Københavns Syersker.

I Kv. Fremskridtsforening afholdtes der den 4. November et talrigt besøgt Møde i Anledning af Syerskernes Organisation. Efter at der var foretaget Valg af en Dirigent, indledede Fru Johanne Meyer Mødet med et interessant Foredrag om Spørgsmaalet: Hvad kan Syerskerne selv gøre for at forbedre deres Kaar, omtrent saalydende:

Intet virker saa sløvende og nedbrydende paa Mennesket, som naar den Tanke gaar ind i Bevidstheden: der er ikke mere at gøre, man maa finde sig i sin Skæbne o. s. v. Denne Haabløshedens og Modløshedens Aand kan faa Magt over Mennesker, naar Nøden i det daglige Liv bliver saa stor, at Legemet maa savne den nødvendige Forplejning; som Legemet synker fra Sundhed til Slaphed, saaledes sniger Modløsheden sig ind, og man finder sig i sin Skæbne, der er ikke mere at gøre.

Og dog siger Folk, som vil trøste, at Menneskene skal være nøjsomme, se hen til dem, der har det værre og glæde sig ved det; saa uforstandig og ukærlig kan Folk tale, men jeg siger, det er større Kærlighed, naar man kan gøre det indlysende for Folk, at de ikke skal finde sig i deres Skæbne, men blive saa modige, at de vil forandre deres Forhold.

Der er to Slags Syersker, den ene er dem, der syr kun for at have et Bierhverv, og den anden Slags er dem, som alene skal leve deraf, og som maaske ogsaa har en Familie at forsørge.

De sidste er sikkert dem, som er sunken saa dybt ned, at de ofte har sagt, der er ikke mere at gøre. - Mange Gange har de følt Vanskeligheden ved at faa Arbejdet, og naar de endelig har faaet det, maa de finde sig i hvad som helst Løn, der bydes dem, fordi de ikke tør lade de smaa Børn i Hjemmet lide eller mangle mere, end de allerede gør; det fattige Bohave og Klæderne er bleven tyndere, man er flyttet fra den ene Beboelse til den anden, fordi Huslejen var for dyr. Fedtebrød og Kaffe blev alt, hvad man kunde byde de smaa Munde, ja, det er maaske endog gaaet saa vidt, hvis den unge Kvinde har været køn, at hun har ladet sig friste til at sælge sig selv for Penge. Fra dem kommer ikke Reformen, thi de har for lang Tid siden sagt sig selv, her er intet at gøre. Men den første Slags, dem, der har Syning som Bierhverv, det er dem, hos hvem Ansvarsfølelsen maa komme op.

De unge Piger, som er fra et godt Hjem, som faa deres Kost fra Forældrene og faa Lov at bruge de Penge, de tjene, til at klæde sig for, de kan taale at faa en lille Løn for Arbejdet, og Arbejdskøberen vil endogsaa helst have dem, idet de velklædte og mere heldigstillede Arbejdere er fornøjeligere at have med at gøre; de fattige og nødlidende Syersker, med det kummerfulde Ansigt og de fattige Klæder, møder dem derimod som en stille Anklage.

De, der har det godt, de maa føle det Ansvar, at de ikke maa sætte Lønnen ned, de, som er dygtige og gør deres Arbejde godt, de maa kunne hæve Lønnen, og hvis de ikke behøver at gøre det for deres egen Person, saa maa de gøre det for deres fattige Søstre, der er henvist til at leve alene af det Erhverv, for deres Skyld, som ikke har noget godt Hjem, hvor de kan faa fri Kost.

Lønnen, Arbejdslønnen, er selvfølgelig Kærnen i Arbejderspørgsmaalet, - hele Udbyttet maa tilfalde dem, der arbejde. Lønnen for Arbejdet maa være saaledes, at der kan leves som Mennesker.

Men hvorledes rejses den? Det er ingen let Sag. Hvis enkelte Mennesker vil forlange Arbejdslønnen hævet, vil Arbejdskøberen selvfølgelig blot le derad, der er nok, der vil sy for den lave Løn og tjene de Penge, saa det nytter ikke.

Det er i en ganske anderledes samlet Optræden, de maa stille deres Fordringer, om det skal have Virkning. Syerskerne maa forstaa, at det er dem selv, der har Ansvar for at forbedre deres Kaar, de maa organisere sig til en fastsluttet Hær og tvinge den Tankegang i Folks Bevidsthed, at de er Mennesker og vil leve som Mennesker.

Fru Meyer fremlagde derefter en Plan som et vægtigt Indlæg i deres Sag, at rejse en Bygning, hvor unge, enligstillede Syersker kunde bo, spise kraftig Mad til en billig Pris og samles om Aftenen til fælles Glæde og Udvikling, ligesom at de ved selv at have et Hus havde anderledes Fodfæste for at kunne arbejde sammen og varetage deres faglige Interesser.

Naar blot 2000 Syersker hver skaffede 10 Kr., kunde der godt strax begyndes.

Efter at Fru Meyer igen indtrængende opfordrede Syerskerne til Sammenslutning og ikke forlade Salen, før der var dannet en Forening, sluttede hun med at pege paa det Eventyr som Billede, om Manden, der havde bygget et nyt Hus og glemt at sætte Vinduer ind, hvorledes da Konen søgte at bære Solen ind i Soldet, men naar hun kom ind, da var Solen borte. Da kom en fornuftig Mand og huggede Muren ind, saa de dejlige Solstraaler vældede ind. Det gamle Samfund havde bygget Arbejdernes Hus saaledes, at al Udsigt var stænget, og Solens varme Straaler kunde ikke naa dem. Konen, der vilde bære Solen ind, er de arbejdervenlige Folk, der mene, at den gamle Bygning er god nok, der skal bare bæres lidt Solstraaler ind til Arbejderne. Fremskridtsfolkene er som den fornuftige Mand, der hugger Hul paa Muren, saa Solen med sine varme Straaler strømmer ind og skaffer Arbejderne de lyse Udsigter.

Derefter havde Fru Mathilde Bajer Ordet og dvælede ved Syerskernes Stilling i Udlandet og de Bestræbelser, der var udfoldede til Fordel for dem. Hun oplyste, at i Frankrig var, i Følge Statistiken, Lønnen for kvindeligt Arbejde i jævn Stigning siden 1877. I England har, i Anledning af Dokarbejdernes vellykkede Strejke ved Organisation, flere ansete Personligheder i London stillet sig i Spidsen for at organisere de arbejdende Kvinder. Man vil begynde med at organisere de Kvinder, som er ansat i Fabrikerne for Pikles og kandiserede Frugter, formentlig fordi de har de sletteste Lønvilkaar. I Tyskland var det ogsaa bedre økonomisk stillede Kvinder, som gik i Spidsen for Arbejderskernes Organisation. Fru Line Morgenstern har nemlig gennem sit Ugeskrift for Kvinder virket derfor, og Fru Guillaume Schack ved sin store Veltalenhed. Fru Bajer gav en kort Oversigt over Bevægelsen siden 1881. I 1885 organiserede Berlins Kaabesyersker sig. Paa et Møde i September, som var besøgt af 2000 Mennesker, vedtoges følgende Resolution: Berlins Kaabesyersker forlange lovformelig Indførelse af en Normalarbejdsdag og Fastsættelse af en Minimalløn. Der nedsattes et Udvalg, som havde til Opgave at virke for private Bestillinger, hvorved bedre Løn opnaaedes end hos Fabrikherrerne. Til Magistraten henvendte man sig om Arbejdervoldgiftsdomstol. - Af Frygt for Socialisme, i Henhold til Undtagelsesloven, forbød Politiet i Foraaret 1886 disse store offenlige Sammenkomster. Den ædle Fru Guillaume Schack, som saa trofast havde staaet de arbejdende Kvinder bi, blev udvist af Tyskland. Til sidst berørte Fru Bajer, hvorledes herhjemme de mandlige Arbejdere har sluttet sig sammen, hvert Fag for sig, ligesom flere af de kvindelige, deriblandt de af Herreskrædderfaget, havde organiseret sig. Det gjaldt nu om at faa samlet en fast Stok af Syersker af andre Fag ogsaa, til at gaa i Spidsen, dygtige, selvstændige Kvinder, saa vil de svage, ligegyldige nok snart komme med ind i Bevægelsen, naar de ser, at det er deres eget Gavn, der arbejdes for.

Efter dette Foredrag, der fulgtes med Opmærksomhed, takkede Fru Larius paa Syerskernes Vegne Fru Meyer for den Skildring, hun havde givet af Syerskernes nuværende Stilling, og suplerede dem med enkelte andre. Hun omtalte bl. a., at dygtige Kjolesyersker for 10 Aar siden endnu af de Handlende fik 10 Kr. om Ugen, men at mange nu kun fik 6, nogle endogsaa kun 3 - 5 Kr., og de skulde dog leve og tillige være propert paaklædte.

Konsul Stürup havde i en lille Bog, "Menneskelige Svagheder", fundet adskilligt, der kunde passe paa mange Forhold, deriblandt Syerskernes. Han gendrev i et livligt Foredrag Paastanden om, at nogle af de mange Syersker skulde søge fast Tjeneste hos Familier, og paaviste, hvorledes Forholdene ofte drev dem ind i denne Stilling, idet Moder og Datter f. Ex. begyndte med at arbejde sammen for at ernære Familien, naar Forsørgeren var faldet bort. De havde maaske tilhørt Haandværkerstanden og havt en 3-Værelsers Lejlighed. Nu vilde de leje et Værelse ud, fik muligvis en Lejer en Maanedstid, kom senere i Pengeforlegenhed, naar Huslejen skulde betales, eller ved Juletiden, som for den rige er den glædeligste Tid, men for den fattige den tungeste. Dog skal de jo leve. Saa begynder de at sætte ud, først Møblerne fra det ledige Værelse, saa nogle af deres egne, saa maaske nogle Klædningsstykker. Sygdom og Næringssorg indfinder sig, Moderen dør. Hvad skal Datteren gøre? Hun søger en Plads, men da hun kun har været Sypige og er uøvet i den Gerning, der fordres af hende, bliver hun afvist Gang efter Gang. Saa er hun atter henvist til at sy, sulte, fryse og tørste. Hun kan faa 80 - 120 Øre for et Overstykke, højst 2 Kr., 80 - 150 Øre for Benklæder o. s. v. Det vilde ikke gøre stor Forskel for Kræmmerne at give 25 pCt. mere, men for hende vilde det have meget at sige, om hun i Maanedens 22 - 24 Arbejdsdage kunde tjene dette mere. De Handlende søge helst en Butiksjomfru, der har Familie at bo hos, fordi de ved, at hun ellers ikke kan slaa sig igennem med 25 - 30 Kr. maanedlig, men hvor kan man forlange, at et Menneske under saadanne Forhold skal have Interesse for sin Gerning? Sypigerne skulde derfor danne en Forening, give Bidrag dertil og derved hjælpe dem, der ikke har Arbejde.

Fru Line Luplau forklarede, hvad der forstaas ved Organisation. Hun talte varmt Syerskernes Sag og skildrede træffende det Tryk, der øvedes paa Syerskerne af deres kvindelige Kunder. Fru N. N. skulde f. Ex. absolut have en Dragt færdig til Etatsraad N. N.s Selskab. Det hjalp ikke, at Syersken forsikrede, det var hende umuligt. Vilde hun have Arbejdet, maatte hun tilsidst gaa ind derpaa. Sine Medhjælpersker kunde hun imidlertid ikke læsse mere paa. Saa maatte hun selv sidde oppe til langt ud paa Natten. Efter et Par Timers Ro maatte hun tidlig op, og Lønnen stod ikke i Forhold til det anstrængende Arbejde. Klagede en Syerske og søgte at gøre sin Arbejdsgiver det indlysende, at hun ikke kan nøjes med saa lidt, faar hun til Svar: Ja, kan De ikke paatage Dem det, maa jeg jo finde mig i at gaa til andre, som gærne vil. Har hun andre at forsørge, er det dobbelt svært. Man maatte gaa ud fra, at Syerskerne ogsaa var Mennesker, der undertiden trængte til at hvile og at leve som andre, og man vilde ikke byde Syerskerne en saa ringe Løn, dersom de havde Mod til at træde op derimod. Derfor maatte Syerskerne organisere sig, beslutte at staa enige og faste, dette er Organisation. Man maa være flittig, ærlig og sanddru. Jeg ved af Erfaring, at naar Trængsler og Nød storme ind paa os, saa er det vor egen Skyld meget ofte, fordi vi har svigtet vor Pligt, opgivet Kampen. Men her maa ikke ventes, de unge Evner maa ikke udviskes, ikke gaa til Grunde; Syerskerne maa selv tage Sagen op, danne en Forening for de forskellige Fag, og uden Hensyn til politisk Farve.

Talernes Række fortsattes endnu af flere og gik over til en temmelig personlig Diskussion.

Et Ændringsforslag om, at Syerskerne skulde staa alene, blev vedtaget i Stedet for Bestyrelsens Resolution, der gik ud paa at støtte Syerskerne. Det overlodes nu til disse selv at danne en Forening, som dog vilde finde Kv. Fremskridtsforening villig til at træde til, i Fald det senere maatte ønskes.

Mandagen den 11te November fortsattes dette Møde, men denne Gang var der kun tilstedt Adgang for Syersker.

Fru Larius aabnede Mødet og paapegede som de vigtigste Punkter, Foreningen vilde arbejde for: Forbedring af Lærlingeforholdet og Forhøjelse af Arbejdslønnen. Derefter talte Fru Simonsen om Ønskeligheden af et Hjem for de unge, enligstillede Syere. Et Hjem, hvor der kunde erholdes en god og kraftig Mad for en billig Pris, en fælles Lære- og Forsamlingssal, hvor de i deres Fritid kunde samles med hverandre til Oplysning og Udvikling.

Derefter fulgte en livlig Diskussion om den store Nødvendighed af at slutte sig sammen, og adskillige Illustrationer blev givet om Syerskernes elendige Arbejde (særlig Kaabesyere).

Ønsket var enstemmig at konstituere Foreningen strax og takke Kv. Fr. for den venlige Haand, der var rakt Syerskerne i denne Sag, det var derfor et almindeligt Ønske, at de samlede Syerskers Forening støttede sig til denne, og følgende Resolution blev derefter vedtaget:

"Syersker af alle de Fag, som ikke er organiserede, konstituere sig som en samlet Forening for at varetage sine faglige Interesser med et Udvalg paa syv Medlemmer og 2 Suppleanter. Foreningen ønsker at slutte sig til Kv. Fr_., hvis Styrelse indsætter 2 Repræsentanter i "de samlede Syerskers Udvalg."

Det er en stor Sag og et mægtigt Indlæg i Kvindesagen, at Syerne har organiseret sig, denne talrige Klasse af kvindelige Arbejdere. Saa ethvert Medlem af vor Forening, ja, enhver Mand og Kvinde, der forstaar den store Betydning heraf, maa føle det som sin Pligt at agitere og indtrængende arbejde for, at alle Syere i København vil slutte sig til "de samlede Syere.""