Fagskole for Syersker.
Dansk Kvindesamfund har i længere Tid haft sin Opmærksomhed henvendt paa at undersøge, hvad der kunde gøres for at tilvejebringe Forbedringer i Syerskernes Kaar. Ved de anstillede Undersøgelser har det vist sig, at ved Siden af andre Aarsager er for store Klasser af Syerskers Vedkommende en væsenlig medvirkende Grund til den uheldige Stilling at søge i den højst mangelfulde faglige Uddannelse, der paa den ene Side tvinger Syerskerne til at paatage sig Arbejde for en overordenlig ringe Løn, og paa den anden Side bevirker, at selve Arbejdets Kvalitet bliver mindre god, hvorved vor Beklædningsindustri stilles paa et uheldigt Standpunkt overfor Udlandets Konkurrence. Undersøgelserne har endvidere vist, at en Forbedring i disse Forhold kun kan finde Sted ved at Undervisning i Faget - i Lighed med hvad der sker flere Steder i Udlandet (f. Eks. Christiania, Wien og Paris) - meddeles i særlige dertil indrettede Skoler, og at Undervisningen af Hensyn til de smaa Kaar i Hjemmene, hvorfra Syerskerne udgaar, nødvendigvis maa være gratis, i Fald den skal komme mere end et ganske forsvindende Antal til Gode.
Efterat Dansk Kvindesamfund har nedsat et Udvalg med det Formaal at forberede Oprettelsen af en saadan Fagskole, og dette Udvalg har gjort sig bekendt med hvad der andet Steds er foretaget i denne Retning, har man besluttet sig til at søge Sagen ført igennem, for saa vidt der ved frivillige Bidrag kan bringes en tilstrækkelig Sum til Veje til foreløbig at sikre Skolens Eksistens. Det er Hensigten at begynde med Undervisning i de til Dameskræddersyning henhørende Fag for derefter, hvis Foretagendet viser sig levedygtigt, at udvide Undervisningen til at omfatte Herreskræddersyning, Kaabesyning o, s. v. Efter det foretagne Overslag vil Skolen, saa længe den kun omfatter de førstnævnte Fag, medføre en Bekostning af omtrent 1000 Kr. i Etableringsomkostninger og mellem 4000 og 5000 Kr. i aarlige Udgifter, saa at der for at sikre dens Eksistens i to Aar - efter hvilken Tid Sagen forhaabenlig vil kunne undvære Bidrag fra Private - vil udkræves et Beløb af omtrent 10,000 Kroner.
Ved den i Foraaret foretagne Indsamling er der indkommet et Beløb af henimod 3000 Kr.
For at tilvejebringe det manglende tillader Undertegnede os at opfordre alle, der maatte nære Interesse for Foretagendets Fremme, til at yde Bidrag enten én Gang for alle eller aarligt i to Aar.
Tilsagn om Bidrag kan indsendes til Udvalgets Kassere Fru Sophie Toussieng, Dannebrogsgade 1, 4de Sal, V, eller til hver af os Undertegnede.
København, i Oktober 1893.
Ludvig Bramsen, Direktør, Folkethingsmand, Grundtvigsvej 6.
Fru Josephine Eckardt, Kgl. Skuespillerinde, Havnegade 66.
T. Falbe-Hansen, Professor, Lampevej 26.
Frk. R. M. Davidsen, Østergade 49.
Fru Louise Engelsen, Østergade 13, Medlem af Udvalget.
Kirstine Frederiksen, Formand for Dansk Kvindesamfunds Københavnskreds, Kastanievej 4, Medlem af Udvalget.
V. Glahn, Sognepræst, Monradsvej 9.
J. M. Goldschmidt, Grosserer, Amagertorv 10.
Octavius Hansen, Højesteretssagfører, Landsthingsmand, Walkendorfsgade 16.
Fru Thyra Marstrand, Frederiksberg Allé 19 A.
Fru Betty Hennings, Kgl. Skuespillerinde, Platan vej 6.
E. Meyer, Kontorchef i Nationalbanken, Dannebrogsgade 1, Medlem af Udvalget.
Fru Anna Plockross, Chr. Winthers Vej 16.
Fru Ellen Plum, St. Annæ Plads 19.
Fru Kaja Rubin, Østerbrogade 64, Medlem af Udvalget.
Poul Sveistrup, Protokolsekretær i Folkethinget, Gammeltoftsgade 16, Medlem af Udvalget.
Kar1 Theisen, Skoledirektør, Nytorv 19
Fru Sophie Toussieng, Dannebrogsgade 1, Medlem af Udvalget.
H. Trier, Folkethingsmand, Rosenborggade 3.
Harald Westergaard, Professor, Strandvejen 69.