Literatur.

Selma Lagerlöf: Grøsta Berlings Saga.

Gøsta Berlings Saga er en mærkelig Bog -

Mærkelig, fordi Forfatterinden i den Grad har lagt sin Personlighed ind i den; saa at der ligefrem banker et Hjærte mellem Bladene.

Vi lærer hende at kende ligesaa fuldt som de mange Mennesker, hun fortæller om, for hun er hele Tiden lyslevende med, træder frem som den, der taler i sit eget Navn og ikke nøjes med at bruge Personerne i Bogen som Talerør for sine Følelser, Stemninger og Anskuelser.

Hendes Stil er derfor ogsaa saa greben og betaget som det Menneskes Tale, der dybt bevæget og inde under det første Indtryks Magt staar og fortæller noget, og, det bidrager væsentlig til, at der falder et eventyragtigt, ja, næsten overnaturligt Skær over en Række af Begivenheder, der først i dette Aarhundrede har tildraget sig omkring den, lange, smalle Löfvensjö i Vermland.

Vi bliver rykket ud af det hverdagsagtige, og alligevel, er Bogen saa godt undermuret med Realisme, saa at den, hviler fast paa Jorden og saa at Menneskene i den er helt virkelige.

Som en lille, ret betegnende Morsomhed kan nævnes, at der i den svenske Udgave er et lille Kort over Egnen, for at Læserne rigtig maa kunne orientere sig og ikke gaa fejl mellem de forskellige Steder.

Oprindelighed og Umiddelbarhed præger hver Enkelthed og afspejler sig med allerstørst Kraft og Klarhed i Fortællemaaden.

Grunden hertil er, at Selma Lagerlöf i sin Barndom er blevet fyldt med gamle Historier og at de helt har bemægtiget sig hendes Fantasi.

Hun siger selv:

"Stod saa et Barn. der havde lyttet til Eventyrfortællersken, til Daglejerne, til de gamle Herrer, ved Vinduet om Vinteraftenerne, da var det ikke Skyer, det saa i Horizonten, men Skyerne var Kavalerer, der jog over Synskredsen i ledeløse Kareoler, Stjernerne var Vokslys, der tændtes i den gamle Grevegaard paa Borgs Odde, og Spinderokken, som snurrede i Stuen ved Siden af, traadtes af gamle Ulrika Dillner!

Thi Barnets Hoved var fuldt af de gamle Tiders Mennesker, for dem sværmede det!" Sværmeriet tabte sig ikke med Aarene, men de gamle Historier fik en langt dybere Betydning:

"I Børn af sene Tider", siger hun videre, "jeg forlanger jo ikke, at nogen skal tro paa disse gamle Historier. De kan jo ikke være andet end Løgn og Opspind.

Men Angeren, der vugger frem og tilbage over Hjærtet, til det jamrer sig som Gulvbrædderne i Sintrams Sal, under Gængerne (paa Gyngestolen), og Tvivlen, der ringer for Ørerne som Bjælderne ringede for Anna Stjärnhök i den ensomme Skov, naar bliver de til Løgn og Opspind?

"O, at de kunde blive det!"

Og alt dette - Drøm og Virkelighed -, som var blevet Sjæl af hendes Sjæl, brød paa og fordrede, at hun skulde iføre det Ordets Legeme, og da hun adlød, sprang det frem med det Liv og den Varme, der altid følger hvor det virkelig kan gælde: "Jeg gav, fordi jeg maatte. Jeg gav af mit dyreste Eje!"

Gösta Berlings Saga er en rig Personligheds rige Gave.

Men der er meget mere end det at sige om den.

Der er andre, som ogsaa er Personligheder, der har staaet og lyttet til gamle Sagn, og som har modtaget Indtryk, der aldrig glemmes, men de mangler den Evne, som gjør det berettiget at føre dem i Pennen, Digterevnen nemlig, og den har Selma Lagerlöf.

Naar hun kalder Helten i Bogen "Gösta Berling-Poeten", saa har jeg lige saa godt Lov til at kalde hende "Selma Lagerlöf-Poeten", for hun er en Digter og hendes Bog er overvejende Poesi i ubunden Stil.

Derfor kører Kavalererne ikke hverken i den tørre Beretnings Orden eller i den vilde Fantasis Uorden over Synskredsen i ledeløse Karioler, derfor skinner Lysene fra Borg endnu, og vi hører ogsaa Ulrika Dillners Rok snurre.

De mange Eventyr om de mange Mennesker er ikke blevet til tilfældige, usammenhængende gamle Historier fra Löfsjö Herred, men hun har formet dem slig sølvklare Perler, der drages paa en Snore og Snoren er: Sagaen om "Gösta Berling!"

Hvem er Gösta Berling?

En Mand, der er slaaet ud af Kursen saa grundigt, at han kun drømmer om "at sove ind ved de evige Skoves Susen" for aldrig at vaagne mere.

En Mand, som en midaldrende Kvinde vinder tilbage for Livet, og som hun giver et Asyl i sit Hus.

Hvad er Gösta Berling? - Digteren, Poeten, skønt hans Digterværker snart er talte.

Derfor danser den gamle, tykke Provstinde, naar Gösta sætter sig til Klaveret, og derfor bliver der Glæde overalt, hvor han viser sig.

"Solskinnet ligner Gösta Berling - det glæder alle Mennesker, derfor tier alle med det Onde, det har gjort!"

For se, Gösta Berling-Poeten, han er øjeblikkets Mand, Stemningens Mand, og Øjeblikket og Stemningen er hans Lov, og derfor gaar hans Leg hen over Hjærter og Skæbner, saa let som Dansen gennem Lunden.

"Ak, Gösta Berling! stærkest og svagest blandt Mennesker!"

En afsat Præst, en Svirebroder, en Kavaler, og dog beder Menneskene dig med fuld Fortrøstning om Hjælp, naar Nøden er størst, fordi "Du er en Helt og kan opofre Dig!"

Paa Gösta Berling passer, hvad S. Kierkegaard har skrevet om Æsthetiken, - for han er jo selve Æsthetiken: "Æsthetiken er den troløseste af alle Videnskaber. Enhver, der har elsket den, bliver i en vis Forstand ulykkelig, men den, der aldrig har elsket den, er og bliver et pecus (et Fæ)!"

Poesiens, Æsthetikens, Saga, det er Gosta Berlings.

Og hvem er Kavalererne og Majorinderne o. s. v., o. s. v.

Ja, maa jeg bede Dem om at skaffe Dem Bogen og om at læse den, for det er rigtignok slet ikke min Mening at genfortælle den.

Jeg har allerede sagt meget til Gunst for den. Det er ikke lidt, at et levende Hjærte slaar i den og at en Digter har skrevet den, men jeg kan tilføje: Selma Lagerlöf har god Forstand paa Sjælekyndighed.

Hun kender godt, hvad der bor i Mennesket, og hun forstaar at lodde det skjulte Dyb med et sikkert Øje for, hvad der er stort og hvad der er smaat i Aandens Verden. Derfor er hendes Bog med Rette blevet kaldet: "De stærke Følelsers Lovsang!"

Hadet, Kærligheden, Hengivelsen, med ét Ord - Lidenskaben -, det er de stærke Følelser, og Bogen er deres Lovsang.

Og alligevel er Livsanskuelsen i den dybt religiøs og i Bund og Grund sædelig.

Selma Lagerlöf er ikke noget naivt Pigebarn, som har indoptaget en svunden Tids sørgløse og legende Syn paa Livet, Tværtimod, hun er fuldstændig Nutidsmennesket, der gennem Selvoplivelse og Selvovervejelse har købt sin Forstaaelse af andres Sjæleliv. Endogsaa Tvivlen og Reflekteresygen synes hun at kende paa første Haand.

Men hun hader Tvivlen og Reflekteresygen, og hun ser Menneskelivets Fjender i dem. Hun véd, at de røver stort og smaat fra os: "Marianne bar Selviagttagelsens Aand i sig. Hun følte, at hans Isøjne og Haansmil fulgte hvert Skridt, hvert Ord. Hendes Liv var blevet til et Skuespil, hvor han var den eneste Tilskuer."

Hun var ikke Menneske mere, hun led ikke, glædedes ikke, elskede ikke; hun udførte den smukke Marianne Sinclairs Rolle, og Selviagttagelsen sad med stirrende Isøjne og flittige, optrevlende Fingre, og saa hende træde op.

Og naar den onde Sintram vil vække Anna Stjärnhöks Tvivl om, at Ulvene, som forfulgte hende og Gösta, ikke var Guds Sendebud, men langt snarere sendte af den Onde selv, da værger hun for sig ved at sige: "Brugspatronen skal ikke lokke mig til at tvivle paa den Ting, thi da er jeg fortabt!"

Ja, Tvivlen er Fortabelse, og Reflekteresygen suger Blodet ud og forvandler Livet til en Skintilværelse.

Lad os derfor synge de stærke Følelsers Lovsang!

Menneskenes Sjæle og Skæbner er i Guds Haand, og denne Gud er en vældig Gud, som ikke lader sig spotte!

Han er hverken den godmodige, svage Fader, der ikke tør tage haardt paa sine Børn, eller den Snævre Tyran, der ligger bunden af sine egne Egenskaber, saa at hans Godhed ikke kan komme til for hans Retfærdighed, men han er den Gudernes Gud, om hvem vi synger:

"Sin Vogn gør han af Skyer blaa,

I Aag han Storme spænder.

Den ganske Jord med Klipper graa

Som Voks er i hans Hænder." -

og til hvem vi nærmer os i Ærefrygt og sukker: "Herre, evig er din Kærlighed! Opgiv ikke dine Hænders Gærning!"

Vældig, stor, levende, personlig gribende ind, saaledes synes Bogens Gud mig at være. Han sender sine vise Bud og ve det Menneske, der ikke lyder, thi Mennesket er som en Kasteboldt i hans Hænder.

Gud er stor og Mennesket er saa saare ringe: Gösta Berling er Poeten, Helten, Solskinnet, ja - og saa tillige Svirebroderen, den afsatte Præst og den letsindige Kavaler.

Majorinden - den mægtigste Kvinde i Vermland, Arbejdsgiversken, de Trængendes Moder, er tillige en utro Hustru og en Datter, som har slaaet sin Moder.

Saadan er det, Mand og Kvinde er Dobbeltnaturer, og derfor kan Hjærtet vaande sig i Medlidenhed overfor det stakkels, faldne Menneske.

Der ud af vælder den indbyrdes dybe Forstaaelse og den indbyrdes Hjælp, fordi vi alle føler os liggende syge "udi ett Spital!"

Bogen hæver sig ingen Steder højere, end hvor den dybe Trang til at søge, det, der var tabt og til Genrejsning bryder igennem; der bliver den en Lovsang over Kærligheden, "som fordrager alt, tror alt, haaber alt, taaler alt, og som aldrig affældes!"

"Han dog af fröjd!" Han døde af Fryd! Broby-Præsten, den gærrige, forhadte Broby-Præst døde af Fryd, da han - ved at se sin Bøn om Regn blive opfyldt - sank ned for Alteret, overvældet i Følelsen af sine Synders naadige Forladelse.

Og Majorinden paa Ekeby redder Gösta fra at sove den evige Søvn under de evige Skoves Susen, ved at gøre ham til sin Lige, idet hun fortæller ham om al sin egen Synd og Brøde!

Gösta Berling puster Flamme i den lille Glød, som der er i ethvert Menneskehjærte, saa at

Broby-Præsten faar Mod til at kaste sig paa Knæ og til at opløfte sit Klageraab om Regn over Löfsjö Herred og om Naade for sin Sjæl.

De stakkels Menneskebørn faar Lov til Haand i Haand at danne en Kæde og til ved indbyrdes Hjælp at redde det, som syntes tabt.

Og denne Efterfølgelse af ham, der fornedrede sig til de smaa, - Barmhjærtigheden, det er det dybeste Strøg af Buen, og det er den Tone, der vil ligge og dirre i Luften, længe efter at Bogen er lukket.

Her vilde jeg helst slutte. Det er saa fornøjeligt ubetinget at udtale sin Glæde over, hvad der har gjort en glad, men jeg kan ikke nægte, at jeg, ved at læse de sidste Afsnit blev en lille Smule mat tilmode.

Jeg synes, Forfatterinden tager altfor direkte Forholdsregler mod Æsthetikens Aand, som hun har manet frem ved det lette, ligeglade, ørkesløse Kavalerregimente paa Ekeby. Indirekte har hun jo saa ofte vist, hvad det fører til: Til Ulykke for den enkelte og til Arbejdsløshed, Brødløshed og Lovløshed for hendes kære, fattige Vermlændinge.

Hun har jo vidnet ssa indtrængende, saa at vi slet ikke skal glemme det, at "Sjælen altid hungrer. Af Tant og Leg kan den ikke leve. Faar den ikke anden Næring, da sønderslider den først andre og tilsidst sig selv!"

Hun har jo hele Tiden taget Sagen saa alvorlig, saa at vi slet ikke tvivler om, at "Æsthetiken er den troløseste af alle Videnskaber", selv om hun tillige har taget det saa poetisk, saa at vi maa tilføje: "men den, der aldrig har elsket den, han er og bliver et Fæ!"

Men naar der nu ingen Fare er paa Færde og ingen Misforstaaelse kan finde Sted, saa forekommer det mig, at der bruges for svært Skyts mod Slutningen, og havde det dog ikke været bedre ikke at blande Nutidsproblemer ind?

Jeg kan nemlig ikke se andet end at det er Fredssagen, der debatteres i, den - for Resten smukke Fortælling om den gamle Soldat - og at Gösta Berling ender med at realisere de Tolstojske Idealer.

Naar Forfatterinden har vænnet os til Aand og til et levende Vidnesbyrd Bogen igennem, da er det lidt kedeligt at lade sig nøje med Principer og Moralisering.

Bogen foreligger nu i dansk Oversættelse af cand. mag. Ida Falbe Hansen, og hvem der ikke har læst den i det skønne, musikalske, svenske Sprog, der er som sambaaret med det skønne, poetiske, svenske Indhold, vil vist slet ikke tænke over, at det er en Oversættelse: Bogens Sjæl rører sig helt frit og naturligt i sit gode, danske Skrud.

Gösta Berlings Saga er en prægtig Bog, enten den læses paa svensk eller dansk, og den burde finde mange Læsere.