Henry George og Nutidens sociale Spørgsmaal.

I Nutidens Kamp for Løsningen af det sociale Spørgsmaals Knude indtager Henry George en ejendommelig Særstilling.

Det er meget betegnende, at af hans to sidste Værker er det ene et Modskrift mod Pave Leo - fremkaldt ved dennes Hyrdebrev om det sociale Spørgsmaal - det andet rettet mod Herbert Spencer i Anledning af, at denne Udviklings-Filosofiens første Mand paa sine gamle Dage har afsvoret sin Ungdoms Daarskab: Menneskenes lige Ret til Jorden - og nu vasker sine Hænder sammen med andre pæne Mænd og Bedsteborgere.

Mellem Katolicismens Ufrihed og den kolde "Kraft og gammeldags Stof" Filosofis moderne Menneskelighed staar, synes jeg, Henry George som den ægte Protestantismes, den menneskelige Fritænknings bedste Talsmand i Nutidens Samfundskamp.

Den Dristighed, hvormed han saadan giver sig i Kast med Stormagterne i Tiden, og den Forstaaelse, han samtidig viser af selv sine skarpeste Modstanderes Tankegang, viser hans djærve frisindede Syn. Skønt Protestant ser han dog med Beundring paa den gamle Paves alvorlige Forsøg paa at give et vægtigt Indlæg i Samfundssagen og kan vel netop derfor se, hvor og hvorfor det brister for den gamle Leo; skønt den ivrigste af alle Frihandelsmænd har vist ingen Tilhænger af Beskyttelsestheorierne saa godt forstaaet sine egne skæve Tanker som Henry George.

Denne Mands Syn turde derfor sikkert nok være, værd et nøjere Kendskab; det kunde hænde, det var det bedste, det unge amerikanske Folk har skænket den gamle Menneskehed. De følgende Linier skulde tjene som en saadan Henvisning; H. Georges Hovedværker er let tilgængelige for alle, der ønsker bedre Lys over de forviklede Samfundsforhold.

"Det sociale Spørgsmaal er et umaadelig indviklet Spørgsmaal", hører man ofte Folk sige; "vi kan nok se, det er galt fat, men det hele er saa forviklet, at vi maa skyde det fra os - lad de lærde Socialøkonomer og drevne Politikere om det, og lad os nøjes med at lappe, hvor vi kan, gøre godt i Stilhed og forøvrigt glæde os, hvis vi ikke ligger under Hjulet".

Og det er ikke alene de læge, der har dette Syn. Mange er saa forvirrede af den sociale Nøds Uendelighed og talløse Forgreninger, at de lægger Hænderne i Skødet med et trøstesløst: "de fattige har i altid iblandt eder", eller det ligesaa trøstesløse: "Kampen for Eksistensen er ubønhørlig"; og selv de, som med mest Energi har kæmpet imod den bestaaende Uret, de rene Socialister, har troet, det var nødvendigt at konstruere et uhyre, overciviliseret Statsmaskineri til at standse det Mølleværk, hvorunder nu saa mange knuses.

I Modsætning hertil sætter Henry George sit: det sociale Spørgsmaal er i Grunden simpelt. Ikke saaledes at forstaa, at det kan løses i en Haandevending ved smaa Lapperireformer; men Fattigdomsondet og dets talrige Børn har en tydelig Hovedaarsag, der kan skaffes af Vejen. Hovedaarsagen til Nøden midt i den voksende Rigdom er Uretten; naar "Arbejder" og "Fattigmand" er omtrent ensgyldige Ord, da er det, fordi vi aldrig for Alvor har forsøgt, at virkeliggøre, hvad vi alle forlængst har godkendt paa Papiret: at Arbejdets Frugt ene tilhører dem, som har frembragt den, fordi den virkelige Ejendomsret ikke respekteres i ringeste Maade. "Men, Gud bevares!" vil mange vel udbryde, vi har jo ingen Røvere, og de sølle Tyve straffer vi da haardt nok; Tyveri er jo omtrent det værste, vor Strafferet kender". Og dog er det netop Ejendomsretten, vor nuværende Samfundsorden lader haant om. Lad os se lidt nærmere derpaa: I gamle Dage røvede de store fra de smaa eller gjorde dem til Slaver og fratog dem paa den Vis deres Arbejdes Frugt, men nu? Her lever en stor Godsejer, der ejer flere Tusende Tønder Land. Er han rig? Ja naturligvis - Bestiller han da noget? Nej, ikke noget videre. Men hvorfor i al Verden er han da rig? Jo, det véd vi jo alle: fordi han har Ret og Magt til at kræve Afgift af alle, der vil leve paa og bruge "hans Jord", og - hvad der er endnu besynderligere - : alle Beboerne paa hans Gods lever i den bagvendte Tro, at det er den rimeligste Sag af Verden, at de skal føde og fede ham ved deres Slid fremfor sig selv og Kone og Børn. Eller, kort og godt, Tiden Eksempler, Samfundsordenen er nu saaledes, at enhver, der vil arbejde, maa faa Retten til at bruge Jorden - hvorfra al Rigdom frembringes - give Fjerdeparten eller Halvparten af, hvad han frembringer, til en anden, som kan tilegne sig det uden at røre en Finger. Dette er Grundaarsagen til Uligheden, dette, at nogle i Egenskab af Jordens Ejere kan tilegne sig Arbejdsudbyttet. Og dette er tillige Grunduretten, thi hvem kan i Virkeligheden nægte, at alle Mennesker har lige Ret til at arbejde og bruge sine Kræfter og nyde Frugten deraf.

Ikke saaledes at forstaa, at der ikke er andre Maader, hvorpaa de mægtige udbytter de undertrykte, men dette er Hovedaarsagen. Og førend dette Misforhold ændres, er absolut ingen varig forbedring mulig. Vi kan se dette overalt. Selv om Arbejdet ved Samfundets Udvikling og Fremskridt, ved Maskine o. s. v. bliver dobbelt frugtbringende - som vi har set det i vort Aarhundrede - vil dette ikke komme Arbejderne til Gode: det vil kun forøge Jordens Pris eller med andre Ord Jordejernes Evne til at "dele" med Arbejderne. Og med den stigende Jordpris vanskeliggøres Adgangen til selvstændige Erhverv: Arbejderen bliver stedse mere afhængig af "Arbejdsgiverne" og maa arbejde for en Løn, der udgør stedse ringere Del af, hvad de frembringer. Man kan med Sikkerhed sige, at selv om der regnede Frugtbarhed ned fra Himlen, selv om Jorden ved mindre Arbejde gav dobbelt Udbytte, selv om Militarismens pengesugende Aag blev brudt, vilde det under de nuværende Forhold kun bevirke end yderligere Spaltning mellem rig og fattig, en større Afhængighed for Arbejderne.

Denne Hævdelse af alles lige Ret til Fædrelandets Jord er det centrale i H. Georges Tankegang. Og findes der mon nogen, der med god Samvittighed tør nægte den?

Men hvorledes skal dette da føres ud i Livet uden at bryde ned mer end nødvendigt af Samfundsbygningen? Den Familie- og slægtsvise Udstykning af Jorden, som f. Eks. i den jødiske Oldtid dannede et sikkert Værn mod Rigmandsvælde og Proletariet, passer aabenbart ikke med Nutidens udviklede Samfundsforhold. Men én Vej ligger lige for: Vi har ikke allesammen ligefrem brug for Jord, og Jorden er af højst forskellig Værdi; men den lige Ret kan hævdes, naar enhver Jordbruger svarer til Samfundets fælles Kasse, hvad hans Jord er værd, naar "Jordrenten" - som man kalder den - i Steden for, som nu, at komme den enkelte Jordejer til Gode tilfalder Samfundet som Helhed, herved kan Lighed sikres; thi Ligheden kræver ikke, at alle har lige store Indtægter men lige gode Chancer, og det finder kun Sted, naar den, der sidder inde med den værdifuldeste Del af Fædrelandets Jord, *) ogsaa - gennem Jordrenteafgiften - svarer til Samfundet, hvad denne Forret er værd. Og derigennem kan dog Friheden bevares, ja netop komme til sin Ret, saa den enkelte kan bruge sin Jord og sine Kræfter, som han vil, og nyde den fulde Frugt af sit Arbejde; thi hvorledes Jorden bruges og hvor meget den enkeltes Arbejde indbringer, vedkommer ikke Samfundet: vi har ikke Skygge af Ret til at tage fra en og give til en anden, hvis det, den enkelte ejer, virkelig skyldes hans eget Arbejde. Mange er af den Mening, at det er nødvendigt at tage fra de rige og give til de fattige. Det er ikke saa; det gælder kun om at sørge for, at enhver virkelig faar Lov til al beholde sit. Naar Jordrenten gaar i den fælles Kasse, kan alle de nuværende Skattet falde bort og dermed et andet Aag tages fra den arbejdende Menneskeheds Skuldre. Nu er Forholdet dette: Med udviklingen stiger Jordpriserne og dermed de ikkearbejdendes Del af Rigdommen, og samtidig stiger Samfundets Fællesudgifter og dermed Skattepaalæget, saa Arbejderne er under dobbelt ild. Gaar derimod Jordværdien i den fælles Kasse, kan de voksende Samfundskrav dækkes af Jordværdien. Og den Udvikling, som nu øger Uligheden, vil saaledes ved denne Reform netop udbrede Ligheden, idet den stedse voksende Jordværdi tilfalder alle i Fællesskab. "Skatternes Ophævelse og Penge oven i Købet" er derfor, som et engelsk Parlamentsmedlem en Gang sagde til de forskrækkede Bedsteborgere, vort Program.

Her løber et løbsk Lokomotiv baglænds ned af en stejl Skraaning. "Send en endnu større Maskine frem for at knuse og stanse det!" siger nogle. "Grib fat i Hjulene!" siger andre. "Nej, led Dampen ind fra modsat Side" siger George, "saa gaar det frem i Steden for tilbage." Nu virker Dampen forkert; den med Fremskridtet voksende jordværdi øger Uligheden, fordi den tilfalder den tilfældige Forretshaver, den private Jordejer. Lad den tilfalde hele Fædrelandets Befolkning, og den vil virke som den store Ulighedsudjævner, der gør Udviklingen ikke blot til et Fremskridt i Rigdom men i almen Velstand.

*) Ved Jord forstaas her ikke alene Agerjorden, men Byggegrunde, i Byer, Skove, Kullejer kort sagt alt, hvad der ikke er Frembragt ved menneskeligt Arbejde.