løst sin Opgave, drøftet Forslag til Love og indsendt dem til højeste Sted for at faa dem stadfæstede, og Arbejdet kunde saaledes begynde.
Efterat Professor i Græsk ved det herværende Universitet, Hr. E. Tudeen, havde aabnet Mødet og med nogle Ord omtalt Forbundets Tilblivelseshistorie, skred man til Valg af Funktionærer. Til Formand valgtes Forstanderinden for „Finska Samskolan, Frøken Lucina Hagman, til Næstformand Professor E. Tudeen, til Sekretær Frk. Helena Vesterman, til Kasserer Fru Ebba Nordquist. Desuden suppleredes endnu Bestyrelsen med Lægen Frk. Rosina Heickel, Docent i Svensk Dr. W. Wasenius og Frk. Fanny Palmén. Alle disse Valg faldt ud til de tilstedeværendes fulde Tilfredshed, men ogsaa andre Valg vilde udentvivl have tilfredsstillet Forbundet, idet der blandt Medlemmerne findes flere fremragende og dygtige Personer.
I Løbet af Aftenen holdt Doctor Rosina Heickel et Foredrag om Kvindesagen, hvori hun undersøgte nogle Sider af dette Tidens Spørgsmaal. Her fremstillede hun, hvorledes den forkætrede Kvindeemancipation, tagen i sin ædleste Betydning, havde begyndt Kampen imod Fordomme og Kvindens skæve Stilling. Ved Samvirken af ædle Mænd og Kvinder vil Kampen fortsættes, om end Sekler vil hengaa, inden Kvinden er bleven en integrerende Del af Menneskeheden og ved sin Deltagelse i dens Udvikling vil paavirke og udfylde Mandens Livsanskuelse og Arbejde.
Foredragsholderen paapegede de vigtigste Betingelser for at dette Maal skal kunne naaes. 1) Adgang til den bedste Skoleundervisning bør baade af Staten og privat gives Kvinden saavel som Manden. Fællesskoler egne sig særlig til at grundlægge et sundt og naturligt Forhold mellem Mand og Kvinde. 2) Alle Arbejdsomraader bør aabnes for Kvinden som Menneske. Uden Tvivl vil hun ogsaa i Fremtiden fortrinsvis egne sig for Hjemmets Sysler, men da der ved Siden heraf ogsaa findes Kvinder, hvis Anlæg gør dem skikkede til Hverv i det offentlige Liv, bør et Samfund, som vil sit eget Bedste, ikke bortkaste denne Arbejdskraft, blot fordi den tilhører en Kvinde. 3) Under Forudsætning af, at Kvinden opdrages lige saa godt som Manden og at hans Sysler bliver tilgængelige ogsaa for hende, kræver en simpel Logik samme Løn for samme Arbejde. At veje den Enes eller den Andens Livsfornødenheder, er Nonsens, eftersom dette vilde fordre en Mangfoldighed af Grader for Lønningerne, der vilde gøre Tanken praktisk uudførlig. Det samme vilde være Tilfældet om man vilde spørge, hvorvidt Indehaveren af en Tjeneste var gift eller burde være gift. Lønnen bør være ens, Normen derfor maa Arbejdet være. Vil Staten ved et Tilskud støtte Dannelsen af Familje, bliver det en Sag for sig, som ikke under noget Paaskud maa sammenblandes med Lønnen.
Ved Siden af disse Fordringer til Samfundet bør der stilles Fordringer til Kvinderne selv, at de maa gøre sig værdige til de Forrettigheder de tilstræbe. Det er ikke ganske uden Føje at man bebrejder Nutidens Kvinder, at de sætter Rettighederne først, Pligten bagefter. Paa mange Omraader er Kvinderne endnu for uudviklede til at indtage deres rette Plads. Derfor gælder det at udføre sit Kald - det være det ringere Arbejde eller det mere fremtrædende - med Troskab. Kvinden skal være fri, men Friheden maa begrænses af sædelig Alvor. Kundskaben bør ikke være Maal, men Middel. Ligesom det for Manden vil være nyttigt om han ved Siden af sine boglige Studier har lagt sig efter en eller anden Virksomhed, saaledes vilde det blive til ubodelig Skade for Kvinden, om hun vilde undlade at lægge sig efter saadanne huslige Arbejder og kvindelige Beskæftigelser, der bidrager til Hjemmets Hygge, hvad enten hendes Livsopgave bliver den gifte eller den ugifte Kvindes.
Derpaa kastede Taleren et Blik paa de sidste tyve Aar, i hvilken Tid den finske Kvinde har lært bedre at forstaa hvad hun selv er værd, og har vundet Indgang paa mange Omraader. Allerede 1864 ansattes den første kvindelige Postmester, og 1874 betroede man Kassen ved en større Bank til en Kvinde. Som Skoleforstanderinder og Lærerinder har Kvinder virket med Held i en lang Aarrække. Flere Kvinder har faaet Adgang til Universitetet og efter at have endt deres Studier faaet Pladser, der ikke før har været tilgængelige for Kvinder. Siden 1866 har en Lektorplads ved et Seminarium været beklædt af en Kvinde. Fra Efteraaret af har en anden Kvinde været vikarierende Lektor ved et Lyceum for Drenge, og fra sidste Sommer af har en kvindelig Kand. med. været ansat som Underlæge ved en af Landets Kuranstalter. Blandt Medarbejderne i Dagspressen og i literære Tidsskrifter finder man flere og flere kvindelige Penne, og vort Lands Forfatterinder har just nu søgt at løse forskellige Samfundsopgaver ved deres Skrifter. Maaske er en Tendens til at betræde den lærde Bane fremherskende, men ved Siden deraf har i den sidste Tid ogsaa andre Virkefelter været efterstræbte. Saaledes findes der allerede kvindelige Farmaceuter, Typografer, Sygeplejersker, Fattiggaardsforstandere, Gartnere m. fl.
Endnu kan man ikke bedømme, hvor Grænsen ligger for Kvindens Evner; der vil altid findes Pladser, som fyldes bedre af Mænd, ligesom der ogsaa findes dem, der fyldes bedre af Kvinder, men der behøves ingen ydre Skranker for at ordne dette Forhold, den naturlige Arbejdsfordeling, Konkurrencen og den herskende Tidsaand vil gøre det.
Med Blikket opad og fremad maa vi se Tiden an. Kommende Generationer er det forbeholdt at høste, hvad Nutiden saar. Lad os alle, i Fællesskab saavelsom hver for sig, arbejde med Troskab paa Slægtens Udvikling og Fremskridt!
Det godt holdte Foredrag lønnedes med livligt Bifald, og Stemningen var hele Aftenen fortræffelig. Trangen til en Forening, sammensat af Mænd og Kvinder, der alle vil optage Arbejdet for Kvindens Frigørelse, havde længe været følt, og derfor glædede enhver af de tilstedeværende sig over, at Foreningen nu er en Kendsgerning, og at Arbejdet kan begynde.
