Om Hustruens Underdanighedspligt.

Paa "Dansk Kvindesamfund"s Forlag er udkommet adskillige Smaaskrifter, der alle - fyldigere og mere udførligt end "Kvinden og Samfundet"s indskrænkede Plads tillader det - behandler Emner, der vedrører Kvindesagen. Paa disse fortrinlige Smaaskrifter kan vi ikke indtrængende nok henlede Opmærksomheden. De egner sig ypperligt til at afgive et godt og sundt Grundlag for Forhandlinger, dels mundtlige i mindre Kredsmøder og dels skriftlige i "Kvinden og Samfundet". Skrifterne kan faas i enhver Boglade eller paa Samfundets Kontor, Studiestræde Nr. 1, København K. Det sjette i Rækken er et lille Skrift med ovenstaaende Titel af Kommunelærerinde Fru Birgitte Berg Nielsen, og med Motto: "Gør din Pligt og kræv din Ret".

Det er skrevet i et jævnt og flydende Sprog og er frit for al unødvendig og trættende Brede, let læselig af enhver. Det har ikke sin Styrke hverken i søgte Udtryk eller Vendinger, men derimod i den æggende Tankeklarhed, hvormed de faktiske Forhold er fremstillede, og ved den dybe Retsfølelse, man mærker, Forfatterinden er opfyldt af. Vi kan ikke andet end give det denne vor bedste Anbefaling: køb det - læs det - tænk over det - og forhandl saa med andre derom. Det har allerede paa første Side denne Sammenstilling: Ugift *) Kvindes Barn tilhører alene Moderen; men gift Kvindes Barn tilhører alene Faderen, der kan bestemme om og med Barnet, hvad han vil; uden at han behøver at tage sin Hustru med paa Raad. Kun med Hensyn til Barnets religiøse Opdragelse har Moderen Ret til at tage Bestemmelse. Men denne Bestemmelsesrets Omfang er saa liden, at den saa godt som er betydningsløs. Alle Kvinder ved maaske dette og dog: første Gang en fribaaren Kvinde tænker over og bliver klar over, at saaledes er virkelig Loven i Danmark, saa vil hun føle og sige, at hun i Grunden aldrig har vidst det før. Vokset op under og vant til sin retsløse Stilling gennem Aarhundreder, har hun aldrig tænkt over alle de enkelte og forfærdelige Forhold, hvori den kan føre hende.

Forfatterinden skriver: "Af Loven berøver os al Ret og Raadighed over vore Børn, er den største Uret, den gør os; den næststørste Uret er, at den gør os umyndige i Pengesager." **) Efter Loven er jo Hustruen Medejer af den fælles Formue, baade hvad de hver for sig har medbragt til Fællesboet som og alt det, hvormed det ved Arbejdet forøges. Hustruen er lovlig Medejer. At dette er Lovens Mening vises tydeligt i Tilfælde af Skilsmisse eller ved Dødsfald. Men den samme Lov, der hævder hendes Medejendomsret, nægter hende Raadighed over den mindste Trevl af det, hun ejer, saalænge Manden lever; thi saalænge kan han raade over hele Fællesboet og øde det til sidste Øre, hvad vist ikke saa sjældent har fundet Sted, uden at Loven yder Hustruen det mindste Gran af Værn. Om det er hendes Fædrenegaard, han ved Giftermaal er kommet i Besiddelse af, kan han øde den, og der er ingen borgerlig Lov, der hindrer ham fra at sælge Rub og Stub og sætte hende med alle Børnene halvnøgne ud paa Gaden fra det Hjem, hun bragte med, da de begyndte det ægteskabelige Samliv.

Saadan er for Tiden dansk Lov

Hvor billigt er dog ikke Kravet: "Vi forlanger Ejendomsret og Medraadighed over vore Børn." Forfatterinden tager derpaa de gængse Indvendinger mod disse Krav frem. Disse Indvendinger er gaaet saalænge, saa man har troet paa dem som paa Evangeliet. Hun anholder dem, undersøger og prøver dem for Læserens Øjne. "Men bevares!" siger Læseren og læser maaske om igen, "der er jo ikke Spor af Mening i dem, de er jo aldeles uholdbare." - "Det er jo dog Manden, der forsørger Konen." Saaledes lyder en af de gode gamle Indvendinger. "Det er en almindelig udbredt Vildfarelse," svarer Forfatterinden, og hun beviser saa, hvorledes det i Virkeligheden forholder sig med dette Forsørgelsesdogme, som hun vistnok ikke uden et lille satirisk Smil kalder det. Hendes Redegørelse bør en Anmeldelse imidlertid ikke sønderlemme. Den bør læses i sin Helhed. Lige saa ynkelig tager de andre Indvendinger sig ud: "naar der er Kærlighed, saa behøves ingen Medraadighed, saa giver hun sig saa trygt ind under Mandens Vinger; det vilde jo være den sorteste Grad af Mistillid anderledes." Men - det er naturligvis hverken Mangel paa Kærlighed eller Tillid, naar Manden ikke tør give sin Hustru lovlig Raadighed over Traad eller Trevl i Fællesboet?

Nu kommer snart det bedste i Skriftet. Forfatterinden ikke bare klager nemlig - det er der flere, der kan - men hun peger energisk paa en Udvej ud af Uføret, en Udvej, som er der og bare skal banes en Smule for at alle kan finde den og finde den saa naturlig, at man bare undres over, at ikke alle forlængst har fundet den og gaaet ad den. Det er ikke Appel til Lovgivningsmagten, ikke Raab om ny Love, men en alvorlig Opfordring til alle ugifte Kvinder om at bruge den Lov, som er. Alle Kvinder bør, før de gifter dem, forlange oprettet lovgyldig Ægtepagt. Gør de bare det, ikke en hist og her, men mange og stadig flere og flere, saa kommer den Lovordning, som man nu kalder paa, af sig selv, for Lovene maa følge Skridt med Livet. Og vi siger: tør Kvinderne ikke bruge hvad de har, hvor tør de saa vente, at nogen vil give dem mere, og slutter saa for Resten, som vi begyndte: køb det lille Skrift - læs det - tænk over det og samtal saa med andre om det.

*) Nogle af Udhævelserne af Anmelderen.

**) Udhævet i Skriftet.