Overflødige Mennesker
er Titelen paa en Prædiken af Kristoffer Janson (optaget i hans Blad "Saamanden"). Vi anfører nedenfor et Uddrag af den:
"Det var disse, som hverken er gode eller onde, kan man sige, men som lever sit Liv bare paa Tomhed, og som dør uden Spor, synes det; det var disse, jeg vilde ofre en Stunds Opmærksomhed. De synes jo at være overflødige, ja man kan sige, de lægger an paa at være overflødige.
Jeg har haft Lejlighed til at se en ung, gift Kone, som hver Gang, jeg gaar forbi, sidder i Vinduet med noget Broderi eller spiller paa sit Piano. En Kanarifugl hænger i et Bur i Vinduet. Hendes Mand er Handelsrejsende og derfor, som oftest fraværende, og der sidder da hun som paa Stas og pusler med noget Smaaarbejde. Hun er barnløs og indlogeret i et Boardinghus *), saa en Husmoders almindelige Pligter optager hende ikke. Det synes, som hun maa studere paa at slaa Tiden ihjel. Det synes ikke, som om hun har nogen aandelige Interesser. Den Gang det store Kvindemøde var i Universalistkirken, aabent for alle, gad hun ikke gaa derhen, skjønt hun boede blot i et Par Skridts Afstand og kunde faaet Følge hver Aften af de andre Medlogerende. Men hun bare smilte, naar de andre gik, og blev siddende hjemme. Hvad Nytte er saadanne Mennesker til? kan man spørge. Hvis hendes Mand elsker hende, da er hun altsaa blot hans Legetøj, omtrent som en Diamantknap i hans Skjorte, men hvad er hun for Samfundet, hvori hun lever? Hvad er de for Samfundet, de Hundreder, der er som hun? Der ligger fattige udenfor deres Dør, kan vi sige, som fryser og sulter, Syge, som længes efter Pleje, forsømte Børn, som skulde opdrages tvilende eller mismodige, som længes efter et godt Ord, Laster, der venter paa at blive nedtordnede af Mænds og Kvinders Protest og forenede Arbejde. - Og vilde ikke en saadan føle sig selv meget lykkeligere og sit Liv meget rigere, naar hun fik Interesser for sine Medmennesker, lærte deres Kaar at kende, og følte Velsignelsen af deres Tak og Tilfredsheden ved at føle sig som et Led af den store Menneskehedens Kæde? Dette Liv i Tomhed, som føder sig selv paa Romanlæsning, rammer jo især de rigere Familier, og mellem dem især Kvinderne.
De fattige har Gudskelov ikke Raad og Tid til saadant Liv. Der optager Slidet for Brød baade Mandens og Konens Liv i den Grad, at Livet ofte bliver trættende og glædeløst, fordi de ingen Tid har tilovers til Hvile eller Fornøjelser, ogsaa ofte er for udslidte og trætte til med Glæde at kunne tage Del i disse. Men de Familier, som har Raad til at indrette sig hyggeligere, som kan omgive sig med al den Komfort, vort Aarhundrede byder, og som kan leje Hjælp til at gøre det tungeste Arbejde, med dem er det en anden Sag. De har Tid nok tilovers, hvis de bare vilde bruge den. Men hvor mangfoldige af dem er det ikke, der bare tænker paa at drive i Butiker for at skaffe sig nye Silke- og Fløjelskjoler, bare paa at køre ud paa Visiter i staselige Vogne og prate og kæle med sine Skødehunde. Amerika er jo de største Modsætningers Land, Overdrivelsens Land. Enten er det paa Hæng eller Spræng. Og derfor ser vi paa den ene Side intet Land, hvor der arbejdes saa meget og med saadan Opofrelse af dannede og rige Kvinder, saaledes som her, men heller intet, hvor der drives en saa interesseløs Lediggang, som her. Og da de sidste er saa overvældende i Tal mod de første, er de første nødte til at tage, foruden sin egen, ogsaa de andres Part af Arbejdet, og derfor finder Du saa mange nervøse, overanstrengte, rige Damer her i Amerika, som arbejder med Amerikanernes sædvanlige Energi, men er nødte at overarbejde sig, paa Grund af deres Søstres Ligegyldighed og Dovenskab. Disse Hundreder og Tusinder, der lever bare for sit eget lavere selv i interesseløs Tomhed, de har mange Mord paa sin Samvittighed, de har hobet Arbejdets Byrde, der var bestemt for de mange, over paa de faa, og derved nedbrudt deres Helse og ladet dem bogstavelig slide sig ud. Dette har det kostet og intet mindre at sidde som et "overflødigt" Menneske. En stor Skyld i dette har Opdragelsen. Kvinderne har jo været betragtede hidtil som underordnede Manden, som Væsener, der ikke skulde have noget at sige udenfor Køkkenet og Barnekammeret, og derfor har man ikke kostet større paa deres Opdragelse, og derved har de heller ikke faaet Interesser. Denne Betragtningsmaade af Kvinden har skabt en hel Del overflødige Mennesker og vil skabe dem, saalænge den existerer. I den sidste Tid har man faaet Øjnene op for dette og søger nu paa alle Maader at faa Kvinden helt med i Samfundets Arbejde, ikke alene i Hjemmets, men ogsaa i Samfundets. Man vil give dem samme Undervisning som Mændene og aabne de samme Erhvervskilder for dem, som for disse, holde, med andre Ord, aaben Konkurrance; man vil endog give dem Stemmeret. Før dette simple Retfærdighedskrav er opfyldt, kan man ikke vente andet, end at skabe en Mængde overflødige Kvinder. I alle de Lande, hvor Kvinden udelukkende betragtes som en Ting for Mandens Fornøjelse, hvor hun, med andre Ord, er dømt til et Haremsliv og ikke faar bestille andet end at pynte sig og lege med Skødehunde, - der synker hun ned til at blive mer og mer idiotisk, til at gaa i Barndommen i sin bedste Alder. Dette kan man se slaaende Eksempler paa i Østerlandene. Hvor mange udmærkede Kræfter, der kunde bragt Velsignelse for Verden, dersom ret benyttet, bliver ikke spildte paa denne Maade. Vi klager over, at der er saa meget at gjøre, saa mange Hul at stoppe, saa megen Nød at lindre, og dog kan Menneskesamfundene være saa flotte med deres Kræfter, som dette viser. I maa ikke opfatte denne min Tale, som om "overflødige" Mennesker bare skulde findes mellem Kvinderne; men jeg tror, de findes hyppigere der, paa Grund af den Stilling, som Kvinden indtager i Samfundet." -
*) Kosthus; Pensionat.
